”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

søndag den 15. juli 2007

Kan vi så få billigere vin?

I.flg. internetavisen 180 Grader ønsker de Konservative nu en lavere momssats på frugt og grønt.

På den ene side er det altid problematisk med den slags lettelser på udvalgte områder, da det er bureaukratisk og involverer en del smagsdommeri. Og faktisk er det også udtryk for en vis naivitet, når politikere tror, at de på den måde kan side inde på Borgen og optimere befolkningens livskvalitet.

Men så på den anden side er det måske meget godt alligevel, da det jo trods alt er en skattelettelse. Og kan politikerne ikke enes om generelle lettelser, så er det her vel bedre end ingenting. Så skulle det lykkes for de Konservative at komme igennem med forslaget, så håber jeg blot, at de ikke vil tolke begrebet frugt og grønt alt for snævert. F.eks. kan de lade sig inspirere af Spanien, hvor man har hele tre momssatser. Og her er den lavest sats forbeholdt mad og andre nødvendighedsvarer. Og så er det naturligvis sådan, at vin, som jo dernede er en sund og helt naturlig del af dagligdagen, er omfattet af den laveste momssats. Og set med mine øjne, er der bestemt ingen grund til, at vin og andre naturlige kvalitetsdrikkevarer, ikke også her i landet skulle omfattes af den særligt lave sats.

Artikel fra 180 Grader: Intern momsstrid i regeringspartierne