Michael Moore – socialist eller kapitalist?

Michael More er en succesfuld forretningsmand. Han har virkelig gjort det godt. I flg. en artikel i Børsen i tirsdags har han alene på sin film ”Fahrenheit 9/11” tjent, hvad der svarer til over en mia. kroner. Om sin rigdom siger han selv:

I'm a millionaire, I'm a multi-millionaire. I'm filthy rich. You know why I'm a multi-millionaire? 'Cause multi-millions like what I do. (Kilde: Michael Moore Quotes)

Og den forklaring finder jeg interessant. Det siges jo, at Michael Moore befinder sig ude på den yderste venstrefløj. Men det, han her siger, er jo præcis det samme, som enhver anden kapitalistisk forretningsmand også ville sige, nemlig at rigdommen skyldes, at han skaber værdi for sine kunder.

Personligt har jeg ikke noget problem med, at Michael Moore med sine film prøver at påvise fejl og mangler rundt omkring. Kan han f.eks. påvise, at et givet forsikringsselskab ikke giver sine kunder, hvad de har krav på, jamen så er det da helt fint. Det frie marked går jo bl.a. ud på, at dem med urent trav bliver straffet. Og kan Michael Moore med sine film fremme den proces, jamen så er det da helt fint med mig.

Det er dumt at snyde sine kunder, men alle kan fristes. Det er som bekendt en del af den menneskelige natur, men det betaler sig ikke. Vil man tjene penge, må man - som Michael Moore jo også selv er inde på - skabe værdi for sine kunder.

Derfor er det heller ikke løsningen, når Michael Moore mener, at kollektive socialistiske systemer skulle være kapitalismen overlegen. Som om, at enhver menneskelig svaghed ville forsvinde, hvis alt blev kollektivt. Eller som om, at alle altid og uden problemer ville få deres ret, hvis alle virksomhedsledere levede af løn fremfor profit.

I et socialistisk samfund ville Michael Moore fortsat kunne lave masser af film om systemets fejl - ja altså forudsat, at regeringen ikke nedlagde forbud. Men Michael Moores film ville ikke kunne bruges til at forandre noget som helst. Muligvis ville underholdningsværdien være ok, men derudover ville de være komplet værdiløse.

Del og hersk

I flg. netavisen 180 Grader er værtshusejere begyndt at melde hinanden til arbejdstilsynet. Og på sin vis er det naturligt nok, for i den frie konkurrence må man jo benytte alle lovlige midler for at vinde kunder. Det er jo hele idéen med fri konkurrence, at alle tvinges til at tænke kreativt og yde det bedste.

Og så alligevel synes jeg, at det er trist. Tænk at det skal lykkes politikerne (tilsigtet eller utilsigtet?) at føre en sådan "del og hersk" politik. I den aktuelle situation er der ikke brug for konflikt mellem kollegaer i værtshusbranchen men derimod en samlet front mod den stærkt krænkende antirygelov.

Artikel fra 180 Grader:
Antirygelov skaber stikkertilstande i værtshusbranchen

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter

Om antirygning og fascisme

For et par dage siden, fandt jeg en ny blog på nettet. Jeg kender ikke personerne bag, men foreløbig er der én artikel på bloggen, og den synes jeg er værd at læse. Den handler om politikerne og deres evne til at opfinde ofre - f.eks. de stakkels "ikke rygere", som nu ved politikerne mellemkomst skal beskyttes mod de væmmelige rygere. Artiklen kommer her: En sort dag i en mørk tid, del 1

Trafiksikkerhed

Er det farligt at overtræde hastighedsgrænserne? Udsætter man sine omgivelser for unødig fare, hvis man kører stærkere, end politikerne har bestemt, man må? Det synes jeg selv er et godt spørgsmål, så derfor vil jeg gerne finde ud af, hvad færdselspolitiet mener om det. Og siden der er et gammelt princip om, at handlinger betyder mere end ord, så kan svaret findes ved at fortolke færdselspolitiets egen adfærd, når der sker en hastighedsovertrædelse.

Og det ved vi jo alle godt. I de fleste tilfælde sidder politiet bag i en varevogn, tager foto af overtrædelsen og sender nogle dage efter et brev med fotoet og et indbetalingskort.

Forestil dig, hvis andre dele af politiet handlede på samme måde. Der sker f.eks. et værtshusslagsmål, og en tilstedeværende ringer til politiet. De sender så straks en patruljevogn med to betjente, og medens den ene betjent så går rundt blandt værtshusgæsterne for at forhøre sig om identiteten på de, som slås, stiller den anden betjent sig op for at tage et foto af slagsmålet. Derefter går betjentene tilbage til bilen og kører videre ud på deres patrulje, medens værtshusslagsmålet ufortrødent kan fortsætte. Senere, hen mod slutningen af betjentenes vagt, kører de så tilbage til stationen, hvor de afleverer en fortegnelse over nattens lovovertrædelser vedlagt navne og fotos. Næste dag kan en sekretær så sende bøder ud til at nattens lovbrydere, herunder vore slagsbrødre fra værtshuset.

Ville en sådan politiindsats være tilstrækkelig? Nej naturligvis ikke, værtshusslagsmål og mange andre lovbrud skal ikke blot dokumenteres med et foto men skal først og fremmest stoppes med det samme. For ulovlig adfærd er som regel ulovlig fordi den skader sagesløse mennesker.

Men hvad med en lidt frisk gang bilkørsel? Det er iflg. vore politikere også ulovligt, men ser jeg på færdselspolitiets håndtering af de fleste hastighedsoverskridelser, så må jeg konkludere, at de såmænd er helt ufarlige. For hvis de var farlige, så ville politiet vel sende en betjent for omgående at stoppe billisten.

Konservativ skattesejr

Skal jeg grine eller græde?

Mange mener vist, at Bendt Bendtsen er blevet snydt. Og i så fald er det bestemt ikke nogen rar situation for ham. Men hvad langt værre er, så forsøger han nu at snyde sig selv og sine vælgere.

I en artikel på de konservatives hjemmeside fremstiller han nemlig resultatet af skatteforhandlingerne som en Konservativ skattesejr. De først 23% af artiklen handler om skatteaftalen. Her når Bendt Bendtsen lige at gøre opmærksom på, at aftalen er god for de, som tjener under kr. 382.000,- og at den derfor er en stor konservativ sejr. Men ellers handler artiklen om kvalitetsreform og velfærd. Og Bendt Bendtsen ender med at bryste sig af, at "Vi tager ikke en krone fra velfærden." - "Vi tager ikke en krone fra råderummet." og "Vi har i forvejen brugt 37 milliarder kroner på kvalitet i velfærden – nu bruger vi 50 milliarder kroner mere".

Den eneste mulige konklusion på artiklen er, at skatteaftalen ikke er konservativ politik. Den er et stort konservativt nederlag, og det bør Bendt Bendtsen se i øjnene. Saglig erkendelse af tingenes tilstand er trods alt første forudsætning for at komme videre.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?