Det konservative lederskift - ændrer det egentlig noget som helst?

Som borgerlig kan jeg naturligvis kun glæde mig over, at Bendt Bendtsen er gået. Men spørgsmålet er, om Lene Espersen overhovedet er spor bedre.

Hendes præstation med politireformen er ikke just noget, der indgyder respekt. Og derudover husker jeg kun hendes justitsministertid som en lang ukritisk plæderen for, at politiet skal have flere beføjelser. Jeg mindes ikke, at hun på noget tidspunkt seriøst er gået ind i en principiel diskussion om afvejning af politiets behov overfor god gammeldags borgerlig retssikkerhed.

Så i mine øjne er hendes cv ikke særligt imponerende. Læs i øvrigt også Niels Krause-Kjærs udmærkede indlæg: Danmarks Sarah Palin.

Tåbelig borgmester

Hvis der er noget, som lokalpolitikerne på Lolland og Falster er dygtige til, så må det være at klynke og klage.

Tag nu f.eks. socialdemokraten Stig Vestergaard som af uransagelige årsager er borgmester i Lolland Kommune. Han var ikke inviteret med til underskrivelse af aftalen om den faste forbindelse over Femern Bælt. Læs f.eks. her: Lolland ikke inviteret til bro-underskrivelsen.

Stakkels mand. Nu er han ikke blevet fotograferet sammen med de fine ministre. Hvordan skal han så imponere vælgerne derhjemme?

Stig Vestergaard mener naturligvis selv, at han havde noget vigtigt at bidrage med på mødet. Han havde nemlig ventet at møde sin tyske kollega og diskutere integration af befolkningerne. Men nu kan det åbenbart ikke blive til noget. Stakkels borgmester :-(.

Hey vent lige et øjeblik. Hvis Stig Vestergaard virkelig har så stort behov for at tale med sin tyske kollega, hvorfor sender han så ikke bare en mail og aftaler er møde? Hvor svært kan det være?

Jeg er bare så begejstret for kulturministeren

Kulturministeren er inde på noget helt rigtigt. Faktisk er det en så god nyhed, at jeg har svært ved at få armene ned igen. Det er bare helt fantastisk.

Tænk engang at kulturministeren har indset, at det vil være umoralsk at kræve skat af de danske OL-vinderes præmier. Og han siger det endda helt åbent uden slinger i valsen. Det er da fantastisk, og du kan læse den gode nyhed her: Kulturminister lover skattefrie OL-præmier.

Der er kun én ting, som jeg ikke forstår. Hvorfor er det kun idrætsfolk og kunstnere, der har krav på moralsk anstændig behandling? Hvorfor ikke udbrede kulturministerens gode og sunde tankegang til alle borgere i det danske samfund?

Intentionen er god nok

men duer de til andet end at køre ministerbil? Jeg håber det: Konservative vil hellere holde igen på offentligt forbrug end tvinge danskerne til opsparing.

Endnu en kanon

Noget tyder på, at enhver politker med respekt for sig selv må lade udarbejde en kanon. Og nu er Troels Lund Poulsen også hoppet med på vognen: Nu skal naturen også have en kanon.

Troels Lund Poulsen er selvfølgelig i sin gode ret til at mene, at danskere bør have større interesse og indsigt i den hjemlige natur. Men jeg kan ikke se, hvordan det kan være en statslig opgave at fremme dette mål. Så i stedet for at bruge skatteopkrævne ressourser burde ministeren søge støtte hos en fond og gå ind i projektet som privatperson.

I grunden er det faktisk korruption at bruge et offenligt embede til at forfølge private interesser, også selvom fornøjelse man selv får ud af det ikke er i form af kontanter. Men problemet med en så pricipielt indstilling er naturligvis, at så må det meste af det, de danske politikere fortager sig, stemples som korruption.

Men skal jeg alligevel sig noget godt om Troels Lund Poulsens nye projekt, så må det være, at projektet i sig selv er harmløst, og sålænge han bare bruger sine kræfter der, så laver han da ikke andre ulykker imens.

Det er jo ren planøkonomi

Professor Bente Klarlund Pedersen er bekymret for folkesundheden, og det har hun muligvis god grund til at være. Men hendes naive tro på, at hun kan forbedre noget som helst ved et centralistisk planøkonomisk direktiv burde høre fortiden til. Men det gør den ikke, og du kan læse historien her: Professor vil med lov tvinge virksomheder til at give de ansatte motionspauser.

Som professor besidder Bente Klarlund Pedersen formentligt en god og relevant lægefaglig viden. Men at tro at en sådan viden umiddelbart kan omsættes til en standardforeskrift, der kan trækkes ned over hovedet på alle arbejdsplader, er direkte dumt. Det er simpelthen den rene planøkonomi af samme karakter, som vi kender det fra det nu forhenværende Sovjetunionen.

I det omfang, at en arbejdstager er interesseret i bedre mulighed for et sundt liv på jobbet, bør dette principielt aftales individuelt med dennes arbejdsgiver. Kun på den måde kan man vide, at aftalen kommer til at tage hensyn til de specifikke forhold, der er relevante i den aktuelle situation.

Men i mangel af bedre, kan det nok også fungere rimeligt, hvis emnet indgår som del af de kollektive overenskomstforhandlinger. Fag- og arbejdsgiverforeningerne har jo trods alt et indgående kendskab til de brancher, som de repræsenterer.

Så fremfor at ville diktere andre menneskers forhold bør Bente Klarlund nøjes med at stille sin viden og sundhedsfaglige vurderinger til rådighed. Så må det være op til enkeltpersoner og organisationer på arbejdsmarkedet selv at finde ud af, hvad de kan bruge hendes viden til.

Politisk ukorrekt adfærd

Engang imellem går jeg ind på Google og søger på: guide til politisk ukorrekt adfærd. Og hver gang spørger Google så, om jeg ikke mente: guide til politisk korrekt adfærd?

Men det er den ”ukorrekte” adfærd jeg er interesseret i, og selvom der ikke er mange relevante søgeresultater, så ved jeg at der i hverttilfælde er ét. Og det er en fremragende artikel af David Bakkegård Karsbøl, der hedder: En guide til politisk ukorrekthed.

Og selvom guiden næsten er 5 år gammel, er den stadig højaktuel og virkelig værd at læse. Du finder den her.

Forbrydelse og straf

Det sker tit, at straffene i det danske retssystem er til debat. F.eks. i dagens klumme på netavisen 180Grader: Hårde straffe virker. Jeg er i mit lommefilosofiske hjørne og foreslår derfor en helt ny tilgangsvinkel:

Lad den skadelidte selv bestemme straffen

Selvfølgelig skal der stadig en domstol ind over, så der fortsat bliver en grundig behandling af skyldsspørgsmålet, og selvfølgelig skal der stadig være en vis form for konsistens i strafudmålingen.

Men hvorfor ikke tilbyde alle danskere, at de kan udfylde et spørgeskema med deres holdning til forbrydelse og straf? Jeg ved ikke, om man helt ned i detaljen skal tage stilling til alle mulige tænkte forbrydelser, eller om det skal være lidt mere overordnet. Måske skal man blot tage stilling til nogle generelle principper, hvorvidt man ønsker en hård og hævnorienteret straf, eller om man mere er til det bløde og omsorgsfulde. Og derudover kan det så suppleres ved, at man tager stilling til strafferammen for nogle typiske forbrydelser som drab, uagtsomt manddrab, vold, voldtægt, røveri, tyveri etc.

Lyder det utopisk? Måske, men på den anden side, så er det danske retsvæsen ikke kun et spørgsmål om den "højere" retfærdighed. Det er også politisk, idet at folketinget vedtager de love, der danner udgangspunkt for domstolenes overvejelser. Så hvorfor ikke gennem et sådant spørgeskema lade borgerne tage stilling for dem selv, istedet for at spilde tiden med et stort politisk slagsmål om fælles regler og principper?

Statistisk junk fra politiken.dk

I flg. en artikel bragt af politiken.dk står Dansk Folkeparti til en fremgang, således at de ved valg i dag vil få 29 mandater. En netop foretagen meningsmåling viser nemlig, at 16,1% vil stemme på partiet mod 14,4% ved sidste måling.

Nu nævner artiklen desværre ikke noget om hvor stor en stikprøve, undersøgelsen baserer sig på. Så derfor har jeg været inde på Catinets hjemmeside i håb om der at finde svaret. Desværre kan jeg ikke finde den seneste prøve, men jeg kan finde den fra sidst med de 14,4%. Og her viser det sig, at den er baseret på interview med 1013 personer, så mon ikke den nye undersøgelse også bygger på 1013 personer.

Hvis jeg antager det, så bygger Politikens artikel altså på, at 163 respondenter har sagt, at de vil stemme på DF mod 146 respondenter sidste gang. Altså en stigning på 17. Intuitivt virker det ikke af meget, og selv med en smule helt primitiv sandsynlighedsregning på gymnasieniveau er det da heller ikke svært at indse, at stigningen ikke er statistisk signifikant (se nedenfor). Men ønsker man ikke at grave sin gamle sandynlighedesregning frem, så kan man også bare læse på Catinets hjemmeside, at usikkerheden på resultatet er +/- 2,7%

Så kære journalist, som har begået nyheden. Der er ingen statistik evidens for, at Dansk Folkeparti reelt er gået frem. Hele din artiklen er og bliver dit eget gætværk.


PS

En simpel medtode til sandsynlighedesregning er at antage, at den første måling er 100% sikker. Det er den selvfølgelig ikke, men det gør bare, vi kommer til at undervurdere den samlede usikkerhed på resultatet. Så derfor sættes sandsynligheden for at en tilfældigt udtrukket person vil stemme DF til 14,4%, og endelig bruges så binomialfordelingen til at finde sandsynligheden for at 163 eller flere vil stemme DF, når der udtages en stikprøve på 1013.

Sandsynligheden er 5,9% for dette, og det er under alle omstændigheder for meget til, at man med statistiks belæg kan sige, at flere vil stemme DF.

Bevaringsværdige bygninger

Først hørte jeg hende i TV og her til morgen er historien på netavisen 180 Grader. Det er ellers sjældent, at jeg er enig med en socialdemokrat, men i dette tilfælde er jeg 100% enig med Anne Vang.

Det er så dumt, at forsøge at fastlåse tiden. Det er en rigtigt dårligt tilgang til bevaringsværdige ting, at prøve at gøre dem til et museum. Men der må være noget typisk dansk i det. Vi ser det i hvertilfælde hele tiden i forbindelse med fredede ejendomme mv., at der lægges en masse restriktioner for så vidt muligt at bevare alt intakt.

Jeg tror, at de Københavnske politikere kan lære noget af at vende blikket mod syd - f.eks. til Carcassonne i Frankrig. Selvom Carcasonne er meget bevaringsværdig, har man ikke prøvet at fastlåse tiden. De forandringer man har foretaget, er blot lavet i respekt for det bevaringsværdige. Man har simpelthen forstået at blande nyt og gammelt på en rigtig god måde, så stedet også er relevant for moderne mennesker.

Besøger man Carcassonne får man et fint indtryk af hvordan borgen var engang, men samtidig er der liv og glade dage med restauranter og hoteller lige inde midt i borgen. En skarp kontrast til Danmark, hvor det politiske mål tilsyneladende er at forvandle alt til et frilandsmuseum.

PS Ovennævnte er ikke en opfordring til en dyr kommunal studietur til Frankrig.

Jeg glæder mig allerede

til at se Henrik Qvortrup æde en sombrero. Jeg synes, at det skal være den sorte.

Ny Alliance - en glædelig udvikling

Tidligere har jeg været meget kritisk overfor Ny Alliance. Det kan læses her. Men den seneste udvikling er simpelthen så positiv og så lovende, at det er helt umuligt, ikke at være begejstret. Læs mere på netavisen 180 Grader her.

Tænk engang, et fuldt opstillingsberettiget og funktionelt parti med en klar liberal profil! Hvad mere kan man ønske sig? Det er i hverttilfælde langt mere end nogen kunne drømme om for bare nogle få måneder siden.

Jeg skal lige se udviklingen an lidt endnu. Og fortsætter den, som det nu tegner til, så er der ingen tvivl i mit sind, så ryger mit medlemskab af Liberalisterne til fordel for Ny Alliance.

Hvorfor så bange for friheden?

Det sker tit, at jeg undrer mig, og i dag er det sket igen. Først hørte jeg om det i DR's radioavis på P1, og nu har historien også fundet vej til netavisen 180 Grader. Men jeg undrer mig virkelig. Hvorfor er så mange mennesker så bange for friheden, at de vil bruge vold og magt for at kvæle nye innovative tiltag?

Det aktuelle eksempel er en ny måde at sælge bolig på vhja. hollandsk auktion på internettet. Du kan se det her: HouseJack - tager lidt af prisen hver dag.

Men straks er der nogen, som vil forbyde det, og det er ikke engang de fæle socialister fra den yderste venstrefløj. Næh, det er udover forbrugerrådet såmænd vicedirektøren i Dansk Ejendomsmæglerforening. Han mener, at der er tale om hasardspil. Du kan f.eks. læse om det på 180 Grader: Jurister vil lukke ny boligsalgsportal.

Om det er en god måde at sælge bolig på, kan jeg naturligvis ikke sige. Det må tiden vise. Men det kan da ikke have noget at gøre med hasard, idet man selv sætter den økonomiske ramme. Man afgør jo selv, hvormeget boligen skal udbydes til og hvormeget der kan slås af prisen.

Jeg kan naturligvis heller ikke vide, om ham vicedirektøren virkelig inderst inde i hjertet selv tror på, at det er hasard, eller om han er lidt farvet af, at han har nogle interesser at varetage. Men hans udtalelse er alligevel påfaldende, for er det ikke lige præcis det, mange danskere tænker om et frit marked - nemlig, at det vist er det rene hasardspil. Og er det ikke derfor, at så mange danskere æder det råt, når en person stiller sig op på TV for at efterlyse flere regeringsindgreb, flere love, mere styring og mere regulering.

Hvorfor er vi så bange for friheden? Hvorfor prøver vi at lukke livet med dets mange udfordringer og muligheder ude? Og hvorfor ser vi ikke, at vi i den proces blot ender med at lukke os selv inde?

Sjovere at være statsmand

I flg. netavisen 180 Grader vil Anders Fogh Rasmussen nu omlægge skatten. Du kan læse artiklen her: Fogh vil have højere benzinpriser.

Det nuværende niveau for indkomstskat er efter min opfattelse umoralsk højt, og derudover har det også nogle graverende konsekvenser på hele samfundsøkonomien. Men moralsk set bliver det ikke spor bedre, bare fordi skatten omlægges til til andre afgifter.

Men indrømmes må det, at det da godt kan være, at konsekvenserne for samfundsøkonomien bliver lidt mere tålelige. Det vil i hverttilfælde være godt, hvis det bedre kan betale sig at arbejde, men samtidig smager det lidt for meget af, at vi alle skal være pavlovske hunde i et teknokratisk skattecirkus - ligesom hos Ny Alliance.

Hvor er den minimalstatsmand henne, som i sin tid gik til valg på en totrinsraket med skattestop nu, og siden rigtige skattelettelser? Hvis Fogh ellers havde tænkt sig at overholde løftet om skattelettelser, så havde der også være plads til undervejs at omlægge skattebyrden relativt indenfor rammen af skattestoppet.

Men tilfældet Anders Fogh Rasmussen ser desværre mere og mere ud til at være historien om, at det er sjovere at være statsmand end "kun" at være minimalstatsmand.

En lidt for ivrig minister

I flg. Politiken.dk vil velfærdsminister og gammel VS’er Karen Jespersen stoppe genopdragelsesrejser. Ministeren kan naturligvis ikke sende danske sagsbehandlere og danske politi til udlandet for at stoppe genopdragelsen og tvinge børnene tilbage. Så i stedet vil hun indføre økonomisk pression mod børnenes forældre, som opholder sig her i landet. Du kan læse artiklen her: Minister vil stoppe genopdragelsesrejser.

Personligt synes jeg da også selv, at genopdragelse i Irak er en rigtig dårlig idé, men jeg vælger – i modsætning til ministeren – at anskue sagen fra en mere principiel synsvinkel. Er der overhovedet ingen grænser for, hvad en dansk minister skal stikke sin næse i?

Hvad så når en dansk familie i udlandet sender sine børn på genopdragelse på en kostskole i Danmark? Er det så også et problem, der skal sættes en stopper for? Det synes jeg naturligvis ikke, og det gør ministeren nok heller ikke. Men hvad nu hvis f.eks. en thailandsk minister finder, at danske kostskoler er problematiske. Skal han så forsøge at hindre danskere i Thailand at sende deres børn hjem på kostskole?

Jeg gætter på, at ministeren i så fald vil blive højlydt forarget. Men jeg spørger bare, hvor er konsistensen henne?

Skruen uden ende

I Københavns Kommune er der nogen, som er bekymrede for borgere, som lever uacceptabelt usundt. Historien blev bragt på 180 Grader for et par dage siden: "Er der nogen hjemme? Vi er fra sundhedspatruljen"

Ud over, at det er usympatisk med kommunale indgreb i menneskers privatliv, så er den socialdemokratiske tankegang også skruen uden ende.

For sålænge vi lever forskelliget, vil der altid være adfærdsformer, der kan udpeges som mere usunde end andre. Lykkedes det de socialdemokratiske politikere at eliminere de (efter egen opfattelse) værste former for usundehed, så vil nye former for usundhed komme i fokus. Det behøver ikke kun at dreje sig om fedtsyrer og motion, men det kan være altmuligt lige fra sex og nattesøvn til den mest sunde måde at fugte et frimærke. Kun fantasien sætter grænser.

Det er på tide at gå den anden vej og indse, at menneseker ejer deres egne liv. Og derfor er det en menneskret at kunne dumme sig uden næste dag at blive opsøget af et omklamrende omsorgsteam.

Statistik (del 3 af 3)

Når jeg mener, at der ofte sker misbrug af statistik, så kan der være tale om direkte fejl i den statistiske metode, eller at et i et for sig lødigt resultat bliver fortolket langt ud over, hvad det kan bære.

Et eksempel på førstnævnte kunne være DSB, som for (vistnok) 20 år sendte medarbejdere rundt i S-togene for at interviewe de rejsende. Disse skulle så svare på spørgsmål om, hvor de kom fra og hvor de skulle hen, og på den måde regnede DSB så med at kunne danne et billede af folks rejsemønstre. Problemet var imidlertid, at med den valgte metode, var den udtagne stikprøve ikke repræsentativ for passagererne. For som enhver kan regne ud, såfremt man da ellers lige husker at tænke på det, så vil en stikprøve udtaget i toget give en overrepræsentation af passagerer, der rejser langt. En langtrejsende har simpelthen større sandsynlighed for at blive udtrukket, end en som rejser kort. Da man i DSB blev opmærksom på problemet, måtte man derfor skrotte hele undersøgelsen, og i stedet indføre tælledage, hvor passagererne på perronen fik en nummereret seddel, som så skulle afleveres igen ved rejsens slut.

Et andet problem er, hvis man blandt livets mange tildragelser leder efter tal, som skiller sig påfaldende ud fra det normale, og så bagefter – når man allerede har konstateret, at det virker unormalt – foretager en statistiks analyse af de fundne tal. Et tænkt men ikke urealistisk eksempel kan være en vejstrækning, som i en periode har haft særligt høje ulykkestal. Hvis man her sammenligner de høje ulykkestal med det almindelige niveau, for at finde ud af, om det bare er tilfældigt (nul-hypotese), eller om tallene er så markante (signifikante), at vejen må karakteriseres som mere farlig end normalt, så går det galt. Det normale niveau kan nemlig kun benyttes som reference ved en vej, der allerede er udvalgt, før man har kendskab til tallene. For nogle gange vil en given vej ligge over det, som er normalt for denne, og andre gange under. Men skifter man jævnt hen fokus, alt efter hvilken vej som lige nu ligger højest, så vil man generelt få resultater, som ligger over det, som er normalt for de pågældende steder, og man bliver derved for tilbøjelig til at udnævne givne vejstrækninger som særligt usikre..

I praksis kan det være svært at tage hensyn til alle relevante forhold ved en undersøgelse, men mange problemer har at gøre med, at sandsynligheder relaterer sig til menneskelig viden (og mangel på samme). Kaster jeg med en mønt, kan jeg i princippet godt på forhånd regne ud, hvordan den lander. Det vil godt nok kræve en helt urealistisk grundig og præcis viden om kastet af mønten, møntens beskaffenhed, luften, underlaget osv., men i princippet kan det lade sig gøre. Så når jeg blot må nøjes med at sige, at der er to udfald, som begge er lige mulige, så er det egentlig blot et udtryk for, at min viden ikke er tilstrækkelig. Omvendt, kaster jeg med en mønt og konstaterer, at det rent faktisk har fået ”krone”, så er sandsynligheden for ”krone” nu ikke længere 50 men 100 %, da jeg nu rent faktisk ved, hvad det er sket. Men for min nabo, som bare ved, at jeg har kastet, men endnu ikke er informeret om resultatet, er sandsynligheden stadig 50 %.

Så når min viden ændrer sig, ændrer sandsynlighederne sig også, og i eksemplet ovenfor med trafikulykker, betyder en udvælgelsesprocedure med at søge den vej med flest ulykker, at man ikke kan benytte de almindelige ulykkessandsynligheder som reference. Men en anden statistiker, som måske også har udvalgt samme vej til undersøgelse, men uden på forhånd at kende noget til ulykkestallene, kan godt tillade sig, at sammenligne med de almindelige tal. Og derved kan konklusionerne blive forskellig i de to tilfælde, selvom der tale om den samme vej og de samme tal.

Som nævnt i sidste artikel bygger konklusionen af en statistiks undersøgelse på en sandsynlighedsbetragtning. Man kan derfor ikke vide noget med sikkerhed, og der er altid mulighed for, at konklusionen er forkert. Men jo større stikprøve man kan udtaget, jo større sikkerhed, men som nævnt kan man aldrig blive helt sikker. Heller ikke selvom man undersøger alle foreliggende data bliver man sikker. Gælder det som ovenfor trafikulykker, kan man selvfølgelig ved at undersøge alt få fuldstændig sikkerhed for antallet af ulykker. Men da det ikke er antal ulykker, som er interessant, men vejens "farlighed", så er de hændte ulykker stadig kun at betragte som en stikprøve på, hvor farlig vejen er.

I en undersøgelse foretaget af Vejdirektoratet taler man bla. om en signifikansgrænse på 95 %. Det betyder, at sandsynligheden for at få det fundne resultat (eller noget endnu mere markant), såfremt der alligevel ikke er noget om hypotesen højest må være 5 % , hvilket jo så svarer til, at sandsynligheden for et mindre markant resultat mindst skal være 95 %. Hvad der er en passende signifikansgrænse, er en smagssag, men 95 % er ikke særlig højt. Det er faktisk det samme som at sige, at man er så ivrig for at få antaget sine hypoteser, at man er villig til i 5 % af sine undersøgelser at antage noget forkert. Men problemet for vejdirektoratet er naturligvis, at man kun har de ulykker, som er sket, og ikke bare kan udtaget en større stikprøve end det.

Men når det lykkes at gennemføre en fagligt sober statistisk analyse, så er der stadig spørgsmålet om fortolkning af resultaterne. Statistikken kan (med en vis grad af sandsynlighed) påvise et mønster i nogle tal. Men hvad er årsag, og hvad er virkning? F.eks. var der engang en undersøgelse, som viste en positiv sammenhæng mellem alkoholforbrug og indkomst. Jeg skal ikke her tage stilling til den statistiske kvalitet, men selvom hele statistikken er i skønneste orden, drikker mennesker så mere fordi indkomsten er høj, eller er det modsat? Eller er der en helt tredje faktor, som ikke er med i undersøgelsen, men som er årsagen både til den høje indkomst og det høje alkoholforbrug? Dette kan de statistiske metoder aldrig svare på.

Til sidst vil jeg komme ind på det forhold, som er årsagen til, at jeg overhovedet har valgt at skrive her på bloggen om statistik. Og det er, at statistik altid er generelle helhedsbetragtninger, som ikke nødvendigvis altid er sande. Det kan f.eks. godt være, at der generelt sker flere trafikulykker ved højere hastigheder, det kan godt være, at man generelt bliver rigere, hvis man drikker mere, det kan godt være, at man generelt lever kortere, hvis man ryger osv. Men selvom det så måtte være sandt, så er det helt sikkert, at det ikke passer præcist på alle mennesker. Der vil være nogle, som sagtens kan ryge, uden at leve kortere af den grund, der vil være nogen, som ikke tjener mere, uanset hvor meget de så drikker, og der vil sikkert også være nogen, som bliver mere trafiksikre, når de får lov at sætte hastigheden op.

Men det vil en politiker eller en offentlig embedsmand være ligeglad med. De vil hurtigt miste overblikket, hvis de skal beskæftige sig med alle mulige individuelle forhold, så de interesserer sig kun for det generelle, når de prøver gennem lovgivning, incitamenter og folkeopdragelse, at få mennesker til at opføre sig på bestemte måder. Statistik bliver hurtigt et værktøj i politikernes hænder, som får dem til at føle sig magtfulde, men desværre fører det til, at politikerne skaber et konfektionssyet samfund.

Ønsker man derimod et skræddersyet samfund med plads til alle, må det gøres mindre brug af statistik, og i stedet må der være mere tillid til, at mennesker instinktivt godt kan finde ud af, hvad der er godt for dem selv.

Gad i øvrigt vide, om der er en sammenhæng mellem ordet "statistik" og ordet "stat".

Statistik (del 2 af 3)

I dag vil jeg prøve at give et indtryk af, hvad man arbejder med indenfor statistik. Og det kan måske illustreres ved at tænke på at kaste ”plat” eller ”krone”, bare ikke med en mønt men med en tegnestift.

Kast med en tegnestift har ligesom med en mønt to udfald. Den kan enten lande med spidsen opad eller på siden. Men i modsætning til kast med en mønt, kan man ikke på forhånd slutte, at hvert udfald må have en sandsynlighed på 50 %. Og derfor kan man ikke umiddelbart foretage sandsynlighedsberegninger for en tegnestift (f.eks. at beregne sandsynligheden for at tegnestiften i to på hinanden følgende kast begge gange lander på siden).

Vil man vide noget om sandsynligheden for at tegnestiften lander på siden, er man i praksis nødt til at foretage et eksperiment for derefter at slutte (induktivt) på baggrund af eksperimentets udfald. Kaster man f.eks. 10 gange med tegnestiften og finder, at den 7 af gangene lander på siden, ja så ved man af den grund ikke med sikkerhed, hvor stor sandsynligheden er for at lande på siden. I princippet kan den godt være 50 %, på samme måde som en mønt jo også godt kan give ”plat” i 7 ud af 10 kast. Men intuitivt vil det bedste bud naturligvis være, at sandsynligheden for at lande på siden er 70 %. Og de fleste har nok også en fornemmelse af, at det er mere sandsynligt at få 7 ud af 10, som lander på siden, hvis sandsynligheden for at lande på siden er 70 %, end hvis sandsynligheden eksempelvis kun er 50 %. Og den statistiske begrundelse for at antage, at sandsynligheden netop er 70 % vil tilsvarende være, at lige netop med 70 % maksimeres sandsynligheden (som den nu engang beregnes indenfor sandsynlighedsregningen), for det aktuelle udfald af eksperimentet.

Men hvad nu, hvis man kaster 10 gange mere med tegnestiften, og nu får 5 af hvert udfald? Så vil det være naturlig at lægge de to eksperimenter sammen og sige at sandsynligheden for at lande på siden nu er 60 % (12 ud af 20).

Der hvor det bliver interessant er imidlertid, hvis det nye eksperiment er foretaget under lidt andre omstændigheder. Det kan f.eks. være med en anden tegnestift, i et andet lokale med en anden temperatur, på et andet underlag osv. Kan man så på den baggrund konkludere, at de ændrede omstændigheder har haft indflydelse? Hvis der f.eks. var tale om en rød og en blå tegnestift, kan man så sige, at røde tegnestifter har en sandsynlighed på 70 % for at lande på siden, medens den for blå tilsvarende er 50 % ?

Den statistiske tankegang vil da være først at antage, at der ikke er nogen forskel (nul hypotese) og på den baggrund gættes (estimere) den samlede sandsynlighed for at lande på siden til at være 60 %. Derefter beregnes så sandsynligheden for i de to eksperimenter henholdsvis at få 7 og 5 (eller endnu større forskel), når nu sandsynligheden for at lande på siden sættes til de 60 %. Og hvis det så viser sig, at forskellen mellem de to eksperimenter er så stor, at det er helt usandsynligt, så accepteres, at der nok er en forskel på de to eksperimenter. Så er det gode spørgsmål bare, om man har fat i den rigtige forklaring (tegnestiftens farve).

Viser det sig derimod, at forskellen ikke er særlig usandsynlig, så vil man ud fra den sædvanlige videnskabelige tankegang om, at man ikke skal regne med noget før det er tilstrækkeligt underbygget, blot afvise tanken om, at der var forskel på de to eksperimenter.

I ovennævnte ekesmpel vil forskellen med de 7 og de 5 ikke være særlig usandsynlig og det vil derfor afvises, at der er en systematisk forskel på de to eksperimenter. Men hvis det nu ikke handler om tegnestifter, men istedet om noget mere politisk følsomt som eksempelvis miljø, så kan man sagtens forstille sig, at nogle personer vil argumentere for, at vi ikke kan tillade os at være alt for videnskabelige, men skal lade tvivlen komme mistanken om forskel tilgode, således at vi kan handle nu.

Statistik (del 1 af 3)

Man siger, at der findes 3 former for løgn:

1. Den lille hvide løgn
2. Den grove forbandede løgn
3. Statistik

Nogenlunde sådan indledte Lars Pallesen engang en forelæsning i statistik. Derefter gik han så videre til at forklare noget om, at det naturligvis ikke var selve statistikken som faglig disciplin, der var usand, men derimod de mange mennesker, som mistolkede og misbrugte statistikkens resultater.

Men hvad er statistik egentlig, og hvad er det for et misbrug, der sker?

Nogle gange bruges ordet statistik blot om en simpel talopgørelse, som det f.eks. kendes fra Danmarks Statistik. Et andet eksempel kunne også være et folketingsvalg (prøvevalg) i skoleklasse, hvor man så kan opgøre hvor mange procent, som stemmer på Socialdemokraterne, Radikale, Konservative etc.

Men den slags talopgørelser er sjældent interessante i sig selv. Laver man f.eks. folketingsvalg i flere forskellige skoleklasser, mister man hurtigt overblikket, hvis man fortaber sig i, hvorfor et givet parti scorer 5-10 % mere i den ene klasse end i den anden. Det interessante vil da være, at finde de bagvedliggende sammenhænge, såsom hvorvidt der er politisk forskel på drenge og piger, folkeskoleelever og privatskoleelever, handelsskolelever og gymnasieelever osv.

Og det er lige netop her, at statistikken kommer ind i billedet. For helt grundlæggende er statistik en matematisk disciplin, som beskæftiger sig med at analysere tal, for at finde mønstre i dem. Man kan også sige, at statistik handler om at støtte en induktiv proces med at slutte fra det specifikke (de foreliggende tal) til det generelle (de bagvedliggende sammenhænge).

Hvordan dette foregår, vil jeg komme lidt nærmere ind på i min næste artikel, som kommer i morgen. Men det som skal slås fast her er, at statistik aldrig kan komme med en fuldstændig sikker forklaring på noget som helst. Den kan højest påvise nogle mønstre i et talmateriale og dermed være med til at sandsynliggøre, at nogle fænomener er forbundet med hinanden. Men statistik kan aldrig fastslå mønstrene med 100 % sikkerhed, og den kan aldrig forklare, hvad som er årsag og virkning.

Muligheden for at misbruge statistik til at underbygge alle mulige mere eller mindre lødige konklusioner er derfor stor. Og også selvom man prøver at være så redelig som overhovedet muligt, i sin statistik og prøver at undgå statistikkens mange faldbruger, så vil konklusionen på en statistisk undersøgelse altid bygge på nogle antagelser og så en vis portion fortolkning.

Ministeren der kun er til pynt

Netavisen 180 Grader beretter i dag om Bendt Bendtsen kørebog. Nyheden er, at de tilføjelser, som embedsmændene har gjort, nok mest er til pynt. Læs historien her: Ingen skriftlige invitationer dokumenterer, at Bendtsens brug af ministerbil ikke var privat

Men jeg synes nu ikke, at embedsmændenes adfærd er specielt kritisabel. De er jo vant til at betjene en minister, som kun er til pynt. De er jo vant til at betjene en mand, som kun blev partifomand, fordi alle de andre fik en hulens masse dolke i ryggen, og siden fik han kun en fremtrædende ministerpost, fordi det nu engang er sådan i politik, at "noget for noget" er vigtigere end kvalifikationer.

Så hvilken forskel gør det, om kørebogen mest er til pynt, når selve ministerjobbet også mest er til pynt?

Hvem vil være dansker?

I disse dage er jeg rigtig glad for EF domstolen. Jeg er glad for udsigten til, at EU borgernes fri bevægelighed overtrumfer den nationalsocialdemokratiske tankegang, som ellers præger den danske udlændingepolitik og -administration.

Jeg forstår ikke alle de borgerlige danskere, som i denne sag bakker op om regeringen og Dansk Folkeparti. Det eneste jeg er enig i er, at Danmark naturligvis ikke skal være hele verdens socialkontor. Men det løses ikke ved at lukke grænserne med ved at begrænse adgangen til skattefinancierede sociale ydelser.

For ligesom i den amerikanske uafhængighedserklæring, så har ethvert menneske ret til at søge lykken. Og hvis nogen mener, at det bedst foregår i Danmark, hvorfor så ikke det? Jeg kan ikke se, at indfødte danskere skulle have nogen fortrinsret til at opholde sig her frem for nytilkomne.

Læs her hvordan de stukne grise hyler:
Rønn vil stække EF-Domstolen

Jeg skammer mig over at være dansker. Gad vide om jeg kan bytte mit statsborgerskab? Er der nogen som gerne vil være dansker? - så kunne jeg da f.eks. godt overveje at blive tysker.

Først rygerne, dernæst de tykke

Efter rygeloven har mange ventet, at tykke mennesker vil blive de næste ofre for statslig intolerance og regulering. Og noget kan sandelig godt tyde på, at det nu så småt er ved at være på vej.

I hvertilfælde har nogle engelske og belgiske forskere begået en ny undersøgelse, som viser, at fedme smitter - altså ikke fysisk forstås - men via nogle sociologiske mekanismer. Så hvis man omgås tykke mennesker bliver ens opfattelse af fedme påvirket, således at man ændrer adfærd og har større sandsynlighed for også selv at blive fed.

Så moralen på undersøgelse må være klar. At være i lokale med en fed er ligså farligt som at være sammen med en ryger. Så i første omgang skal staten straks gribe ind og hjælpe de stakkels tykke mennesker med at slanke sig. Men der hvor statens milde hjælp af uransagelige årsager ikke giver de ventede resultater, må der mere håndfaste initiativer til. For man kan da ikke have sådan nogle fede svin til at gå frit omkring og smitte. Eller kan man?

Artikel fra Politiken: Vi smitter hinanden med fedme

Vejen ud af hjernevask

Det var dog en fantastisk formulering. Det er brugeren Rasmussen, der i en debat på netavisen 180 Grader benytter udtrykket. Og det er helt fantastisk som det på enkel og præcis vis beskriver forholdene her i vor socialdemokratiske velfærdsstat.

Udtrykket er: Hjernevaskede standarddanskerere

og det fremgår i en kommentar til denne leder: Karakterstyrke og skattetryk.

Men hvad skulle man ellers vente i et land, hvor staten i betydeligt omfang dominerer børn og unge menneskers opvækst gennem børnepasning, grundskole, tekniske skoler, gymnasier og videregående uddannelser. Ja, hvad skulle man ellers vente i et land, hvor statens foretrukne propagandamaskine - DR - modtager udpræget positiv særbehandling. Og ja, hvad skulle man vente i et land, hvor mange mennesker pga. flere årtier med astronomisk skattetryk har glemt, at selvforsørgelse er en realistisk mulighed, også for såkaldte almindelige mennesker.

Situationen er bestemt trist men heldigvis ikke umulig. For hjernevask skal så at sige hele tiden vedligeholdes for at virke. Udsættes man ikke længere for den, har den det med at gå væk igen. Den frie tanke kan ikke undertrykkes.

Trods en mere eller mindre borgerlig baggrund, har jeg også selv (ligesom mine gamle forældre) på utallige måder været påvirket af den socialdemokratiske propaganda, som går ud på gradvist at gøre os alle til socialister. Og derfor har jeg i mange år, selvom jeg ikke selv har set det sådan, reelt været en slags pseudoborgerlig hybrid med samme tankegang, som i dag stortrives i regeringspartierne Venstre og Konservative.

Men vejen ud af hjernevasken er ikke svær. Det handler egentlig blot om to ting.

Først og fremmest skal man undgå ensidighed, hvilket bedst gøres ved at åbne sine øjne og ører ud mod den store omverden og modtage mange forskelligartede informationer fra forskellige synsvinkler. I den sammenhæng er internettet en gevaldig hjælp, og selv har jeg haft stor glæde af at deltage i amerianske diskussionfora, hvor jeg har fået nogle af mine holdninger kraftigt udfordret.

Og dernæst, så handler det også om at tage tid til at være alene og gøre sig sine egne tanker. For hjernevask foregår i grupper, og den forsvinder igen, når man er tro overfor sig selv.

En rystet minister - hvad kommer det mig ved?

Der kan man bare se, Claus Hjort Frederiksen er rystet. Beretningen findes hos Ekstrabladet her: Hjort rystet over tolkesag. Men egentlig burde jeg være rystende ligeglad. For det er jo ikke Claus Hjort, som bestemmer over dansk erhvervsliv.

Så når jeg alligevel finder sagen værd at beskæftige mig med, er det fordi så mange politikere trods det, at de hverken er virksomhedsejere eller -ledere, gerne vil prøve at påvirke erhvervslivet i en bestemt retning. Og det er særdeles bekymrende.

For vi ved, at den private ejendomret, der bla. indebærer at en virksomhedsejer kan disponere som han selv finder bedst, er hele grundlaget for den motivation, livsglæde og økonomiske vækst, der kendetegner et frit samfund. Og når en politiker prøver at blande sig, så er det faktisk en begrænsning af den private ejendomsret og de gode ting som deraf følger.

Så det er ikke Claus Hjorts opgave at blande sig, også selvom indblanding pt. kun går ud på at informere om, at han er rystet. Hvad er han så næste gang, det frie samfund går på tværs af hans ønsker?

Danmark - et land for tabere

Før 1/7 2006 hed det ikke Udlændingeservice men Udlændingestyrelsen. Og det tidligere navn er fortsat det mest retvisende, for Udlændingeservice er naturligvis stadig et magtinstrument for politikerne - og ikke et serviceorgan for borgerne, som det nye navn ellers antyder.

At der er noget grundlæggende galt med statens magtudøvelse på udlændingeområdet har man længe haft på fornemmelsen. Og den seneste tids historier som eksempelvis Heller ingen skriftlig service fra Udlændingeservice fra 180 Grader kommer da heller ikke som nogen stor overraskelse.

Men nu er det selvfølgelig ikke sådan, at statens embedsmænd er dumme. Tværtimod er de rigtig dygtige til at betjene deres kunder, som er politikerne. Så spørgsmålet er, hvad det er for politikere, der hader familiesammenføringer så meget, at løgn og fortielser bliver en en integreret del af den daglige magtudøvelse? Hvad er det for politikere, som sætter egne drømme og fikse idéer over almindelig anstændighed? Og hvad er det for politikere, som ikke har selvdisciplin nok til at begrænse magtudøvelsen til det, som tjener civilsamfundet? Og hvad er det for en befolkning, der er dumme nok til at vælge den slags politikere?

Noget andet er så, at jeg egentligt heller ikke forstår, hvorfor så mange danskere står i kø for at får deres nye ægtefælle med hjem til Danmark. Hvorfor ikke forblive udenlands? Danmark er jo alligevel ved at udvikle sig til at land styret af tabere for tabere.

Dansk Folkeparti og Nazisme

Efter en lang periode, hvor jeg ikke rigtig har haft tid til at følge med på nettet og slet ikke haft tid til a kommentere, er jeg nu tilbage igen.

Bla. kan jeg se, at Jakob Munck har lagt nogle nye artikler ud på sin hjemmeside. En af dem handler om sammenhængen mellem Dansk Folkeparti og Nazisme. Jeg er enig med Jacob Munck, og her er et lille uddrag:

Det som viser ideologisk identitet mellem Det danske Folkeparti og Hitlers politiske bevægelse er imidlertid meget mere end blot racismen og fjendebilledet. Det er også den nationalromantiske forståelse af egen nation og ønsket om at denne styres med autoritære midler. Hvor Hitler helt officielt afskaffede demokratiet, vælger Dansk Folkeparti og deres allierede en mere glidende og usynlig måde, som dog har det samme resultat. Det kaldes for "kamp mod terror" og indholdet i denne kamp er det påståede behov for altomfattende overvågning og en betydelig udvidelse af politi og efterretningstjenestes beføjelser, således at mennesker i realiteten kan overvåges, ransages, fængsles og udvises uden retsligt grundlag. Mistanke er nok.

Hele artiklen kan finder her: Jakob Munck: Hvad er nazisme?

DR - igen

Hvorlænge vil de 179 konger inde på borgen fortsat tvinge os til at betale til en af landets mest uduelige virksomheder?

Vandskade på DR Byen: Hverken afløb, alarm eller forsikring

Markante skattelettelser

Det har tit undret mig, at mange danskere tilsyneladende ikke ønsker lavere skatter. Og her tænker jeg ikke på nettomodtagere af offentlige overførsler, men på de mange nettoydere, der tilsyneladende helt og fuldt bakker op om det høje skattetryk.

Argumentet, som fremføres er, at vi da har det fint, og at vi da også må være med til at betale til de, som måtte have behov. Og da man heller ikke synes, at hjemmehjælpere skal løbe hurtigere, skolebygninger skal nedslides yderligere, eller at der skal være dårligere normeringer i børnehaverne, ja så taler man mod skattelettelser. Det nuværende skattetryk anses for at være en forudsætning for et anstændigt niveau i den offentlige service.

Men det som ofte slår mig er, at disse skatteforsvarere tit kun forholder sig til små begrænsede lettelser. De forholder sig kun til, om de kan acceptere offentlige nedskæringer efter salamimetoden, for måske at få 500 kr. mere om måneden til sig selv. De tager sjældent stilling til, om det vil ære godt helt at afvikle en række offentlige aktiviteter, skære skatterne voldsomt ned og give ansvaret for eget liv tilbage til borgerne.

Her i landet virker kraftige skattelettelser nærmest som en overset mulighed. Men det kunne i virkeligheden sagtens være, at der kunne skabes flertal for den. I hverttilfælde beretter netavisen 180Grader i dag om det norske Fremskridtsparti, som netop har succes med en sådan politik.

Og så lige tilbage til skatteforsvarerne. Et eller andet sted ved mange af dem jo godt, at der er noget galt. For fem minutter efter de har frasagt sit ethvert ønske om skattelettelser, har talen det med at falde på sort arbejde. Og så viser det sig, at mange af dem såmænd anser den uofficielle økonomi som en forudsætning for, at samfundet kan fungere.

Artikel fra 180Grader: Fremskrittspartiet størst i Norge med skattelettelsespolitik

Hvor naiv har jeg lov at være?

Det er sjældent at jeg ser DR. Og kunne jeg lovligt fremelde mig, så ville jeg hellere end gerne spare licensen og så helt undvære DR's kanaler til gengæld. For efter min smag, er DR's kanaler i det store og hele ikke ret meget værd.

Så da jeg i dag læste netavisen 180Grader, troede jeg lige et kort øjeblik, at mit ønske skulle opfyldes. For 180 beretter nemligt at:

Regeringen drøfter frameldingsordning for licensen

hvilket i min verden betyder, at man som rimeligt er, vil kunne fremelde sig, hvis man ikke ønsker DR.

Så stor var min skuffelse, da jeg fandt ud af tingenes sammenhæng. Men et eller andet sted føler jeg mig også lidt dum, for jeg ved jo godt, at politik ikke handler om "ret og rimeligt" men om "magt". Og her i landet har politikerne desværre stadig magt til i almenvellets hellige navn at opretholde en sygt licenssystem.

Du kan i øvrigt selv læse om tingenes sammenhæng her: Regeringen drøfter frameldingsordning for licensen

De mange positive sider af alkohol

For en gangs skyld finder jeg anledning til at rose DR. Og det skyldes udsendelsesrækken Uden skyld og skam, hvoraf den første rullede over skærmen i går.

I udsendelsen medvirkede Jesper Langballe (DF). Normalt er jeg ellers ikke så vild med Dansk Folkeparti og al deres væsen, men jeg får faktisk mere og mere respekt for Jesper Langballe. Og det var også tilfældet i går, da han i halvsnaldret stemning åbenhjertigt fortalte om sit positive syn på alkohol og om sin afstandtagen fra statslig moraliseren. En medvirkende læge kunne så i øvrigt ved programmets slutning fortælle, at Jesper Langballe trods sit alkoholforbrug, der lå langt over sundhedsstyrelsens anbefalinger, på ingen måde kunne betegnes som alkoholiker.

Programmet var dejligt politisk ukorrekt og værd at tænke over, og jeg håber da også, at de kommende udsendelser vil leve op til sammen høje standard.