En jeg kender, gik for at stykke tid siden i gang med at føre regnskab over sin privatøkonomi. Han ville gerne vide, hvad pengene gik til, og om der var nogle unødvendige ting, som kunne skæres væk. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog hurtigt, at den allerstørste post i hans privatøkonomi – nemlig indkomstskatten – overhovedet ikke var med i hans regnskab.
Regnskabet var grebet an ud fra en likviditetssynsvinkel. Dvs. at de bogførte indtægter var nettoindtægter efter skat, medens de bogførte udgifter var betalinger, uanset om disse var afdrag på lån, renter eller betaling for en vare. Han tankegang var simpelthen den samme, som han kendte fra bankrådgiverens likvikiditetsbudget – nemlig en simpel opgørelse over ind- og udbetalinger.
Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, at kategorisering (kontering) af udgifterne naturligvis afhang, af formålet med regnskabet. Da jeg så nævnte, at hans suverænt største udgift overhovedet, nemlig indkomstskatten, overhovedet ikke fremgik af regnskabet, svarede han, at det ikke gjorde noget, da han alligevel ikke kunne gøre noget ved skatten. Det er så muligt, at han ikke på kort sigt kunne ændre sin indkomstskat, men på lidt længere sigt ville det bestemt være muligt for ham, men det var så åbenbart ikke noget han havde tænkt så meget over.
Men tænk engang hvis almindelige danskere begyndte at opstille deres privatøkonomi, så indkomstskat (og måske også moms og afgifter) eksplicit fremgik af budgetter og/eller regnskaber. Tænk engang, hvis den almindelige dansker blev mere bevidst om, hvor dyrt den danske stat tager sig betalt.
Som bekendt går mange op i at spare penge på husholdningsbudgettet. Mange læser gerne tilbudsaviser for at finde den billigste medisterpølse, eller de kører langt for at købe billigt ind i et megamarked. Men ønsker man for alvor at spare penge, er det naturligt at begynde med de største poster i regnskabet, for der er der som regel mest at hente. Og for langt de fleste danskere er det skatten. På kort sigt, er den ikke så let at gøre noget ved, men der er langt større perspektiver i at spare skat. At spare lidt på husholdningspengene er faktisk det rene flueknepperi i forhold til de potentielle besparelser, der er at hente på skatten.
Jeg opfordrer ikke til at gøre noget ulovligt. Den bedste måde at nedbringe skatten er, at give den danske stat konkurrence fra udlandet. Har man mulighed for at flytte (enten sig selv eller sine forretningsmæssige aktiviteter) til et mere ”venligt” land, bør man gøre det. Så får man selv lavere skat, og samtidig vil det føre til en øget konkurrence på skatteområdet, som vil tvinge den danske stat til at nedsætte taksterne.
søndag den 10. juni 2007
fredag den 8. juni 2007
Klistermærke til privatbiler på gule plader
I dag fandt jeg en udemærket kommentart, som forklarer idéen i Kristian Jensens seneste påhit. Den er her: Skal jeg bære et skilt, der siger: Jeg er lovlig?
Selv er jeg i den modsatte situation, af artiklens forfatter. Jeg ejer 50% af et firma, som har en gulpladebil, der kun må benyttes erhvervsmæssigt. Der skal altså ikke noget klistermærke bagpå den. Men jeg er da spændt på, hvormange henvendelser det giver anledning til, når emsige medborgere kontakter skattemyndighederne for at fortælle, at de på den og den dag, på det og det mistænkelige tidspunkt, har set vores bil køre rundt uden klistermærke.
Så er vi pligtige til at redegøre for skattemyndigheder, hvad vores bil har lavet. Så skal vi kigge tilbage i vagtplanerne, og se om det stemmer. Og stemmer det ikke umiddelbart, skal vi så have fat i relevante medarbejdere for at høre nærmere, om der er en god forklaring.
Reglerne er i princippet tydelige nok. Blien må under ingen omstændigheder bruges privat. Sker det alligevel, skal vi efterbetale momsen, og medarbejderen, som har brugt bilen privat, bliver beskattet af fri bil.
Og dog er reglerne ikke spor tydelige alligevel. For der er en masse grænsetilfælde. Må en medarbejder køre i firmabilen, hvis vedkommende skal på kursus? Eller må en medarbejder, lave et mindre privat ærinde, når vedkommen alligevel næsten lige kommer forbi med firmabilen?
Det er et rengøringsfirma, jeg er medejer af. Og vi har mange opgaver, som løses på skæve tidspunkter og i weekenden. Men det er ikke sikkert, at alle emsige medborgere lige tænker over det. Jeg er i hverttilfælde spændt på, hvorofte vort firma kommer til at stå til regnskab for Kristian Jensen.
Selv er jeg i den modsatte situation, af artiklens forfatter. Jeg ejer 50% af et firma, som har en gulpladebil, der kun må benyttes erhvervsmæssigt. Der skal altså ikke noget klistermærke bagpå den. Men jeg er da spændt på, hvormange henvendelser det giver anledning til, når emsige medborgere kontakter skattemyndighederne for at fortælle, at de på den og den dag, på det og det mistænkelige tidspunkt, har set vores bil køre rundt uden klistermærke.
Så er vi pligtige til at redegøre for skattemyndigheder, hvad vores bil har lavet. Så skal vi kigge tilbage i vagtplanerne, og se om det stemmer. Og stemmer det ikke umiddelbart, skal vi så have fat i relevante medarbejdere for at høre nærmere, om der er en god forklaring.
Reglerne er i princippet tydelige nok. Blien må under ingen omstændigheder bruges privat. Sker det alligevel, skal vi efterbetale momsen, og medarbejderen, som har brugt bilen privat, bliver beskattet af fri bil.
Og dog er reglerne ikke spor tydelige alligevel. For der er en masse grænsetilfælde. Må en medarbejder køre i firmabilen, hvis vedkommende skal på kursus? Eller må en medarbejder, lave et mindre privat ærinde, når vedkommen alligevel næsten lige kommer forbi med firmabilen?
Det er et rengøringsfirma, jeg er medejer af. Og vi har mange opgaver, som løses på skæve tidspunkter og i weekenden. Men det er ikke sikkert, at alle emsige medborgere lige tænker over det. Jeg er i hverttilfælde spændt på, hvorofte vort firma kommer til at stå til regnskab for Kristian Jensen.
onsdag den 6. juni 2007
Autocamper (spar registreringsafgiften)
For nylig hørte jeg om en skattefidus, som jeg her vil viderebringe. Den henvender sig til personer, som måtte ønske at købe en autocamper, men ikke ønsker at betale de høje danske afgifter.
Idéen er, at siden du alligevel nok skal bruge din autocamper i udlandet, hvorfor så ikke bare indregistrere den på tyske plader. Du afhenter camperen hos en forhandler i Danmark, får den med hjem på grænseplader, hvor du så fylder dit udstyr i den. Derefter kører du til Tyskland med den, hvor den tyske indregistrering så ordnes, hvorefter din camper opbevares på et dertil indrettet sted i Tyskland. Når du og familien så skal på ferie, så kører I i jeres normal personbil til Tyskland og skifter til camperen. Udover ved købet at spare dansk afgift, er den tyske ejerafgift også så meget lavere, at det mere end betaler for udgifterne til opbevaring i Tyskland.
Og det hele er meget nemt, for det er velorganiseret. F.eks. kan den danske forhandler Neergårds Camping hjælpe.
Selv har jeg ingen planer om at købe en autocamper, men jeg synnes idéen er så god, at de bør gives videre.
Idéen er, at siden du alligevel nok skal bruge din autocamper i udlandet, hvorfor så ikke bare indregistrere den på tyske plader. Du afhenter camperen hos en forhandler i Danmark, får den med hjem på grænseplader, hvor du så fylder dit udstyr i den. Derefter kører du til Tyskland med den, hvor den tyske indregistrering så ordnes, hvorefter din camper opbevares på et dertil indrettet sted i Tyskland. Når du og familien så skal på ferie, så kører I i jeres normal personbil til Tyskland og skifter til camperen. Udover ved købet at spare dansk afgift, er den tyske ejerafgift også så meget lavere, at det mere end betaler for udgifterne til opbevaring i Tyskland.
Og det hele er meget nemt, for det er velorganiseret. F.eks. kan den danske forhandler Neergårds Camping hjælpe.
Selv har jeg ingen planer om at købe en autocamper, men jeg synnes idéen er så god, at de bør gives videre.
tirsdag den 5. juni 2007
Skatter, afgifter og tilskud
Tidligere har jeg skrevet, at fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt foregår ved fri handel. Men det er også kun som udgangspunkt, at det er sandt, for der er hele tiden et stort "men". For hver gang, du foretager en økonomisk disposition, er der en tredje part, som øver indflydelse, og det er staten.
Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.
Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.
De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:
Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.
Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.
Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?
Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....
Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.
Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........
Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.
Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.
De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:
Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.
Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.
Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?
Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....
Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.
Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........
mandag den 4. juni 2007
Personlig branding
God økonomi er at prioritere sine ressourcer. Men god økonomi er også at få afregnet, det man køber og sælger (som oftest sin arbejdskraft), til en god pris.
Umiddelbart er jeg opmærksom på to forskellige måder, til at forbedre den pris, man kan opnå for sit arbejde. Den ene handler om at slutte sig sammen med ligesindede, og den metode er anvendelig, hvis man ikke på egen hånd står så stærkt i en forhandlingssituation. Og vi kender metoden fra fagforeninger, som netop er grundlagt på idéen om at forhandle løn- og arbejdsforhold for alle medlemmer under ét. Metoden kendes også fra indkøbsforeninger ol., hvor man gennem fælles aftaler kan købe varer til en bedre pris, end man kunne opnå egen hånd.
Der er ingen tvivl om, at metoden virker, idet man ved at være flere kan lægge et større pres på modparten. Men samtidig har metoden også sin svaghed, for forhandlingsresultatet skal gælde for alle medlemmerne, og det sætter naturligvis en grænse for, hvor store indrømmelser modparten har mulighed for at give.
Den anden metode har ikke denne svaghed, men den forudsætter, at du på egen hånd kan forhandle dine forhold. Metoden går nemlig ud på at skille dig ud fra den ”grå masse”. Det er det virksomheder selv gør, når de reklamerer for deres produkter. Her er formålet at skabe et positivt image omkring produktet, så kunden bliver villig til at betale mere for at få det end ellers.
Og på arbejdsmarkedet kan mange gøre noget tilsvarende. Har du eget kontor (eller hjørne af et kontor) kan en smagfuld indretning og et kunstværk på væggen måske være det, som gør forskellen. Andre kan lide at opholde sig i dit kontor, og du bliver måske kendt som en helstøbt person med forstand på livet. Men det kan også være nogle særlige kvalifikationer, du har – og det behøver ikke nødvendigvis være noget meget avanceret. Eksempelvis kan det bare være, at du bliver kendt som den, der kan skrive et korrekt dansk. Det kræver ikke den store akademiske uddannelse at lære at skrive korrekt, men det er alligevel en uhyre sjælden kvalifikation, som vil blive værdsat.
Men uanset hvad du bliver kendt for, så står du stærkere i en lønforhandling. Et helstøbt menneske, eller den som har styr på grammatikken, vil man altid i firmaet føle, at man har sværere ved at undvære, end den mere ”gennemsnitlige” medarbejder.
Umiddelbart er jeg opmærksom på to forskellige måder, til at forbedre den pris, man kan opnå for sit arbejde. Den ene handler om at slutte sig sammen med ligesindede, og den metode er anvendelig, hvis man ikke på egen hånd står så stærkt i en forhandlingssituation. Og vi kender metoden fra fagforeninger, som netop er grundlagt på idéen om at forhandle løn- og arbejdsforhold for alle medlemmer under ét. Metoden kendes også fra indkøbsforeninger ol., hvor man gennem fælles aftaler kan købe varer til en bedre pris, end man kunne opnå egen hånd.
Der er ingen tvivl om, at metoden virker, idet man ved at være flere kan lægge et større pres på modparten. Men samtidig har metoden også sin svaghed, for forhandlingsresultatet skal gælde for alle medlemmerne, og det sætter naturligvis en grænse for, hvor store indrømmelser modparten har mulighed for at give.
Den anden metode har ikke denne svaghed, men den forudsætter, at du på egen hånd kan forhandle dine forhold. Metoden går nemlig ud på at skille dig ud fra den ”grå masse”. Det er det virksomheder selv gør, når de reklamerer for deres produkter. Her er formålet at skabe et positivt image omkring produktet, så kunden bliver villig til at betale mere for at få det end ellers.
Og på arbejdsmarkedet kan mange gøre noget tilsvarende. Har du eget kontor (eller hjørne af et kontor) kan en smagfuld indretning og et kunstværk på væggen måske være det, som gør forskellen. Andre kan lide at opholde sig i dit kontor, og du bliver måske kendt som en helstøbt person med forstand på livet. Men det kan også være nogle særlige kvalifikationer, du har – og det behøver ikke nødvendigvis være noget meget avanceret. Eksempelvis kan det bare være, at du bliver kendt som den, der kan skrive et korrekt dansk. Det kræver ikke den store akademiske uddannelse at lære at skrive korrekt, men det er alligevel en uhyre sjælden kvalifikation, som vil blive værdsat.
Men uanset hvad du bliver kendt for, så står du stærkere i en lønforhandling. Et helstøbt menneske, eller den som har styr på grammatikken, vil man altid i firmaet føle, at man har sværere ved at undvære, end den mere ”gennemsnitlige” medarbejder.
søndag den 3. juni 2007
Daglig handel
I mit sidste indlæg brugte jeg eksemplet med at sælge sin gamle cykel. Formålet var, at illustrere hvor mange forskelligartede forhold, som kan spille ind, når man skal finde en vares pris.
I almindelig daglig handel bruges det som bekendt ikke at aftale prisen individuelt. Går jeg ned i supermarkedet for at købe to liter mælk, er der ingen der vil bruge tid på at forhandle en individuel pris med mig. Hvis jeg alligevel forsøger, vil jeg nok hurtig få at vide, at jeg kan tage mælken til den angivne pris, eller lade være.
Men på trods af dette er en sådan handel også er en frivillig aftale, hvor varens værdi er den pris, man kan enes om. Godt nok er prisen ikke til diskussion hver gang, der handles ind, men hvis jeg køber mælken, er det fordi, jeg finder den angivne pris ok. Prisen er lavere end min ”walk away price”. Undlader jeg derimod at købe, kan det være at jeg finder et andet supermarked, med billigere mælk, og er der flere andre, der gør ligesom jeg, vil supermarkedet hurtigt se det på sine salgstal, og må tilpasse sig.
Der er så forskellige metoder, supermarkedet kan anvende til at vurdere, hvilken pris de skal tage. Prisen afhænger også at supermarkedets strategi, f.eks. om man vil være et discount-marked men høj omsætning og lille fortjeneste pr. enhed, eller om man vil være en eksklusiv forretning, for dem som har råd, eller noget derimellem.
Men intet af dette ændrer på det helt grundlæggende. I daglig handel stemmer man med fødderne, og varenes værdi er fortsat det, men kan blive enige om – nemlig den pris, de rent faktisk sælges til.
I almindelig daglig handel bruges det som bekendt ikke at aftale prisen individuelt. Går jeg ned i supermarkedet for at købe to liter mælk, er der ingen der vil bruge tid på at forhandle en individuel pris med mig. Hvis jeg alligevel forsøger, vil jeg nok hurtig få at vide, at jeg kan tage mælken til den angivne pris, eller lade være.
Men på trods af dette er en sådan handel også er en frivillig aftale, hvor varens værdi er den pris, man kan enes om. Godt nok er prisen ikke til diskussion hver gang, der handles ind, men hvis jeg køber mælken, er det fordi, jeg finder den angivne pris ok. Prisen er lavere end min ”walk away price”. Undlader jeg derimod at købe, kan det være at jeg finder et andet supermarked, med billigere mælk, og er der flere andre, der gør ligesom jeg, vil supermarkedet hurtigt se det på sine salgstal, og må tilpasse sig.
Der er så forskellige metoder, supermarkedet kan anvende til at vurdere, hvilken pris de skal tage. Prisen afhænger også at supermarkedets strategi, f.eks. om man vil være et discount-marked men høj omsætning og lille fortjeneste pr. enhed, eller om man vil være en eksklusiv forretning, for dem som har råd, eller noget derimellem.
Men intet af dette ændrer på det helt grundlæggende. I daglig handel stemmer man med fødderne, og varenes værdi er fortsat det, men kan blive enige om – nemlig den pris, de rent faktisk sælges til.
fredag den 1. juni 2007
At sælge sin gamle cykel (om forhandling og pris)
Forestil dig, at du skal sælge din gamle cykel. Du vælger at sætte et opslag op nede i supermarkedet og kommer derved i kontakt med en interesseret køber. Det gode spørgsmål er nu: Hvad skal cyklen koste?
Som sælger skal du opnå en vis pris for cyklen, ellers er du ikke interesseret. Og tilsvarende har køber et maksimum, for hvad han er villig til at betale. Indenfor forhandlingsteknik taler man om, at køber og sælger begge har en ”walk away price”. Kan man ikke få en pris, som er bedre end sin ”walk away price”, vil man slet ikke handle. Ønsker du f.eks. mere end kr. 1000,- for din cykel, medens køber kun er interesseret i at gå op til kr. 700,-, så bliver handlen slet ikke til noget.
Er du derimod villig til at sælge for kr. 500,-, medens køber fortsat er villig til at give kr. 700,- er der noget at handle om. Forskellen på din og købers ”walk away price” er kr. 200,-, men hvad skal cyklen så koste? Det er et spørgsmål om forhandling, men erfaringen viser, at I sandsynligvis vil blive enige om en pris lige omkring kr. 600,- Dvs., at I deler forskellen på de 200,- kr. mellem jer. Og det er på trods af, at I slet ikke kender hinandens ”walk away price”. Den oplyser man ikke modparten om.
Det er selvfølgelig muligt, at du opnår mere, end kr. 600,-, men i så fald betyder det bare, at du er bedre til at forhandle, end køber er. Og tilsvarende er køber den bedste, såfremt prisen bliver under de 600,-..
Dvs., at udover den enkeltes evner som forhandler, så er det ”walk away”-priserne, der bestemmer salgsprisen for din cykel. Og disse ”walk away”–priser er så igen bestemt af rigtig mange forhold. Din ”walk away”-pris afhænger formentlig af, hvad andre cykler koster, hvilken stand din cykler er i, men også af helt andre forhold, som egentlig ikke har noget med cyklen at gøre. Det kan f.eks. være, at du ikke rigtig bruger den mere og ikke har plads til at opbevare den. Så du vil egentlig bare gerne af med cyklen, så hurtigt som muligt. Det kan ligefrem være, at du er så desperat for at komme af med den, at du om nødvendigt betale en person for at hente den (negativ ”walk away price”).
I mit indlæg i går var jeg kort inde på, hvorledes Karl Marx mente, at arbejdstid var afgørende for en vares værdi. Men som ovennævnte illustrerer, kan der være mange forskellige forhold, som spiller ind, når en vare skal værdisættes. Måske kan man give Marx ret så langt, at arbejdstiden (eller rettere produktionsomkostningerne) er medbestemmende for sælgers ”walk away price”. Hvis sælger ikke engang kan få dækket sine produktionsomkostninger, er han nok ikke interesseret i at handle, men vil hellere standse produktionen. Men derudover kan der være mange flere forhold, som spiller ind på sælgers ”walk away”-pris, og endelig er det så samspillet mellem sælgers og købers ”walk away”- priser, der giver den endelige pris.
Jeg synnes ofte, at der i vores kultur er en uudtalt opfattelse af, at hvis en person gør en god handel, så må der være en anden, som er blevet snydt. Men eksemplet ovenfor viser, at såfremt der er stor forskel på købers og sælgers ”walk away”-priser (således at køber vil give mere end sælger skal have), så er det en god handel for begge parter. Hvem som tjener mest, afhænger af, hvem der er den bedst til at forhandle, men uanset hvad, er handlen til gavn for begge parter, således at de begge er bedre stillet, end hvis handlen slet ikke havde fundet sted.
Som sælger skal du opnå en vis pris for cyklen, ellers er du ikke interesseret. Og tilsvarende har køber et maksimum, for hvad han er villig til at betale. Indenfor forhandlingsteknik taler man om, at køber og sælger begge har en ”walk away price”. Kan man ikke få en pris, som er bedre end sin ”walk away price”, vil man slet ikke handle. Ønsker du f.eks. mere end kr. 1000,- for din cykel, medens køber kun er interesseret i at gå op til kr. 700,-, så bliver handlen slet ikke til noget.
Er du derimod villig til at sælge for kr. 500,-, medens køber fortsat er villig til at give kr. 700,- er der noget at handle om. Forskellen på din og købers ”walk away price” er kr. 200,-, men hvad skal cyklen så koste? Det er et spørgsmål om forhandling, men erfaringen viser, at I sandsynligvis vil blive enige om en pris lige omkring kr. 600,- Dvs., at I deler forskellen på de 200,- kr. mellem jer. Og det er på trods af, at I slet ikke kender hinandens ”walk away price”. Den oplyser man ikke modparten om.
Det er selvfølgelig muligt, at du opnår mere, end kr. 600,-, men i så fald betyder det bare, at du er bedre til at forhandle, end køber er. Og tilsvarende er køber den bedste, såfremt prisen bliver under de 600,-..
Dvs., at udover den enkeltes evner som forhandler, så er det ”walk away”-priserne, der bestemmer salgsprisen for din cykel. Og disse ”walk away”–priser er så igen bestemt af rigtig mange forhold. Din ”walk away”-pris afhænger formentlig af, hvad andre cykler koster, hvilken stand din cykler er i, men også af helt andre forhold, som egentlig ikke har noget med cyklen at gøre. Det kan f.eks. være, at du ikke rigtig bruger den mere og ikke har plads til at opbevare den. Så du vil egentlig bare gerne af med cyklen, så hurtigt som muligt. Det kan ligefrem være, at du er så desperat for at komme af med den, at du om nødvendigt betale en person for at hente den (negativ ”walk away price”).
I mit indlæg i går var jeg kort inde på, hvorledes Karl Marx mente, at arbejdstid var afgørende for en vares værdi. Men som ovennævnte illustrerer, kan der være mange forskellige forhold, som spiller ind, når en vare skal værdisættes. Måske kan man give Marx ret så langt, at arbejdstiden (eller rettere produktionsomkostningerne) er medbestemmende for sælgers ”walk away price”. Hvis sælger ikke engang kan få dækket sine produktionsomkostninger, er han nok ikke interesseret i at handle, men vil hellere standse produktionen. Men derudover kan der være mange flere forhold, som spiller ind på sælgers ”walk away”-pris, og endelig er det så samspillet mellem sælgers og købers ”walk away”- priser, der giver den endelige pris.
Jeg synnes ofte, at der i vores kultur er en uudtalt opfattelse af, at hvis en person gør en god handel, så må der være en anden, som er blevet snydt. Men eksemplet ovenfor viser, at såfremt der er stor forskel på købers og sælgers ”walk away”-priser (således at køber vil give mere end sælger skal have), så er det en god handel for begge parter. Hvem som tjener mest, afhænger af, hvem der er den bedst til at forhandle, men uanset hvad, er handlen til gavn for begge parter, således at de begge er bedre stillet, end hvis handlen slet ikke havde fundet sted.
Abonner på:
Opslag (Atom)
