”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)
Det må være på tide at gøre socialismen mindre tilgængelig. Vi kan begynde med tv op til et folketingsvalg. Pengetrængende danskere skal ikke længere blive fristet af socialisterne i tv, som lover guld og grønne skove. Og når vi nu er igang, så kan vi også fjerne socialisterne fra stemmeseddelen. Det bør være sådan, at hvis man absolut vil stemme socialistisk, så skal man i valglokalet have udleveret en særlig stemmeseddel, som er skjult bag et forhæng, således at almindelige mennesker ikke fristes unødigt. Jeg tror på, at det vil have en effekt, at socialismen ikke længere er synlig i det offentlige rum.
I sidste uge var Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti i Deadline til en diskussion af 12 minutters længere arbejdstid. Se indslaget her: Deadline.
Som opponent deltog Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Og hans indvending mod de 12 minutter var meget enkel - nemlig en undersøgelse, der viser, at de fleste danskere ikke ønsker at arbejde mere. Kun 6% ønsker at arbejde mere, 20% vil gerne have færre timer, og endelig er der så de sidste 74%, der er godt tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Så hvordan skal de 12 minutter så realiseres, når S og SF ikke vil øge incitamentet til at arbejde mere?
Men Ole Sohn fandt, at en sådan diskussion af incitamenter var irrelevant, for alle økonomer var jo enige om, at der var brug for højere arbejdstid. Og så var det jo bare et spørgsmål om at aftale det med arbejdsmarkedets parter. Og lidt senere i indslaget sagde Ole Sohn, at vælgerene jo var bekendte med 12-minutters-planen. Så derfor var det jo ikke et spørgsmål om økonomi men om politik: "Hvilken vej ønsker vi at gå?"
Ved første gennemsyn syntes jeg, at det virkede som om, at Ole Sohn var kraftigt i defensiven og talte udenom. Og så alligevel - gad vide om han selv mente det, han sagde?
Kan det tænkes, at Ole Sohn seriøst mener, at det enkelte individs ønske om at arbejde mere eller mindre ikke har nogen betydning? Kan det tænkes, at Ole Sohn mener, at såfremt S og SF vinder folketingsvalget, så har borgerne kollektivt stemt for højere arbejdstid, og så er deres individuelle præferencer uden betydning? Det tror jeg faktisk godt kan være tilfældet, og det vil passe fint med socialismens grundlæggende problem.
For sagen er jo, at der kan være forskel på det, som folk personligt vil, og det de kollektivt vil. Mange vil jo gerne have højere arbejdstid sådan generelt, idet de så håber, at det bare ikke rammer dem personligt. Det er såmænd meget menneskeligt at tro, at man på den måde kan fedte sin del af det kollektive ansvar af på andre. Alle er med for at høste en gevinst, lige indtil det rammer dem selv. Så når den kollektive beslutning skal gennemføres, må de socialistiske ledere tage gradvist hårdere og hårdere midler i brug for at gennemtvinge planen.
I det konkrete tilfælde med arbejdstid vil S og SF blive nødt til at begrænse retten til deltidsarbejde, for ellers virker den forhøjede arbejdstid jo ikke. Derudover bliver man nødt til at gøre noget ved alle de, som ikke er under kollektiv overenskomst, og sådan tager det ene skridt det andet.
Ikke spor underligt, at det gik galt i østblokken - men hvorfor er vi så forhippede på at gentage fortidens fejl?
Som moderne menneske forfalder man let til at tro, at statsmagten er en væsentlig forudsætning for vore liv. Men sagens kerne er, at staten aldrig rigtigt har skabt noget til gavn for mennesker. Eksempelvis har staten hverken opfundet uddannelsesinstitutioner, pengesystemet, forsvaret, domstolene eller fattighjælpen.
Sagen er derimod, at når en gruppe af mennesker på eget initiativ og over mange år har skabt noget, der bliver en stor succes, så vil staten gerne ind og overtage det. Og når det så sker, og man vænner sig til, at det er staten som styrer, så er det, at man let forfalder til at tro, at tingene slet ikke kunne fungere uden staten. Læs f.eks. om folkeskolen her: Danske skoler blev sparket i gang af folket - ikke staten.
Derfor er det også en diskussion blandt liberale mennesker, om vi overhovedet behøver nogen statsmagt. Argumentet hos den del af de liberale, som ikke helt vil af med staten er, at der trods alt er nogle samfundsmæssige kerneopgaver med at beskytte borgernes frihed, som når det kommer til stykket bedst varetages af staten. Og det er så et godt spørgsmål, om de mon har ret, eller om det også bare er et udtryk for vanetænkning?
Historisk set går statsmagten tilbage til konger, som tog magten over et geografisk område. Kongen blev ofte accepteret (eller måske endda hyldet af folket), hvis han var god til at opbygge et forsvar, der kunne sikre hjemlig fred. Og kunne han så samtidig angribe og undertvinge fremmede befolkninger og beskatte dem, så var han rigtig god.
Problemet med statsmagten er ældgammelt. Helt tilbage i bibelens gamle testamente findes en historie om, at jøderne kræver at få en konge ligesom alle de andre folk. Derfor henvender folkets repræsentanter sig til manden Samuel, der anses for at være Guds profet og som fungerer som dommer i retssager. Til ham siger de:
Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk. Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: »Giv os en konge, der kan herske over os.....
Men efter overvejelser og bøn er Samuel indstillet på at efterkomme ønsket om en konge, men samtidig fremsætter han denne advarsel:
Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham.
(Bibelcitaterne er fra 1. Samuelsbog, kapitel 8, Bibelen Online)
Selvom ordene er flere tusinde år gamle, og selvom statsmagten i dag ikke er en konge, men derimod en organisation under demokratisk kontrol, så er problemstillingen efter min opfattelse stadig præcis den samme.
Som mennesker vil vi gerne have tryghed, og af en eller anden grund virker det mere trygt, når statsmagten har det endelige ansvar. Men det vi i praksis oplever er, at staten tager vores rigdom uden rigtig at give noget særligt igen.
Dette her er ikke ment som et forsvar for blå blok. For alle politikere kan med rette kritiseres for et eller andet. Men artiklen, som kommer her, udstiller på fin vis, hvilket hykleri, der ligger bag venstrefløjens krav om kvindekvoter: Sådan vinder blå blok valget - helt enkelt.
Kort fortalt minder frugtsukker om alkohol. Kemisk er frugtsukker og alkohol meget lig hinanden, og det som sker i kroppen, når frugtsukker indtages, er stort set det samme som ved alkohol. Største forskel er, at man ikke bliver fuld af frugtsukker.
Men frugtsukker går direkte i leveren og omdannes til fedt, og ligesom alkohol skaber frugtsukker også afhængighed. Frugtsukkeret sætter også kroppens almindelige regulering af sult/mæthed ud af kraft og fører til overspisning.
Det er en vigtig pointe, at det kun er frugtsukker, som er problemet. Drue- og mælkesukker er derimod godt for kroppen. Og frugtsukker i små mængder - som det forekommer naturligt i frugt - er i praksis heller ikke noget problem.
Så det er de mængder af frugtsukker, som i dag anvendes i madlavning og i fødevareindustrien, der er for meget for kroppen at håndtere. Problemet er alt det frugtsukker, som kroppen får i kraft af slik, sodavand, saft, juice, brød, kage og fastfood. Og ironisk nok har det kraftige fokus på at reducere mængden af fedt ført til, at der i dag anvendes mere sukker - for noget skal maden jo smage af.
Så vil man sundhedsproblemerne til livs er svaret i høj grad at drikke vand og mælk, få sig noget motion og i øvrigt spise en god kost, som man bliver mæt af - gerne med noget protein og nogle fibre.
Og derudover er det faktisk lidt af en misforståelse, at fedt er farligt. Tidligere studier har været kompliceret af, at de lande, hvor der har været meget fedt i kosten, også er de lande, hvor der har været meget sukker. Da Dr. Ancel Keys i 1953 offentliggjorde en undersøgelse, der viste en sammenhæng mellem mængden af fedt og antallet af hjertesygdomme, var der det problem, at de lande i hans undersøgelse med højt fedtindtag, også var de lande med højt sukkerindtag.
Så hjertesygdommene kunne ligeså godt stamme fra frugtsukker. Får man sit fedt fra doughnuts, er det jo ikke umiddelbart til at sige, om hjerteproblemerne skyldes fedt eller frugtsukker. Men forskningen peger på, at det er frugtsukkeret (der går i leveren og omdannes til fedt), som giver hjerteproblemerne, og ikke det fedt man ellers indtager.
Almindeligt sukker produceret ud fra sukkerroer og -rør (sukrose) nedbrydes i kroppen til 50% druesukker (glukose) og 50% frugtsukker (fruktose). I fødevareindustrien anvendes sødestoffet HFCS (High Fructose Corn Syrup), der ud over at være billigt og smager godt, ligeledes nedbrydes i kroppen til 50% druesukker og 50% frugtsukker.
Så frugtsukkeret er næsten alle vegne, men det er muligt at undgå det og derved genoprette kroppens normale regulering af sult og mæthed.
Professor Robert H. Lustig har forsket i emnet, og selvom han gerne gør sig til talsmand for politisk regulering (hvilket jeg ikke bryder mig om), så er hans resultater meget overbevisende:
Med udgangspunkt i den seneste afstemning (straw poll) i Iowa, USA, forklarer Simon Black, hvorfor moderne demokrati er for idioter.
Afstemningen er led i en lang proces med at udvælge kandidater til det næste præsidentvalg, og resultatet er derfor kun vejledende. Der er kun tale om den første blandt mange flere afstemninger, som er på vej, og der er kun tale om et lille lokalområde med 17.000 vælgere. Og så alligevel lægger medierne alt for meget i resultatet. Vinderen (Michelle Bachmann) og nummer to (Ron Paul) er blot 152 stemmer fra hinanden, men medierne har allerede udpeget Bachmann som den store vinder, undladt at nævne Ron Paul, og den tredje kandidat (Tim Pawlenty med 13,7%) har selv trukket sig i vanære.
Den traditionsrige oktoberfest er verdenens størst øl-fest med rødder tilbage til 1867. Peter Schottenhamel ejer et af de store øl-telte, hvor festens åbningsceremoni foregår. De fleste deltagere i festen er lokale, men der er også folk tilrejsende fra resten af Tyskland og udlændinge.
Se interview (på engelsk) med Peter Schottenhamel her: Talking Germany.
En ny undersøgelse viser angiveligt, at børn som har gået i en god børnehave, får højere karakter ved folkeskolens afgangsprøve end børn, der har gået i en mere middelmådig børnehave. Læs her: Gode børnehaver giver børn bedre karakterer i 9. klasse.
Men hvad så, hvis et barn slet ikke har gået i børnehave men har fået lov at være hjemmme hos mor og har leget med kammarater, som også har fået lov at være hjemme? Mon ikke det er det mest stabile og befordrende for barnet?
Denne animation af den indre tyske grænse er produceret af Deutche Welle i et samarbejde med et animationsfirma og historiske eksperter. Alle detaljer er så historisk korrekte, som det overhovedet er muligt.
Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.
Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.
Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”
Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.
Gary North har sin egen forklaring på optøjerne i London. Først sammenligner han med tidligere episoder i Los Angeles (1965 og 1992) og kommer så frem til følgende årsager:
1. Det offentlige uddannelsessystem
2. Mindstelønninger
3. Sammenbrud af familiestruktur (støttet af velfærdsstaten)
4. Misundelse ( => destruktiv adfærd)
5. Jalousi ( => tyveri og røveri)
6. Faldende omkostninger ved at koordinere et optøjer
Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis er enig i det hele, men jeg synes, at Gary North har en god pointe i, at misundelse (til forskel fra jalousi) opstår der, hvor man ser sig selv som ligeværdig med den, der har det, man selv efterstræber. Og det fører så til den destruktive adfærd. Og der kan vel næppe være nogen tvivl om, at netop velfærdsstaten understøtte denne falske forestilling om, at vi alle er lige.
Normalt indbefatter målestokken for god adfærd ellers, at man spiller med åbne kort og er til at stole på. Og for et kreditvurderingsfirma vil det betyde, at man fremlægger så saglige og så upartiske vurderinger, som muligt. Kommer det frem, at man bevidst har fortiet relevante forhold pga. en eller anden egeninteresse i sagen, vil det være dybt kritisabelt, og måske vil det endda være en sag for politiet.
Men her lægger Michael Moore op til, at vurderingsfirmaerne bevidst skal snyde med oplysningerne i en "god" sags tjeneste. Og udover at en sådan adfærd vil være forkert, spekulerer jeg på, om Michael Moore mon på forhånd kan definere, hvad det er for en type sager, hvor private aktører (i dette tilfælde forskellige former for investorer) godt må føres bag lyset
Det tror jeg ikke, at han kan, men jeg tænker, at der nok alligevel er en eller anden socialistisk indforståethed, som gør, at sagen virker indlysende for ham, når den først opstår. Eller sagt på en anden måde, når spørgsmålet først bliver stillet, føler socialisten, at han da hele tiden har kendt svaret.
Og så er det bare ærgerligt for den, som ikke er med i den indforståethed, eller som blot foretrækker at leve efter almindelige normer for anstændig opførsel.
Den irske journalist Kevin Myers kritiserer her velfærdsstaten i PIIGS-landene. Myers ser en sammenhæng mellem disse landes katolske kultur (let adgang til tilgivelse og ringe sans for konsekvenser) og så den måde, politikerne bruger velfærdsstaten til at købe vælgere.
Det er muligt, at der er mere uansvarlighed i PIIGS-landene end her. Eksempelvis nævnes Grækenland, hvor parlamentsmedlemmerne får 15 månedslønninger om året. Men når det handler om at købe vælgere, synes jeg da, at der også er megen uansvarlighed hos vores hjemlige politikere.
Gerald Celente fra "the Trends Research Institute" mener, at USA og verdenen er på vej mod en ny stor depression.
Jeg håber naturligvis, at det ikke bliver så slemt, men han har i hverttilfælde helt ret i, at den amerikanske centralbank - og også den europæiske - har sendt alt for mange nye penge i cirkulation og derved udhulet værdien af de eksisterende penge.
Hør ham her:
Problemerne er i høj grad skabt af uansvarlige vestlige politikere, der bruger de penge, som de ikke har. Hvis man kan få politikerne til at stoppe op og lægge en anden kurs, vil det være fint, men hvad er chancen? Dermed ikke sagt, at de ansvarlige borgere i de respektive lande ikke skal gøre forsøget. For det synes jeg da, at de skal.
Men som privatperson må man nok prøve at sikre sig bedst muligt. Selv er jeg ikke ekspert, men det bedste man kan gøre er vel at betale sin gæld og begynde at spare op i reelle håndgribelige værdier som guld, sølv og måske også jord. Men sidstnævnte er naturligvis en langsigtet opsparing og er også lidt usikker, fordi man ikke ved, hvad desperate politikkerne måtte finde på af beskatning.
Joe Girard er en interessant person. Efter en fattig opvækst i Detroits ghetto med forskellige job som skopudser og avissælger, og efter en konkurs med eget byggefirma, valgte han som 35 årig at blive bilsælger. Og det var ikke noget dårligt valg, for allerede første dag på arbejdet solgte han en bil, og i løbet af tre år lykkedes det ham at komme i Guinness Rekordbog som verdens bedste sælger.
Normalt regnede man med, at en sælger kunne sælge syv biler om måneden, men til sammenligning solgte Joe Girard seks biler om dagen. Og han havde, som enhver dygtig sælger, altid glade kunder.
Alle kan lære noget af at lytte til Joe Girard, som har masser af god erfaring om salg og om livet i almindelighed. Hør ham her:
Det er en gammel sandhed, at når staten bliver for dyr i drift, så finder det frie marked alternative veje. Det sker også i Tyskland, hvor de høje tobaksafgifter betyder, at smuglercigaretter vinder frem, således at de i dag udgør 40% af det tyske cigaretmarked. Smuglervarerne er ikke altid af samme kvalitet som de officielle cigaretter, men det er der tilsyneladende mange, som er parate til at acceptere, for at få deres cigaretter til mere fornuftige priser.
Jeg kan ikke forarges over, at det sker, men trist er det da. For dels er de, som klarer sig bedst på det sorte marked, ikke de dygtigste forretningsfolk, som kan levere et godt produkt og begrænse omkostningerne, men derimod de, som er villige til "lidt af hvert". Og forbrugeren står uden nogen mulighed for retsbeskyttelse, hvis der viser sig at være alvorlige problemer med produkterne.
Så på den måde bliver staten sin egen værste fjende. For i sin iver efter at skabe ordnede forhold ved at styre og regulere alt, ender den til sidst med at skabe helt lovløse tilstande. Eneste løsning er naturligvis, at staten sætter sine afgifter ned til et mere behersket niveau. Men det kræver så, at velfærdsstaten (ja, Tyskland har også en velfærdsstat) får sine enorme udgifter under kontrol. Men hvor er det så lige, man finder den politiker, som tør at gå foran?
Her er et amerikansk indslag om fattiges levestandard. Og det generelle mønster synes i flg. indslaget at være, at de fattige såmænd er ret så velstillede. For de har samme levestandard - målt på forbrugegoder - som gennemsnitsamerikaneren havde 10-15 år tidligere.
Så hvis de fattige så at sige kun er 10-15 år bagefter gennemsnitsamerikaneren, hvad er så det store problem? Og hvorfor vedbliver venstreorienterede (liberals) med at gøre fattigdom til et politisk spørgsmål? Se med her: RICH MAN, POOR MAN.
Det frie marked er for praktikere. Vil man købe noget, skal man kende sig selv og sine præferencer. Og vil man sælge noget, skal det man har at tilbyde være relevant, være af en tilstrækkelig kvalitet og have en fornuftig pris - og det er så stort set det. Selvfølgelig kræver det en vis viden og føling med tingene at begå sig, men det er en meget konkret og praktisk form for viden.
Det er på ingen måde nogen forudsætning at studere økonomisk teori, men da der findes økonomisk teori, og da den kan være vildledende, og da jeg ovenfor har fundet en fin video om emnet, synes jeg alligevel, at jeg også vil skrive lidt om det.
Klassisk økonomisk teori har en meget skæv opfattelse af, hvad det er, som forgår på det frie marked. Den ser markedet som et sted, hvor der er nogle givne varer, som producenter kan vælge at udbyde, og som kunderne kan efterspørge. Og så er der en sammenhæng mellem priser og mængder (både mht. udbud og mht. efterspørgsel), som alle reagerer på, indtil hele markedet finder en ligevægt. Og i den ligevægt er der så en markedspris på alle varer, og så er det egentlig blot at vedblive med at producere og forbruge de samme varer dag ud og dag ind.
Så kan der selvfølgelig indtræffe nogle forandringer (nye udbydere, nye præferencer, ny teknologi osv.), som markedet så reagerer på og finder en ny ligevægt. Men grundlæggende opfattes markedet som et sådant uendeligt "nirvana" af ligevægt.
Men intet kunne være mere forkert. Markedet er fyldt med kunder, som hele tiden er på jagt efter nye og bedre varer, og med producenter, som hele tiden søger nye og bedre veje til at give kunderne, hvad de vil have. Og den udbyder, som klarer sig bedst på markedet, er naturligvis den, som er bedst til at give sine kunder, hvad de gerne vil have.
Den klassiske økonomiske teori ser fuldkommen konkurrence som den ideelle situation, hvor der er så mange små udbydere, at ingen kan sætte sin pris det mindste op uden at miste alle sine kunder til konkurrenterne. Monopolet derimod, kan godt hæve sin pris, idet monopolet kun mister de kunder, som så hellere helt vil undvære produktet. Og i flg. teorien har monopolet netop en sådan interesse i lidt færre varer til en højere pris, end den pris som ville have været gældende ved mange små udbydere. Og det er sådanne fejlagtige betragtninger, der ligger bag konkurrencelovgivning, hvor virksomheder ransages (ved mistanke om prisaftaler), store virksomheder får bøder (hvis man mener, at de har misbrugt deres stilling på markedet) og store fusioner skal godkendes af bureaukrater uden nogen reel forstand på det, de beskæftiger sig med.
Men de eneste monopoler som reelt er problematiske er de, hvor der er en statslig eneret. Her ser man rigtig nok, at priserne går ned, hvis markedet åbnes op for konkurrence. Men det afgørende er ikke, hvormange udbydere der rent faktisk er, men derimod om markedet er åbnet for de, som måtte have lyst til at prøve kræfter med det.
Vi lever i et samfund, hvor der gennem mange år har været ført kampagner for at fortælle, at man skal passe på med al den fedt i maden. Og senest har politikerne brugt det oparbejdede hysteri omkring fedt til at indføre den såkaldte fedtafgift, der skal hjælpe med at fylde penge i den slunkne statskasse.
Men er fedt – især det mættede fedt, virkelig så farligt?
Jeg er langt fra ekspert i ernæring, men jeg ved med sikkerhed, at mange af dem, som kalder sig eksperter, heller ikke altid ved ret meget. For nogle emner er bare rigtigt komplicerede, og muligheden for at lave tilbundsgående undersøgelser er ikke altid tilstede. Så nogle gange er grundlaget for en konklusion blot en statistisk analyse af et begrænset talmateriale, som måske synes at antyde et bestemt mønster.
En sådan undersøgelse offentligjorde Dr. Ancel Keys i 1953, som konkluderede, at der var en sammenhæng mellem mængden af fedt og antallet af hjertesygdomme. Og det er i store træk stadig den undersøgelse, som ligger til grund for nutidens fedt-angst. Bevares, naturligvis findes der fedtstoffer af dårlig kvalitet, som man bør holde sig fra, men noget tyder på, at det videnskabelige grundlag for en mere generel advarsel mod fedt er meget ringe. Og nogle mener, at det ligefrem er skadeligt at skære ned på fedtet. Se f.eks. her: Er mættet fedt farligt?.
Nyere forskning peger på, at et stort sundhedsmæssigt problem er de enorme mængder af frugtsukker, som er i vores kost og i vore læskedrikke. Og der har man fundet, at kroppens reaktion på frugtsukker nøje svarer til kroppens reaktion på alkohol, og at der skabes den samme afhængighed som af alkohol. Se f.eks. her: Fructose: Sweet, But Dangerous.
Men noget skal vi jo spise, og noget skal maden jo smage af. Så medens der har været et enormt fokus på at skære ned på fedtet, har fødevareindustrien så i højere grad valgt at komme sukker i maden. Så måske har fedt-angsten i virkeligheden forværret den generelle sundhedstilstand.
Sikkert er det i hverttilfælde, at det ikke altid betaler sig at lytte til videnskaben. Nogle gange kommer man længere med sin sunde fornuft - men som altid er kunsten at vide med sig selv, hvornår de som vil belære, har noget at have det i, og hvornår de ikke har.
Den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Michael Ledeen skriver om terrorangrebet i Oslo.
Og han finder, at der er noget forældet over hele forløbet. Gerningsmanden ser sig selv som forsvarer af en vestlig verden, som ikke har eksisteret siden 1. verdenskrig. Og fjenderne "marxisme” og “islam", de findes heller ikke rigtigt længere.
For selvom der da findes marxistiske intellektuelle, så findes marxismen ikke længere som en massebevægelse, der kan udfordre vesten. Der er intet marked for revolutionær marxisme. Og islam har i århundreder været døende. De stater, der kalder sig islamiske, er mislykkede stater, hvor befolkningerne sulter, og selvom der findes islamiske terrorrister, så drømmer de mest talentfulde unge mennnesker om at komme til at leve i et "vantro" land.
Men Anders Breivik er ikke den eneste. De marxister og islamister, som trods alt findes, opererer også ud fra forældede mytologiske forestillinger om den vestlige verden. Og mange af reaktionere på angrebet bygger ligeledes på mytologiske forestillinger som, at Anders Breivik blot skulle være toppen af et isbjerg.
Vi lever i en tid, hvor verdenen er i opbrud, kaos forstyrrer den velordnede tanke, og mytologi får lov at erstatte sund fornuft.
Har her til aften rent undtagelsesvis set tv-avisen. Og det fik mig til at tænke på, om det mon var en genudsendelse :-). De fleste af historierne virkede så underligt bekendte - især den med de nye studerende, som ikke kunne finde noget sted at bo. Den har jeg da jævnligt måttet lægge øre til de sidste 30 år eller mere.
Skulle nogen have lyst, kan udsendelsens ses her: Tv-avisen, 1. aug. 2011.
Natalie Sisson er australsk iværksætter, som rejser over det meste af verdenen og så at sige driver sin virksomhed fra en kuffert. Men her tager hun tid til at vise den smukke solnedgang på Manhatten Beach:
Vor hjemlige venstrefløj har pt. travlt med at beskylde de nationalkonservative for en eller anden form for indirekte meddelagtighed i Anders Breiviks terrorangreb i Oslo. For man mener angiveligt, at det er de nationalkonservative holdninger, som fører til den slags. Men sandheden er nu, at alle politiske holdninger kan fordrejes, så de fører til en eller anden form for selvtægt.
For som udgangspunkt gennemføres al politik ved anvendelse af magtmidler - nemlig statens magtmidler. Og er en person utilfreds med et eller andet område, hvor han synes, at staten gør for lidt, så er det ikke umuligt, at denne person kan finde på at tage sagen i egen hånd og begå selvtægt. Og den problemstilling har intet at gøre med, hvilken politisk retning, der er tale om. Eksempelvis er det da let at forestille sig en socialist, der mener, at de rigeste betaler for lidt i skat og derfor både er parat til tyveri og røveri for (i egne øjne) at rette op på denne skævhed, nu når staten ikke vil gøre det.
Nu kan politik så også gå ud på at begrænse statens magtanvendelse, men igen er problemstillingen den samme. En person kan blive så frustreret over, at det ikke rigtig lykkes at få staten til at holde op med en magtudøvelse, som personen finder forkert, at vedkommende er parat til at anvende egen magt mod staten og dens repræsentanter. Det kan på ingen måde udelukkes, at en person eksempelvis kunne bliver så forbitret på skattevæsnet, at vedkommende ville forsøge at placere en bombe i et skattecenter.
Så der er altså tale om en generel problemstilling om, at en politisk holdning til statens magtanvendels kan fordrejes, så den bliver til et forsvar for selvtægt. Men det har intet med den aktuelle politisk holdning at gøre men er derimod et spørgsmål om, hvilke uhyrligheder en person er villig til at ty til i forsøget på at nå sine mål.
Livet er som cricket
Livet er for kort til at involvere sig med "dårlige" mennesker
Kør det [der hvor du arbejder] som om, du ejer det
Glem ikke at lede i forhold til dine sideordnede
Tag ikke dig selv alt for alvorligt
Uden frygt - intet mod
Livet er fuld af "karakteropbyggende oplevelser"
Find de rigtige ord
Brug kritisk analytisk tænkning og din uddannelse gennem hele dit liv
Glem ikke at forny dig selv
Proportionssans er tilsyneladende ikke Søren Pinds styrke. Med den form for grovkornet logik, som han her bruger, kan vi jo så sætte Pind i bås med politikere såsom Adolf Hitler og Idi Amin, som jo også har lidt af manglende proportioner. :-) Pind sammenligner terrorangreb med aktionen i Østerild.
Hans-Hermann Hoppe, der er tysk-født filosof og økonom, fortæller her om sin intellektuelle rejse, der har bragt ham fra at være venstreorienteret til at være borgerlig markedsanarkist.
Rejsen indbefatter bl.a. et opgør med empirismen (Hume, Popper mv.) til fordel for rationalismen (Kant mv.). En af Hans-Hermann Hoppes pointer er, at viden ikke blot er sanseindtryk, men derimod sanseindtryk plus intellekt. Og videre når Hans-Hermann Hoppe frem til, at viden skal forstås som et værktøj til at kunne handle. Og dette er så også grundlaget for, at et menneske til en vis grad er i stand til at forudsige et andet menneskes handlinger, hvilket igen har betydning for forståelsen af økonomi og politik.
Efter sin tyske doktorgrad har Hans-Hermann Hoppe også studeret og undervist i USA, hvor han bl.a. har været elev af Murray Rothbard, som igen har været elev af Ludwig von Mises.
I disse dage er der mange, som gerne vil slå politisk mønt på Anders Breivik og hans terrorangreb i Oslo. Men hvad er årsagen egentlig til denne vanvittige handling?
Det kan jeg naturligvis ikke vide, men jeg hæfter mig ved, at Anders Breivik tilsyneladende kommer fra nogle dårlige familieforhold. Han er vokset op hos sin mor, som ikke har haft nogen idé om, hvad sønnen havde gang i. Og sin far har han angiveligt ikke set, siden han var 15. Så umiddelbart virker det ikke som de bedste forudsætninger for at blive et godt og et produktivt menneske.
Det som kan undre er, om ideologi virkelig er nok til at få en person som Anders Breivik til at handle så afsindigt. En ting er, at han finder sit fædreland truet, men der er altså et stykke vej fra det og så til at detonere en bombe og derefter koldblodigt at kunne nedskyde en gruppe af unge tillidsfulde mennesker. Tværtimod skulle man vel forvente, at et menneske, der måtte være drevet af dårlig ideologi, alligevel et eller andet sted har nogle indre alarmklokker, der undervejs fortæller, at der er noget, som ikke hænger sammen.
Noget andet er så, at hæmningsløse diktatorer som Hitler, Stalin og mange flere gennem tiderne har opildnet deres tilhængere til at overhøre den indre alarmklokke og begå de mest vanvittige forbrydelser. Men der er vel næppe noget sådant, der er sket her.
Tværtimod får terrorangrebet mig til at tænke på noget, jeg engang hørte om, at rodløse mennesker ofte søger identitet hos grupper med konservative værdier. Men det siger på ingen måde noget dårligt om de konservative værdier - nærmere tværtimod. Men det siger noget om de stakkels rodløse mennesker, som når de finder deres ståsted, desværre får det galt i halsen.
Og ja, selvom vi taler om en koldblodig terrorist, som må tage straffen for sin afsindige handling, så synes jeg et eller andet sted, at han mest af alt er en ynkelig stakkel.
Nedenfor er et foredrag om socialismens angreb på familien. Foredraget er holdt på Acton Institute, og foredragsholderen er Jennifer Roback Morse, der er katolik og har en Ph.D. i økonomi.
Jennifer har beskæftiget sig indgående med emnerne ægteskab, seksualitet og familie, og hun har bl.a. skrevet om de forandringer, som sker i det amerikanske samfund, og de økonomiske konsekvenser heraf. I dette foredrag taler hun om socialismens angreb på familien som institution og i særdeleshed på ægteskabet. Foredraget har tre centrale punkter:
1.
At socialismen er ligeså opsat på at afskaffe ægteskabet, som den har været på at afskaffe den private ejendomsret.
2.
At agendaen med at eliminere kønsforskelle og angribe ægteskabet har alvorlige konsekvenser for den personlige og den økonomiske frihed.
3.
At kristendommen har bedre svar på de problemer, som socialismen hævder at ville løse.
Elverne har været på en uges lejr, hvor de har lært om at drive forretning. Og som afslutning har de så afprøvet talenterne ved at sælge limonade. Der var to limonadeforretninger, og det var drengene mod pigerne:
Den 32-årige nordmand, som er anholdt for bomben i Oslo og skyderiet på Utøya, har været meget aktiv på internettet. Og på sin Twitter-konto fejlciterede han John Stuart Mill. På Twitter skrev den formodede gerningsmand:
One person with a belief is equal to the force of 100 000 who have only interests.
Og det viser måske, hvordan han så på sig selv i forhold til den norske regering og det politiske system. I så fald må han i egne øjne have været personen med den ægte overbevisning. Men det var et fejlcitat, for John Stuart Mill skrev følgende:
One person with a belief is a social power equal to ninety-nine who have only interests.
Vigtigt forskel. John Stuart Mill skrev om, at personen med den ægte overbevisning ville vinde mest indflydelse i den sociale/politiske proces.
Alle vegne er det røde hykleri det samme. Tag nu eksempelvis det amerikanske kongresmedlem Charles Rangel. Han har ansvaret for den amerikanske skattelovgivning, og for nyligt brugte han bibelhistorien om den barmhjertige samaritaner til at argumentere for, at de rigeste må betale mere i skat. Se f.eks. her: Rangel: Where Are The Good Samaritans?
Problemet er naturligvis, at historien om den barmhjertige samaritaner ikke er et argument for en velfærdstat med massiv skatteopkrævning og økonomisk omfordeling, men at historien derimod handler om det personlige ansvar og omtanke for andre mennesker i hverdagen. Og det er i øvrigt noget, som amerikanere generelt er ret gode til.
Og endnu mere absurd bliver det hele så, hvis man husker, at der også er en sag om, at Charles Rangel selv har ”glemt” at opgive intægter for $ 75.000,- fra sin caribiske villa. Se billeder af villaen her: NEW YORK POST.
Staten har ellers så travlt med at hjælpe flekslånere, banker, vindmølleindustri og hvad ved jeg. De eneste, den ikke kan hjælpe, er naturligvis skatteskyldnerne. For gør den det, så bryder systemet sammen. Skat truer 100.000 virksomheder med RKI.
"Vi kan ikke gøre noget ved klimaforandringerne. For klimaet forandrer sig selv." Og deri har hun helt ret. Læs mere her: Dronningen på glatis i Grønland.
På onsdag er det skattefrihedsdag. Dvs. at en gennemsnitsborger, som har sin indtægt jævnt fordelt over året, billedeligt talt arbejder for staten til tirsdag d. 19. juli kl. 16:43, og først derefter begynder man ar arbejde for sig selv. Onsdag d. 20. juli er altså første hele dag, hvor gennemsnitsborgeren får lov til selv at disponere over frugten af sit arbejde. Læs mere på Facebook: Skattefrihedsdag.
Som det fremgår, er der tale om en gennemsnitsbetragtning. For personer med høje indkomster er billedet endnu mere forrykt.
Hvorfor bruge energi på at forsvare enlige forældre, når man i stedet kan fremme hjem med to forældre? Er det virkelig så hjerteløst at argumentere for et bedre opvækstmiljø for børnene? Se her: Whoopi Do! A Heartless Promotion of Single Parenthood on The View.
I flg. denne artikel handler vægttab ikke bare om at begrænse mængderne af mad eller at skære alt fedtet væk. For kroppen har også indimellem brug for at kunne spise sig rigtig mæt. Problemet ligger derimod i dårlige madvaner, som ødelægger kroppens selvregulering (sult/mæthed) og fører til en tilstand, hvor man hele tiden er sulten - uanset hvor meget (eller lidt), man spiser. Et forsøg på bare at begrænse maden - trods den permanente sult – er dømt til at mislykkes, og den permanente sult har negativ indflydelse på kroppen i form af dårlig forbrænding og ringe sexlyst.
Det, som ødelægger selvreguleringen, er i flg. artiklen det meget sukkerholdige mad (især frugtsukker), som skaber afhængighed, og som man ikke bliver mæt af. Og i den forbindelse er det også ødelæggende med det hyppige madindtag, hvor man ligeså snart, man er det mindste sulten, straks skal have et eller andet. For selvom kroppen som udgangspunkt har brug for at være mæt, så har den lettere ved at blive mæt, hvis der også indimellem er begrænsede perioder, hvor den er sulten.
Så løsningen er at genoprette kroppens selvregulering ved at få en mere disciplineret livsstil, hvor man på bestemte tider spiser sig rigtig mæt i noget ordentligt mad (gerne med proteiner og noget mættet fedt), og derimellem skal kroppen så have lov til at være sulten.
Læs artiklen her: The Best Foods that Fill You Up and Boost Your Metabolism and Shed Pounds.
FreedomFest er en årlig festival for frihedsorienterede mennesker fra hele verdenen. Festivalen, som er et amerikansk initiativ, foregår i disse dage fra d. 14/7 til d. 16/7, og som altid afholdes den i Las Vegas. Hvis du vil følge med i lidt af det, som foregår på årets FreedomFest, kan du se PJTV her. Og hvis du vil vide mere om FreedomFest, kan du besøge hjemmesiden her.
Ja, så skal man jo gøre noget for at "retfærdiggøre" sin eksistens. Denne amerikanske artikel handler om, hvordan bureaukrater opfinder et problem (læger som udskriver for meget medicin) og derefter sætter ressourcer ind på at løse det.
