Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Konservativ planøkonomi

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Hvis Bendt Bedtsen vil gøre sig håb om at være til gavn for det danske samfund, så kan han passende støtte op om kravet om flere skattelettelser. Så vil vi som borgere selv kunne købe/forsikre os til den kræftbehandling, som virker.

Artikel fra 180 Grader: Kræftbehandling i centrum på landsråd

Hvorfor fremlægger Gigtforeningen ikke sin sag for fødevareindustrien?

Her til aften blev jeg opmærksom på en mærkværdig underskriftindsamling fra Gigtforeningen. Jeg befandt mig i godt selskab med personer fra mit lokalområde, da en sød ældre dame tog nogle papirer frem, som hun ville bede os om at skrive under på.

Det var en god sag, kunne jeg forstå. Nemlig noget med, at fødevarer skulle i en emballage, som var lettere at åbne, da brugervenlig emballage var af stor betydning for gigtplagede mennesker. Og det havde hun da ganske givet helt ret i. Men jeg undrede mig nu alligevel.

Underskriftsindsamlinger er altid noget med pression, og bruges som bekendt i et politisk spil. Underskriftsindsamliger, tænkte jeg, hører da ikke hjemme på et frit marked blandt frie virksomheder og frie mennesker. Men jeg var tilsyneladende den eneste, som gjorde den overvejelse. Alle andre skrev blot under som den mest selvfølgelige ting.

Det viste sig så, at Gigtforeningen ville have forbrugerministeren til at gribe ind overfor fødevarevirksomhedernes valg af emballage. Politisk indgreb - nej, det kunne jeg ikke støtte, så jeg undlod at skrive under, da seddelen passerede mig. Hvorfor involvere politikerne? Hvad skulle det gavne? Jeg forstod det ikke.

Hvorfor går Gigtforeningen ikke direkte til fødevareindustrien med sin sag. Er der et reelt behov for en anden type emballage, og kan det opfyldes indenfor rimelige økonomiske midler, så er jeg sikker på, at virksomhederne hellere end gerne vil høre om det, så de også kan bruge emballage i deres konkurrence om forbrugernes gunst.

Jeg forstår ikke Gigtforeningens handlemåde. Er det blevet dansk vanetænkning, at alt skal handle om opråb og pression? I så fald står det virkelig skidt til. Du kan evt. læse om Gigtforeningens underskriftsindsamling her: Bedre emballage

Idiotisk totalitarisme

Det er stærkt bekymrende at se, hvorledes den konservative justitsminister Lene Espersen konsekvent er eksponet for øget overvågning. Det er bekymrende at høre, hvorledes hun ofte taler om sikkerhed, men sjældent taler om retssikkerhed.

At hun senest med initiativet om logning af datakommunikation har stået i spidsen for noget, der ikke virker efter hensigten, bliver sagen ikke meget bedre af. Der er tale om et indgreb, som er uklart, rammer de forkerte mennesker og spilder en masse ressourcer, hvorved vi alle bliver fattigere.

I dag fandt jeg dette blogindlæg, hvor en specialist i IT-sikkerhed giver sin personlige vurdering af lovgivningen og af Lene Espersen. Jeg kan kun anbefalde indlægget, som kan læses her: Kramses blog: Lene Espersen naiv, inkompetent og farlig

Sådan får du en rygepolitik

Pga. den nye rygelov skal alle arbejdsgivere udforme en rygepolitik. Et særligt krav, udover at den skal være skriftlig er, at rygepolitikken skal indeholde en beskrivelse af konsekvenserne for den medarbejder, der måtte forbryde sig.

Nu er det sjældent god virksomhedsledelse på forhånd at låse sig alt for fast på konsekvenserne ved afvigende adfærd. Det vil man ihverttilfælde hurtigt kunne fortryde den dag, det viser sig, at en ellers højt skattet medarbejder ind imellem foretager små overtrædelser. Så derfor glæder det mig da også, at det efter loven trods alt er accepteret blot at angive en blød formulering om, at overtrædelse vil indgå i en samlet vurdering af medarbejderen.

I store virksomheder er man vant til at tænke administrativt, og man har i forvejen en masse politikker. En rygepolitik bliver bare en enkelt politik mere til samlingen. Små virksomheder er til gengæld ofte helt modsatte. Tit har de så travlt med at løse de mest presserende opgaver, at der sjældent bliver tid til at sætte sig ned for at lave skriftlige retningslinier. Og tit er det heller ikke nødvendigt med sådanne ting på skrift, da virksomheden netop er lille.

Men rygepolitikken skal være skriftlig, det har dem inde på Borgen ment, var det bedste. Men noget tyder på, at Arbejdstilsynet godt ved, at de mange små virksomheder her i landet ikke altid er gearet til bureaukrati. I hverttilfælde uddeler de ved kontrolbesøg en A5-side som ovenstående, hvor man hurtigt lige kan krydse af og sætte sin underskrift. Og vupti, så har man den lovbefalede rygepolitik.

Så må man jo bare håbe, at arbejdgiveren sætter nogle fornuftige krydser og heller ikke kommer til at nedfælde konsekvenser, som han senere vil fortryde. Og dog - ved nærmere eftertanke er det jo nok temmelig ligegyldigt, hvad arbejdsgiveren skriver. For når Arbejdstilsynet er gået, bliver det nok hurtigt glemt. I den lille virksomhed har det skrevne ord jo sjældent nogen stor betydning.

DR og den røde farve

På DR har ordet farvefjernsyn en helt særlig betydning. Og ikke nok med det, selv radioprogrammer formår de at sende i farve – nemlig rød.

For nylig havde radioprogrammet Kaffeklubben en udsendelse kaldet T-shirten og de røde lejesvende. Her kom politikerne i studiet bla. ind på forholdet mellem DR og DR’s politiske bestyrelse. Rune Lund (Enh.) og Morten Østergaard (Rad.) brystede sig af fine principper om armslængde og pressen som den 4. statsmagt. Principper som jeg som udgangspunkt da også er helt enige i.

Problemet er blot, at DR er en komplet umulig konstruktion. Hele idéen med statslig public service hviler på en forestilling om objektivitet, som skal formidles til den uoplyste befolkning. Men den forestilling holder ikke i DR-medarbejderenes dagligdag, hvor enhver historie og ethvert til- og fravalg nødvendigvis er udtryk for en bestemt måde at anskue verdenen på. Opgaven kan ikke løses på neutral måde, så det eneste man kan gøre er at søge at lade alle synsvinkler komme til orde. Og så må man også lægge enorme restriktioner på ledernes gøren og laden, hvis man vil undgå at disses handlinger bliver brugt til at afsløre deres personlige sympatier. For sker det (og det gør det jo hele tiden) styrkes den naturligt forekommende mistanke om, at visse politiske synspunkter nok alligevel har fortrinsret i den tvangsfinansierede mediemastodont.

Og så er der den politiske bestyrelse. De må naturligvis hylde "armslængde"-pricippet, således at illusionen om et objektivt og uafhængigt DR kan opretholdes. Det ser jo ikke kønt ud, hvis en politiker åbenlyst prøver at påvirke DR’s indhold i en bestemt retning. Men her skal man ikke lade sig narre. Den som taler mest om armslængde er ikke nødvendigvis den største helgen. Det kan også være, at denne person bare (i det store og hele) er rigtig godt tilfreds med DR’s vinkling og indhold. Og i så fald er det jo let at ”pudse glorien” ved at tale om armslængde. Og modsat er det ikke sikkert, at den som påtaler specifikke forhold i DR’s programvirksomhed, har et dybtfølt ønske om at blande sig. Tværtimod kunne der være tale om en frihedsorienteret politiker, som ønsker frie og uafhængige medier, men som i kraft af den statslige mediekonstruktion ser det som sin opgave at påtale de værste skævheder.

Gamle Henry Ford havde et princip om, at kunden kunne vælge lige præcis den bilfarve han ønskede, sålænge det var sort. Tilsvarende har jeg en mistanke om, at venstrefløjen og de kulturradikale lader DR vælge lige præcis den farve, som DR selv ønsker – bare de vælger rød.

Trafiksikkerhed (igen)

I dag på radioen hørte jeg en udsendelse, som bekræfter mig i min aversion mod politiets fotofælder. Det drejer sig om Poul Friis (DR P1), som i dag havde en trafikforsker Anette Jerup Jørgensen i studiet.

Anette Jerup Jørgensen har undersøgt dansk trafikkultur og fundet frem til, at vi har en moral, som handler om maksimal mobilitet til alle. Som udgangspunkt overholder vi lovgivningen (færdselsloven), men vi fraviger den også, når trafikmoralen tilsiger det. I det, at trafikanter tolker hinandens adfærd, foregår der en kommunikation, som er afgørende for, hvorledes man bør færdes. Og derfor er det ikke altid god moral, blot at færdes striks efter lovens firkantede regler.

Det sidste vidste vi jo nok godt, men nu har vi altså også en forskers ord for det.

Det blev ikke diskuteret i programmet (og jeg ringede heller ikke ind), men jeg kunne ikke undgå at forbinde det med politiets fotofælder. For når god trafik i høj grad afhænger af kommunikation mellem de involverede parter og af deres fælles moral, så kan trafikkontrol vel ikke foretages på en fuldstændig mekanisk måde som med politiets fotofælder. Så er der vel stadig behov for en færdselsbetjent til at foretage en personlig vurdering af situationen – eller?

Jeg har tidligere skrevet imod fotofælder, uden at komme ind på dette forhold. Men faktisk tror jeg, at ovennævnte er en væsentlig årsag til min indædte modstand mod disse og min opfattelse af, at de blot tjener som pengemakiner.

Mit tidligere indlæg kan findes her, og dagens radioprogram er her: Trafikkultur - P1 Formiddag

Jeg foretrækker frihed

Her til aften, hvor jeg surfede rundt på Liberator, fandt jeg en god artikel. Den er næsten to år gammel og skrevet af Katrin Winkel Holm, dengang da Eva Kjer Hansen var så politisk ukorrekt, at tale om ulighed. Her er et par citater fra artiklen:

At gøre selve uligheden til et problem er at appellere til det laveste menneskelige misundelsesinstinkt.

og videre:

Frihed kan ikke andet end føre til ulighed, for folk er forskellige, ikke lige kloge, ikke lige dygtige. Uligheden er noget, der er. Ligheden er noget, man bliver nødt til at tvinge frem. Vil man have den totale lighed, får man altså den totale ufrihed.

Man skal da være godt dum, hvis man ikke foretrækker frihed.

Artiklen kan findes her: Ulighed: Fogh underkaster sig lighedstyranniet

Hvad jeg savner hos Ny Alliance

Set med mine øjne er Ny Alliance blot en fraktion af det Radikal Venstre – nemlig det Radikale Venstres Højrefløj. Og derfor fristes jeg også ind imellem til at kalde dem for det Radikale Venstre Højre. Jeg tror ikke rigtig på dem.

Men dermed ikke sagt, at partiet ikke også har sine positive sider. Jeg kan kun tilslutte mig, at Danmark skal være et åbent samfund, hvor udlændige kan føle sig velkomne, og jeg kan kun tilslutte mig deres opgør med det progressive danske skattesystem.

Men disse synspunkter er ikke nye. Det er traditionelle radikale synspunkter, der med Ny Alliance bare har fået en ny platform. Og denne platform har så i en periode vist sig velegnet til at tiltrække frustrerede borgerlige. Men det skyldes nok ikke så meget kvaliteten af Ny Alliance, som det skyldes størrelsen af de borgerlige frustrationer.

Det jeg helt grundlæggende savner hos Ny Alliance er den borgerlige tiltro til, at det frie marked langt hen af vejen godt kan styre sig selv, og jeg savner også en grundlæggende respekt for den private ejendomsret. Set med mine øjne er det ikke en politisk opgave at lovgive om solfangere, og skatten på arbejde skal ikke blot ned, fordi det kan optimere økonomien – den skal også ned, fordi en kraftig marginalskat (og et kraftigt skattetryk) i sig selv er et angreb på den private ejendomsret.

I artiklen Hvor skal Danmark hen? skriver Lars Kolind på sin hjemmeside at:

....jo mere tydeligt bliver det for mig, at Danmark ikke bare har brug for et lille nyt midterparti, men derimod et parti, der ser længere fremad end til næste meningsmåling eller næste valg og som har mod til at røre ved de grundlæggende ting.

Jeg har stor respekt for Lars Kolind, men jeg kan altså ikke se, hvordan Ny Alliance tager et opgør med grundlæggende ting. Jo bevares, Anders Samuelsens skattepolitik er da relativt ambitiøs, men den gør jo ikke på nogen måde op med den problematiske forestilling om, at det i sidste ende er staten, som ejer borgerne og kan disponere over deres liv og ressourcer.

Et sådant grundlæggende opgør findes hos Liberalisterne, som er en langt større nyskabelse end Ny Alliance. Det er så bare rigtig ærgerligt, at Liberalisterne endnu ikke har vist, at de kan bevæge sig fra vision til virkelighed.

Public Service

Her til aften, da jeg rydde op i filerne på en ældre pc, fandt jeg et tre år gammelt debatindlæg. Det var skrevet af undertegnede, medens Irakkrigen stadig var forholdsvis ung. Jeg deltog nemlig i et amerikansk forum, hvor jeg diskuterede med en person, der hed Jerry, og hans indlæg fik mig til at tænke over nogle ting. Ikke sådan lige på én gang, men han såede nogle frø i mit sind, som siden har fået mig til at ændre holdning.

Ja, jeg kan ligesågodt sige det, som det er. For tre år siden var jeg frygtelig naiv. Nej, misforstå mig nu ikke - min intelligens og mit uddannelsesniveau fejlede intet. Problemet var min ukritiske accept af den danske velfærdspropaganda.

Jeg diskuterede emner omkring forudsætningerne for Irakkrigen, Guantanamo, retssikkerhed osv. Og i den forbindelse kunne jeg ikke nære mig for også lige at fortælle om vore gode danske public service medier. For i ramme alvor mente jeg dengang, at jeg i kraft af DR, var bedre orienteret end Jerry.

Trods det, at jeg opfattede mig selv som borgerlig, så troede jeg alligvel fuldt og fast på myten om public service mediers overlegenhed. Men prøv så lige at høre her, hvad Jerry fortalte mig:

Oh Thomas! We have one publicly financed news/public service organization, Public Broadcasting System (PBS), which gives all the liberal news that they see fit to print. Only the far-left gets its news there! We Americans are highly skeptical of the "official position". As your news organizations are tax-financed, they are not independent. We would discount those pretty quickly.

Dengang var jeg chokeret over at blive sat i bås med de ekstremt vensteorienterede. For sådan syntes jeg jo ikke selv, at det var. Så jeg svarede Jerry noget naivt sludder, som jeg ikke vil gentage, da jeg skammer mig. Men Jerry havde helt klart ret. Og derfor kunne jeg heller ikke sådan lige glemme, hvad han havde skrevet. Og efter et godt stykke tid faldt tiøren på plads for mig.

Selvfølgelig, alle har deres synsvinkler og deres interesser at varetage. Fordi noget er offenligt, er det ikke hævet over alt andet. Nogle gange fristes man enddog til at sige, tværtimod.

DR støtter de kriminelle fra Jagtvej 69

På DR's hjemmeside kan man se et utroligt billede. Det viser generaldirektøren Kenneth Plummer iført en T-shirt til støtte for det tidligere ungdomshus på Jagtvej.

Nu har jeg som udgangspunkt ikke noget ønske om at blande mig i menneskers tøjvalg. Og havde Kenneth Plummer været direktør for en privat TV-station, havde jeg heller ikke reageret. Men nu er han altså direktør for en station, som jeg i almenvellets hellige navn er tvunget til at betale til. Og denne station formidler så et billede af direktøren, der viser sin støtte til disse kriminelle unge mennesker. I det hele taget prøver DR's hjemmeside at skabe et hipt imgage omkring Jagtvej 69.

Hermed en opfordring til kulturminister Brian Mikkelsen. SÆLG SÅ DR. DET KAN IKKE GÅ HURTIGT NOK.

Billedet kan ses her: Mode skabt i undergrunden.

PS
Historien diskuteres på: Uriasposten

Folketingsvalg

Som den politiske situation ser ud nu, må det vel forventes, at folketingsvalget kommer til foråret. Nu skal den nye skatteaftale lige gennemføres, og vælgerne skal vel også lige nå at mærke lettelserne i praksis.

Men hvad skal jeg stemme, når valget kommer? Venstre er ikke længere noget liberalt parti, dem har jeg fuldstændig afskrevet. Til gengæld står de Konservative fortsat for en liberal økonomisk politik, men har bare mere end svært ved at få sat reelle politiske fingeraftryk. Og så er der også lige det, at en stemme på de Konservative ikke alene er en stemme på lavere skat, men også en stemme på Gud, Konge og Terrorsikring.

Så er der selvfølgelig også Liberalisterne. Deres program er det, som tiltaler mig mest, men er de et seriøst parti? Og kan de overhovedet nå at stille op til næste valg? Jeg har naturligvis underskrevet og sendt en vælgererklæring, og derefter har jeg så ikke hørt noget.

Jeg intersserer mig naturligvis for hvorledes det går med underskriftsindsamlingen, og jeg har såmænd også overvejet at hjælpe til med den. Men jeg vil jo gerne have noget info. Derfor er det ikke befordrende i liberalisternes debatforum at læse, at antallet af indsamlede underskrifter pt. er en taktisk hemmelighed.

Skal jeg tro andres omtale af partiet, har de ikke mange chancer. Med Poul Højlunds ord er der intet som tyder på, ”at de magter at rykke fra studerekammeret og ud i den politiske virkelighed”. (Se 1. kommentar til artiklen Borgerlig sammenbrud). Har Poul Højlund ret, er det trist.

Så hvad med den kommende valg? Selvom jeg er frustreret over den Konservative indsats, så er jeg alligevel nået den konklusion, at de får min stemme. Jeg stemmer på dem, fordi de som de eneste konsekvent holder fast i, at skatten skal ned, og så må jeg se om jeg kan leve med, at jeg med i købet også får en masse Gud, Konge og Terrorsikring.

Politikerlede

Ovenpå skuffelsen over regeringens ”tynde” skatteaftale med DF, sad jeg i går og surfede lidt på nettet. Og her fandt jeg så et website med en titel, som på fineste måde matchede min sindstilstand - nemlig Politikerlede.

Her er to citater fra sitet:

På dette website vil vi bevise, at danske politikere er lige så svigefulde som badutspringerne i en bananrepublik. Vi vil bevise, at Christiansborg er en koldbøttefabrik, hvor politikerne udlever et skatteyderbetalt orgie i plattenslageri og pengemisbrug. (Politikerlede, Velkommen)

Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. (Politikerlede, Penge)

Som det fremgår, er respekten for politikerne under frysepunktet. Selv håber jeg, at det ikke står helt så slemt til, som det påstås på sitet. Men måske er det bare ønsketænkning fra min side. Sitet kan findes her: Politikerlede og er i hverttilfælde værd at læse. Om min respekt for politikerne så fortsat vil udvikle sig i samme kolde retning, må den kommende tid vise.

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.