Den godgørende landsfader

Som bekendt har Dansk Folkeparti længe talt for et politisk indgreb, der skal sikre mere i løn til visse grupper af offentligt ansatte. Og det er i sig selv en usympatisk tanke, der griber forstyrrende ind i løndannelsen på hele arbejdsmarkedet til stor skade for rigtig mange mennesker.

Men det usympatiske fortsætter. I Børsen i dag kan man læse, at Dansk Folkeparti har betingelser. De offentligt ansatte må ikke stemme "nej" til den nye overenskomst. Kristian Thulesen Dahl siger:

For stemmer de nej, og det fører til storkonflikt, så er der ingen garanti for, at sosuerne, politibetjente, sygeplejersker, lærere mm. får det lønløft, som et flertal i Folketinget ellers vil sikre dem.

I mit hoved tegner det et billede af en "godgørende landsfader", der i sin nåde vil give en gave, til de trængende - men kun hvis de opfører sig artigt.

Må jeg låne en brækpose?

Er det mig, der er gammeldags?

I flg. netavisen 180 Grader vil Københavns Kommune begynde at sælge reklameplads. Og synes man, at det offentlige trænger til effektivisering og modernisering, kan det jo umiddelbart lyde fint og godt.

Men jeg må indrømme, at der er noget, som generer mig. For et eller andet sted tilkommer det ikke en offentlig myndighed at drive erhvervsvirksomhed. Jeg forstår godt, at salget af reklameplads blot skal være en lille biaktivitet i forbindelse med de aktiviteter, man nu i forvejen har gang i. Og jeg forstår også godt, at disse ekstra indtægter sikkert kan lune vældig godt i en presset kommunekasse.

Men alligevel. Jeg synes, at man krydser en grænse, som man ikke skal. Kan man forestille sig, at en virksomhed, som skal søge en kommunal tilladelse får en anderledes behandling, hvis den samtidig er kunde til kommunens reklamepladser?

Jeg ved det ikke, men jeg har mine betænkeligheder. Er det bare mig, der er gammeldags?

Artikle fra 180 Grader: Køb reklameplads på en gadefejer

Kan du undvære en skattelettelse?

Nu er valgkampen heldigvis snart forbi. Og derfor har jeg et fromt håb om, at mængden af politisk ævl og bævl i det offentlige rum snart vil aftage. Det er umuligt at kommentere alle tåbelighederne, men så er der alligevel én kampagne, der på særlig måde har gjort indtryk på mig, og som jeg derfor gerne vil knytte et par ord til. Socialdemokraterne siger nemlig, at:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 20 kr. om måneden, kan vi sikre alle ret til omgående behandling af livstruende sygdomme.

Lyder det ikke både godt og billigt? Tænk engang, 20 kr. pr. måned og vupti, så har Danmark igen et fungerende sundhedsvæsen i verdensklasse. Eller hvad med den her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 15 kr. om måneden kan vi sikre, at alle børn i daginstitutionerne får gratis mad.

Hvad er 15 kr.? I et supermarked kan man dårligt nok få en pakke rugbrød for det beløb, i hverttilfælde ikke hvis det skal være skiveskåret. Så derfor er det en klar overraskelse for mig, at 15 kr. nu er nok til et helt færdiglavet sundt måltid mad i en hel måned. Det er simpelthen fantastisk så langt pengene rækker, når det offentlige er involveret. Men det slutter ikke med det. Prøv også lige at høre her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på blot 9 kr. om måneden, kan vi sikre en folkeskole med højst 24 elever i hver klasse.

Er det ikke bare fantastisk? Hvem vil dog være så egoistisk og ondsindet at foretrække sølle 9 kr. i skattelettelse, når nu pengene kan gøre så meget mere gavn i folkeskolen?

Svaret på det sidste spørgsmål er, at det vil jeg. Jeg vil hellere have skattelettelser.

Ligesom de fleste andre arbejdende danskere, betaler jeg hver måned adskillige tusinde kroner i skat. Og dertil kommer moms og andre afgifter. Det meste af året går frugten af mit arbejde til statskassen, uden at der kommer særlig god offentlig service ud af det. Tager vi eksempelvis folkeskolen, så koster den årligt et femcifret beløb pr. elev. Så jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at 9 kr. ekstra pr. skatteyder skulle gøre nogen synderlig forskel. Mon ikke det er lidt for naivt at tro, at der bare skal nogle få ekstra kroner til, for at alt kan blive godt.

Men socialdemokreaterne gør jo heller ikke noget for at forklare forudsætningerne for deres regnestykke. Er beløbene pr. skatteyder, pr. husstand, eller noget helt trejde? Og ved hvilke skattesatser er beregningen udført? Og hvormange skattebetalere går der på en modtager? Er det f.eks. 10 skatteydere á kr. 15,- der går på et institutionsbarn, så er det altså kr. 150,- pr. barn pr. måned for mad. Eller? Der er ihverttilfælde meget, som står hen i det uvisse.

Men formålet med den socialdemokratiske kampagne er vel heller ikke, at oplyse om faktuelle økonomiske sammenhænge, men at skabe en følelse. En følelse af hvor godt det er, når vi alle står sammen, hvor let det er at hjælpe hinanden, når bare staten er vores allesammens mellemmand.

Men jeg tror ikke på dem. De sidste 40 år med velfærdsstaten taler sig eget tydelige sprog. Jeg vil hellere have min frihed til at disponere over eget liv og egne penge. Jo mere privat initiativ, jo bedre fungerer samfundet. Og så har det fri initiativ også en ekstra lille sidegevinst. For jo mere, der foregår i privat regi, jo mindre har poltikerne at ævle om, når der er valgkamp.

Dum – Dummere – DR

Det er efterhånden sjældent, at jeg ser noget på DR. Men her i løbet af ugen var jeg sammen med nogle, der sad og så det, så derfor satte jeg mig også, og så med.

Det var vistnok programmet Pengemagsinet, som denne gang omhandlede partistøtte. Man gennemgik lidt om, hvor de forskellige partier fik deres penge fra, og fordi A.P. Møller - Mærsk støttede de borgerlige partier, stillede DR sig op udenfor nogle af Dansk Supermarkeds butikker. Som bekendt er A.P. Møller – Mærsk aktionær i Dansk Supermarked, så derfor interviewede DR kunderne om, hvorvidt de var klar over, at de ved at handle i den pågældende butik var med til at støtte de borgerlige partier. Og det var kunderne selvfølgelig ikke klar over, men flere udtrykte deres forundring og mente, at hvis de havde vidst det, så ville de nok have handlet et andet sted.

Men nu er det jo bare sådan, at en butik ikke udregner sine priser ved at lægge alle omkostninger sammen. Priserne sættes ud fra en vurdering af, hvad kunderne er villige til at give. Og det indbefatter bla., at man holder særdeles godt øje med konkurrenterne. En beslutning om partistøtte har ingen som helst indflydelse på varernes pris. Så det er noget sludder, at kunden støtter dette og hint ved at handle i den pågældende butik. Det eneste sted i butikken partistøtten slår igennem er på ejernes overskud, som bliver mindre end ellers. Så ud fra en sådan basal økonomisk sammenhæng er det noget sludder at fortælle kunderne, at de gennem deres indkøb støtter dette og hint.

Men derudover er det vel også problematisk, hvis køber skal interessere sig for, hvorledes sælger burger sit overskud. Tillad mig at illustrere med et lille tankeeksperiment. Tænk sig, hvis programmet havde handlet om individuelle lønmodtageres bidrag til politiske partier, og at DR havde spurgt kunderne om følgende:

Person X, som er ansat i denne butik, er medlem af parti Y. Så når du handler her, er du med til at betale løn til X, og derved er du med til at støtte parti Y. Hvordan har du det med det?

Men mon ikke, at de fleste kunder blot ville svare, at det ikke kunne have nogen indflydelse på butikkens priser, og at det vel i øvrigt måtte være er op til X selv at bestemme, hvad han ville med sine egne penge. Men nu var anledningen som nævnt støtte fra en erhvervsvirksomhed, og DR syntes åbenbart ikke, at det udelukkende måtte være op til den pågældende virksomhed at træffe egne dispositioner.

Derudover havde programmet efter min opfattelse en hældning i retning af, at de borgerlige partier var velbeslåede, mededens det var synd for socialisterne, nu når de ikke længere havde solide bidrag fra fagbevægelsen. Og tager jeg ikke helt fejl antydede programnmet, at det mest retfærdige nok ville være, hvis partierne blot havde statsstøtten. Det var i hverttilfælde sådan, at jeg opfattede det.

Men jeg håber sandelig, at jeg gøre DR uret. Jeg håber, at de ikke er så slemme og dumme, som jeg tror. Men det tror jeg desværre ikke.

DR’s hjemmeside om samme emne: Partistøtten lever i bedste velgående

Er det ok med blokader?

Er det ok, når chauffører og vognmænd blokerer færgehavnene?

Sådan, som jeg har forstået transportbranchends problemer, så er det sådan, at chauffører hver gang tager frygtsomme på arbejde. Hvad bringer dagen? En lille fodfejl og arbejdsdagen bliver til økonomisk underskud – en lidt større fodfejl, og man mister sit kørekort og dermed sit job.

Turen skal naturligvis planlægges, så man får hentet og afleveret varer de rigtige steder. Derudover skal bilen tankes, når den skal have brændstof, og selv skal man også have mad på nogle nogenlunde fornuftige tidspunkterer. Og de ting skal så passes sammen, så man ikke skal lave unødige stop undervejs. Det er klart nok.

Men dertil kommer så køre-/hviletidsbestemmelserne, der også skal overholdes til punkt og prikke. Dummer man sig i sin planlægning, eller kommer man bare ud for lidt for mange uforudsete ting undervejes, ja så risikerer man eksempelvis at måtte tage en ekstra overnatning en halv time før turens endemål. Alt i alt en kompleks opgave, der kan gøre enhver chauffør nervøs på forhånd.

Det er cirka sådan, at jeg har forstået transportbranchens problemer. Så derfor kommer det heller ikke bag på mig, at jeg nu i dag hører om, at vognmænd og chauffører blokerer færgehavne. Tværtimod undrer det mig, at de ikke allerede har gjort det for længe siden.

Problemet er naturligvis en reguleringsivrig statsmagt, som tror, at alle problemer kan løses centralistisk med strammere lovgivning, og strengere straffe. Men det kan de naturligvis ikke, og derfor er det samfundsgavnligt og godt, at transportbranchen gør opmærksom på problemerne.

Men er aktionsformen ok? Som udgangspunkt må svaret vel være "nej". En blokade bygger jo dybest set på vold og tvang, og den går i sagens natur ud over uskyldige aktører. Fra et borgerligt synspunkt, er det vel ikke i orden. Men hvilket alternativ har transportbranchen? Kan man overhovedet kæmpe mod statslige tåbeligheder, uden at det går ud over uskyldige? Jeg ved det ikke.

Et andet forhold er så, at hele erhvervslivet og dermed også forbrugerne er dybt afhængige af en velfungerende transportsektor. De sidste 20 år har et af mantraerne i erhvervslivet været at få bedre styr på varestrømmene (logistik). Det er noget med at bruge IT til bedre planlægning og bedre kommunikation med leverandører. Kan køber løbende delagtiggøre leverandøren i sine produktionsplaner, kan leverandøren bedre gøre sine forberedelse og løbende levere lige præcis de mængder, der er bruge for uden at nogen skal ligge inde med store omkostningstunge varelagre. Men skal det fortsat kunne lade sig gøre forudsætter det bla., at den sektor som politikerne pt. er i færd med at nedbryde, igen bliver velfungerende.

Artikel fra 180 Grader: Chauffører vil spærre Danmark af

Liberalistisk poesi

Følgende er skrevet af brugeren SAMS på www.liberator.dk:

Jeg er træt.

Jeg er træt af at forklare folk at frihed er kostelig. At mennesker fødes lige. At forbrydelser kræver et offer. At skat er et overgreb. At det ikke er OK at man bare opretter et DNA register over befolkningen uden samtykke.
Jeg er træt af at forsvare sund fornudt, individets integritet, rettigheder og friheder.
Jeg er træt af at forklare at overvågningssamfund ikke er ok.
At folk ikke bare uden videre må bestemme over hinanden som de vil.

Jeg er træt af at forklare og forsvare det åbenlyse, det banale, det sande. (Jeg er træt)

Er det ikke smukt skrevet? Og er det ikke bare så sandt så sandt - at man her i landet hele tiden skal kæmpe for det, der burde være selvindlysende?