IDEAlog

I dag fandt jeg denne letlæste indtroduktion og test – IDEAlog – til opdeling af politiske holdninger. Websiden, der er amerikansk, tager udgangspunkt i den traditionelle opdeling i højre- vs. venstreorienteret (Conservative vs. Liberal) og kommer derefter frem til at anvende to dimensioner.

Den ene dimension handler så om det at bruge statsmagt til at skabe økonomisk lighed, medens den anden handler om at bruge statsmagt til at opretholde den traditionelle samfundsorden.

Det er der naturligvis intet nyt i, og mange andre gør da også noget tilsvarende, f.eks. Political Compass, hvor den ene dimension handler om økonomisk omfordeling, medens den anden handler om hvor autoritær politik, der føres.

Men der hvor Political Compass efter min mening går fejl er, at den antyder, at der ikke er noget autoritært i økonomisk omfordeling. Der kan jeg bedre lide formuleringerne i IDEAlog.

En økonomisk Berlinmur

Mennesker fra det tidligere Østtyskland minder i deres adfærd meget om danskerne. Det mener ihverttilfælde en af mine bekendte, som har rejst en del syd for grænsen. Og han er ikke i tvivl. Han kan bedst lide dem fra øst – de er mere ”nede på jorden” ligesom vi. Men jeg undere mig, for hvad er det lige, som betinger forskellen mellem øst- og vesttysk adfærd? Og hvad er det lige i vores baggrund som danskere, hvor vi har mest tilfælles med borgerne fra det tidligere DDR?

Som liberalist er det fristende for mig at tro, at der nok er nogle uheldige paralleller mellem DDR regimet og velfærdsstaten. Nogle fællestræk, som har påvirket østtyskere og danskere i en anderledes retning, end det er sket i Vesttyskland. Men om det nu også er rigtigt, ved jeg ikke.

Men tankevækkende er det, at der i Danmark (for visse borgere) findes en økonomisk ”Berlinmur” rundt om landet. Ejer man aktier, bliver man nemlig ved fraflytning beskattet af dem. Og tankevækkende er det også, at der nu er kræfter, som foreslår, at øge denne "Berlinmur" ved også at beskatte unge nyuddannede, hvis de flytter til bedre himmelstrøg.

Velfærdsstaten viser sit sande ansigt?


www.skat-uret.dk: Flytning til udlandet - udstationering - skat
Leder fra 180 Grader om beskatning af nyuddannede: Skat på udrejse

Den godgørende landsfader

Som bekendt har Dansk Folkeparti længe talt for et politisk indgreb, der skal sikre mere i løn til visse grupper af offentligt ansatte. Og det er i sig selv en usympatisk tanke, der griber forstyrrende ind i løndannelsen på hele arbejdsmarkedet til stor skade for rigtig mange mennesker.

Men det usympatiske fortsætter. I Børsen i dag kan man læse, at Dansk Folkeparti har betingelser. De offentligt ansatte må ikke stemme "nej" til den nye overenskomst. Kristian Thulesen Dahl siger:

For stemmer de nej, og det fører til storkonflikt, så er der ingen garanti for, at sosuerne, politibetjente, sygeplejersker, lærere mm. får det lønløft, som et flertal i Folketinget ellers vil sikre dem.

I mit hoved tegner det et billede af en "godgørende landsfader", der i sin nåde vil give en gave, til de trængende - men kun hvis de opfører sig artigt.

Må jeg låne en brækpose?

Er det mig, der er gammeldags?

I flg. netavisen 180 Grader vil Københavns Kommune begynde at sælge reklameplads. Og synes man, at det offentlige trænger til effektivisering og modernisering, kan det jo umiddelbart lyde fint og godt.

Men jeg må indrømme, at der er noget, som generer mig. For et eller andet sted tilkommer det ikke en offentlig myndighed at drive erhvervsvirksomhed. Jeg forstår godt, at salget af reklameplads blot skal være en lille biaktivitet i forbindelse med de aktiviteter, man nu i forvejen har gang i. Og jeg forstår også godt, at disse ekstra indtægter sikkert kan lune vældig godt i en presset kommunekasse.

Men alligevel. Jeg synes, at man krydser en grænse, som man ikke skal. Kan man forestille sig, at en virksomhed, som skal søge en kommunal tilladelse får en anderledes behandling, hvis den samtidig er kunde til kommunens reklamepladser?

Jeg ved det ikke, men jeg har mine betænkeligheder. Er det bare mig, der er gammeldags?

Artikle fra 180 Grader: Køb reklameplads på en gadefejer

Kan du undvære en skattelettelse?

Nu er valgkampen heldigvis snart forbi. Og derfor har jeg et fromt håb om, at mængden af politisk ævl og bævl i det offentlige rum snart vil aftage. Det er umuligt at kommentere alle tåbelighederne, men så er der alligevel én kampagne, der på særlig måde har gjort indtryk på mig, og som jeg derfor gerne vil knytte et par ord til. Socialdemokraterne siger nemlig, at:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 20 kr. om måneden, kan vi sikre alle ret til omgående behandling af livstruende sygdomme.

Lyder det ikke både godt og billigt? Tænk engang, 20 kr. pr. måned og vupti, så har Danmark igen et fungerende sundhedsvæsen i verdensklasse. Eller hvad med den her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 15 kr. om måneden kan vi sikre, at alle børn i daginstitutionerne får gratis mad.

Hvad er 15 kr.? I et supermarked kan man dårligt nok få en pakke rugbrød for det beløb, i hverttilfælde ikke hvis det skal være skiveskåret. Så derfor er det en klar overraskelse for mig, at 15 kr. nu er nok til et helt færdiglavet sundt måltid mad i en hel måned. Det er simpelthen fantastisk så langt pengene rækker, når det offentlige er involveret. Men det slutter ikke med det. Prøv også lige at høre her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på blot 9 kr. om måneden, kan vi sikre en folkeskole med højst 24 elever i hver klasse.

Er det ikke bare fantastisk? Hvem vil dog være så egoistisk og ondsindet at foretrække sølle 9 kr. i skattelettelse, når nu pengene kan gøre så meget mere gavn i folkeskolen?

Svaret på det sidste spørgsmål er, at det vil jeg. Jeg vil hellere have skattelettelser.

Ligesom de fleste andre arbejdende danskere, betaler jeg hver måned adskillige tusinde kroner i skat. Og dertil kommer moms og andre afgifter. Det meste af året går frugten af mit arbejde til statskassen, uden at der kommer særlig god offentlig service ud af det. Tager vi eksempelvis folkeskolen, så koster den årligt et femcifret beløb pr. elev. Så jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at 9 kr. ekstra pr. skatteyder skulle gøre nogen synderlig forskel. Mon ikke det er lidt for naivt at tro, at der bare skal nogle få ekstra kroner til, for at alt kan blive godt.

Men socialdemokreaterne gør jo heller ikke noget for at forklare forudsætningerne for deres regnestykke. Er beløbene pr. skatteyder, pr. husstand, eller noget helt trejde? Og ved hvilke skattesatser er beregningen udført? Og hvormange skattebetalere går der på en modtager? Er det f.eks. 10 skatteydere á kr. 15,- der går på et institutionsbarn, så er det altså kr. 150,- pr. barn pr. måned for mad. Eller? Der er ihverttilfælde meget, som står hen i det uvisse.

Men formålet med den socialdemokratiske kampagne er vel heller ikke, at oplyse om faktuelle økonomiske sammenhænge, men at skabe en følelse. En følelse af hvor godt det er, når vi alle står sammen, hvor let det er at hjælpe hinanden, når bare staten er vores allesammens mellemmand.

Men jeg tror ikke på dem. De sidste 40 år med velfærdsstaten taler sig eget tydelige sprog. Jeg vil hellere have min frihed til at disponere over eget liv og egne penge. Jo mere privat initiativ, jo bedre fungerer samfundet. Og så har det fri initiativ også en ekstra lille sidegevinst. For jo mere, der foregår i privat regi, jo mindre har poltikerne at ævle om, når der er valgkamp.

Dum – Dummere – DR

Det er efterhånden sjældent, at jeg ser noget på DR. Men her i løbet af ugen var jeg sammen med nogle, der sad og så det, så derfor satte jeg mig også, og så med.

Det var vistnok programmet Pengemagsinet, som denne gang omhandlede partistøtte. Man gennemgik lidt om, hvor de forskellige partier fik deres penge fra, og fordi A.P. Møller - Mærsk støttede de borgerlige partier, stillede DR sig op udenfor nogle af Dansk Supermarkeds butikker. Som bekendt er A.P. Møller – Mærsk aktionær i Dansk Supermarked, så derfor interviewede DR kunderne om, hvorvidt de var klar over, at de ved at handle i den pågældende butik var med til at støtte de borgerlige partier. Og det var kunderne selvfølgelig ikke klar over, men flere udtrykte deres forundring og mente, at hvis de havde vidst det, så ville de nok have handlet et andet sted.

Men nu er det jo bare sådan, at en butik ikke udregner sine priser ved at lægge alle omkostninger sammen. Priserne sættes ud fra en vurdering af, hvad kunderne er villige til at give. Og det indbefatter bla., at man holder særdeles godt øje med konkurrenterne. En beslutning om partistøtte har ingen som helst indflydelse på varernes pris. Så det er noget sludder, at kunden støtter dette og hint ved at handle i den pågældende butik. Det eneste sted i butikken partistøtten slår igennem er på ejernes overskud, som bliver mindre end ellers. Så ud fra en sådan basal økonomisk sammenhæng er det noget sludder at fortælle kunderne, at de gennem deres indkøb støtter dette og hint.

Men derudover er det vel også problematisk, hvis køber skal interessere sig for, hvorledes sælger burger sit overskud. Tillad mig at illustrere med et lille tankeeksperiment. Tænk sig, hvis programmet havde handlet om individuelle lønmodtageres bidrag til politiske partier, og at DR havde spurgt kunderne om følgende:

Person X, som er ansat i denne butik, er medlem af parti Y. Så når du handler her, er du med til at betale løn til X, og derved er du med til at støtte parti Y. Hvordan har du det med det?

Men mon ikke, at de fleste kunder blot ville svare, at det ikke kunne have nogen indflydelse på butikkens priser, og at det vel i øvrigt måtte være er op til X selv at bestemme, hvad han ville med sine egne penge. Men nu var anledningen som nævnt støtte fra en erhvervsvirksomhed, og DR syntes åbenbart ikke, at det udelukkende måtte være op til den pågældende virksomhed at træffe egne dispositioner.

Derudover havde programmet efter min opfattelse en hældning i retning af, at de borgerlige partier var velbeslåede, mededens det var synd for socialisterne, nu når de ikke længere havde solide bidrag fra fagbevægelsen. Og tager jeg ikke helt fejl antydede programnmet, at det mest retfærdige nok ville være, hvis partierne blot havde statsstøtten. Det var i hverttilfælde sådan, at jeg opfattede det.

Men jeg håber sandelig, at jeg gøre DR uret. Jeg håber, at de ikke er så slemme og dumme, som jeg tror. Men det tror jeg desværre ikke.

DR’s hjemmeside om samme emne: Partistøtten lever i bedste velgående

Er det ok med blokader?

Er det ok, når chauffører og vognmænd blokerer færgehavnene?

Sådan, som jeg har forstået transportbranchends problemer, så er det sådan, at chauffører hver gang tager frygtsomme på arbejde. Hvad bringer dagen? En lille fodfejl og arbejdsdagen bliver til økonomisk underskud – en lidt større fodfejl, og man mister sit kørekort og dermed sit job.

Turen skal naturligvis planlægges, så man får hentet og afleveret varer de rigtige steder. Derudover skal bilen tankes, når den skal have brændstof, og selv skal man også have mad på nogle nogenlunde fornuftige tidspunkterer. Og de ting skal så passes sammen, så man ikke skal lave unødige stop undervejs. Det er klart nok.

Men dertil kommer så køre-/hviletidsbestemmelserne, der også skal overholdes til punkt og prikke. Dummer man sig i sin planlægning, eller kommer man bare ud for lidt for mange uforudsete ting undervejes, ja så risikerer man eksempelvis at måtte tage en ekstra overnatning en halv time før turens endemål. Alt i alt en kompleks opgave, der kan gøre enhver chauffør nervøs på forhånd.

Det er cirka sådan, at jeg har forstået transportbranchens problemer. Så derfor kommer det heller ikke bag på mig, at jeg nu i dag hører om, at vognmænd og chauffører blokerer færgehavne. Tværtimod undrer det mig, at de ikke allerede har gjort det for længe siden.

Problemet er naturligvis en reguleringsivrig statsmagt, som tror, at alle problemer kan løses centralistisk med strammere lovgivning, og strengere straffe. Men det kan de naturligvis ikke, og derfor er det samfundsgavnligt og godt, at transportbranchen gør opmærksom på problemerne.

Men er aktionsformen ok? Som udgangspunkt må svaret vel være "nej". En blokade bygger jo dybest set på vold og tvang, og den går i sagens natur ud over uskyldige aktører. Fra et borgerligt synspunkt, er det vel ikke i orden. Men hvilket alternativ har transportbranchen? Kan man overhovedet kæmpe mod statslige tåbeligheder, uden at det går ud over uskyldige? Jeg ved det ikke.

Et andet forhold er så, at hele erhvervslivet og dermed også forbrugerne er dybt afhængige af en velfungerende transportsektor. De sidste 20 år har et af mantraerne i erhvervslivet været at få bedre styr på varestrømmene (logistik). Det er noget med at bruge IT til bedre planlægning og bedre kommunikation med leverandører. Kan køber løbende delagtiggøre leverandøren i sine produktionsplaner, kan leverandøren bedre gøre sine forberedelse og løbende levere lige præcis de mængder, der er bruge for uden at nogen skal ligge inde med store omkostningstunge varelagre. Men skal det fortsat kunne lade sig gøre forudsætter det bla., at den sektor som politikerne pt. er i færd med at nedbryde, igen bliver velfungerende.

Artikel fra 180 Grader: Chauffører vil spærre Danmark af

Liberalistisk poesi

Følgende er skrevet af brugeren SAMS på www.liberator.dk:

Jeg er træt.

Jeg er træt af at forklare folk at frihed er kostelig. At mennesker fødes lige. At forbrydelser kræver et offer. At skat er et overgreb. At det ikke er OK at man bare opretter et DNA register over befolkningen uden samtykke.
Jeg er træt af at forsvare sund fornudt, individets integritet, rettigheder og friheder.
Jeg er træt af at forklare at overvågningssamfund ikke er ok.
At folk ikke bare uden videre må bestemme over hinanden som de vil.

Jeg er træt af at forklare og forsvare det åbenlyse, det banale, det sande. (Jeg er træt)

Er det ikke smukt skrevet? Og er det ikke bare så sandt så sandt - at man her i landet hele tiden skal kæmpe for det, der burde være selvindlysende?

Er der demokrati i Danmark?

Det repræsentative demokrati kan ikke bestå, såfremt en stor andel af vælgerne er på regeringens lønningsliste. Hvis parlamentsmedlemmerne ikke længere ser sig som skattebetalernes mandater men som repræsentanter for de, der får deres lønninger, honorarer, subsidier, bistand og andre ydelser fra finansministeriet, så er demokratiet ophørt. (Ludwig von Mises, The Quotable Mises [min oversættelse])

Lægges ovennævnte citat til grund, så er der ingen tvivl. En meget stor del af den danske befolkning har i et eller andet omfang deres udkomme af det offentlige, og derfor er demokratiet for længst afskaffet. Og det stemmer også fint med virkeligheden, hvor valgkampene (og hele det politiske spil) er blevet et kapløb om at kapre så meget som muligt af skatteydernes penge til fordel for det vælgersegment, man repræsenterer. Nettoskatteyderne synspunkter er der næsten slet ikke plads til. De skal bare holde deres kæft og betale.

Alligevel vil jeg afgive min stemme her til valget, og den tilfalder de konservative. Godt nok kan meget dårligt siges om dem, og med rette. Men de repræsenterer trods alt stadig det mindste onde i det politiske galehus. Og ind imellem kan man ligefrem finde konservative kandidater, der næsten er helt hæderlige mennekser. Og det er trods alt langt mere, end de andre opstillingsberettigede partier kan præstere.

Opfordring til Bendt Bendtsen

Det er utrolig trist at se, hvorledes de konservative desperat forsøger at gøre sig bemærket i valgkampen. Først med et tåbeligt forslag om ekstra skattefradrag til visse børnefamilier, og nu med uddeling af gratis kondomer. På kondomerne står trykt den sædvanlige konservative påstand om, at de (altså de konservative) holder Danmark på sporet.

Men hvordan vil de konservative have, at jeg skal tro på det? Når de hverken kan holde egen politik eller egen valgkamp på sporet, hvordan kan de så holde et helt land på sporet?

Jeg ved godt, at der stadig findes gode liberale kræfter hos de konservative. Men med den linie, partiledelsen lægger, så er de gode kræfter vist ikke så lette at få øje på.

Og hvad skal jeg stemme til det forestående valg? Er det godt nok, at der i partiet her og der er enkelte gode kræfter? Er det nok til at give partiet min stemme? Og hvad nu, når mine børn spørger, hvad jeg har stemt? Så nytter det vist ikke, at jeg skal ligne en stor undskyldning for mig selv, medens jeg forklarer, hvorfor jeg valgte det parti, der hele vejen igennem lignede valgkampens største joke.

Her til aften surfede jeg lidt på www.liberator.dk og fandt denne opfordring til Bendt Bendtsen:

Vis nu lidt mod og vær lidt borgerlig. Vi har brug for borgerlige politikere til at beskytte os, så vi ikke alle sammen skal bruge vores liv på politik for at bevare friheden.

Opfordring er fra januart 2005, altså næsten 3 år gammel, men desværre er den stadig lige aktuel. Opfordringen er en del af denne artikel: Bange Bendt.

Den konservative kondomkampagne er omtalt i Nyhedsavisen her: K: Længere samlejer til danskerne. Og det med ekstra skattefradrag er bla. omtalt på Skattetryk: Mere konservativ idioti.

Den autonome mafia

Terror virker. Sådan lyder overskriften i en artikel på 180 Grader. Men er det overhovedet nogen nyhed? Er det ikke det, som mafiaen altid har vidst og benyttet sig af? Artiklen er her: Terror virker

Hvad skal vi kalde disse terrorister? Ungdomsmafian? ......nej,.... nok ikke alligevel. Vi skal vende os af med at bruge ordet "ungdoms" i forbindelse med de autonome. Det giver det hele et lidt "uskyldigt" præg. Men deres ærinde er bestemt ikke udkyldigt, så måske ville det være bedre at kalde dem den "den autonome mafia". Og så kunne overskriften på 180 Grader have været:
Ritt bøjer sig for den autonome mafia.

Så sker det igen

Nu kommer tiden, hvor man ikke kan gå en tur i byen uden at blive forstyrret af tåbelige politiske budskaber. Det er nu igen tid til at se på tusindvis af lygtepæle overfyldte med ligegyldige portrætter og slogans, møde mængder af partimedlemmer, der tror de kan gøre en forskel ved at stå i gaderne og uddele popcorn, balloner og små pjecer med saliggørende budskaber. Og som om alt det ikke er slemt nok, så bliver det nu også tid for politikerne til at skrue endnu højere op for deres desperate forsøg på at behage midtervælgerne, hvilket betyder, at vi igen skal lægge øre til en masse forskruet vrøvl om velfærd, tryghed, miljø og indvandrere.

Men det, som virkelig betyder noget, er at få begrænset den offentlige sektor, få sænket skatterne og lade civilsamfundet vokse sig stærkt. Men det er der ingen, der taler om – ikke engang de konservative.

Det eneste gode, der er at sige om valgkampen er, at den blive kort. Jeg glæder mig til den er overstået - altså lige bortset fra, at politikerne ikke kan finde ud af at fjerne deres tåbelige plakater fra lygtepælene igen.

Hvis politikerne virkelig havde så meget samfundssind, som de selv påstår, så kunne de passende spare på balloner og popcorn og i stedet bruge lidt flere penge på oprydning. Men de tror vel selv, at deres portrætter forskønner bybilledet.

Suk, suk, suk.

Til tandlæge i Polen

En jeg kender, var for nylig til tandlæge i Polen. Hun skulle have lavet mange ting såsom rodbehandlinger, implantater og hvad ved jeg, så det var en omfattende omgang.

Gennem et stykke tid havde hun haft problemer med sine tænder, og derfor havde hun da også været til tandlæge flere gange. Og udover, at der nu var mange ting, der skulle laves, så var der også problemer med betændelse, som ikke rigtig ville gå væk. Da den forestående tandbehandling formentlig ville blive meget dyr, undersøgte hun derfor mulighederne i Polen, og det viste sig, at der såmænd var mange steder her i landet, hvor man formidlede kontakt til polske tandlæger.

Hun fandt så frem til Aesthetic Center, hvor de bla. tilbød, at man kunne få en forkonsultation med undersøgelse og pristilbud hos en polsk tandlæge i København. Og derefter ville de så kunne arrangere tandbehandling i Polen. Det valgte min bekendte så, men forud for turen til Polen var hun alligevel lidt betænkelig. Dels havde hun aldrig syntes, at det ligefrem var sjovt at gå til tandlæge, og derudover var Polen for hende et vildt fremmed land.

Men hele turen var en meget positiv overraskelse. Tandklinikken havde det nyeste og mest moderne udstyr, bla. med indbygget kamera, så der under tandbehandlingen kunne transmitteres billeder fra munden og op til en stor TV-skærm i loftet. Det var således meget nemt for tandlægen at vise og forklare, hvad som var galt, og hvilken behandling, der derfor skulle foretages. Tandlægen virkede også meget kompetent. Min bekendte fik ved første behandling en forklaring på den betændelse, som havde plaget hende, og det blev afhjulpet med det samme. Og derudover var hele atmosfæren omkring tandbehandlingen venlig og afslappet, og hun blev behandlet af den samme tandlæge, som forud havde undersøgt hende i København.

Efter et par dage var min bekendte så begejstret, og hun kategorisk besluttede, at danske tandlæger aldrig mere måtte røre hendes mund. For fremtiden vil hun kun gå til tandlæge i Polen.

Medens min bekendte opholdt sig i Polen, talte hun med mange andre danskere, som også var dernede for at gå til tandlæge. Og mange havde tilsvarende oplevelser. Så kan man generalisere ud fra dette, så er dansk tandbehandling dyr og dårlig, medens polsk tandbehandling (i hvertilfælde den som sælges til købedygtige udlændinge) er top kvalificeret og professionel. Og så er prisen på polsk tandbehandling groft sagt er det halve af i Danmark. Og så vidt jeg har forstået, kan alle tilskud fra sygesikringen (den offentlige og sygesikringen Danmark) også benyttes i Polen. Man skal bare selv lægge alle pengene ud først og huske at få regningen med hjem.

Så næste gang jeg selv skal til tandlægen ... , ja hvorfor ikke? Så vil jeg også bryde med vanen og i stedet lade markedskræfterne arbejde.

The Che Guevara Song

Prøv lige at se denne video. Jeg fandt linket i en debat på www.skattetryk.dk

Skuespillere på dagpenge

I forbindelse med den forløbne uges diskussion af skuespillere på dagpenge kom jeg til at tænke på en lille historie, som jeg hørte for nogle år siden.

Historien var om operasangeren Ulrik Kolds telefonsvarer, hvor vekomstbeskeden var følgende: "Ulrik Kold på bånd, er der penge i det? - Ulrik Kold on tape, what’s the fee? - Ulrik Kold auf tonband, sprechen."

Det jeg fik fortalt var, at mange danskere fejlagtigt troede, man kunne hyre en stor kunstner for en meget lille betaling. Og når det var rigtig slemt, forventedes det nogle gange, at kunstneren ville medvirke helt gratis, bare der var et velgørende formål. Men den gik naturligvis ikke, og det kunne der lige så godt gøres op med allerede i telefonsvareren. Var det i stedet en englænder, som ringede, var vedkommende ofte indstillet på at betale rimeligt, men det var dog nødvendigt lige at sikre sig. Til gengæld var der aldrig problemerne med tyskerne, så en tysker kunne frit indtale sit ærinde.

At mange danskere tilsyneladende ikke er villige til at betale ordentligt for god kunst viser måske noget ubehageligt om kulturen og dannelsesniveauet her i landet. Men tilbage til det med skuespillerne.

Selv hører jeg til dem der synes, det er uværdigt for en skuespiller at skulle tage alle mulige ufaglærte småjobs indimellem jobbene som skuespiller. Kan man forestille sig, at man som publikum den ene aften overværer en fantastisk skuespilpræstation, hvorefter man næste dag møder den pågældende skuespiller ved kassen i den lokale Faktabutik. Det hænger vist ikke rigtig sammen.

Men det er skuespillernes eget problem. De må lade være med at vælge A-kassen eller bistandshjælpen. Det er der, kæden hopper af. I stedet må man som skuespiller tænke på at sælge sine ydelser der, hvor de rent faktisk værdsættes så meget, at lønnen også rækker til at leve mellem skuespilkontrakterne. Det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Jeg skal indrømme, at det nok kan være svært her i landet. Kunstnere tjener ofte dårligt, og tilmed jagtes de tit af overemsige skattebureaukrater uden forstand på den kunstneriske virksomhed, som de er sat til at beskatte. Men igen, det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Efter min mening bør der heller ikke laves yderligere støtteordninger i kulturministeriet. Tværtimod bør man nok nærmere afvikle dem, der allerede er. Vil publikum ikke betale for god kunst, så skal de da have lov at blive fri. Det tjener ikke noget godt formål at proppe det ned i halsen på dem alligevel. Og kunstnerne må ligesom alle andre bare tage bestik at situationen og indrette sig derefter - også selvom det i nogle tilfælde måske betyder, at kunsten "kun" kan blive en fritidsinteresse.

Artikel fra Avisen.dk: Skuespillere presses til at blive postbude

Redigeret d. 13/10 kl. 16:25

Interessant politikertest

På sin hjemmeside har Lars Kolind en interessant test.

Med udgangspunkt i en politiker, man overvejer at stemme på, skal man forholde sig til 10 spørgsmål om denne. For hvert spørgsmål kan politikeren maksimalt score 1 point, således at der samlet tildeles op til 10 point.

Spørgsmålende handler om tillid til politikerne, og iflg. Kolind er det godt, hvis ens foretrukne politiker opnår 8 eller flere point. I modsat fald bør man overveje at finde en anden.

Jeg synes, at testen er tankevækkende. Ser jeg på de mest fremtrædende og markante politikere i folketinget, er der ikke så meget som én eneste, der i min verden kan snige sig op i nærheden af de 8 point. Men kigger jeg lidt videre, så er der nok en enkelt eller måske to hos de konservative, som jeg iflg. Kolind har tilstrækkelig tillid til, at jeg kan overveje at stemme på dem. Gad vide om nogen af dem, stilller op i min valgkreds.

Kolinds politikertest kan findes her: KolindKurens politikertest

Professionelle politiske ballademagere

Så åbnede Folketinget og ligesom sidste år var der igen en række demonstranter på gaden for at kræve yderligere offentlige udgifter.

Mig bekendt er det i høj grad den socialdemokratiske fagbevægelse, der har spillet en central rolle med at arrangere og koordinere demonstrationerne. Og det synes jeg faktisk virker temmelig surrealistisk, for hvad er det de vil opnå? Foghs regering har allerede afsat så store midler til yderligere offentlig forbrug, at socialdemokraterne næsten ikke selv kunne have afsat mere. Og de skattelettelser, man protesterer så indædt imod, er meget små og symbolske og har som bekendt mere karakter af skatteomlægning en egentlige -lettelser. Så hvad handler protesterne om?

På mig virker det som om, at den egentlige utilfredshed ikke har så meget at gøre med politik, som den har at gøre med personer. Det ser ud som om, at uanset hvor meget socialdemokratisk politik Fogh fører, så vil fagbevægelsen forsat råbe op. De helmer tilsyneladende ikke, før det er deres egne kammerater, som indtager ministerkontorerne.

Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Konservativ planøkonomi

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Hvis Bendt Bedtsen vil gøre sig håb om at være til gavn for det danske samfund, så kan han passende støtte op om kravet om flere skattelettelser. Så vil vi som borgere selv kunne købe/forsikre os til den kræftbehandling, som virker.

Artikel fra 180 Grader: Kræftbehandling i centrum på landsråd

Hvorfor fremlægger Gigtforeningen ikke sin sag for fødevareindustrien?

Her til aften blev jeg opmærksom på en mærkværdig underskriftindsamling fra Gigtforeningen. Jeg befandt mig i godt selskab med personer fra mit lokalområde, da en sød ældre dame tog nogle papirer frem, som hun ville bede os om at skrive under på.

Det var en god sag, kunne jeg forstå. Nemlig noget med, at fødevarer skulle i en emballage, som var lettere at åbne, da brugervenlig emballage var af stor betydning for gigtplagede mennesker. Og det havde hun da ganske givet helt ret i. Men jeg undrede mig nu alligevel.

Underskriftsindsamlinger er altid noget med pression, og bruges som bekendt i et politisk spil. Underskriftsindsamliger, tænkte jeg, hører da ikke hjemme på et frit marked blandt frie virksomheder og frie mennesker. Men jeg var tilsyneladende den eneste, som gjorde den overvejelse. Alle andre skrev blot under som den mest selvfølgelige ting.

Det viste sig så, at Gigtforeningen ville have forbrugerministeren til at gribe ind overfor fødevarevirksomhedernes valg af emballage. Politisk indgreb - nej, det kunne jeg ikke støtte, så jeg undlod at skrive under, da seddelen passerede mig. Hvorfor involvere politikerne? Hvad skulle det gavne? Jeg forstod det ikke.

Hvorfor går Gigtforeningen ikke direkte til fødevareindustrien med sin sag. Er der et reelt behov for en anden type emballage, og kan det opfyldes indenfor rimelige økonomiske midler, så er jeg sikker på, at virksomhederne hellere end gerne vil høre om det, så de også kan bruge emballage i deres konkurrence om forbrugernes gunst.

Jeg forstår ikke Gigtforeningens handlemåde. Er det blevet dansk vanetænkning, at alt skal handle om opråb og pression? I så fald står det virkelig skidt til. Du kan evt. læse om Gigtforeningens underskriftsindsamling her: Bedre emballage

Idiotisk totalitarisme

Det er stærkt bekymrende at se, hvorledes den konservative justitsminister Lene Espersen konsekvent er eksponet for øget overvågning. Det er bekymrende at høre, hvorledes hun ofte taler om sikkerhed, men sjældent taler om retssikkerhed.

At hun senest med initiativet om logning af datakommunikation har stået i spidsen for noget, der ikke virker efter hensigten, bliver sagen ikke meget bedre af. Der er tale om et indgreb, som er uklart, rammer de forkerte mennesker og spilder en masse ressourcer, hvorved vi alle bliver fattigere.

I dag fandt jeg dette blogindlæg, hvor en specialist i IT-sikkerhed giver sin personlige vurdering af lovgivningen og af Lene Espersen. Jeg kan kun anbefalde indlægget, som kan læses her: Kramses blog: Lene Espersen naiv, inkompetent og farlig

Sådan får du en rygepolitik

Pga. den nye rygelov skal alle arbejdsgivere udforme en rygepolitik. Et særligt krav, udover at den skal være skriftlig er, at rygepolitikken skal indeholde en beskrivelse af konsekvenserne for den medarbejder, der måtte forbryde sig.

Nu er det sjældent god virksomhedsledelse på forhånd at låse sig alt for fast på konsekvenserne ved afvigende adfærd. Det vil man ihverttilfælde hurtigt kunne fortryde den dag, det viser sig, at en ellers højt skattet medarbejder ind imellem foretager små overtrædelser. Så derfor glæder det mig da også, at det efter loven trods alt er accepteret blot at angive en blød formulering om, at overtrædelse vil indgå i en samlet vurdering af medarbejderen.

I store virksomheder er man vant til at tænke administrativt, og man har i forvejen en masse politikker. En rygepolitik bliver bare en enkelt politik mere til samlingen. Små virksomheder er til gengæld ofte helt modsatte. Tit har de så travlt med at løse de mest presserende opgaver, at der sjældent bliver tid til at sætte sig ned for at lave skriftlige retningslinier. Og tit er det heller ikke nødvendigt med sådanne ting på skrift, da virksomheden netop er lille.

Men rygepolitikken skal være skriftlig, det har dem inde på Borgen ment, var det bedste. Men noget tyder på, at Arbejdstilsynet godt ved, at de mange små virksomheder her i landet ikke altid er gearet til bureaukrati. I hverttilfælde uddeler de ved kontrolbesøg en A5-side som ovenstående, hvor man hurtigt lige kan krydse af og sætte sin underskrift. Og vupti, så har man den lovbefalede rygepolitik.

Så må man jo bare håbe, at arbejdgiveren sætter nogle fornuftige krydser og heller ikke kommer til at nedfælde konsekvenser, som han senere vil fortryde. Og dog - ved nærmere eftertanke er det jo nok temmelig ligegyldigt, hvad arbejdsgiveren skriver. For når Arbejdstilsynet er gået, bliver det nok hurtigt glemt. I den lille virksomhed har det skrevne ord jo sjældent nogen stor betydning.

DR og den røde farve

På DR har ordet farvefjernsyn en helt særlig betydning. Og ikke nok med det, selv radioprogrammer formår de at sende i farve – nemlig rød.

For nylig havde radioprogrammet Kaffeklubben en udsendelse kaldet T-shirten og de røde lejesvende. Her kom politikerne i studiet bla. ind på forholdet mellem DR og DR’s politiske bestyrelse. Rune Lund (Enh.) og Morten Østergaard (Rad.) brystede sig af fine principper om armslængde og pressen som den 4. statsmagt. Principper som jeg som udgangspunkt da også er helt enige i.

Problemet er blot, at DR er en komplet umulig konstruktion. Hele idéen med statslig public service hviler på en forestilling om objektivitet, som skal formidles til den uoplyste befolkning. Men den forestilling holder ikke i DR-medarbejderenes dagligdag, hvor enhver historie og ethvert til- og fravalg nødvendigvis er udtryk for en bestemt måde at anskue verdenen på. Opgaven kan ikke løses på neutral måde, så det eneste man kan gøre er at søge at lade alle synsvinkler komme til orde. Og så må man også lægge enorme restriktioner på ledernes gøren og laden, hvis man vil undgå at disses handlinger bliver brugt til at afsløre deres personlige sympatier. For sker det (og det gør det jo hele tiden) styrkes den naturligt forekommende mistanke om, at visse politiske synspunkter nok alligevel har fortrinsret i den tvangsfinansierede mediemastodont.

Og så er der den politiske bestyrelse. De må naturligvis hylde "armslængde"-pricippet, således at illusionen om et objektivt og uafhængigt DR kan opretholdes. Det ser jo ikke kønt ud, hvis en politiker åbenlyst prøver at påvirke DR’s indhold i en bestemt retning. Men her skal man ikke lade sig narre. Den som taler mest om armslængde er ikke nødvendigvis den største helgen. Det kan også være, at denne person bare (i det store og hele) er rigtig godt tilfreds med DR’s vinkling og indhold. Og i så fald er det jo let at ”pudse glorien” ved at tale om armslængde. Og modsat er det ikke sikkert, at den som påtaler specifikke forhold i DR’s programvirksomhed, har et dybtfølt ønske om at blande sig. Tværtimod kunne der være tale om en frihedsorienteret politiker, som ønsker frie og uafhængige medier, men som i kraft af den statslige mediekonstruktion ser det som sin opgave at påtale de værste skævheder.

Gamle Henry Ford havde et princip om, at kunden kunne vælge lige præcis den bilfarve han ønskede, sålænge det var sort. Tilsvarende har jeg en mistanke om, at venstrefløjen og de kulturradikale lader DR vælge lige præcis den farve, som DR selv ønsker – bare de vælger rød.

Trafiksikkerhed (igen)

I dag på radioen hørte jeg en udsendelse, som bekræfter mig i min aversion mod politiets fotofælder. Det drejer sig om Poul Friis (DR P1), som i dag havde en trafikforsker Anette Jerup Jørgensen i studiet.

Anette Jerup Jørgensen har undersøgt dansk trafikkultur og fundet frem til, at vi har en moral, som handler om maksimal mobilitet til alle. Som udgangspunkt overholder vi lovgivningen (færdselsloven), men vi fraviger den også, når trafikmoralen tilsiger det. I det, at trafikanter tolker hinandens adfærd, foregår der en kommunikation, som er afgørende for, hvorledes man bør færdes. Og derfor er det ikke altid god moral, blot at færdes striks efter lovens firkantede regler.

Det sidste vidste vi jo nok godt, men nu har vi altså også en forskers ord for det.

Det blev ikke diskuteret i programmet (og jeg ringede heller ikke ind), men jeg kunne ikke undgå at forbinde det med politiets fotofælder. For når god trafik i høj grad afhænger af kommunikation mellem de involverede parter og af deres fælles moral, så kan trafikkontrol vel ikke foretages på en fuldstændig mekanisk måde som med politiets fotofælder. Så er der vel stadig behov for en færdselsbetjent til at foretage en personlig vurdering af situationen – eller?

Jeg har tidligere skrevet imod fotofælder, uden at komme ind på dette forhold. Men faktisk tror jeg, at ovennævnte er en væsentlig årsag til min indædte modstand mod disse og min opfattelse af, at de blot tjener som pengemakiner.

Mit tidligere indlæg kan findes her, og dagens radioprogram er her: Trafikkultur - P1 Formiddag

Jeg foretrækker frihed

Her til aften, hvor jeg surfede rundt på Liberator, fandt jeg en god artikel. Den er næsten to år gammel og skrevet af Katrin Winkel Holm, dengang da Eva Kjer Hansen var så politisk ukorrekt, at tale om ulighed. Her er et par citater fra artiklen:

At gøre selve uligheden til et problem er at appellere til det laveste menneskelige misundelsesinstinkt.

og videre:

Frihed kan ikke andet end føre til ulighed, for folk er forskellige, ikke lige kloge, ikke lige dygtige. Uligheden er noget, der er. Ligheden er noget, man bliver nødt til at tvinge frem. Vil man have den totale lighed, får man altså den totale ufrihed.

Man skal da være godt dum, hvis man ikke foretrækker frihed.

Artiklen kan findes her: Ulighed: Fogh underkaster sig lighedstyranniet

Hvad jeg savner hos Ny Alliance

Set med mine øjne er Ny Alliance blot en fraktion af det Radikal Venstre – nemlig det Radikale Venstres Højrefløj. Og derfor fristes jeg også ind imellem til at kalde dem for det Radikale Venstre Højre. Jeg tror ikke rigtig på dem.

Men dermed ikke sagt, at partiet ikke også har sine positive sider. Jeg kan kun tilslutte mig, at Danmark skal være et åbent samfund, hvor udlændige kan føle sig velkomne, og jeg kan kun tilslutte mig deres opgør med det progressive danske skattesystem.

Men disse synspunkter er ikke nye. Det er traditionelle radikale synspunkter, der med Ny Alliance bare har fået en ny platform. Og denne platform har så i en periode vist sig velegnet til at tiltrække frustrerede borgerlige. Men det skyldes nok ikke så meget kvaliteten af Ny Alliance, som det skyldes størrelsen af de borgerlige frustrationer.

Det jeg helt grundlæggende savner hos Ny Alliance er den borgerlige tiltro til, at det frie marked langt hen af vejen godt kan styre sig selv, og jeg savner også en grundlæggende respekt for den private ejendomsret. Set med mine øjne er det ikke en politisk opgave at lovgive om solfangere, og skatten på arbejde skal ikke blot ned, fordi det kan optimere økonomien – den skal også ned, fordi en kraftig marginalskat (og et kraftigt skattetryk) i sig selv er et angreb på den private ejendomsret.

I artiklen Hvor skal Danmark hen? skriver Lars Kolind på sin hjemmeside at:

....jo mere tydeligt bliver det for mig, at Danmark ikke bare har brug for et lille nyt midterparti, men derimod et parti, der ser længere fremad end til næste meningsmåling eller næste valg og som har mod til at røre ved de grundlæggende ting.

Jeg har stor respekt for Lars Kolind, men jeg kan altså ikke se, hvordan Ny Alliance tager et opgør med grundlæggende ting. Jo bevares, Anders Samuelsens skattepolitik er da relativt ambitiøs, men den gør jo ikke på nogen måde op med den problematiske forestilling om, at det i sidste ende er staten, som ejer borgerne og kan disponere over deres liv og ressourcer.

Et sådant grundlæggende opgør findes hos Liberalisterne, som er en langt større nyskabelse end Ny Alliance. Det er så bare rigtig ærgerligt, at Liberalisterne endnu ikke har vist, at de kan bevæge sig fra vision til virkelighed.

Public Service

Her til aften, da jeg rydde op i filerne på en ældre pc, fandt jeg et tre år gammelt debatindlæg. Det var skrevet af undertegnede, medens Irakkrigen stadig var forholdsvis ung. Jeg deltog nemlig i et amerikansk forum, hvor jeg diskuterede med en person, der hed Jerry, og hans indlæg fik mig til at tænke over nogle ting. Ikke sådan lige på én gang, men han såede nogle frø i mit sind, som siden har fået mig til at ændre holdning.

Ja, jeg kan ligesågodt sige det, som det er. For tre år siden var jeg frygtelig naiv. Nej, misforstå mig nu ikke - min intelligens og mit uddannelsesniveau fejlede intet. Problemet var min ukritiske accept af den danske velfærdspropaganda.

Jeg diskuterede emner omkring forudsætningerne for Irakkrigen, Guantanamo, retssikkerhed osv. Og i den forbindelse kunne jeg ikke nære mig for også lige at fortælle om vore gode danske public service medier. For i ramme alvor mente jeg dengang, at jeg i kraft af DR, var bedre orienteret end Jerry.

Trods det, at jeg opfattede mig selv som borgerlig, så troede jeg alligvel fuldt og fast på myten om public service mediers overlegenhed. Men prøv så lige at høre her, hvad Jerry fortalte mig:

Oh Thomas! We have one publicly financed news/public service organization, Public Broadcasting System (PBS), which gives all the liberal news that they see fit to print. Only the far-left gets its news there! We Americans are highly skeptical of the "official position". As your news organizations are tax-financed, they are not independent. We would discount those pretty quickly.

Dengang var jeg chokeret over at blive sat i bås med de ekstremt vensteorienterede. For sådan syntes jeg jo ikke selv, at det var. Så jeg svarede Jerry noget naivt sludder, som jeg ikke vil gentage, da jeg skammer mig. Men Jerry havde helt klart ret. Og derfor kunne jeg heller ikke sådan lige glemme, hvad han havde skrevet. Og efter et godt stykke tid faldt tiøren på plads for mig.

Selvfølgelig, alle har deres synsvinkler og deres interesser at varetage. Fordi noget er offenligt, er det ikke hævet over alt andet. Nogle gange fristes man enddog til at sige, tværtimod.

DR støtter de kriminelle fra Jagtvej 69

På DR's hjemmeside kan man se et utroligt billede. Det viser generaldirektøren Kenneth Plummer iført en T-shirt til støtte for det tidligere ungdomshus på Jagtvej.

Nu har jeg som udgangspunkt ikke noget ønske om at blande mig i menneskers tøjvalg. Og havde Kenneth Plummer været direktør for en privat TV-station, havde jeg heller ikke reageret. Men nu er han altså direktør for en station, som jeg i almenvellets hellige navn er tvunget til at betale til. Og denne station formidler så et billede af direktøren, der viser sin støtte til disse kriminelle unge mennesker. I det hele taget prøver DR's hjemmeside at skabe et hipt imgage omkring Jagtvej 69.

Hermed en opfordring til kulturminister Brian Mikkelsen. SÆLG SÅ DR. DET KAN IKKE GÅ HURTIGT NOK.

Billedet kan ses her: Mode skabt i undergrunden.

PS
Historien diskuteres på: Uriasposten

Folketingsvalg

Som den politiske situation ser ud nu, må det vel forventes, at folketingsvalget kommer til foråret. Nu skal den nye skatteaftale lige gennemføres, og vælgerne skal vel også lige nå at mærke lettelserne i praksis.

Men hvad skal jeg stemme, når valget kommer? Venstre er ikke længere noget liberalt parti, dem har jeg fuldstændig afskrevet. Til gengæld står de Konservative fortsat for en liberal økonomisk politik, men har bare mere end svært ved at få sat reelle politiske fingeraftryk. Og så er der også lige det, at en stemme på de Konservative ikke alene er en stemme på lavere skat, men også en stemme på Gud, Konge og Terrorsikring.

Så er der selvfølgelig også Liberalisterne. Deres program er det, som tiltaler mig mest, men er de et seriøst parti? Og kan de overhovedet nå at stille op til næste valg? Jeg har naturligvis underskrevet og sendt en vælgererklæring, og derefter har jeg så ikke hørt noget.

Jeg intersserer mig naturligvis for hvorledes det går med underskriftsindsamlingen, og jeg har såmænd også overvejet at hjælpe til med den. Men jeg vil jo gerne have noget info. Derfor er det ikke befordrende i liberalisternes debatforum at læse, at antallet af indsamlede underskrifter pt. er en taktisk hemmelighed.

Skal jeg tro andres omtale af partiet, har de ikke mange chancer. Med Poul Højlunds ord er der intet som tyder på, ”at de magter at rykke fra studerekammeret og ud i den politiske virkelighed”. (Se 1. kommentar til artiklen Borgerlig sammenbrud). Har Poul Højlund ret, er det trist.

Så hvad med den kommende valg? Selvom jeg er frustreret over den Konservative indsats, så er jeg alligevel nået den konklusion, at de får min stemme. Jeg stemmer på dem, fordi de som de eneste konsekvent holder fast i, at skatten skal ned, og så må jeg se om jeg kan leve med, at jeg med i købet også får en masse Gud, Konge og Terrorsikring.

Politikerlede

Ovenpå skuffelsen over regeringens ”tynde” skatteaftale med DF, sad jeg i går og surfede lidt på nettet. Og her fandt jeg så et website med en titel, som på fineste måde matchede min sindstilstand - nemlig Politikerlede.

Her er to citater fra sitet:

På dette website vil vi bevise, at danske politikere er lige så svigefulde som badutspringerne i en bananrepublik. Vi vil bevise, at Christiansborg er en koldbøttefabrik, hvor politikerne udlever et skatteyderbetalt orgie i plattenslageri og pengemisbrug. (Politikerlede, Velkommen)

Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. (Politikerlede, Penge)

Som det fremgår, er respekten for politikerne under frysepunktet. Selv håber jeg, at det ikke står helt så slemt til, som det påstås på sitet. Men måske er det bare ønsketænkning fra min side. Sitet kan findes her: Politikerlede og er i hverttilfælde værd at læse. Om min respekt for politikerne så fortsat vil udvikle sig i samme kolde retning, må den kommende tid vise.

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.

Michael Moore – socialist eller kapitalist?

Michael More er en succesfuld forretningsmand. Han har virkelig gjort det godt. I flg. en artikel i Børsen i tirsdags har han alene på sin film ”Fahrenheit 9/11” tjent, hvad der svarer til over en mia. kroner. Om sin rigdom siger han selv:

I'm a millionaire, I'm a multi-millionaire. I'm filthy rich. You know why I'm a multi-millionaire? 'Cause multi-millions like what I do. (Kilde: Michael Moore Quotes)

Og den forklaring finder jeg interessant. Det siges jo, at Michael Moore befinder sig ude på den yderste venstrefløj. Men det, han her siger, er jo præcis det samme, som enhver anden kapitalistisk forretningsmand også ville sige, nemlig at rigdommen skyldes, at han skaber værdi for sine kunder.

Personligt har jeg ikke noget problem med, at Michael Moore med sine film prøver at påvise fejl og mangler rundt omkring. Kan han f.eks. påvise, at et givet forsikringsselskab ikke giver sine kunder, hvad de har krav på, jamen så er det da helt fint. Det frie marked går jo bl.a. ud på, at dem med urent trav bliver straffet. Og kan Michael Moore med sine film fremme den proces, jamen så er det da helt fint med mig.

Det er dumt at snyde sine kunder, men alle kan fristes. Det er som bekendt en del af den menneskelige natur, men det betaler sig ikke. Vil man tjene penge, må man - som Michael Moore jo også selv er inde på - skabe værdi for sine kunder.

Derfor er det heller ikke løsningen, når Michael Moore mener, at kollektive socialistiske systemer skulle være kapitalismen overlegen. Som om, at enhver menneskelig svaghed ville forsvinde, hvis alt blev kollektivt. Eller som om, at alle altid og uden problemer ville få deres ret, hvis alle virksomhedsledere levede af løn fremfor profit.

I et socialistisk samfund ville Michael Moore fortsat kunne lave masser af film om systemets fejl - ja altså forudsat, at regeringen ikke nedlagde forbud. Men Michael Moores film ville ikke kunne bruges til at forandre noget som helst. Muligvis ville underholdningsværdien være ok, men derudover ville de være komplet værdiløse.

Del og hersk

I flg. netavisen 180 Grader er værtshusejere begyndt at melde hinanden til arbejdstilsynet. Og på sin vis er det naturligt nok, for i den frie konkurrence må man jo benytte alle lovlige midler for at vinde kunder. Det er jo hele idéen med fri konkurrence, at alle tvinges til at tænke kreativt og yde det bedste.

Og så alligevel synes jeg, at det er trist. Tænk at det skal lykkes politikerne (tilsigtet eller utilsigtet?) at føre en sådan "del og hersk" politik. I den aktuelle situation er der ikke brug for konflikt mellem kollegaer i værtshusbranchen men derimod en samlet front mod den stærkt krænkende antirygelov.

Artikel fra 180 Grader:
Antirygelov skaber stikkertilstande i værtshusbranchen

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter

Om antirygning og fascisme

For et par dage siden, fandt jeg en ny blog på nettet. Jeg kender ikke personerne bag, men foreløbig er der én artikel på bloggen, og den synes jeg er værd at læse. Den handler om politikerne og deres evne til at opfinde ofre - f.eks. de stakkels "ikke rygere", som nu ved politikerne mellemkomst skal beskyttes mod de væmmelige rygere. Artiklen kommer her: En sort dag i en mørk tid, del 1

Trafiksikkerhed

Er det farligt at overtræde hastighedsgrænserne? Udsætter man sine omgivelser for unødig fare, hvis man kører stærkere, end politikerne har bestemt, man må? Det synes jeg selv er et godt spørgsmål, så derfor vil jeg gerne finde ud af, hvad færdselspolitiet mener om det. Og siden der er et gammelt princip om, at handlinger betyder mere end ord, så kan svaret findes ved at fortolke færdselspolitiets egen adfærd, når der sker en hastighedsovertrædelse.

Og det ved vi jo alle godt. I de fleste tilfælde sidder politiet bag i en varevogn, tager foto af overtrædelsen og sender nogle dage efter et brev med fotoet og et indbetalingskort.

Forestil dig, hvis andre dele af politiet handlede på samme måde. Der sker f.eks. et værtshusslagsmål, og en tilstedeværende ringer til politiet. De sender så straks en patruljevogn med to betjente, og medens den ene betjent så går rundt blandt værtshusgæsterne for at forhøre sig om identiteten på de, som slås, stiller den anden betjent sig op for at tage et foto af slagsmålet. Derefter går betjentene tilbage til bilen og kører videre ud på deres patrulje, medens værtshusslagsmålet ufortrødent kan fortsætte. Senere, hen mod slutningen af betjentenes vagt, kører de så tilbage til stationen, hvor de afleverer en fortegnelse over nattens lovovertrædelser vedlagt navne og fotos. Næste dag kan en sekretær så sende bøder ud til at nattens lovbrydere, herunder vore slagsbrødre fra værtshuset.

Ville en sådan politiindsats være tilstrækkelig? Nej naturligvis ikke, værtshusslagsmål og mange andre lovbrud skal ikke blot dokumenteres med et foto men skal først og fremmest stoppes med det samme. For ulovlig adfærd er som regel ulovlig fordi den skader sagesløse mennesker.

Men hvad med en lidt frisk gang bilkørsel? Det er iflg. vore politikere også ulovligt, men ser jeg på færdselspolitiets håndtering af de fleste hastighedsoverskridelser, så må jeg konkludere, at de såmænd er helt ufarlige. For hvis de var farlige, så ville politiet vel sende en betjent for omgående at stoppe billisten.

Konservativ skattesejr

Skal jeg grine eller græde?

Mange mener vist, at Bendt Bendtsen er blevet snydt. Og i så fald er det bestemt ikke nogen rar situation for ham. Men hvad langt værre er, så forsøger han nu at snyde sig selv og sine vælgere.

I en artikel på de konservatives hjemmeside fremstiller han nemlig resultatet af skatteforhandlingerne som en Konservativ skattesejr. De først 23% af artiklen handler om skatteaftalen. Her når Bendt Bendtsen lige at gøre opmærksom på, at aftalen er god for de, som tjener under kr. 382.000,- og at den derfor er en stor konservativ sejr. Men ellers handler artiklen om kvalitetsreform og velfærd. Og Bendt Bendtsen ender med at bryste sig af, at "Vi tager ikke en krone fra velfærden." - "Vi tager ikke en krone fra råderummet." og "Vi har i forvejen brugt 37 milliarder kroner på kvalitet i velfærden – nu bruger vi 50 milliarder kroner mere".

Den eneste mulige konklusion på artiklen er, at skatteaftalen ikke er konservativ politik. Den er et stort konservativt nederlag, og det bør Bendt Bendtsen se i øjnene. Saglig erkendelse af tingenes tilstand er trods alt første forudsætning for at komme videre.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?

Kan vi så få billigere vin?

I.flg. internetavisen 180 Grader ønsker de Konservative nu en lavere momssats på frugt og grønt.

På den ene side er det altid problematisk med den slags lettelser på udvalgte områder, da det er bureaukratisk og involverer en del smagsdommeri. Og faktisk er det også udtryk for en vis naivitet, når politikere tror, at de på den måde kan side inde på Borgen og optimere befolkningens livskvalitet.

Men så på den anden side er det måske meget godt alligevel, da det jo trods alt er en skattelettelse. Og kan politikerne ikke enes om generelle lettelser, så er det her vel bedre end ingenting. Så skulle det lykkes for de Konservative at komme igennem med forslaget, så håber jeg blot, at de ikke vil tolke begrebet frugt og grønt alt for snævert. F.eks. kan de lade sig inspirere af Spanien, hvor man har hele tre momssatser. Og her er den lavest sats forbeholdt mad og andre nødvendighedsvarer. Og så er det naturligvis sådan, at vin, som jo dernede er en sund og helt naturlig del af dagligdagen, er omfattet af den laveste momssats. Og set med mine øjne, er der bestemt ingen grund til, at vin og andre naturlige kvalitetsdrikkevarer, ikke også her i landet skulle omfattes af den særligt lave sats.

Artikel fra 180 Grader: Intern momsstrid i regeringspartierne

Skat, den største post på budgettet

En jeg kender, gik for at stykke tid siden i gang med at føre regnskab over sin privatøkonomi. Han ville gerne vide, hvad pengene gik til, og om der var nogle unødvendige ting, som kunne skæres væk. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog hurtigt, at den allerstørste post i hans privatøkonomi – nemlig indkomstskatten – overhovedet ikke var med i hans regnskab.

Regnskabet var grebet an ud fra en likviditetssynsvinkel. Dvs. at de bogførte indtægter var nettoindtægter efter skat, medens de bogførte udgifter var betalinger, uanset om disse var afdrag på lån, renter eller betaling for en vare. Han tankegang var simpelthen den samme, som han kendte fra bankrådgiverens likvikiditetsbudget – nemlig en simpel opgørelse over ind- og udbetalinger.

Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, at kategorisering (kontering) af udgifterne naturligvis afhang, af formålet med regnskabet. Da jeg så nævnte, at hans suverænt største udgift overhovedet, nemlig indkomstskatten, overhovedet ikke fremgik af regnskabet, svarede han, at det ikke gjorde noget, da han alligevel ikke kunne gøre noget ved skatten. Det er så muligt, at han ikke på kort sigt kunne ændre sin indkomstskat, men på lidt længere sigt ville det bestemt være muligt for ham, men det var så åbenbart ikke noget han havde tænkt så meget over.

Men tænk engang hvis almindelige danskere begyndte at opstille deres privatøkonomi, så indkomstskat (og måske også moms og afgifter) eksplicit fremgik af budgetter og/eller regnskaber. Tænk engang, hvis den almindelige dansker blev mere bevidst om, hvor dyrt den danske stat tager sig betalt.

Som bekendt går mange op i at spare penge på husholdningsbudgettet. Mange læser gerne tilbudsaviser for at finde den billigste medisterpølse, eller de kører langt for at købe billigt ind i et megamarked. Men ønsker man for alvor at spare penge, er det naturligt at begynde med de største poster i regnskabet, for der er der som regel mest at hente. Og for langt de fleste danskere er det skatten. På kort sigt, er den ikke så let at gøre noget ved, men der er langt større perspektiver i at spare skat. At spare lidt på husholdningspengene er faktisk det rene flueknepperi i forhold til de potentielle besparelser, der er at hente på skatten.

Jeg opfordrer ikke til at gøre noget ulovligt. Den bedste måde at nedbringe skatten er, at give den danske stat konkurrence fra udlandet. Har man mulighed for at flytte (enten sig selv eller sine forretningsmæssige aktiviteter) til et mere ”venligt” land, bør man gøre det. Så får man selv lavere skat, og samtidig vil det føre til en øget konkurrence på skatteområdet, som vil tvinge den danske stat til at nedsætte taksterne.

Klistermærke til privatbiler på gule plader

I dag fandt jeg en udemærket kommentart, som forklarer idéen i Kristian Jensens seneste påhit. Den er her: Skal jeg bære et skilt, der siger: Jeg er lovlig?

Selv er jeg i den modsatte situation, af artiklens forfatter. Jeg ejer 50% af et firma, som har en gulpladebil, der kun må benyttes erhvervsmæssigt. Der skal altså ikke noget klistermærke bagpå den. Men jeg er da spændt på, hvormange henvendelser det giver anledning til, når emsige medborgere kontakter skattemyndighederne for at fortælle, at de på den og den dag, på det og det mistænkelige tidspunkt, har set vores bil køre rundt uden klistermærke.

Så er vi pligtige til at redegøre for skattemyndigheder, hvad vores bil har lavet. Så skal vi kigge tilbage i vagtplanerne, og se om det stemmer. Og stemmer det ikke umiddelbart, skal vi så have fat i relevante medarbejdere for at høre nærmere, om der er en god forklaring.

Reglerne er i princippet tydelige nok. Blien må under ingen omstændigheder bruges privat. Sker det alligevel, skal vi efterbetale momsen, og medarbejderen, som har brugt bilen privat, bliver beskattet af fri bil.

Og dog er reglerne ikke spor tydelige alligevel. For der er en masse grænsetilfælde. Må en medarbejder køre i firmabilen, hvis vedkommende skal på kursus? Eller må en medarbejder, lave et mindre privat ærinde, når vedkommen alligevel næsten lige kommer forbi med firmabilen?

Det er et rengøringsfirma, jeg er medejer af. Og vi har mange opgaver, som løses på skæve tidspunkter og i weekenden. Men det er ikke sikkert, at alle emsige medborgere lige tænker over det. Jeg er i hverttilfælde spændt på, hvorofte vort firma kommer til at stå til regnskab for Kristian Jensen.

Autocamper (spar registreringsafgiften)

For nylig hørte jeg om en skattefidus, som jeg her vil viderebringe. Den henvender sig til personer, som måtte ønske at købe en autocamper, men ikke ønsker at betale de høje danske afgifter.

Idéen er, at siden du alligevel nok skal bruge din autocamper i udlandet, hvorfor så ikke bare indregistrere den på tyske plader. Du afhenter camperen hos en forhandler i Danmark, får den med hjem på grænseplader, hvor du så fylder dit udstyr i den. Derefter kører du til Tyskland med den, hvor den tyske indregistrering så ordnes, hvorefter din camper opbevares på et dertil indrettet sted i Tyskland. Når du og familien så skal på ferie, så kører I i jeres normal personbil til Tyskland og skifter til camperen. Udover ved købet at spare dansk afgift, er den tyske ejerafgift også så meget lavere, at det mere end betaler for udgifterne til opbevaring i Tyskland.

Og det hele er meget nemt, for det er velorganiseret. F.eks. kan den danske forhandler Neergårds Camping hjælpe.

Selv har jeg ingen planer om at købe en autocamper, men jeg synnes idéen er så god, at de bør gives videre.

Skatter, afgifter og tilskud

Tidligere har jeg skrevet, at fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt foregår ved fri handel. Men det er også kun som udgangspunkt, at det er sandt, for der er hele tiden et stort "men". For hver gang, du foretager en økonomisk disposition, er der en tredje part, som øver indflydelse, og det er staten.

Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.

Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.

De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:

Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.

Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.

Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?

Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....

Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.

Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........

Personlig branding

God økonomi er at prioritere sine ressourcer. Men god økonomi er også at få afregnet, det man køber og sælger (som oftest sin arbejdskraft), til en god pris.

Umiddelbart er jeg opmærksom på to forskellige måder, til at forbedre den pris, man kan opnå for sit arbejde. Den ene handler om at slutte sig sammen med ligesindede, og den metode er anvendelig, hvis man ikke på egen hånd står så stærkt i en forhandlingssituation. Og vi kender metoden fra fagforeninger, som netop er grundlagt på idéen om at forhandle løn- og arbejdsforhold for alle medlemmer under ét. Metoden kendes også fra indkøbsforeninger ol., hvor man gennem fælles aftaler kan købe varer til en bedre pris, end man kunne opnå egen hånd.

Der er ingen tvivl om, at metoden virker, idet man ved at være flere kan lægge et større pres på modparten. Men samtidig har metoden også sin svaghed, for forhandlingsresultatet skal gælde for alle medlemmerne, og det sætter naturligvis en grænse for, hvor store indrømmelser modparten har mulighed for at give.

Den anden metode har ikke denne svaghed, men den forudsætter, at du på egen hånd kan forhandle dine forhold. Metoden går nemlig ud på at skille dig ud fra den ”grå masse”. Det er det virksomheder selv gør, når de reklamerer for deres produkter. Her er formålet at skabe et positivt image omkring produktet, så kunden bliver villig til at betale mere for at få det end ellers.

Og på arbejdsmarkedet kan mange gøre noget tilsvarende. Har du eget kontor (eller hjørne af et kontor) kan en smagfuld indretning og et kunstværk på væggen måske være det, som gør forskellen. Andre kan lide at opholde sig i dit kontor, og du bliver måske kendt som en helstøbt person med forstand på livet. Men det kan også være nogle særlige kvalifikationer, du har – og det behøver ikke nødvendigvis være noget meget avanceret. Eksempelvis kan det bare være, at du bliver kendt som den, der kan skrive et korrekt dansk. Det kræver ikke den store akademiske uddannelse at lære at skrive korrekt, men det er alligevel en uhyre sjælden kvalifikation, som vil blive værdsat.

Men uanset hvad du bliver kendt for, så står du stærkere i en lønforhandling. Et helstøbt menneske, eller den som har styr på grammatikken, vil man altid i firmaet føle, at man har sværere ved at undvære, end den mere ”gennemsnitlige” medarbejder.

Daglig handel

I mit sidste indlæg brugte jeg eksemplet med at sælge sin gamle cykel. Formålet var, at illustrere hvor mange forskelligartede forhold, som kan spille ind, når man skal finde en vares pris.

I almindelig daglig handel bruges det som bekendt ikke at aftale prisen individuelt. Går jeg ned i supermarkedet for at købe to liter mælk, er der ingen der vil bruge tid på at forhandle en individuel pris med mig. Hvis jeg alligevel forsøger, vil jeg nok hurtig få at vide, at jeg kan tage mælken til den angivne pris, eller lade være.

Men på trods af dette er en sådan handel også er en frivillig aftale, hvor varens værdi er den pris, man kan enes om. Godt nok er prisen ikke til diskussion hver gang, der handles ind, men hvis jeg køber mælken, er det fordi, jeg finder den angivne pris ok. Prisen er lavere end min ”walk away price”. Undlader jeg derimod at købe, kan det være at jeg finder et andet supermarked, med billigere mælk, og er der flere andre, der gør ligesom jeg, vil supermarkedet hurtigt se det på sine salgstal, og må tilpasse sig.

Der er så forskellige metoder, supermarkedet kan anvende til at vurdere, hvilken pris de skal tage. Prisen afhænger også at supermarkedets strategi, f.eks. om man vil være et discount-marked men høj omsætning og lille fortjeneste pr. enhed, eller om man vil være en eksklusiv forretning, for dem som har råd, eller noget derimellem.

Men intet af dette ændrer på det helt grundlæggende. I daglig handel stemmer man med fødderne, og varenes værdi er fortsat det, men kan blive enige om – nemlig den pris, de rent faktisk sælges til.

At sælge sin gamle cykel (om forhandling og pris)

Forestil dig, at du skal sælge din gamle cykel. Du vælger at sætte et opslag op nede i supermarkedet og kommer derved i kontakt med en interesseret køber. Det gode spørgsmål er nu: Hvad skal cyklen koste?

Som sælger skal du opnå en vis pris for cyklen, ellers er du ikke interesseret. Og tilsvarende har køber et maksimum, for hvad han er villig til at betale. Indenfor forhandlingsteknik taler man om, at køber og sælger begge har en ”walk away price”. Kan man ikke få en pris, som er bedre end sin ”walk away price”, vil man slet ikke handle. Ønsker du f.eks. mere end kr. 1000,- for din cykel, medens køber kun er interesseret i at gå op til kr. 700,-, så bliver handlen slet ikke til noget.

Er du derimod villig til at sælge for kr. 500,-, medens køber fortsat er villig til at give kr. 700,- er der noget at handle om. Forskellen på din og købers ”walk away price” er kr. 200,-, men hvad skal cyklen så koste? Det er et spørgsmål om forhandling, men erfaringen viser, at I sandsynligvis vil blive enige om en pris lige omkring kr. 600,- Dvs., at I deler forskellen på de 200,- kr. mellem jer. Og det er på trods af, at I slet ikke kender hinandens ”walk away price”. Den oplyser man ikke modparten om.

Det er selvfølgelig muligt, at du opnår mere, end kr. 600,-, men i så fald betyder det bare, at du er bedre til at forhandle, end køber er. Og tilsvarende er køber den bedste, såfremt prisen bliver under de 600,-..

Dvs., at udover den enkeltes evner som forhandler, så er det ”walk away”-priserne, der bestemmer salgsprisen for din cykel. Og disse ”walk away”–priser er så igen bestemt af rigtig mange forhold. Din ”walk away”-pris afhænger formentlig af, hvad andre cykler koster, hvilken stand din cykler er i, men også af helt andre forhold, som egentlig ikke har noget med cyklen at gøre. Det kan f.eks. være, at du ikke rigtig bruger den mere og ikke har plads til at opbevare den. Så du vil egentlig bare gerne af med cyklen, så hurtigt som muligt. Det kan ligefrem være, at du er så desperat for at komme af med den, at du om nødvendigt betale en person for at hente den (negativ ”walk away price”).

I mit indlæg i går var jeg kort inde på, hvorledes Karl Marx mente, at arbejdstid var afgørende for en vares værdi. Men som ovennævnte illustrerer, kan der være mange forskellige forhold, som spiller ind, når en vare skal værdisættes. Måske kan man give Marx ret så langt, at arbejdstiden (eller rettere produktionsomkostningerne) er medbestemmende for sælgers ”walk away price”. Hvis sælger ikke engang kan få dækket sine produktionsomkostninger, er han nok ikke interesseret i at handle, men vil hellere standse produktionen. Men derudover kan der være mange flere forhold, som spiller ind på sælgers ”walk away”-pris, og endelig er det så samspillet mellem sælgers og købers ”walk away”- priser, der giver den endelige pris.

Jeg synnes ofte, at der i vores kultur er en uudtalt opfattelse af, at hvis en person gør en god handel, så må der være en anden, som er blevet snydt. Men eksemplet ovenfor viser, at såfremt der er stor forskel på købers og sælgers ”walk away”-priser (således at køber vil give mere end sælger skal have), så er det en god handel for begge parter. Hvem som tjener mest, afhænger af, hvem der er den bedst til at forhandle, men uanset hvad, er handlen til gavn for begge parter, således at de begge er bedre stillet, end hvis handlen slet ikke havde fundet sted.

En vares værdi

Indtil videre har jeg skrevet om økonomi som noget med god prioritering af ressourcer. Men hvorfra kommer ressourcernes værdi? Hvorfor er et kilo guld mere værd end et kilo sølv, og hvorfor er en liter god rødvin mere værd end en liter sodavand?

Karl Marx mente, han havde svaret. Han mente, at varens værdi direkte afhang af den forbrugte arbejdstid til at fremstille den. En vare, som tog to timer at fremstille var iflg. Marx dobbelt så meget værd, som en vare der kun tog én time.

I dag, er der nok ikke mange, der er i tvivl om, at Marx tog fuldstændig fejl. En vares værdi afhænger bla. af den sammenhæng, varen indgår i. Der har købmænd vidst lige siden oldtiden, hvor de levede at købe varer i et land, transportere dem til et andet land, hvorefter de så kunne sælges til en langt højere pris.

Der er noget subjektivt i værdi. En vares værdi afhænger bla., hvilke muligheder man ellers har, og af ens personlige vurdering og smag.

Det er meget banalt, og et eller andet sted ved vi det godt. Men alligevel diskuterer vi ofte som om, at en vares værdi er objektivt givet. Vi diskuterer ofte, som om at det kun er produktion, der er afgørende i værdiskabelsen, medens handel kun er en lille detalje. Og derfor forarges vi let, hvis vi hører om en arbejder i et fjernt land, som kun aflønnes med en brøkdel af det, som varens sælges for til slutbrugeren.

Men jeg kender ikke andre mål for værdi, end at en vare er det værd, som køber og sælger kan enes om.

Udlejning af sommerhus

I dag vil jeg behandle en misforståelse, som mine forældre gjorde sig skyldige i, dengang de havde sommerhus. Huset var et ældre hus fra 60’erne men lå på en attraktiv grund i et attraktivt turistområde. Oprindelig var huset købt til egen fornøjelse, men efterhånden var mine forældre gået over til udelukkende at udleje det til tyske turister. Som tiden gik, blev turisternes forventningerne til udlejningshuse dog højere og højere, og da mine forældre ikke investerede i at forbedre deres hus, blev det – trods en billig leje – udlejet mindre og mindre.

Men min forældre var stadig godt tilfredse. Selvom de kun havde et overskud (lejeindtægter fratrukket vedligeholdelsesudgifter, skatter mv.) vistnok i størrelsesordnen kr. 10.000,- om året, syntes de, at de gjorde en god forretning. Huset var for længst betalt, så overskuddet gav stadig et positivt bidrag til økonomien, som de var glade for.

Men de glemte en ting, nemlig at overveje alternativerne. Nu kan det selvfølgelig være omstændigt, hvis man hver eneste gang man træffer et valg skal foretage en grundig analyse af alle tænkelige alternativer. Men man bør i det mindste vælge sig et lidt mere kvalificeret nulalternativ. Lad mig forklare.

Nulalternativet er det, man sammenligner med, når man kalkulerer overskuddet ved sine aktiviteter. I min forældres tilfælde var det ubevidste nulalternativ at sælge sommerhuset og lægge pengene ned i en skrivebordsskuffe. Og i så fald ville de naturligvis miste de 10.000,- kr. om året.

Men et bedre nulalternativ ville være, at sælge sommerhuset og sætte pengene i obligationer. Og i så fald ville det være et godt spørgsmålt om overskuddet på de 10.000,- kr. fortsat ville være attraktivt for mine forældre. Rent praktisk ville en sådan beregning foregå ved, at man ved opgørelsen af udgifterne tillagde en renteudgift af ejendommens værdi. Selvom ejendommen allerede var betalt, ville det alligevel give god mening, da man kan sige at mine forældre ved at beholde huset, ofrede muligheden for en ekstra renteindtægt.

Og den mistede renteindtægt er netop et eksempel på en såkaldt offeromkostning. Og husker man at indregne sine offeromkostninger, viser resultatet, hvor meget bedre det påtænkte alternativ er end nulalternativet. I min forældres tilfælde, hvor husets grund var rigtig mange penge værd, var det et godt spørgsmål, om det egentlig ikke ville være bedre at sælge og købe obligationer i stedet.

Mine forældres misforståelse kan formuleres sådan:

Når jeg tager mine indtægter og fratrækker alle de umiddelbare omkostningerne ved jeg, om det er en god forretning.

Men som sagt er det forkert, man skal overveje sine alternativer og huske sine offeromkostninger. Det skal naturligvis indrømmes, at det ofte kan være umuligt at få alle relevante omkostninger med. I tilfældet med et sommerhuset ved man jo ikke hvor stor en værdistigning, man vil gå glip af, ved at sælge huset nu fremfor senere - eller om det modsatte vil gøre sig gældende, så man får et værditab ved at vente. Man kender aldrig sine alternativer fuldt ud, men skal i det mindste huske at beregne renter af sin investerede kapital.

At være studerende

Næste misforståelse, som skal behandles er denne:

Jamen jeg er studerende og har kun lige til dagen og vejen. Jeg har ikke de store valgmuligheder, så jeg har slet ikke behov for at gøre mig overvejelser om økonomi.

Jeg skal indrømme, at sådan tænkte jeg selv, dengang jeg var ung studerende. Jeg havde lidt indtægter fra erhvervsarbejde og på et tidspunkt fik jeg også SU. Det var ikke de helt store summer og med et kollegieværelse samt div. øvrige fornødenheder, ja så var der ikke meget mere end lige til dagen og vejen. Så hvad skulle jeg med økonomiske overvejelser, tænkte jeg.

Men intet er mere forkert, end at tænke sådan. Selvom der ikke er de stor penge til rådighed, handler det igen om at se på ressourcer. Hvad yder jeg til samfundet, og hvad forventer jeg at få igen? Som studerende bruger man store mængder af ressourcen tid til at sætte sig ind i et fagområde. Studiet er formentlig drevet af interesse, men samtidig er der også en økonomisk synsvinkel, hvor man entne kan enten se studiet som tid forbrugt på en interesse, eller man kan se det som en investering, der skal ruste til et fremtidigt job.

Men uanset synsvinkel, så er det at være studerende et økonomisk valg. Og sålænge man er studerende, er det klart, at man ikke har de store indtægter, for man yder jo heller ikke noget særligt til det omgivende samfund. Tværtimod lever man ofte på nas med skattebetalt undervisning og SU.

Spørgsmålet er, om der er andre måder, at indrette sig på. Er der andre måder, hvorpå interessen kan dyrkes? Er der så andre måder, hvorpå tilsvarende jobmæssige kvalifikationer kan erhverves? – f.eks. i kombination med et almindeligt arbejde. Er svaret nej, kan man så overveje, om man kan spare penge, f.eks. ved at flytte lidt senere hjemmefra, end man egentlig kunne ønske sig. Det lyder måske ikke ideelt, men på den anden side handler økonomi jo om at prioritere. Og det kan man kun ved at overveje forskellige alternativer og deres konsekvenser.

Det er muligt, at man så kommer frem til, at man som almindelig studerende allerede har truffet det rigtige valg. Og det er naturligvis helt ok, men man skal ikke bilde sig selv ind, at man ikke har behov for økonomiske overvejelser. For det at være studerende er et økonomisk valg, som har en voldsom indflydelse her og nu og påvirker også resten af ens liv.

Budgetkonto

I dette indlæg vil jeg igen tage en økonomisk misforståelse under behandling. Denne gang er det denne:

Der er fuldstændig styr på min økonomi, for jeg har budgetkonto

En budgetkonto tager udgangpunkt i, at du får nogenlunde lige mange penge hver måned for dit arbejde, medens det, du skal betale, kan variere. Formålet med kontoen er så at sikre, at der bliver sat penge til side hver måned, så du altid kan betale dine regninger. Sagt med andre ord er formålet at sikre, at din likviditet hænger sammen.

Men som bekendt handler økonomi ikke om penge, men om ressourcer. Selvom det naturligvis er vigtig, at du kan betale, når du skal, er det mindst ligeså vigtigt at se på de ressourcer, du forbruger. Lad mig begynde med et simpelt eksempel til at illustrere forskellen på en udgift, en omkostning og en betaling. Forestil dig, at du går ind på en restautant og bestiller en menu og drikkevarer for kr. 300,-. Idet du afgiver ordren til tjeneren, forpligter du dig juridisk til at betale kr. 300,-. En sådan forpligtelse til at betale kaldes en udgift. Efterhånden som du spiser maden pådrager du dig omkostninger. Omkostningerne er nemlig markedsværdien af dit forbrug, så efter forretten har du måske haft omkostninger for kr. 75,-, efter hovedretten er omkostningerne måske nået op på kr. 250,- og endelig efter desserten og den sidste slurk kaffe er dine omkostning vokset til kr. 300,-. Og så sidst, inden du forlader restauranten, skal du så betale beløbet på kr. 300,-.

Som det ses er udgiften, de samlede omkostninger og betalingen alle lige store, nemlig kr. 300,-, men det ses også, at udgiften, ressourceforbruget (omkostningerne) og betalingen forgår på forskellige tidspunkter. Ved et restaurantbesøg er det naturligvis temmelig ligegyldigt, men det er det ikke når det drejer sig om lidt større værdier som en bil eller et hus. En bil kan sagtens være betalt men stadig have en værdi, der først bruges, efterhånden, som der fortsat køres i den. I det tilfælde er der altså flere omkostninger ved bilen, end de som fremgår af budgetkontoen. Måske kan det i virkeligheden bedst betale sig at sælge bilen, og købe en ny, også selvom det fører til optagelse af et lån med deraf følgende betalinger fra budgetkontoen.

Jeg kunne blive ved med eksempler, men jeg håber at pointen er klar. Det er vigtigt at kigge bagom tallene på budgetkontoen og finde de reelle omkostninger. Det er forudsætningen for en fornuftig prioritering af dit ressourceforbrug. Det er god økonomi og på sigt fører det også til lavere betalinger fra din konto.

Lidt om økonomi

Når jeg snakker med personer i min omgangskreds, slår det mig ofte, hvor lidt de egentlig ved om økonomi. Og det er ikke fordi disse personer på nogen måde er dumme eller uuddannede – tværtimod. Men af en eller anden grund har de, når det drejer sig om økonomi, aldrig rigtigt fået styr på selv de mest grundlæggende begreber og sammenhænge. Jeg har en mistanke om, at det måske er et særligt dansk fænomen, så derfor vil mine første indlæg her på lommefilosoffen tage udgangspunkt i nogle gængse misforståelser om økonomi. Første indlæg handler om den nok største misforståelse af dem alle:

Økonomi handler om penge

Nej, nej og atter nej! Penge er blot et betalingsmiddel, der bruges til at afregne for varer og tjenesteydelser. Økonomi handler ikke om penge, men om de varer og tjenesteydelser, der udveksles. Helt præcist hedder det, at økonomi handler om knappe ressourcer, dvs. ressourcer, hvor der ikke er nok til, at alle kan få deres ønsker opfyldt. Et eksempel på en ressource, som ikke er knap, er frisk luft. Her kan man stadig indånde så meget man lyster, uden at naboen derved kommer til at mangle. Men ellers er hovedreglen, at ressourcer er knappe, og at deres fordeling og anvendelse derfor skal prioriteres. Ønsker man, at få ressource A til sin rådighed, er det ikke sikkert, at man også kan få ressource B.

I vores del af verdenen forgår fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt ved fri handel. Og til det formål benyttes så penge til at holde regnskab, således at det er op til hver enkelt at prioritere sit arbejde og sit ressourceforbrug ud fra egne muligheder og behov. Har man overskud i sin økonomi betyder det, at markedsværdien af de ressourcer man yder til det omgivende samfund er større end markedsværdien af de ressourcer man forbruger. Tilsvarende betyder et underskud, at man forbruger mere end man yder. Det er sådan set meget banalt, men jeg har mødt mange mennesker – også med særdeles gode indtægter – som er frustrerede over, at de ikke kan få deres penge til at slå til. Og i den situation er det godt at huske på, at det virkelige problem – og dermed den virkelige løsning – ikke handler om penge, men om de ressourcer man yder til og forbruger fra det omgivende samfund.