Gad vide, om han mener det?

I sidste uge var Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti i Deadline til en diskussion af 12 minutters længere arbejdstid. Se indslaget her: Deadline.

Som opponent deltog Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Og hans indvending mod de 12 minutter var meget enkel - nemlig en undersøgelse, der viser, at de fleste danskere ikke ønsker at arbejde mere. Kun 6% ønsker at arbejde mere, 20% vil gerne have færre timer, og endelig er der så de sidste 74%, der er godt tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Så hvordan skal de 12 minutter så realiseres, når S og SF ikke vil øge incitamentet til at arbejde mere?

Men Ole Sohn fandt, at en sådan diskussion af incitamenter var irrelevant, for alle økonomer var jo enige om, at der var brug for højere arbejdstid. Og så var det jo bare et spørgsmål om at aftale det med arbejdsmarkedets parter. Og lidt senere i indslaget sagde Ole Sohn, at vælgerene jo var bekendte med 12-minutters-planen. Så derfor var det jo ikke et spørgsmål om økonomi men om politik: "Hvilken vej ønsker vi at gå?"

Ved første gennemsyn syntes jeg, at det virkede som om, at Ole Sohn var kraftigt i defensiven og talte udenom. Og så alligevel - gad vide om han selv mente det, han sagde?

Kan det tænkes, at Ole Sohn seriøst mener, at det enkelte individs ønske om at arbejde mere eller mindre ikke har nogen betydning? Kan det tænkes, at Ole Sohn mener, at såfremt S og SF vinder folketingsvalget, så har borgerne kollektivt stemt for højere arbejdstid, og så er deres individuelle præferencer uden betydning? Det tror jeg faktisk godt kan være tilfældet, og det vil passe fint med socialismens grundlæggende problem.

For sagen er jo, at der kan være forskel på det, som folk personligt vil, og det de kollektivt vil. Mange vil jo gerne have højere arbejdstid sådan generelt, idet de så håber, at det bare ikke rammer dem personligt. Det er såmænd meget menneskeligt at tro, at man på den måde kan fedte sin del af det kollektive ansvar af på andre. Alle er med for at høste en gevinst, lige indtil det rammer dem selv. Så når den kollektive beslutning skal gennemføres, må de socialistiske ledere tage gradvist hårdere og hårdere midler i brug for at gennemtvinge planen.

I det konkrete tilfælde med arbejdstid vil S og SF blive nødt til at begrænse retten til deltidsarbejde, for ellers virker den forhøjede arbejdstid jo ikke. Derudover bliver man nødt til at gøre noget ved alle de, som ikke er under kollektiv overenskomst, og sådan tager det ene skridt det andet.

Ikke spor underligt, at det gik galt i østblokken - men hvorfor er vi så forhippede på at gentage fortidens fejl?

Staten har aldrig skabt noget

Som moderne menneske forfalder man let til at tro, at statsmagten er en væsentlig forudsætning for vore liv. Men sagens kerne er, at staten aldrig rigtigt har skabt noget til gavn for mennesker. Eksempelvis har staten hverken opfundet uddannelsesinstitutioner, pengesystemet, forsvaret, domstolene eller fattighjælpen.

Sagen er derimod, at når en gruppe af mennesker på eget initiativ og over mange år har skabt noget, der bliver en stor succes, så vil staten gerne ind og overtage det. Og når det så sker, og man vænner sig til, at det er staten som styrer, så er det, at man let forfalder til at tro, at tingene slet ikke kunne fungere uden staten. Læs f.eks. om folkeskolen her: Danske skoler blev sparket i gang af folket - ikke staten.

Derfor er det også en diskussion blandt liberale mennesker, om vi overhovedet behøver nogen statsmagt. Argumentet hos den del af de liberale, som ikke helt vil af med staten er, at der trods alt er nogle samfundsmæssige kerneopgaver med at beskytte borgernes frihed, som når det kommer til stykket bedst varetages af staten. Og det er så et godt spørgsmål, om de mon har ret, eller om det også bare er et udtryk for vanetænkning?

Historisk set går statsmagten tilbage til konger, som tog magten over et geografisk område. Kongen blev ofte accepteret (eller måske endda hyldet af folket), hvis han var god til at opbygge et forsvar, der kunne sikre hjemlig fred. Og kunne han så samtidig angribe og undertvinge fremmede befolkninger og beskatte dem, så var han rigtig god.

Problemet med statsmagten er ældgammelt. Helt tilbage i bibelens gamle testamente findes en historie om, at jøderne kræver at få en konge ligesom alle de andre folk. Derfor henvender folkets repræsentanter sig til manden Samuel, der anses for at være Guds profet og som fungerer som dommer i retssager. Til ham siger de:

Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk. Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: »Giv os en konge, der kan herske over os.....

Men efter overvejelser og bøn er Samuel indstillet på at efterkomme ønsket om en konge, men samtidig fremsætter han denne advarsel:

Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham.

(Bibelcitaterne er fra 1. Samuelsbog, kapitel 8, Bibelen Online)

Selvom ordene er flere tusinde år gamle, og selvom statsmagten i dag ikke er en konge, men derimod en organisation under demokratisk kontrol, så er problemstillingen efter min opfattelse stadig præcis den samme.

Som mennesker vil vi gerne have tryghed, og af en eller anden grund virker det mere trygt, når statsmagten har det endelige ansvar. Men det vi i praksis oplever er, at staten tager vores rigdom uden rigtig at give noget særligt igen.