Er der demokrati i Danmark?

Det repræsentative demokrati kan ikke bestå, såfremt en stor andel af vælgerne er på regeringens lønningsliste. Hvis parlamentsmedlemmerne ikke længere ser sig som skattebetalernes mandater men som repræsentanter for de, der får deres lønninger, honorarer, subsidier, bistand og andre ydelser fra finansministeriet, så er demokratiet ophørt. (Ludwig von Mises, The Quotable Mises [min oversættelse])

Lægges ovennævnte citat til grund, så er der ingen tvivl. En meget stor del af den danske befolkning har i et eller andet omfang deres udkomme af det offentlige, og derfor er demokratiet for længst afskaffet. Og det stemmer også fint med virkeligheden, hvor valgkampene (og hele det politiske spil) er blevet et kapløb om at kapre så meget som muligt af skatteydernes penge til fordel for det vælgersegment, man repræsenterer. Nettoskatteyderne synspunkter er der næsten slet ikke plads til. De skal bare holde deres kæft og betale.

Alligevel vil jeg afgive min stemme her til valget, og den tilfalder de konservative. Godt nok kan meget dårligt siges om dem, og med rette. Men de repræsenterer trods alt stadig det mindste onde i det politiske galehus. Og ind imellem kan man ligefrem finde konservative kandidater, der næsten er helt hæderlige mennekser. Og det er trods alt langt mere, end de andre opstillingsberettigede partier kan præstere.

Opfordring til Bendt Bendtsen

Det er utrolig trist at se, hvorledes de konservative desperat forsøger at gøre sig bemærket i valgkampen. Først med et tåbeligt forslag om ekstra skattefradrag til visse børnefamilier, og nu med uddeling af gratis kondomer. På kondomerne står trykt den sædvanlige konservative påstand om, at de (altså de konservative) holder Danmark på sporet.

Men hvordan vil de konservative have, at jeg skal tro på det? Når de hverken kan holde egen politik eller egen valgkamp på sporet, hvordan kan de så holde et helt land på sporet?

Jeg ved godt, at der stadig findes gode liberale kræfter hos de konservative. Men med den linie, partiledelsen lægger, så er de gode kræfter vist ikke så lette at få øje på.

Og hvad skal jeg stemme til det forestående valg? Er det godt nok, at der i partiet her og der er enkelte gode kræfter? Er det nok til at give partiet min stemme? Og hvad nu, når mine børn spørger, hvad jeg har stemt? Så nytter det vist ikke, at jeg skal ligne en stor undskyldning for mig selv, medens jeg forklarer, hvorfor jeg valgte det parti, der hele vejen igennem lignede valgkampens største joke.

Her til aften surfede jeg lidt på www.liberator.dk og fandt denne opfordring til Bendt Bendtsen:

Vis nu lidt mod og vær lidt borgerlig. Vi har brug for borgerlige politikere til at beskytte os, så vi ikke alle sammen skal bruge vores liv på politik for at bevare friheden.

Opfordring er fra januart 2005, altså næsten 3 år gammel, men desværre er den stadig lige aktuel. Opfordringen er en del af denne artikel: Bange Bendt.

Den konservative kondomkampagne er omtalt i Nyhedsavisen her: K: Længere samlejer til danskerne. Og det med ekstra skattefradrag er bla. omtalt på Skattetryk: Mere konservativ idioti.

Den autonome mafia

Terror virker. Sådan lyder overskriften i en artikel på 180 Grader. Men er det overhovedet nogen nyhed? Er det ikke det, som mafiaen altid har vidst og benyttet sig af? Artiklen er her: Terror virker

Hvad skal vi kalde disse terrorister? Ungdomsmafian? ......nej,.... nok ikke alligevel. Vi skal vende os af med at bruge ordet "ungdoms" i forbindelse med de autonome. Det giver det hele et lidt "uskyldigt" præg. Men deres ærinde er bestemt ikke udkyldigt, så måske ville det være bedre at kalde dem den "den autonome mafia". Og så kunne overskriften på 180 Grader have været:
Ritt bøjer sig for den autonome mafia.

Så sker det igen

Nu kommer tiden, hvor man ikke kan gå en tur i byen uden at blive forstyrret af tåbelige politiske budskaber. Det er nu igen tid til at se på tusindvis af lygtepæle overfyldte med ligegyldige portrætter og slogans, møde mængder af partimedlemmer, der tror de kan gøre en forskel ved at stå i gaderne og uddele popcorn, balloner og små pjecer med saliggørende budskaber. Og som om alt det ikke er slemt nok, så bliver det nu også tid for politikerne til at skrue endnu højere op for deres desperate forsøg på at behage midtervælgerne, hvilket betyder, at vi igen skal lægge øre til en masse forskruet vrøvl om velfærd, tryghed, miljø og indvandrere.

Men det, som virkelig betyder noget, er at få begrænset den offentlige sektor, få sænket skatterne og lade civilsamfundet vokse sig stærkt. Men det er der ingen, der taler om – ikke engang de konservative.

Det eneste gode, der er at sige om valgkampen er, at den blive kort. Jeg glæder mig til den er overstået - altså lige bortset fra, at politikerne ikke kan finde ud af at fjerne deres tåbelige plakater fra lygtepælene igen.

Hvis politikerne virkelig havde så meget samfundssind, som de selv påstår, så kunne de passende spare på balloner og popcorn og i stedet bruge lidt flere penge på oprydning. Men de tror vel selv, at deres portrætter forskønner bybilledet.

Suk, suk, suk.

Til tandlæge i Polen

En jeg kender, var for nylig til tandlæge i Polen. Hun skulle have lavet mange ting såsom rodbehandlinger, implantater og hvad ved jeg, så det var en omfattende omgang.

Gennem et stykke tid havde hun haft problemer med sine tænder, og derfor havde hun da også været til tandlæge flere gange. Og udover, at der nu var mange ting, der skulle laves, så var der også problemer med betændelse, som ikke rigtig ville gå væk. Da den forestående tandbehandling formentlig ville blive meget dyr, undersøgte hun derfor mulighederne i Polen, og det viste sig, at der såmænd var mange steder her i landet, hvor man formidlede kontakt til polske tandlæger.

Hun fandt så frem til Aesthetic Center, hvor de bla. tilbød, at man kunne få en forkonsultation med undersøgelse og pristilbud hos en polsk tandlæge i København. Og derefter ville de så kunne arrangere tandbehandling i Polen. Det valgte min bekendte så, men forud for turen til Polen var hun alligevel lidt betænkelig. Dels havde hun aldrig syntes, at det ligefrem var sjovt at gå til tandlæge, og derudover var Polen for hende et vildt fremmed land.

Men hele turen var en meget positiv overraskelse. Tandklinikken havde det nyeste og mest moderne udstyr, bla. med indbygget kamera, så der under tandbehandlingen kunne transmitteres billeder fra munden og op til en stor TV-skærm i loftet. Det var således meget nemt for tandlægen at vise og forklare, hvad som var galt, og hvilken behandling, der derfor skulle foretages. Tandlægen virkede også meget kompetent. Min bekendte fik ved første behandling en forklaring på den betændelse, som havde plaget hende, og det blev afhjulpet med det samme. Og derudover var hele atmosfæren omkring tandbehandlingen venlig og afslappet, og hun blev behandlet af den samme tandlæge, som forud havde undersøgt hende i København.

Efter et par dage var min bekendte så begejstret, og hun kategorisk besluttede, at danske tandlæger aldrig mere måtte røre hendes mund. For fremtiden vil hun kun gå til tandlæge i Polen.

Medens min bekendte opholdt sig i Polen, talte hun med mange andre danskere, som også var dernede for at gå til tandlæge. Og mange havde tilsvarende oplevelser. Så kan man generalisere ud fra dette, så er dansk tandbehandling dyr og dårlig, medens polsk tandbehandling (i hvertilfælde den som sælges til købedygtige udlændinge) er top kvalificeret og professionel. Og så er prisen på polsk tandbehandling groft sagt er det halve af i Danmark. Og så vidt jeg har forstået, kan alle tilskud fra sygesikringen (den offentlige og sygesikringen Danmark) også benyttes i Polen. Man skal bare selv lægge alle pengene ud først og huske at få regningen med hjem.

Så næste gang jeg selv skal til tandlægen ... , ja hvorfor ikke? Så vil jeg også bryde med vanen og i stedet lade markedskræfterne arbejde.

The Che Guevara Song

Prøv lige at se denne video. Jeg fandt linket i en debat på www.skattetryk.dk

Skuespillere på dagpenge

I forbindelse med den forløbne uges diskussion af skuespillere på dagpenge kom jeg til at tænke på en lille historie, som jeg hørte for nogle år siden.

Historien var om operasangeren Ulrik Kolds telefonsvarer, hvor vekomstbeskeden var følgende: "Ulrik Kold på bånd, er der penge i det? - Ulrik Kold on tape, what’s the fee? - Ulrik Kold auf tonband, sprechen."

Det jeg fik fortalt var, at mange danskere fejlagtigt troede, man kunne hyre en stor kunstner for en meget lille betaling. Og når det var rigtig slemt, forventedes det nogle gange, at kunstneren ville medvirke helt gratis, bare der var et velgørende formål. Men den gik naturligvis ikke, og det kunne der lige så godt gøres op med allerede i telefonsvareren. Var det i stedet en englænder, som ringede, var vedkommende ofte indstillet på at betale rimeligt, men det var dog nødvendigt lige at sikre sig. Til gengæld var der aldrig problemerne med tyskerne, så en tysker kunne frit indtale sit ærinde.

At mange danskere tilsyneladende ikke er villige til at betale ordentligt for god kunst viser måske noget ubehageligt om kulturen og dannelsesniveauet her i landet. Men tilbage til det med skuespillerne.

Selv hører jeg til dem der synes, det er uværdigt for en skuespiller at skulle tage alle mulige ufaglærte småjobs indimellem jobbene som skuespiller. Kan man forestille sig, at man som publikum den ene aften overværer en fantastisk skuespilpræstation, hvorefter man næste dag møder den pågældende skuespiller ved kassen i den lokale Faktabutik. Det hænger vist ikke rigtig sammen.

Men det er skuespillernes eget problem. De må lade være med at vælge A-kassen eller bistandshjælpen. Det er der, kæden hopper af. I stedet må man som skuespiller tænke på at sælge sine ydelser der, hvor de rent faktisk værdsættes så meget, at lønnen også rækker til at leve mellem skuespilkontrakterne. Det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Jeg skal indrømme, at det nok kan være svært her i landet. Kunstnere tjener ofte dårligt, og tilmed jagtes de tit af overemsige skattebureaukrater uden forstand på den kunstneriske virksomhed, som de er sat til at beskatte. Men igen, det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Efter min mening bør der heller ikke laves yderligere støtteordninger i kulturministeriet. Tværtimod bør man nok nærmere afvikle dem, der allerede er. Vil publikum ikke betale for god kunst, så skal de da have lov at blive fri. Det tjener ikke noget godt formål at proppe det ned i halsen på dem alligevel. Og kunstnerne må ligesom alle andre bare tage bestik at situationen og indrette sig derefter - også selvom det i nogle tilfælde måske betyder, at kunsten "kun" kan blive en fritidsinteresse.

Artikel fra Avisen.dk: Skuespillere presses til at blive postbude

Redigeret d. 13/10 kl. 16:25

Interessant politikertest

På sin hjemmeside har Lars Kolind en interessant test.

Med udgangspunkt i en politiker, man overvejer at stemme på, skal man forholde sig til 10 spørgsmål om denne. For hvert spørgsmål kan politikeren maksimalt score 1 point, således at der samlet tildeles op til 10 point.

Spørgsmålende handler om tillid til politikerne, og iflg. Kolind er det godt, hvis ens foretrukne politiker opnår 8 eller flere point. I modsat fald bør man overveje at finde en anden.

Jeg synes, at testen er tankevækkende. Ser jeg på de mest fremtrædende og markante politikere i folketinget, er der ikke så meget som én eneste, der i min verden kan snige sig op i nærheden af de 8 point. Men kigger jeg lidt videre, så er der nok en enkelt eller måske to hos de konservative, som jeg iflg. Kolind har tilstrækkelig tillid til, at jeg kan overveje at stemme på dem. Gad vide om nogen af dem, stilller op i min valgkreds.

Kolinds politikertest kan findes her: KolindKurens politikertest

Professionelle politiske ballademagere

Så åbnede Folketinget og ligesom sidste år var der igen en række demonstranter på gaden for at kræve yderligere offentlige udgifter.

Mig bekendt er det i høj grad den socialdemokratiske fagbevægelse, der har spillet en central rolle med at arrangere og koordinere demonstrationerne. Og det synes jeg faktisk virker temmelig surrealistisk, for hvad er det de vil opnå? Foghs regering har allerede afsat så store midler til yderligere offentlig forbrug, at socialdemokraterne næsten ikke selv kunne have afsat mere. Og de skattelettelser, man protesterer så indædt imod, er meget små og symbolske og har som bekendt mere karakter af skatteomlægning en egentlige -lettelser. Så hvad handler protesterne om?

På mig virker det som om, at den egentlige utilfredshed ikke har så meget at gøre med politik, som den har at gøre med personer. Det ser ud som om, at uanset hvor meget socialdemokratisk politik Fogh fører, så vil fagbevægelsen forsat råbe op. De helmer tilsyneladende ikke, før det er deres egne kammerater, som indtager ministerkontorerne.