”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

tirsdag den 30. august 2011

Kvindekvoter og socialisme

Dette her er ikke ment som et forsvar for blå blok. For alle politikere kan med rette kritiseres for et eller andet. Men artiklen, som kommer her, udstiller på fin vis, hvilket hykleri, der ligger bag venstrefløjens krav om kvindekvoter: Sådan vinder blå blok valget - helt enkelt.

lørdag den 20. august 2011

Frugtsukker er gift

Kort fortalt minder frugtsukker om alkohol. Kemisk er frugtsukker og alkohol meget lig hinanden, og det som sker i kroppen, når frugtsukker indtages, er stort set det samme som ved alkohol. Største forskel er, at man ikke bliver fuld af frugtsukker.

Men frugtsukker går direkte i leveren og omdannes til fedt, og ligesom alkohol skaber frugtsukker også afhængighed. Frugtsukkeret sætter også kroppens almindelige regulering af sult/mæthed ud af kraft og fører til overspisning.

Det er en vigtig pointe, at det kun er frugtsukker, som er problemet. Drue- og mælkesukker er derimod godt for kroppen. Og frugtsukker i små mængder - som det forekommer naturligt i frugt - er i praksis heller ikke noget problem.

Så det er de mængder af frugtsukker, som i dag anvendes i madlavning og i fødevareindustrien, der er for meget for kroppen at håndtere. Problemet er alt det frugtsukker, som kroppen får i kraft af slik, sodavand, saft, juice, brød, kage og fastfood. Og ironisk nok har det kraftige fokus på at reducere mængden af fedt ført til, at der i dag anvendes mere sukker - for noget skal maden jo smage af.

Så vil man sundhedsproblemerne til livs er svaret i høj grad at drikke vand og mælk, få sig noget motion og i øvrigt spise en god kost, som man bliver mæt af - gerne med noget protein og nogle fibre.

Og derudover er det faktisk lidt af en misforståelse, at fedt er farligt. Tidligere studier har været kompliceret af, at de lande, hvor der har været meget fedt i kosten, også er de lande, hvor der har været meget sukker. Da Dr. Ancel Keys i 1953 offentliggjorde en undersøgelse, der viste en sammenhæng mellem mængden af fedt og antallet af hjertesygdomme, var der det problem, at de lande i hans undersøgelse med højt fedtindtag, også var de lande med højt sukkerindtag.

Så hjertesygdommene kunne ligeså godt stamme fra frugtsukker. Får man sit fedt fra doughnuts, er det jo ikke umiddelbart til at sige, om hjerteproblemerne skyldes fedt eller frugtsukker. Men forskningen peger på, at det er frugtsukkeret (der går i leveren og omdannes til fedt), som giver hjerteproblemerne, og ikke det fedt man ellers indtager.

Almindeligt sukker produceret ud fra sukkerroer og -rør (sukrose) nedbrydes i kroppen til 50% druesukker (glukose) og 50% frugtsukker (fruktose). I fødevareindustrien anvendes sødestoffet HFCS (High Fructose Corn Syrup), der ud over at være billigt og smager godt, ligeledes nedbrydes i kroppen til 50% druesukker og 50% frugtsukker.

Så frugtsukkeret er næsten alle vegne, men det er muligt at undgå det og derved genoprette kroppens normale regulering af sult og mæthed.

Professor Robert H. Lustig har forsket i emnet, og selvom han gerne gør sig til talsmand for politisk regulering (hvilket jeg ikke bryder mig om), så er hans resultater meget overbevisende:

fredag den 19. august 2011

Hvorfor moderne demokrati er for idioter

Med udgangspunkt i den seneste afstemning (straw poll) i Iowa, USA, forklarer Simon Black, hvorfor moderne demokrati er for idioter.

Afstemningen er led i en lang proces med at udvælge kandidater til det næste præsidentvalg, og resultatet er derfor kun vejledende. Der er kun tale om den første blandt mange flere afstemninger, som er på vej, og der er kun tale om et lille lokalområde med 17.000 vælgere. Og så alligevel lægger medierne alt for meget i resultatet. Vinderen (Michelle Bachmann) og nummer to (Ron Paul) er blot 152 stemmer fra hinanden, men medierne har allerede udpeget Bachmann som den store vinder, undladt at nævne Ron Paul, og den tredje kandidat (Tim Pawlenty med 13,7%) har selv trukket sig i vanære.

Hvor overfladisk kan demokratiet blive? Læs her: WHY MODERN DEMOCRACY IS FOR IDIOTS.

torsdag den 18. august 2011

Oktoberfest i München

Den traditionsrige oktoberfest er verdenens størst øl-fest med rødder tilbage til 1867. Peter Schottenhamel ejer et af de store øl-telte, hvor festens åbningsceremoni foregår. De fleste deltagere i festen er lokale, men der er også folk tilrejsende fra resten af Tyskland og udlændinge.

Se interview (på engelsk) med Peter Schottenhamel her: Talking Germany.

onsdag den 17. august 2011

Stabilitet i barndommen

En ny undersøgelse viser angiveligt, at børn som har gået i en god børnehave, får højere karakter ved folkeskolens afgangsprøve end børn, der har gået i en mere middelmådig børnehave. Læs her: Gode børnehaver giver børn bedre karakterer i 9. klasse.

Men hvad så, hvis et barn slet ikke har gået i børnehave men har fået lov at være hjemmme hos mor og har leget med kammarater, som også har fået lov at være hjemme? Mon ikke det er det mest stabile og befordrende for barnet?

tirsdag den 16. august 2011

Berlin

Er Berlin på vej til at blive stedet for unge kreative iværksættere? Læs her: Berlin rivals London as 'start-up cluster'.

søndag den 14. august 2011

Den indre tyske grænse

Denne animation af den indre tyske grænse er produceret af Deutche Welle i et samarbejde med et animationsfirma og historiske eksperter. Alle detaljer er så historisk korrekte, som det overhovedet er muligt.

Giv os vor frie Danmark tilbage

Citat:
Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.

fredag den 12. august 2011

Optøjer i London

Gary North har sin egen forklaring på optøjerne i London. Først sammenligner han med tidligere episoder i Los Angeles (1965 og 1992) og kommer så frem til følgende årsager:

1. Det offentlige uddannelsessystem
2. Mindstelønninger
3. Sammenbrud af familiestruktur (støttet af velfærdsstaten)
4. Misundelse ( => destruktiv adfærd)
5. Jalousi ( => tyveri og røveri)
6. Faldende omkostninger ved at koordinere et optøjer

Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis er enig i det hele, men jeg synes, at Gary North har en god pointe i, at misundelse (til forskel fra jalousi) opstår der, hvor man ser sig selv som ligeværdig med den, der har det, man selv efterstræber. Og det fører så til den destruktive adfærd. Og der kan vel næppe være nogen tvivl om, at netop velfærdsstaten understøtte denne falske forestilling om, at vi alle er lige.

Læs Gary North her: London Riots: What Nobody Dares to Say.

onsdag den 10. august 2011

Michael Moore så utilfreds, at han vil have lederen af S&P anholdt

Hvad er det lige, der sker her? Michael Moore er så utilfreds med nedgraderingen af USA's kreditværdighed, at han vil have lederen af S&P anholdt. Læs her: Michael Moore to Obama: ‘Show some guts,’ arrest S&P head.

Normalt indbefatter målestokken for god adfærd ellers, at man spiller med åbne kort og er til at stole på. Og for et kreditvurderingsfirma vil det betyde, at man fremlægger så saglige og så upartiske vurderinger, som muligt. Kommer det frem, at man bevidst har fortiet relevante forhold pga. en eller anden egeninteresse i sagen, vil det være dybt kritisabelt, og måske vil det endda være en sag for politiet.

Men her lægger Michael Moore op til, at vurderingsfirmaerne bevidst skal snyde med oplysningerne i en "god" sags tjeneste. Og udover at en sådan adfærd vil være forkert, spekulerer jeg på, om Michael Moore mon på forhånd kan definere, hvad det er for en type sager, hvor private aktører (i dette tilfælde forskellige former for investorer) godt må føres bag lyset

Det tror jeg ikke, at han kan, men jeg tænker, at der nok alligevel er en eller anden socialistisk indforståethed, som gør, at sagen virker indlysende for ham, når den først opstår. Eller sagt på en anden måde, når spørgsmålet først bliver stillet, føler socialisten, at han da hele tiden har kendt svaret.

Og så er det bare ærgerligt for den, som ikke er med i den indforståethed, eller som blot foretrækker at leve efter almindelige normer for anstændig opførsel.

Den uansvarlige velfærd

Den irske journalist Kevin Myers kritiserer her velfærdsstaten i PIIGS-landene. Myers ser en sammenhæng mellem disse landes katolske kultur (let adgang til tilgivelse og ringe sans for konsekvenser) og så den måde, politikerne bruger velfærdsstaten til at købe vælgere.

Det er muligt, at der er mere uansvarlighed i PIIGS-landene end her. Eksempelvis nævnes Grækenland, hvor parlamentsmedlemmerne får 15 månedslønninger om året. Men når det handler om at købe vælgere, synes jeg da, at der også er megen uansvarlighed hos vores hjemlige politikere.

Engelsk selvforsvar

Dejligt at se, at der trods masser af år med en umyndiggørende socialstat findes mennesker, som er parate til at kæmpe for det, som de har kært:
Hooligans vil give bøllerne røvfuld - Private vagtværn på gaden mod bøller.

mandag den 8. august 2011

Økonomisk depression

Gerald Celente fra "the Trends Research Institute" mener, at USA og verdenen er på vej mod en ny stor depression.

Jeg håber naturligvis, at det ikke bliver så slemt, men han har i hverttilfælde helt ret i, at den amerikanske centralbank - og også den europæiske - har sendt alt for mange nye penge i cirkulation og derved udhulet værdien af de eksisterende penge.

Hør ham her:



Problemerne er i høj grad skabt af uansvarlige vestlige politikere, der bruger de penge, som de ikke har. Hvis man kan få politikerne til at stoppe op og lægge en anden kurs, vil det være fint, men hvad er chancen? Dermed ikke sagt, at de ansvarlige borgere i de respektive lande ikke skal gøre forsøget. For det synes jeg da, at de skal.

Men som privatperson må man nok prøve at sikre sig bedst muligt. Selv er jeg ikke ekspert, men det bedste man kan gøre er vel at betale sin gæld og begynde at spare op i reelle håndgribelige værdier som guld, sølv og måske også jord. Men sidstnævnte er naturligvis en langsigtet opsparing og er også lidt usikker, fordi man ikke ved, hvad desperate politikkerne måtte finde på af beskatning.

lørdag den 6. august 2011

Forskellen på mænd og kvinder

Interessant boganmeldelse om forskellen på mænd og kvinder: Er der noget godt ved mænd?

fredag den 5. august 2011

Verdens bedste sælger

Joe Girard er en interessant person. Efter en fattig opvækst i Detroits ghetto med forskellige job som skopudser og avissælger, og efter en konkurs med eget byggefirma, valgte han som 35 årig at blive bilsælger. Og det var ikke noget dårligt valg, for allerede første dag på arbejdet solgte han en bil, og i løbet af tre år lykkedes det ham at komme i Guinness Rekordbog som verdens bedste sælger.

Normalt regnede man med, at en sælger kunne sælge syv biler om måneden, men til sammenligning solgte Joe Girard seks biler om dagen. Og han havde, som enhver dygtig sælger, altid glade kunder.

Alle kan lære noget af at lytte til Joe Girard, som har masser af god erfaring om salg og om livet i almindelighed. Hør ham her:

Smuglercigaretter i Tyskland

Det er en gammel sandhed, at når staten bliver for dyr i drift, så finder det frie marked alternative veje. Det sker også i Tyskland, hvor de høje tobaksafgifter betyder, at smuglercigaretter vinder frem, således at de i dag udgør 40% af det tyske cigaretmarked. Smuglervarerne er ikke altid af samme kvalitet som de officielle cigaretter, men det er der tilsyneladende mange, som er parate til at acceptere, for at få deres cigaretter til mere fornuftige priser.

Læs her: Cops losing tobacco smuggling battle (artiklen er fundet via Klaus Kjellerup på Netavisen 180 Grader).

Jeg kan ikke forarges over, at det sker, men trist er det da. For dels er de, som klarer sig bedst på det sorte marked, ikke de dygtigste forretningsfolk, som kan levere et godt produkt og begrænse omkostningerne, men derimod de, som er villige til "lidt af hvert". Og forbrugeren står uden nogen mulighed for retsbeskyttelse, hvis der viser sig at være alvorlige problemer med produkterne.

Så på den måde bliver staten sin egen værste fjende. For i sin iver efter at skabe ordnede forhold ved at styre og regulere alt, ender den til sidst med at skabe helt lovløse tilstande. Eneste løsning er naturligvis, at staten sætter sine afgifter ned til et mere behersket niveau. Men det kræver så, at velfærdsstaten (ja, Tyskland har også en velfærdsstat) får sine enorme udgifter under kontrol. Men hvor er det så lige, man finder den politiker, som tør at gå foran?

torsdag den 4. august 2011

Det fattige USA

Her er et amerikansk indslag om fattiges levestandard. Og det generelle mønster synes i flg. indslaget at være, at de fattige såmænd er ret så velstillede. For de har samme levestandard - målt på forbrugegoder - som gennemsnitsamerikaneren havde 10-15 år tidligere.
Så hvis de fattige så at sige kun er 10-15 år bagefter gennemsnitsamerikaneren, hvad er så det store problem? Og hvorfor vedbliver venstreorienterede (liberals) med at gøre fattigdom til et politisk spørgsmål? Se med her: RICH MAN, POOR MAN.

onsdag den 3. august 2011

Iværksættere og det frie marked



Det frie marked er for praktikere. Vil man købe noget, skal man kende sig selv og sine præferencer. Og vil man sælge noget, skal det man har at tilbyde være relevant, være af en tilstrækkelig kvalitet og have en fornuftig pris - og det er så stort set det. Selvfølgelig kræver det en vis viden og føling med tingene at begå sig, men det er en meget konkret og praktisk form for viden.

Det er på ingen måde nogen forudsætning at studere økonomisk teori, men da der findes økonomisk teori, og da den kan være vildledende, og da jeg ovenfor har fundet en fin video om emnet, synes jeg alligevel, at jeg også vil skrive lidt om det.

Klassisk økonomisk teori har en meget skæv opfattelse af, hvad det er, som forgår på det frie marked. Den ser markedet som et sted, hvor der er nogle givne varer, som producenter kan vælge at udbyde, og som kunderne kan efterspørge. Og så er der en sammenhæng mellem priser og mængder (både mht. udbud og mht. efterspørgsel), som alle reagerer på, indtil hele markedet finder en ligevægt. Og i den ligevægt er der så en markedspris på alle varer, og så er det egentlig blot at vedblive med at producere og forbruge de samme varer dag ud og dag ind.

Så kan der selvfølgelig indtræffe nogle forandringer (nye udbydere, nye præferencer, ny teknologi osv.), som markedet så reagerer på og finder en ny ligevægt. Men grundlæggende opfattes markedet som et sådant uendeligt "nirvana" af ligevægt.

Men intet kunne være mere forkert. Markedet er fyldt med kunder, som hele tiden er på jagt efter nye og bedre varer, og med producenter, som hele tiden søger nye og bedre veje til at give kunderne, hvad de vil have. Og den udbyder, som klarer sig bedst på markedet, er naturligvis den, som er bedst til at give sine kunder, hvad de gerne vil have.

Den klassiske økonomiske teori ser fuldkommen konkurrence som den ideelle situation, hvor der er så mange små udbydere, at ingen kan sætte sin pris det mindste op uden at miste alle sine kunder til konkurrenterne. Monopolet derimod, kan godt hæve sin pris, idet monopolet kun mister de kunder, som så hellere helt vil undvære produktet. Og i flg. teorien har monopolet netop en sådan interesse i lidt færre varer til en højere pris, end den pris som ville have været gældende ved mange små udbydere. Og det er sådanne fejlagtige betragtninger, der ligger bag konkurrencelovgivning, hvor virksomheder ransages (ved mistanke om prisaftaler), store virksomheder får bøder (hvis man mener, at de har misbrugt deres stilling på markedet) og store fusioner skal godkendes af bureaukrater uden nogen reel forstand på det, de beskæftiger sig med.

Men de eneste monopoler som reelt er problematiske er de, hvor der er en statslig eneret. Her ser man rigtig nok, at priserne går ned, hvis markedet åbnes op for konkurrence. Men det afgørende er ikke, hvormange udbydere der rent faktisk er, men derimod om markedet er åbnet for de, som måtte have lyst til at prøve kræfter med det.

tirsdag den 2. august 2011

Er mættet fedt farligt?

Vi lever i et samfund, hvor der gennem mange år har været ført kampagner for at fortælle, at man skal passe på med al den fedt i maden. Og senest har politikerne brugt det oparbejdede hysteri omkring fedt til at indføre den såkaldte fedtafgift, der skal hjælpe med at fylde penge i den slunkne statskasse.

Men er fedt – især det mættede fedt, virkelig så farligt?

Jeg er langt fra ekspert i ernæring, men jeg ved med sikkerhed, at mange af dem, som kalder sig eksperter, heller ikke altid ved ret meget. For nogle emner er bare rigtigt komplicerede, og muligheden for at lave tilbundsgående undersøgelser er ikke altid tilstede. Så nogle gange er grundlaget for en konklusion blot en statistisk analyse af et begrænset talmateriale, som måske synes at antyde et bestemt mønster.

En sådan undersøgelse offentligjorde Dr. Ancel Keys i 1953, som konkluderede, at der var en sammenhæng mellem mængden af fedt og antallet af hjertesygdomme. Og det er i store træk stadig den undersøgelse, som ligger til grund for nutidens fedt-angst. Bevares, naturligvis findes der fedtstoffer af dårlig kvalitet, som man bør holde sig fra, men noget tyder på, at det videnskabelige grundlag for en mere generel advarsel mod fedt er meget ringe. Og nogle mener, at det ligefrem er skadeligt at skære ned på fedtet. Se f.eks. her: Er mættet fedt farligt?.

Nyere forskning peger på, at et stort sundhedsmæssigt problem er de enorme mængder af frugtsukker, som er i vores kost og i vore læskedrikke. Og der har man fundet, at kroppens reaktion på frugtsukker nøje svarer til kroppens reaktion på alkohol, og at der skabes den samme afhængighed som af alkohol. Se f.eks. her: Fructose: Sweet, But Dangerous.

Men noget skal vi jo spise, og noget skal maden jo smage af. Så medens der har været et enormt fokus på at skære ned på fedtet, har fødevareindustrien så i højere grad valgt at komme sukker i maden. Så måske har fedt-angsten i virkeligheden forværret den generelle sundhedstilstand.

Sikkert er det i hverttilfælde, at det ikke altid betaler sig at lytte til videnskaben. Nogle gange kommer man længere med sin sunde fornuft - men som altid er kunsten at vide med sig selv, hvornår de som vil belære, har noget at have det i, og hvornår de ikke har.

Mytologien fra Oslo

Den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Michael Ledeen skriver om terrorangrebet i Oslo.

Og han finder, at der er noget forældet over hele forløbet. Gerningsmanden ser sig selv som forsvarer af en vestlig verden, som ikke har eksisteret siden 1. verdenskrig. Og fjenderne "marxisme” og “islam", de findes heller ikke rigtigt længere.

For selvom der da findes marxistiske intellektuelle, så findes marxismen ikke længere som en massebevægelse, der kan udfordre vesten. Der er intet marked for revolutionær marxisme. Og islam har i århundreder været døende. De stater, der kalder sig islamiske, er mislykkede stater, hvor befolkningerne sulter, og selvom der findes islamiske terrorrister, så drømmer de mest talentfulde unge mennnesker om at komme til at leve i et "vantro" land.

Men Anders Breivik er ikke den eneste. De marxister og islamister, som trods alt findes, opererer også ud fra forældede mytologiske forestillinger om den vestlige verden. Og mange af reaktionere på angrebet bygger ligeledes på mytologiske forestillinger som, at Anders Breivik blot skulle være toppen af et isbjerg.

Vi lever i en tid, hvor verdenen er i opbrud, kaos forstyrrer den velordnede tanke, og mytologi får lov at erstatte sund fornuft.

The Myths of Oslo.

mandag den 1. august 2011

Tre forretningsprincipper fra Calvin Klein

- Vær god til det du gør
- Vælg et tilstrækkeligt stort marked
- Vær fokuseret

Tv-avisen

Har her til aften rent undtagelsesvis set tv-avisen. Og det fik mig til at tænke på, om det mon var en genudsendelse :-). De fleste af historierne virkede så underligt bekendte - især den med de nye studerende, som ikke kunne finde noget sted at bo. Den har jeg da jævnligt måttet lægge øre til de sidste 30 år eller mere.
Skulle nogen have lyst, kan udsendelsens ses her: Tv-avisen, 1. aug. 2011.