En vares værdi

Indtil videre har jeg skrevet om økonomi som noget med god prioritering af ressourcer. Men hvorfra kommer ressourcernes værdi? Hvorfor er et kilo guld mere værd end et kilo sølv, og hvorfor er en liter god rødvin mere værd end en liter sodavand?

Karl Marx mente, han havde svaret. Han mente, at varens værdi direkte afhang af den forbrugte arbejdstid til at fremstille den. En vare, som tog to timer at fremstille var iflg. Marx dobbelt så meget værd, som en vare der kun tog én time.

I dag, er der nok ikke mange, der er i tvivl om, at Marx tog fuldstændig fejl. En vares værdi afhænger bla. af den sammenhæng, varen indgår i. Der har købmænd vidst lige siden oldtiden, hvor de levede at købe varer i et land, transportere dem til et andet land, hvorefter de så kunne sælges til en langt højere pris.

Der er noget subjektivt i værdi. En vares værdi afhænger bla., hvilke muligheder man ellers har, og af ens personlige vurdering og smag.

Det er meget banalt, og et eller andet sted ved vi det godt. Men alligevel diskuterer vi ofte som om, at en vares værdi er objektivt givet. Vi diskuterer ofte, som om at det kun er produktion, der er afgørende i værdiskabelsen, medens handel kun er en lille detalje. Og derfor forarges vi let, hvis vi hører om en arbejder i et fjernt land, som kun aflønnes med en brøkdel af det, som varens sælges for til slutbrugeren.

Men jeg kender ikke andre mål for værdi, end at en vare er det værd, som køber og sælger kan enes om.

Udlejning af sommerhus

I dag vil jeg behandle en misforståelse, som mine forældre gjorde sig skyldige i, dengang de havde sommerhus. Huset var et ældre hus fra 60’erne men lå på en attraktiv grund i et attraktivt turistområde. Oprindelig var huset købt til egen fornøjelse, men efterhånden var mine forældre gået over til udelukkende at udleje det til tyske turister. Som tiden gik, blev turisternes forventningerne til udlejningshuse dog højere og højere, og da mine forældre ikke investerede i at forbedre deres hus, blev det – trods en billig leje – udlejet mindre og mindre.

Men min forældre var stadig godt tilfredse. Selvom de kun havde et overskud (lejeindtægter fratrukket vedligeholdelsesudgifter, skatter mv.) vistnok i størrelsesordnen kr. 10.000,- om året, syntes de, at de gjorde en god forretning. Huset var for længst betalt, så overskuddet gav stadig et positivt bidrag til økonomien, som de var glade for.

Men de glemte en ting, nemlig at overveje alternativerne. Nu kan det selvfølgelig være omstændigt, hvis man hver eneste gang man træffer et valg skal foretage en grundig analyse af alle tænkelige alternativer. Men man bør i det mindste vælge sig et lidt mere kvalificeret nulalternativ. Lad mig forklare.

Nulalternativet er det, man sammenligner med, når man kalkulerer overskuddet ved sine aktiviteter. I min forældres tilfælde var det ubevidste nulalternativ at sælge sommerhuset og lægge pengene ned i en skrivebordsskuffe. Og i så fald ville de naturligvis miste de 10.000,- kr. om året.

Men et bedre nulalternativ ville være, at sælge sommerhuset og sætte pengene i obligationer. Og i så fald ville det være et godt spørgsmålt om overskuddet på de 10.000,- kr. fortsat ville være attraktivt for mine forældre. Rent praktisk ville en sådan beregning foregå ved, at man ved opgørelsen af udgifterne tillagde en renteudgift af ejendommens værdi. Selvom ejendommen allerede var betalt, ville det alligevel give god mening, da man kan sige at mine forældre ved at beholde huset, ofrede muligheden for en ekstra renteindtægt.

Og den mistede renteindtægt er netop et eksempel på en såkaldt offeromkostning. Og husker man at indregne sine offeromkostninger, viser resultatet, hvor meget bedre det påtænkte alternativ er end nulalternativet. I min forældres tilfælde, hvor husets grund var rigtig mange penge værd, var det et godt spørgsmål, om det egentlig ikke ville være bedre at sælge og købe obligationer i stedet.

Mine forældres misforståelse kan formuleres sådan:

Når jeg tager mine indtægter og fratrækker alle de umiddelbare omkostningerne ved jeg, om det er en god forretning.

Men som sagt er det forkert, man skal overveje sine alternativer og huske sine offeromkostninger. Det skal naturligvis indrømmes, at det ofte kan være umuligt at få alle relevante omkostninger med. I tilfældet med et sommerhuset ved man jo ikke hvor stor en værdistigning, man vil gå glip af, ved at sælge huset nu fremfor senere - eller om det modsatte vil gøre sig gældende, så man får et værditab ved at vente. Man kender aldrig sine alternativer fuldt ud, men skal i det mindste huske at beregne renter af sin investerede kapital.

At være studerende

Næste misforståelse, som skal behandles er denne:

Jamen jeg er studerende og har kun lige til dagen og vejen. Jeg har ikke de store valgmuligheder, så jeg har slet ikke behov for at gøre mig overvejelser om økonomi.

Jeg skal indrømme, at sådan tænkte jeg selv, dengang jeg var ung studerende. Jeg havde lidt indtægter fra erhvervsarbejde og på et tidspunkt fik jeg også SU. Det var ikke de helt store summer og med et kollegieværelse samt div. øvrige fornødenheder, ja så var der ikke meget mere end lige til dagen og vejen. Så hvad skulle jeg med økonomiske overvejelser, tænkte jeg.

Men intet er mere forkert, end at tænke sådan. Selvom der ikke er de stor penge til rådighed, handler det igen om at se på ressourcer. Hvad yder jeg til samfundet, og hvad forventer jeg at få igen? Som studerende bruger man store mængder af ressourcen tid til at sætte sig ind i et fagområde. Studiet er formentlig drevet af interesse, men samtidig er der også en økonomisk synsvinkel, hvor man entne kan enten se studiet som tid forbrugt på en interesse, eller man kan se det som en investering, der skal ruste til et fremtidigt job.

Men uanset synsvinkel, så er det at være studerende et økonomisk valg. Og sålænge man er studerende, er det klart, at man ikke har de store indtægter, for man yder jo heller ikke noget særligt til det omgivende samfund. Tværtimod lever man ofte på nas med skattebetalt undervisning og SU.

Spørgsmålet er, om der er andre måder, at indrette sig på. Er der andre måder, hvorpå interessen kan dyrkes? Er der så andre måder, hvorpå tilsvarende jobmæssige kvalifikationer kan erhverves? – f.eks. i kombination med et almindeligt arbejde. Er svaret nej, kan man så overveje, om man kan spare penge, f.eks. ved at flytte lidt senere hjemmefra, end man egentlig kunne ønske sig. Det lyder måske ikke ideelt, men på den anden side handler økonomi jo om at prioritere. Og det kan man kun ved at overveje forskellige alternativer og deres konsekvenser.

Det er muligt, at man så kommer frem til, at man som almindelig studerende allerede har truffet det rigtige valg. Og det er naturligvis helt ok, men man skal ikke bilde sig selv ind, at man ikke har behov for økonomiske overvejelser. For det at være studerende er et økonomisk valg, som har en voldsom indflydelse her og nu og påvirker også resten af ens liv.

Budgetkonto

I dette indlæg vil jeg igen tage en økonomisk misforståelse under behandling. Denne gang er det denne:

Der er fuldstændig styr på min økonomi, for jeg har budgetkonto

En budgetkonto tager udgangpunkt i, at du får nogenlunde lige mange penge hver måned for dit arbejde, medens det, du skal betale, kan variere. Formålet med kontoen er så at sikre, at der bliver sat penge til side hver måned, så du altid kan betale dine regninger. Sagt med andre ord er formålet at sikre, at din likviditet hænger sammen.

Men som bekendt handler økonomi ikke om penge, men om ressourcer. Selvom det naturligvis er vigtig, at du kan betale, når du skal, er det mindst ligeså vigtigt at se på de ressourcer, du forbruger. Lad mig begynde med et simpelt eksempel til at illustrere forskellen på en udgift, en omkostning og en betaling. Forestil dig, at du går ind på en restautant og bestiller en menu og drikkevarer for kr. 300,-. Idet du afgiver ordren til tjeneren, forpligter du dig juridisk til at betale kr. 300,-. En sådan forpligtelse til at betale kaldes en udgift. Efterhånden som du spiser maden pådrager du dig omkostninger. Omkostningerne er nemlig markedsværdien af dit forbrug, så efter forretten har du måske haft omkostninger for kr. 75,-, efter hovedretten er omkostningerne måske nået op på kr. 250,- og endelig efter desserten og den sidste slurk kaffe er dine omkostning vokset til kr. 300,-. Og så sidst, inden du forlader restauranten, skal du så betale beløbet på kr. 300,-.

Som det ses er udgiften, de samlede omkostninger og betalingen alle lige store, nemlig kr. 300,-, men det ses også, at udgiften, ressourceforbruget (omkostningerne) og betalingen forgår på forskellige tidspunkter. Ved et restaurantbesøg er det naturligvis temmelig ligegyldigt, men det er det ikke når det drejer sig om lidt større værdier som en bil eller et hus. En bil kan sagtens være betalt men stadig have en værdi, der først bruges, efterhånden, som der fortsat køres i den. I det tilfælde er der altså flere omkostninger ved bilen, end de som fremgår af budgetkontoen. Måske kan det i virkeligheden bedst betale sig at sælge bilen, og købe en ny, også selvom det fører til optagelse af et lån med deraf følgende betalinger fra budgetkontoen.

Jeg kunne blive ved med eksempler, men jeg håber at pointen er klar. Det er vigtigt at kigge bagom tallene på budgetkontoen og finde de reelle omkostninger. Det er forudsætningen for en fornuftig prioritering af dit ressourceforbrug. Det er god økonomi og på sigt fører det også til lavere betalinger fra din konto.

Lidt om økonomi

Når jeg snakker med personer i min omgangskreds, slår det mig ofte, hvor lidt de egentlig ved om økonomi. Og det er ikke fordi disse personer på nogen måde er dumme eller uuddannede – tværtimod. Men af en eller anden grund har de, når det drejer sig om økonomi, aldrig rigtigt fået styr på selv de mest grundlæggende begreber og sammenhænge. Jeg har en mistanke om, at det måske er et særligt dansk fænomen, så derfor vil mine første indlæg her på lommefilosoffen tage udgangspunkt i nogle gængse misforståelser om økonomi. Første indlæg handler om den nok største misforståelse af dem alle:

Økonomi handler om penge

Nej, nej og atter nej! Penge er blot et betalingsmiddel, der bruges til at afregne for varer og tjenesteydelser. Økonomi handler ikke om penge, men om de varer og tjenesteydelser, der udveksles. Helt præcist hedder det, at økonomi handler om knappe ressourcer, dvs. ressourcer, hvor der ikke er nok til, at alle kan få deres ønsker opfyldt. Et eksempel på en ressource, som ikke er knap, er frisk luft. Her kan man stadig indånde så meget man lyster, uden at naboen derved kommer til at mangle. Men ellers er hovedreglen, at ressourcer er knappe, og at deres fordeling og anvendelse derfor skal prioriteres. Ønsker man, at få ressource A til sin rådighed, er det ikke sikkert, at man også kan få ressource B.

I vores del af verdenen forgår fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt ved fri handel. Og til det formål benyttes så penge til at holde regnskab, således at det er op til hver enkelt at prioritere sit arbejde og sit ressourceforbrug ud fra egne muligheder og behov. Har man overskud i sin økonomi betyder det, at markedsværdien af de ressourcer man yder til det omgivende samfund er større end markedsværdien af de ressourcer man forbruger. Tilsvarende betyder et underskud, at man forbruger mere end man yder. Det er sådan set meget banalt, men jeg har mødt mange mennesker – også med særdeles gode indtægter – som er frustrerede over, at de ikke kan få deres penge til at slå til. Og i den situation er det godt at huske på, at det virkelige problem – og dermed den virkelige løsning – ikke handler om penge, men om de ressourcer man yder til og forbruger fra det omgivende samfund.