Gad vide, om han mener det?

I sidste uge var Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti i Deadline til en diskussion af 12 minutters længere arbejdstid. Se indslaget her: Deadline.

Som opponent deltog Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Og hans indvending mod de 12 minutter var meget enkel - nemlig en undersøgelse, der viser, at de fleste danskere ikke ønsker at arbejde mere. Kun 6% ønsker at arbejde mere, 20% vil gerne have færre timer, og endelig er der så de sidste 74%, der er godt tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Så hvordan skal de 12 minutter så realiseres, når S og SF ikke vil øge incitamentet til at arbejde mere?

Men Ole Sohn fandt, at en sådan diskussion af incitamenter var irrelevant, for alle økonomer var jo enige om, at der var brug for højere arbejdstid. Og så var det jo bare et spørgsmål om at aftale det med arbejdsmarkedets parter. Og lidt senere i indslaget sagde Ole Sohn, at vælgerene jo var bekendte med 12-minutters-planen. Så derfor var det jo ikke et spørgsmål om økonomi men om politik: "Hvilken vej ønsker vi at gå?"

Ved første gennemsyn syntes jeg, at det virkede som om, at Ole Sohn var kraftigt i defensiven og talte udenom. Og så alligevel - gad vide om han selv mente det, han sagde?

Kan det tænkes, at Ole Sohn seriøst mener, at det enkelte individs ønske om at arbejde mere eller mindre ikke har nogen betydning? Kan det tænkes, at Ole Sohn mener, at såfremt S og SF vinder folketingsvalget, så har borgerne kollektivt stemt for højere arbejdstid, og så er deres individuelle præferencer uden betydning? Det tror jeg faktisk godt kan være tilfældet, og det vil passe fint med socialismens grundlæggende problem.

For sagen er jo, at der kan være forskel på det, som folk personligt vil, og det de kollektivt vil. Mange vil jo gerne have højere arbejdstid sådan generelt, idet de så håber, at det bare ikke rammer dem personligt. Det er såmænd meget menneskeligt at tro, at man på den måde kan fedte sin del af det kollektive ansvar af på andre. Alle er med for at høste en gevinst, lige indtil det rammer dem selv. Så når den kollektive beslutning skal gennemføres, må de socialistiske ledere tage gradvist hårdere og hårdere midler i brug for at gennemtvinge planen.

I det konkrete tilfælde med arbejdstid vil S og SF blive nødt til at begrænse retten til deltidsarbejde, for ellers virker den forhøjede arbejdstid jo ikke. Derudover bliver man nødt til at gøre noget ved alle de, som ikke er under kollektiv overenskomst, og sådan tager det ene skridt det andet.

Ikke spor underligt, at det gik galt i østblokken - men hvorfor er vi så forhippede på at gentage fortidens fejl?