Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark. Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.
Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.
Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.
Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar