”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

mandag den 28. maj 2007

Lidt om økonomi

Når jeg snakker med personer i min omgangskreds, slår det mig ofte, hvor lidt de egentlig ved om økonomi. Og det er ikke fordi disse personer på nogen måde er dumme eller uuddannede – tværtimod. Men af en eller anden grund har de, når det drejer sig om økonomi, aldrig rigtigt fået styr på selv de mest grundlæggende begreber og sammenhænge. Jeg har en mistanke om, at det måske er et særligt dansk fænomen, så derfor vil mine første indlæg her på lommefilosoffen tage udgangspunkt i nogle gængse misforståelser om økonomi. Første indlæg handler om den nok største misforståelse af dem alle:

Økonomi handler om penge

Nej, nej og atter nej! Penge er blot et betalingsmiddel, der bruges til at afregne for varer og tjenesteydelser. Økonomi handler ikke om penge, men om de varer og tjenesteydelser, der udveksles. Helt præcist hedder det, at økonomi handler om knappe ressourcer, dvs. ressourcer, hvor der ikke er nok til, at alle kan få deres ønsker opfyldt. Et eksempel på en ressource, som ikke er knap, er frisk luft. Her kan man stadig indånde så meget man lyster, uden at naboen derved kommer til at mangle. Men ellers er hovedreglen, at ressourcer er knappe, og at deres fordeling og anvendelse derfor skal prioriteres. Ønsker man, at få ressource A til sin rådighed, er det ikke sikkert, at man også kan få ressource B.

I vores del af verdenen forgår fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt ved fri handel. Og til det formål benyttes så penge til at holde regnskab, således at det er op til hver enkelt at prioritere sit arbejde og sit ressourceforbrug ud fra egne muligheder og behov. Har man overskud i sin økonomi betyder det, at markedsværdien af de ressourcer man yder til det omgivende samfund er større end markedsværdien af de ressourcer man forbruger. Tilsvarende betyder et underskud, at man forbruger mere end man yder. Det er sådan set meget banalt, men jeg har mødt mange mennesker – også med særdeles gode indtægter – som er frustrerede over, at de ikke kan få deres penge til at slå til. Og i den situation er det godt at huske på, at det virkelige problem – og dermed den virkelige løsning – ikke handler om penge, men om de ressourcer man yder til og forbruger fra det omgivende samfund.

Ingen kommentarer: