Daglig handel

I mit sidste indlæg brugte jeg eksemplet med at sælge sin gamle cykel. Formålet var, at illustrere hvor mange forskelligartede forhold, som kan spille ind, når man skal finde en vares pris.

I almindelig daglig handel bruges det som bekendt ikke at aftale prisen individuelt. Går jeg ned i supermarkedet for at købe to liter mælk, er der ingen der vil bruge tid på at forhandle en individuel pris med mig. Hvis jeg alligevel forsøger, vil jeg nok hurtig få at vide, at jeg kan tage mælken til den angivne pris, eller lade være.

Men på trods af dette er en sådan handel også er en frivillig aftale, hvor varens værdi er den pris, man kan enes om. Godt nok er prisen ikke til diskussion hver gang, der handles ind, men hvis jeg køber mælken, er det fordi, jeg finder den angivne pris ok. Prisen er lavere end min ”walk away price”. Undlader jeg derimod at købe, kan det være at jeg finder et andet supermarked, med billigere mælk, og er der flere andre, der gør ligesom jeg, vil supermarkedet hurtigt se det på sine salgstal, og må tilpasse sig.

Der er så forskellige metoder, supermarkedet kan anvende til at vurdere, hvilken pris de skal tage. Prisen afhænger også at supermarkedets strategi, f.eks. om man vil være et discount-marked men høj omsætning og lille fortjeneste pr. enhed, eller om man vil være en eksklusiv forretning, for dem som har råd, eller noget derimellem.

Men intet af dette ændrer på det helt grundlæggende. I daglig handel stemmer man med fødderne, og varenes værdi er fortsat det, men kan blive enige om – nemlig den pris, de rent faktisk sælges til.