”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

fredag den 9. november 2007

Dum – Dummere – DR

Det er efterhånden sjældent, at jeg ser noget på DR. Men her i løbet af ugen var jeg sammen med nogle, der sad og så det, så derfor satte jeg mig også, og så med.

Det var vistnok programmet Pengemagsinet, som denne gang omhandlede partistøtte. Man gennemgik lidt om, hvor de forskellige partier fik deres penge fra, og fordi A.P. Møller - Mærsk støttede de borgerlige partier, stillede DR sig op udenfor nogle af Dansk Supermarkeds butikker. Som bekendt er A.P. Møller – Mærsk aktionær i Dansk Supermarked, så derfor interviewede DR kunderne om, hvorvidt de var klar over, at de ved at handle i den pågældende butik var med til at støtte de borgerlige partier. Og det var kunderne selvfølgelig ikke klar over, men flere udtrykte deres forundring og mente, at hvis de havde vidst det, så ville de nok have handlet et andet sted.

Men nu er det jo bare sådan, at en butik ikke udregner sine priser ved at lægge alle omkostninger sammen. Priserne sættes ud fra en vurdering af, hvad kunderne er villige til at give. Og det indbefatter bla., at man holder særdeles godt øje med konkurrenterne. En beslutning om partistøtte har ingen som helst indflydelse på varernes pris. Så det er noget sludder, at kunden støtter dette og hint ved at handle i den pågældende butik. Det eneste sted i butikken partistøtten slår igennem er på ejernes overskud, som bliver mindre end ellers. Så ud fra en sådan basal økonomisk sammenhæng er det noget sludder at fortælle kunderne, at de gennem deres indkøb støtter dette og hint.

Men derudover er det vel også problematisk, hvis køber skal interessere sig for, hvorledes sælger burger sit overskud. Tillad mig at illustrere med et lille tankeeksperiment. Tænk sig, hvis programmet havde handlet om individuelle lønmodtageres bidrag til politiske partier, og at DR havde spurgt kunderne om følgende:
Person X, som er ansat i denne butik, er medlem af parti Y. Så når du handler her, er du med til at betale løn til X, og derved er du med til at støtte parti Y. Hvordan har du det med det?

Men mon ikke, at de fleste kunder blot ville svare, at det ikke kunne have nogen indflydelse på butikkens priser, og at det vel i øvrigt måtte være er op til X selv at bestemme, hvad han ville med sine egne penge. Men nu var anledningen som nævnt støtte fra en erhvervsvirksomhed, og DR syntes åbenbart ikke, at det udelukkende måtte være op til den pågældende virksomhed at træffe egne dispositioner.

Derudover havde programmet efter min opfattelse en hældning i retning af, at de borgerlige partier var velbeslåede, mededens det var synd for socialisterne, nu når de ikke længere havde solide bidrag fra fagbevægelsen. Og tager jeg ikke helt fejl antydede programnmet, at det mest retfærdige nok ville være, hvis partierne blot havde statsstøtten. Det var i hverttilfælde sådan, at jeg opfattede det.

Men jeg håber sandelig, at jeg gøre DR uret. Jeg håber, at de ikke er så slemme og dumme, som jeg tror. Men det tror jeg desværre ikke.

DR’s hjemmeside om samme emne: Partistøtten lever i bedste velgående

Ingen kommentarer: