”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

mandag den 18. august 2008

Forbrydelse og straf

Det sker tit, at straffene i det danske retssystem er til debat. F.eks. i dagens klumme på netavisen 180Grader: Hårde straffe virker. Jeg er i mit lommefilosofiske hjørne og foreslår derfor en helt ny tilgangsvinkel:
Lad den skadelidte selv bestemme straffen

Selvfølgelig skal der stadig en domstol ind over, så der fortsat bliver en grundig behandling af skyldsspørgsmålet, og selvfølgelig skal der stadig være en vis form for konsistens i strafudmålingen.

Men hvorfor ikke tilbyde alle danskere, at de kan udfylde et spørgeskema med deres holdning til forbrydelse og straf? Jeg ved ikke, om man helt ned i detaljen skal tage stilling til alle mulige tænkte forbrydelser, eller om det skal være lidt mere overordnet. Måske skal man blot tage stilling til nogle generelle principper, hvorvidt man ønsker en hård og hævnorienteret straf, eller om man mere er til det bløde og omsorgsfulde. Og derudover kan det så suppleres ved, at man tager stilling til strafferammen for nogle typiske forbrydelser som drab, uagtsomt manddrab, vold, voldtægt, røveri, tyveri etc.

Lyder det utopisk? Måske, men på den anden side, så er det danske retsvæsen ikke kun et spørgsmål om den "højere" retfærdighed. Det er også politisk, idet at folketinget vedtager de love, der danner udgangspunkt for domstolenes overvejelser. Så hvorfor ikke gennem et sådant spørgeskema lade borgerne tage stilling for dem selv, istedet for at spilde tiden med et stort politisk slagsmål om fælles regler og principper?

Ingen kommentarer: