”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

onsdag den 13. august 2008

Hvorfor så bange for friheden?

Det sker tit, at jeg undrer mig, og i dag er det sket igen. Først hørte jeg om det i DR's radioavis på P1, og nu har historien også fundet vej til netavisen 180 Grader. Men jeg undrer mig virkelig. Hvorfor er så mange mennesker så bange for friheden, at de vil bruge vold og magt for at kvæle nye innovative tiltag?

Det aktuelle eksempel er en ny måde at sælge bolig på vhja. hollandsk auktion på internettet. Du kan se det her: HouseJack - tager lidt af prisen hver dag.

Men straks er der nogen, som vil forbyde det, og det er ikke engang de fæle socialister fra den yderste venstrefløj. Næh, det er udover forbrugerrådet såmænd vicedirektøren i Dansk Ejendomsmæglerforening. Han mener, at der er tale om hasardspil. Du kan f.eks. læse om det på 180 Grader: Jurister vil lukke ny boligsalgsportal.

Om det er en god måde at sælge bolig på, kan jeg naturligvis ikke sige. Det må tiden vise. Men det kan da ikke have noget at gøre med hasard, idet man selv sætter den økonomiske ramme. Man afgør jo selv, hvormeget boligen skal udbydes til og hvormeget der kan slås af prisen.

Jeg kan naturligvis heller ikke vide, om ham vicedirektøren virkelig inderst inde i hjertet selv tror på, at det er hasard, eller om han er lidt farvet af, at han har nogle interesser at varetage. Men hans udtalelse er alligevel påfaldende, for er det ikke lige præcis det, mange danskere tænker om et frit marked - nemlig, at det vist er det rene hasardspil. Og er det ikke derfor, at så mange danskere æder det råt, når en person stiller sig op på TV for at efterlyse flere regeringsindgreb, flere love, mere styring og mere regulering.

Hvorfor er vi så bange for friheden? Hvorfor prøver vi at lukke livet med dets mange udfordringer og muligheder ude? Og hvorfor ser vi ikke, at vi i den proces blot ender med at lukke os selv inde?

Ingen kommentarer: