Pga. den nye rygelov skal alle arbejdsgivere udforme en rygepolitik. Et særligt krav, udover at den skal være skriftlig er, at rygepolitikken skal indeholde en beskrivelse af konsekvenserne for den medarbejder, der måtte forbryde sig.
Nu er det sjældent god virksomhedsledelse på forhånd at låse sig alt for fast på konsekvenserne ved afvigende adfærd. Det vil man ihverttilfælde hurtigt kunne fortryde den dag, det viser sig, at en ellers højt skattet medarbejder ind imellem foretager små overtrædelser. Så derfor glæder det mig da også, at det efter loven trods alt er accepteret blot at angive en blød formulering om, at overtrædelse vil indgå i en samlet vurdering af medarbejderen.
I store virksomheder er man vant til at tænke administrativt, og man har i forvejen en masse politikker. En rygepolitik bliver bare en enkelt politik mere til samlingen. Små virksomheder er til gengæld ofte helt modsatte. Tit har de så travlt med at løse de mest presserende opgaver, at der sjældent bliver tid til at sætte sig ned for at lave skriftlige retningslinier. Og tit er det heller ikke nødvendigt med sådanne ting på skrift, da virksomheden netop er lille.
Men rygepolitikken skal være skriftlig, det har dem inde på Borgen ment, var det bedste. Men noget tyder på, at Arbejdstilsynet godt ved, at de mange små virksomheder her i landet ikke altid er gearet til bureaukrati. I hverttilfælde uddeler de ved kontrolbesøg en A5-side som ovenstående, hvor man hurtigt lige kan krydse af og sætte sin underskrift. Og vupti, så har man den lovbefalede rygepolitik.
Så må man jo bare håbe, at arbejdgiveren sætter nogle fornuftige krydser og heller ikke kommer til at nedfælde konsekvenser, som han senere vil fortryde. Og dog - ved nærmere eftertanke er det jo nok temmelig ligegyldigt, hvad arbejdsgiveren skriver. For når Arbejdstilsynet er gået, bliver det nok hurtigt glemt. I den lille virksomhed har det skrevne ord jo sjældent nogen stor betydning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar