DR og den røde farve

På DR har ordet farvefjernsyn en helt særlig betydning. Og ikke nok med det, selv radioprogrammer formår de at sende i farve – nemlig rød.

For nylig havde radioprogrammet Kaffeklubben en udsendelse kaldet T-shirten og de røde lejesvende. Her kom politikerne i studiet bla. ind på forholdet mellem DR og DR’s politiske bestyrelse. Rune Lund (Enh.) og Morten Østergaard (Rad.) brystede sig af fine principper om armslængde og pressen som den 4. statsmagt. Principper som jeg som udgangspunkt da også er helt enige i.

Problemet er blot, at DR er en komplet umulig konstruktion. Hele idéen med statslig public service hviler på en forestilling om objektivitet, som skal formidles til den uoplyste befolkning. Men den forestilling holder ikke i DR-medarbejderenes dagligdag, hvor enhver historie og ethvert til- og fravalg nødvendigvis er udtryk for en bestemt måde at anskue verdenen på. Opgaven kan ikke løses på neutral måde, så det eneste man kan gøre er at søge at lade alle synsvinkler komme til orde. Og så må man også lægge enorme restriktioner på ledernes gøren og laden, hvis man vil undgå at disses handlinger bliver brugt til at afsløre deres personlige sympatier. For sker det (og det gør det jo hele tiden) styrkes den naturligt forekommende mistanke om, at visse politiske synspunkter nok alligevel har fortrinsret i den tvangsfinansierede mediemastodont.

Og så er der den politiske bestyrelse. De må naturligvis hylde "armslængde"-pricippet, således at illusionen om et objektivt og uafhængigt DR kan opretholdes. Det ser jo ikke kønt ud, hvis en politiker åbenlyst prøver at påvirke DR’s indhold i en bestemt retning. Men her skal man ikke lade sig narre. Den som taler mest om armslængde er ikke nødvendigvis den største helgen. Det kan også være, at denne person bare (i det store og hele) er rigtig godt tilfreds med DR’s vinkling og indhold. Og i så fald er det jo let at ”pudse glorien” ved at tale om armslængde. Og modsat er det ikke sikkert, at den som påtaler specifikke forhold i DR’s programvirksomhed, har et dybtfølt ønske om at blande sig. Tværtimod kunne der være tale om en frihedsorienteret politiker, som ønsker frie og uafhængige medier, men som i kraft af den statslige mediekonstruktion ser det som sin opgave at påtale de værste skævheder.

Gamle Henry Ford havde et princip om, at kunden kunne vælge lige præcis den bilfarve han ønskede, sålænge det var sort. Tilsvarende har jeg en mistanke om, at venstrefløjen og de kulturradikale lader DR vælge lige præcis den farve, som DR selv ønsker – bare de vælger rød.