Giv os vor frie Danmark tilbage

Citat:

Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.

Økonomisk depression

Gerald Celente fra "the Trends Research Institute" mener, at USA og verdenen er på vej mod en ny stor depression.

Jeg håber naturligvis, at det ikke bliver så slemt, men han har i hverttilfælde helt ret i, at den amerikanske centralbank - og også den europæiske - har sendt alt for mange nye penge i cirkulation og derved udhulet værdien af de eksisterende penge.

Hør ham her:



Problemerne er i høj grad skabt af uansvarlige vestlige politikere, der bruger de penge, som de ikke har. Hvis man kan få politikerne til at stoppe op og lægge en anden kurs, vil det være fint, men hvad er chancen? Dermed ikke sagt, at de ansvarlige borgere i de respektive lande ikke skal gøre forsøget. For det synes jeg da, at de skal.

Men som privatperson må man nok prøve at sikre sig bedst muligt. Selv er jeg ikke ekspert, men det bedste man kan gøre er vel at betale sin gæld og begynde at spare op i reelle håndgribelige værdier som guld, sølv og måske også jord. Men sidstnævnte er naturligvis en langsigtet opsparing og er også lidt usikker, fordi man ikke ved, hvad desperate politikkerne måtte finde på af beskatning.

Smuglercigaretter i Tyskland

Det er en gammel sandhed, at når staten bliver for dyr i drift, så finder det frie marked alternative veje. Det sker også i Tyskland, hvor de høje tobaksafgifter betyder, at smuglercigaretter vinder frem, således at de i dag udgør 40% af det tyske cigaretmarked. Smuglervarerne er ikke altid af samme kvalitet som de officielle cigaretter, men det er der tilsyneladende mange, som er parate til at acceptere, for at få deres cigaretter til mere fornuftige priser.

Læs her: Cops losing tobacco smuggling battle (artiklen er fundet via Klaus Kjellerup på Netavisen 180 Grader).

Jeg kan ikke forarges over, at det sker, men trist er det da. For dels er de, som klarer sig bedst på det sorte marked, ikke de dygtigste forretningsfolk, som kan levere et godt produkt og begrænse omkostningerne, men derimod de, som er villige til "lidt af hvert". Og forbrugeren står uden nogen mulighed for retsbeskyttelse, hvis der viser sig at være alvorlige problemer med produkterne.

Så på den måde bliver staten sin egen værste fjende. For i sin iver efter at skabe ordnede forhold ved at styre og regulere alt, ender den til sidst med at skabe helt lovløse tilstande. Eneste løsning er naturligvis, at staten sætter sine afgifter ned til et mere behersket niveau. Men det kræver så, at velfærdsstaten (ja, Tyskland har også en velfærdsstat) får sine enorme udgifter under kontrol. Men hvor er det så lige, man finder den politiker, som tør at gå foran?

Det fattige USA

Her er et amerikansk indslag om fattiges levestandard. Og det generelle mønster synes i flg. indslaget at være, at de fattige såmænd er ret så velstillede. For de har samme levestandard - målt på forbrugegoder - som gennemsnitsamerikaneren havde 10-15 år tidligere.
Så hvis de fattige så at sige kun er 10-15 år bagefter gennemsnitsamerikaneren, hvad er så det store problem? Og hvorfor vedbliver venstreorienterede (liberals) med at gøre fattigdom til et politisk spørgsmål? Se med her: RICH MAN, POOR MAN.

Iværksættere og det frie marked

Det frie marked er for praktikere. Vil man købe noget, skal man kende sig selv og sine præferencer. Og vil man sælge noget, skal det man har at tilbyde være relevant, være af en tilstrækkelig kvalitet og have en fornuftig pris - og det er så stort set det. Selvfølgelig kræver det en vis viden og føling med tingene at begå sig, men det er en meget konkret og praktisk form for viden.

Det er på ingen måde nogen forudsætning at studere økonomisk teori, men da der findes økonomisk teori, og da den kan være vildledende, og da jeg ovenfor har fundet en fin video om emnet, synes jeg alligevel, at jeg også vil skrive lidt om det.

Klassisk økonomisk teori har en meget skæv opfattelse af, hvad det er, som forgår på det frie marked. Den ser markedet som et sted, hvor der er nogle givne varer, som producenter kan vælge at udbyde, og som kunderne kan efterspørge. Og så er der en sammenhæng mellem priser og mængder (både mht. udbud og mht. efterspørgsel), som alle reagerer på, indtil hele markedet finder en ligevægt. Og i den ligevægt er der så en markedspris på alle varer, og så er det egentlig blot at vedblive med at producere og forbruge de samme varer dag ud og dag ind.

Så kan der selvfølgelig indtræffe nogle forandringer (nye udbydere, nye præferencer, ny teknologi osv.), som markedet så reagerer på og finder en ny ligevægt. Men grundlæggende opfattes markedet som et sådant uendeligt "nirvana" af ligevægt.

Men intet kunne være mere forkert. Markedet er fyldt med kunder, som hele tiden er på jagt efter nye og bedre varer, og med producenter, som hele tiden søger nye og bedre veje til at give kunderne, hvad de vil have. Og den udbyder, som klarer sig bedst på markedet, er naturligvis den, som er bedst til at give sine kunder, hvad de gerne vil have.

Den klassiske økonomiske teori ser fuldkommen konkurrence som den ideelle situation, hvor der er så mange små udbydere, at ingen kan sætte sin pris det mindste op uden at miste alle sine kunder til konkurrenterne. Monopolet derimod, kan godt hæve sin pris, idet monopolet kun mister de kunder, som så hellere helt vil undvære produktet. Og i flg. teorien har monopolet netop en sådan interesse i lidt færre varer til en højere pris, end den pris som ville have været gældende ved mange små udbydere. Og det er sådanne fejlagtige betragtninger, der ligger bag konkurrencelovgivning, hvor virksomheder ransages (ved mistanke om prisaftaler), store virksomheder får bøder (hvis man mener, at de har misbrugt deres stilling på markedet) og store fusioner skal godkendes af bureaukrater uden nogen reel forstand på det, de beskæftiger sig med.

Men de eneste monopoler som reelt er problematiske er de, hvor der er en statslig eneret. Her ser man rigtig nok, at priserne går ned, hvis markedet åbnes op for konkurrence. Men det afgørende er ikke, hvormange udbydere der rent faktisk er, men derimod om markedet er åbnet for de, som måtte have lyst til at prøve kræfter med det.

Ti vigtige lektioner for livet

Dette er fra en forelæsning på Stanford Graduate School of Business, hvor Professor John Ross deler ud af sin erfaring om ledelse og om livet i almindelighed.

De ti vigtige lektioner er følgende:

Livet er som cricket
Livet er for kort til at involvere sig med "dårlige" mennesker
Kør det [der hvor du arbejder] som om, du ejer det
Glem ikke at lede i forhold til dine sideordnede
Tag ikke dig selv alt for alvorligt
Uden frygt - intet mod
Livet er fuld af "karakteropbyggende oplevelser"
Find de rigtige ord
Brug kritisk analytisk tænkning og din uddannelse gennem hele dit liv
Glem ikke at forny dig selv

Forelæsningen er her:

Videnskaben om menneskelige handlinger

Hans-Hermann Hoppe, der er tysk-født filosof og økonom, fortæller her om sin intellektuelle rejse, der har bragt ham fra at være venstreorienteret til at være borgerlig markedsanarkist.

Rejsen indbefatter bl.a. et opgør med empirismen (Hume, Popper mv.) til fordel for rationalismen (Kant mv.). En af Hans-Hermann Hoppes pointer er, at viden ikke blot er sanseindtryk, men derimod sanseindtryk plus intellekt. Og videre når Hans-Hermann Hoppe frem til, at viden skal forstås som et værktøj til at kunne handle. Og dette er så også grundlaget for, at et menneske til en vis grad er i stand til at forudsige et andet menneskes handlinger, hvilket igen har betydning for forståelsen af økonomi og politik.

Efter sin tyske doktorgrad har Hans-Hermann Hoppe også studeret og undervist i USA, hvor han bl.a. har været elev af Murray Rothbard, som igen har været elev af Ludwig von Mises.

Videoen, The Science of Human Action, er her:

Fremtidens udfordringer

I flg. Martin Thorborg står vi i Danmark overfor tre udfordringer. Nemlig:

1. Mangel på innovation og iværksætteri
2. Et boligmarked, som formentlig vil kollapse
3. Selvtilfredshed

Se Martin Thorborg forklare sit synspunkt her:

Velfærdsstaten

I dag fandt jeg denne konservative artikel på nettet: Den gode stat og det nye menneske.

Den giver en deprimerende men interessant beskrivelse af den danske velfærdsstat, hvor det gennemgående er, at velfærdsstaten ikke er til for borgernes skyld. Tværtimod var der forud for velfærdsstaten i 1950'erne og 1960'erne store stigninger i levestandard, og ingen almindelige borgere efterspurgte en velfærdsstat. Det gjorde derimod den socialdemokratiske og kulturradikale elite, som frygtede, at den øgede velstand skulle gøre befolkningen mere borgerlig og uimodtagelig for kollektivistisk tankegang. Derfor måtte borgerlig livsstil lægges for had og velfærdsstaten introduceres som løsningen.

Heldigvis forudser artiklen, at velfærdsstaten (ligesom det tidligere USSR) en dag vil bryde sammen under sin egen vægt. Men det er da trist at tænke på alle de ressourcer og muligheder for livsudfoldelse, som er tabt pga. af velfærdsstaten.

Økonomiske beslutninger

(Link til video: Dan Gilbert: Exploring the frontiers of happiness)

Er mennesker gode til at træffe dagligdags beslutninger om deres egne liv? I flg. denne video er svaret klart nej, idet vi grundlæggende begår to slags fejl. Vi fejlvurderer nemlig både sandsynligheder for at ting sker, og vi fejlvurderer værdien af ting.

Mht. til sandsynlighed er vi eksempelvis mere bekymrede for at flyve med flyvemaskine end for at bade i en swimmingpool, selvom sidstnævnte er langt det farligste. Vores fejl er, at fordi vi har hørt mere om flyulykker end om ulykker i swimmingpool, kan vi lettere komme i tanke om flyulykker, og derved antager vi dem for mere sandsynlige.

Men i flg. videoen er det største problem dog, at vi fejlvurderer hvilken værdi ting har for os. Værdi afhænger af kontekst (hvad man skal bruge tingene til, og hvilke alternative muligheder man har), men vi vurderer ofte værdi helt forkert. Det kan f.eks. være, at vi ser værdien i en historisk kontekst, hvor vi uden videre tror, at når en vare er billigere en den plejer at være, så er det et godt køb.

Jeg fandt videoen her i juledagene. Og selvom den ikke er ny, er den bestemt meget interessant.

Men selvom mennesker ofte træffer dårlige beslutninger, kan svaret ikke være at lægge mere og mere personlig ansvar over til staten. For staten vil i endnu ringere grad være i stand til at vurdere, hvad mennesker bør gøre, for at få et godt liv. Tværtimod bør frivillig uddannelse og oplysning af mennesker være vejen frem. Så jeg håber, at denne video vil være oplysende for de personer, som ser den.

Det er jo ren planøkonomi

Professor Bente Klarlund Pedersen er bekymret for folkesundheden, og det har hun muligvis god grund til at være. Men hendes naive tro på, at hun kan forbedre noget som helst ved et centralistisk planøkonomisk direktiv burde høre fortiden til. Men det gør den ikke, og du kan læse historien her: Professor vil med lov tvinge virksomheder til at give de ansatte motionspauser.

Som professor besidder Bente Klarlund Pedersen formentligt en god og relevant lægefaglig viden. Men at tro at en sådan viden umiddelbart kan omsættes til en standardforeskrift, der kan trækkes ned over hovedet på alle arbejdsplader, er direkte dumt. Det er simpelthen den rene planøkonomi af samme karakter, som vi kender det fra det nu forhenværende Sovjetunionen.

I det omfang, at en arbejdstager er interesseret i bedre mulighed for et sundt liv på jobbet, bør dette principielt aftales individuelt med dennes arbejdsgiver. Kun på den måde kan man vide, at aftalen kommer til at tage hensyn til de specifikke forhold, der er relevante i den aktuelle situation.

Men i mangel af bedre, kan det nok også fungere rimeligt, hvis emnet indgår som del af de kollektive overenskomstforhandlinger. Fag- og arbejdsgiverforeningerne har jo trods alt et indgående kendskab til de brancher, som de repræsenterer.

Så fremfor at ville diktere andre menneskers forhold bør Bente Klarlund nøjes med at stille sin viden og sundhedsfaglige vurderinger til rådighed. Så må det være op til enkeltpersoner og organisationer på arbejdsmarkedet selv at finde ud af, hvad de kan bruge hendes viden til.

Til tandlæge i Polen

En jeg kender, var for nylig til tandlæge i Polen. Hun skulle have lavet mange ting såsom rodbehandlinger, implantater og hvad ved jeg, så det var en omfattende omgang.

Gennem et stykke tid havde hun haft problemer med sine tænder, og derfor havde hun da også været til tandlæge flere gange. Og udover, at der nu var mange ting, der skulle laves, så var der også problemer med betændelse, som ikke rigtig ville gå væk. Da den forestående tandbehandling formentlig ville blive meget dyr, undersøgte hun derfor mulighederne i Polen, og det viste sig, at der såmænd var mange steder her i landet, hvor man formidlede kontakt til polske tandlæger.

Hun fandt så frem til Aesthetic Center, hvor de bla. tilbød, at man kunne få en forkonsultation med undersøgelse og pristilbud hos en polsk tandlæge i København. Og derefter ville de så kunne arrangere tandbehandling i Polen. Det valgte min bekendte så, men forud for turen til Polen var hun alligevel lidt betænkelig. Dels havde hun aldrig syntes, at det ligefrem var sjovt at gå til tandlæge, og derudover var Polen for hende et vildt fremmed land.

Men hele turen var en meget positiv overraskelse. Tandklinikken havde det nyeste og mest moderne udstyr, bla. med indbygget kamera, så der under tandbehandlingen kunne transmitteres billeder fra munden og op til en stor TV-skærm i loftet. Det var således meget nemt for tandlægen at vise og forklare, hvad som var galt, og hvilken behandling, der derfor skulle foretages. Tandlægen virkede også meget kompetent. Min bekendte fik ved første behandling en forklaring på den betændelse, som havde plaget hende, og det blev afhjulpet med det samme. Og derudover var hele atmosfæren omkring tandbehandlingen venlig og afslappet, og hun blev behandlet af den samme tandlæge, som forud havde undersøgt hende i København.

Efter et par dage var min bekendte så begejstret, og hun kategorisk besluttede, at danske tandlæger aldrig mere måtte røre hendes mund. For fremtiden vil hun kun gå til tandlæge i Polen.

Medens min bekendte opholdt sig i Polen, talte hun med mange andre danskere, som også var dernede for at gå til tandlæge. Og mange havde tilsvarende oplevelser. Så kan man generalisere ud fra dette, så er dansk tandbehandling dyr og dårlig, medens polsk tandbehandling (i hvertilfælde den som sælges til købedygtige udlændinge) er top kvalificeret og professionel. Og så er prisen på polsk tandbehandling groft sagt er det halve af i Danmark. Og så vidt jeg har forstået, kan alle tilskud fra sygesikringen (den offentlige og sygesikringen Danmark) også benyttes i Polen. Man skal bare selv lægge alle pengene ud først og huske at få regningen med hjem.

Så næste gang jeg selv skal til tandlægen ... , ja hvorfor ikke? Så vil jeg også bryde med vanen og i stedet lade markedskræfterne arbejde.

Skuespillere på dagpenge

I forbindelse med den forløbne uges diskussion af skuespillere på dagpenge kom jeg til at tænke på en lille historie, som jeg hørte for nogle år siden.

Historien var om operasangeren Ulrik Kolds telefonsvarer, hvor vekomstbeskeden var følgende: "Ulrik Kold på bånd, er der penge i det? - Ulrik Kold on tape, what’s the fee? - Ulrik Kold auf tonband, sprechen."

Det jeg fik fortalt var, at mange danskere fejlagtigt troede, man kunne hyre en stor kunstner for en meget lille betaling. Og når det var rigtig slemt, forventedes det nogle gange, at kunstneren ville medvirke helt gratis, bare der var et velgørende formål. Men den gik naturligvis ikke, og det kunne der lige så godt gøres op med allerede i telefonsvareren. Var det i stedet en englænder, som ringede, var vedkommende ofte indstillet på at betale rimeligt, men det var dog nødvendigt lige at sikre sig. Til gengæld var der aldrig problemerne med tyskerne, så en tysker kunne frit indtale sit ærinde.

At mange danskere tilsyneladende ikke er villige til at betale ordentligt for god kunst viser måske noget ubehageligt om kulturen og dannelsesniveauet her i landet. Men tilbage til det med skuespillerne.

Selv hører jeg til dem der synes, det er uværdigt for en skuespiller at skulle tage alle mulige ufaglærte småjobs indimellem jobbene som skuespiller. Kan man forestille sig, at man som publikum den ene aften overværer en fantastisk skuespilpræstation, hvorefter man næste dag møder den pågældende skuespiller ved kassen i den lokale Faktabutik. Det hænger vist ikke rigtig sammen.

Men det er skuespillernes eget problem. De må lade være med at vælge A-kassen eller bistandshjælpen. Det er der, kæden hopper af. I stedet må man som skuespiller tænke på at sælge sine ydelser der, hvor de rent faktisk værdsættes så meget, at lønnen også rækker til at leve mellem skuespilkontrakterne. Det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Jeg skal indrømme, at det nok kan være svært her i landet. Kunstnere tjener ofte dårligt, og tilmed jagtes de tit af overemsige skattebureaukrater uden forstand på den kunstneriske virksomhed, som de er sat til at beskatte. Men igen, det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Efter min mening bør der heller ikke laves yderligere støtteordninger i kulturministeriet. Tværtimod bør man nok nærmere afvikle dem, der allerede er. Vil publikum ikke betale for god kunst, så skal de da have lov at blive fri. Det tjener ikke noget godt formål at proppe det ned i halsen på dem alligevel. Og kunstnerne må ligesom alle andre bare tage bestik at situationen og indrette sig derefter - også selvom det i nogle tilfælde måske betyder, at kunsten "kun" kan blive en fritidsinteresse.

Artikel fra Avisen.dk: Skuespillere presses til at blive postbude

Redigeret d. 13/10 kl. 16:25

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.

Kan vi så få billigere vin?

I.flg. internetavisen 180 Grader ønsker de Konservative nu en lavere momssats på frugt og grønt.

På den ene side er det altid problematisk med den slags lettelser på udvalgte områder, da det er bureaukratisk og involverer en del smagsdommeri. Og faktisk er det også udtryk for en vis naivitet, når politikere tror, at de på den måde kan side inde på Borgen og optimere befolkningens livskvalitet.

Men så på den anden side er det måske meget godt alligevel, da det jo trods alt er en skattelettelse. Og kan politikerne ikke enes om generelle lettelser, så er det her vel bedre end ingenting. Så skulle det lykkes for de Konservative at komme igennem med forslaget, så håber jeg blot, at de ikke vil tolke begrebet frugt og grønt alt for snævert. F.eks. kan de lade sig inspirere af Spanien, hvor man har hele tre momssatser. Og her er den lavest sats forbeholdt mad og andre nødvendighedsvarer. Og så er det naturligvis sådan, at vin, som jo dernede er en sund og helt naturlig del af dagligdagen, er omfattet af den laveste momssats. Og set med mine øjne, er der bestemt ingen grund til, at vin og andre naturlige kvalitetsdrikkevarer, ikke også her i landet skulle omfattes af den særligt lave sats.

Artikel fra 180 Grader: Intern momsstrid i regeringspartierne

Autocamper (spar registreringsafgiften)

For nylig hørte jeg om en skattefidus, som jeg her vil viderebringe. Den henvender sig til personer, som måtte ønske at købe en autocamper, men ikke ønsker at betale de høje danske afgifter.

Idéen er, at siden du alligevel nok skal bruge din autocamper i udlandet, hvorfor så ikke bare indregistrere den på tyske plader. Du afhenter camperen hos en forhandler i Danmark, får den med hjem på grænseplader, hvor du så fylder dit udstyr i den. Derefter kører du til Tyskland med den, hvor den tyske indregistrering så ordnes, hvorefter din camper opbevares på et dertil indrettet sted i Tyskland. Når du og familien så skal på ferie, så kører I i jeres normal personbil til Tyskland og skifter til camperen. Udover ved købet at spare dansk afgift, er den tyske ejerafgift også så meget lavere, at det mere end betaler for udgifterne til opbevaring i Tyskland.

Og det hele er meget nemt, for det er velorganiseret. F.eks. kan den danske forhandler Neergårds Camping hjælpe.

Selv har jeg ingen planer om at købe en autocamper, men jeg synnes idéen er så god, at de bør gives videre.

Skatter, afgifter og tilskud

Tidligere har jeg skrevet, at fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt foregår ved fri handel. Men det er også kun som udgangspunkt, at det er sandt, for der er hele tiden et stort "men". For hver gang, du foretager en økonomisk disposition, er der en tredje part, som øver indflydelse, og det er staten.

Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.

Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.

De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:

Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.

Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.

Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?

Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....

Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.

Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........

Personlig branding

God økonomi er at prioritere sine ressourcer. Men god økonomi er også at få afregnet, det man køber og sælger (som oftest sin arbejdskraft), til en god pris.

Umiddelbart er jeg opmærksom på to forskellige måder, til at forbedre den pris, man kan opnå for sit arbejde. Den ene handler om at slutte sig sammen med ligesindede, og den metode er anvendelig, hvis man ikke på egen hånd står så stærkt i en forhandlingssituation. Og vi kender metoden fra fagforeninger, som netop er grundlagt på idéen om at forhandle løn- og arbejdsforhold for alle medlemmer under ét. Metoden kendes også fra indkøbsforeninger ol., hvor man gennem fælles aftaler kan købe varer til en bedre pris, end man kunne opnå egen hånd.

Der er ingen tvivl om, at metoden virker, idet man ved at være flere kan lægge et større pres på modparten. Men samtidig har metoden også sin svaghed, for forhandlingsresultatet skal gælde for alle medlemmerne, og det sætter naturligvis en grænse for, hvor store indrømmelser modparten har mulighed for at give.

Den anden metode har ikke denne svaghed, men den forudsætter, at du på egen hånd kan forhandle dine forhold. Metoden går nemlig ud på at skille dig ud fra den ”grå masse”. Det er det virksomheder selv gør, når de reklamerer for deres produkter. Her er formålet at skabe et positivt image omkring produktet, så kunden bliver villig til at betale mere for at få det end ellers.

Og på arbejdsmarkedet kan mange gøre noget tilsvarende. Har du eget kontor (eller hjørne af et kontor) kan en smagfuld indretning og et kunstværk på væggen måske være det, som gør forskellen. Andre kan lide at opholde sig i dit kontor, og du bliver måske kendt som en helstøbt person med forstand på livet. Men det kan også være nogle særlige kvalifikationer, du har – og det behøver ikke nødvendigvis være noget meget avanceret. Eksempelvis kan det bare være, at du bliver kendt som den, der kan skrive et korrekt dansk. Det kræver ikke den store akademiske uddannelse at lære at skrive korrekt, men det er alligevel en uhyre sjælden kvalifikation, som vil blive værdsat.

Men uanset hvad du bliver kendt for, så står du stærkere i en lønforhandling. Et helstøbt menneske, eller den som har styr på grammatikken, vil man altid i firmaet føle, at man har sværere ved at undvære, end den mere ”gennemsnitlige” medarbejder.

Daglig handel

I mit sidste indlæg brugte jeg eksemplet med at sælge sin gamle cykel. Formålet var, at illustrere hvor mange forskelligartede forhold, som kan spille ind, når man skal finde en vares pris.

I almindelig daglig handel bruges det som bekendt ikke at aftale prisen individuelt. Går jeg ned i supermarkedet for at købe to liter mælk, er der ingen der vil bruge tid på at forhandle en individuel pris med mig. Hvis jeg alligevel forsøger, vil jeg nok hurtig få at vide, at jeg kan tage mælken til den angivne pris, eller lade være.

Men på trods af dette er en sådan handel også er en frivillig aftale, hvor varens værdi er den pris, man kan enes om. Godt nok er prisen ikke til diskussion hver gang, der handles ind, men hvis jeg køber mælken, er det fordi, jeg finder den angivne pris ok. Prisen er lavere end min ”walk away price”. Undlader jeg derimod at købe, kan det være at jeg finder et andet supermarked, med billigere mælk, og er der flere andre, der gør ligesom jeg, vil supermarkedet hurtigt se det på sine salgstal, og må tilpasse sig.

Der er så forskellige metoder, supermarkedet kan anvende til at vurdere, hvilken pris de skal tage. Prisen afhænger også at supermarkedets strategi, f.eks. om man vil være et discount-marked men høj omsætning og lille fortjeneste pr. enhed, eller om man vil være en eksklusiv forretning, for dem som har råd, eller noget derimellem.

Men intet af dette ændrer på det helt grundlæggende. I daglig handel stemmer man med fødderne, og varenes værdi er fortsat det, men kan blive enige om – nemlig den pris, de rent faktisk sælges til.

At sælge sin gamle cykel (om forhandling og pris)

Forestil dig, at du skal sælge din gamle cykel. Du vælger at sætte et opslag op nede i supermarkedet og kommer derved i kontakt med en interesseret køber. Det gode spørgsmål er nu: Hvad skal cyklen koste?

Som sælger skal du opnå en vis pris for cyklen, ellers er du ikke interesseret. Og tilsvarende har køber et maksimum, for hvad han er villig til at betale. Indenfor forhandlingsteknik taler man om, at køber og sælger begge har en ”walk away price”. Kan man ikke få en pris, som er bedre end sin ”walk away price”, vil man slet ikke handle. Ønsker du f.eks. mere end kr. 1000,- for din cykel, medens køber kun er interesseret i at gå op til kr. 700,-, så bliver handlen slet ikke til noget.

Er du derimod villig til at sælge for kr. 500,-, medens køber fortsat er villig til at give kr. 700,- er der noget at handle om. Forskellen på din og købers ”walk away price” er kr. 200,-, men hvad skal cyklen så koste? Det er et spørgsmål om forhandling, men erfaringen viser, at I sandsynligvis vil blive enige om en pris lige omkring kr. 600,- Dvs., at I deler forskellen på de 200,- kr. mellem jer. Og det er på trods af, at I slet ikke kender hinandens ”walk away price”. Den oplyser man ikke modparten om.

Det er selvfølgelig muligt, at du opnår mere, end kr. 600,-, men i så fald betyder det bare, at du er bedre til at forhandle, end køber er. Og tilsvarende er køber den bedste, såfremt prisen bliver under de 600,-..

Dvs., at udover den enkeltes evner som forhandler, så er det ”walk away”-priserne, der bestemmer salgsprisen for din cykel. Og disse ”walk away”–priser er så igen bestemt af rigtig mange forhold. Din ”walk away”-pris afhænger formentlig af, hvad andre cykler koster, hvilken stand din cykler er i, men også af helt andre forhold, som egentlig ikke har noget med cyklen at gøre. Det kan f.eks. være, at du ikke rigtig bruger den mere og ikke har plads til at opbevare den. Så du vil egentlig bare gerne af med cyklen, så hurtigt som muligt. Det kan ligefrem være, at du er så desperat for at komme af med den, at du om nødvendigt betale en person for at hente den (negativ ”walk away price”).

I mit indlæg i går var jeg kort inde på, hvorledes Karl Marx mente, at arbejdstid var afgørende for en vares værdi. Men som ovennævnte illustrerer, kan der være mange forskellige forhold, som spiller ind, når en vare skal værdisættes. Måske kan man give Marx ret så langt, at arbejdstiden (eller rettere produktionsomkostningerne) er medbestemmende for sælgers ”walk away price”. Hvis sælger ikke engang kan få dækket sine produktionsomkostninger, er han nok ikke interesseret i at handle, men vil hellere standse produktionen. Men derudover kan der være mange flere forhold, som spiller ind på sælgers ”walk away”-pris, og endelig er det så samspillet mellem sælgers og købers ”walk away”- priser, der giver den endelige pris.

Jeg synnes ofte, at der i vores kultur er en uudtalt opfattelse af, at hvis en person gør en god handel, så må der være en anden, som er blevet snydt. Men eksemplet ovenfor viser, at såfremt der er stor forskel på købers og sælgers ”walk away”-priser (således at køber vil give mere end sælger skal have), så er det en god handel for begge parter. Hvem som tjener mest, afhænger af, hvem der er den bedst til at forhandle, men uanset hvad, er handlen til gavn for begge parter, således at de begge er bedre stillet, end hvis handlen slet ikke havde fundet sted.