Tåbelig borgmester

Hvis der er noget, som lokalpolitikerne på Lolland og Falster er dygtige til, så må det være at klynke og klage.

Tag nu f.eks. socialdemokraten Stig Vestergaard som af uransagelige årsager er borgmester i Lolland Kommune. Han var ikke inviteret med til underskrivelse af aftalen om den faste forbindelse over Femern Bælt. Læs f.eks. her: Lolland ikke inviteret til bro-underskrivelsen.

Stakkels mand. Nu er han ikke blevet fotograferet sammen med de fine ministre. Hvordan skal han så imponere vælgerne derhjemme?

Stig Vestergaard mener naturligvis selv, at han havde noget vigtigt at bidrage med på mødet. Han havde nemlig ventet at møde sin tyske kollega og diskutere integration af befolkningerne. Men nu kan det åbenbart ikke blive til noget. Stakkels borgmester :-(.

Hey vent lige et øjeblik. Hvis Stig Vestergaard virkelig har så stort behov for at tale med sin tyske kollega, hvorfor sender han så ikke bare en mail og aftaler er møde? Hvor svært kan det være?

Det er jo ren planøkonomi

Professor Bente Klarlund Pedersen er bekymret for folkesundheden, og det har hun muligvis god grund til at være. Men hendes naive tro på, at hun kan forbedre noget som helst ved et centralistisk planøkonomisk direktiv burde høre fortiden til. Men det gør den ikke, og du kan læse historien her: Professor vil med lov tvinge virksomheder til at give de ansatte motionspauser.

Som professor besidder Bente Klarlund Pedersen formentligt en god og relevant lægefaglig viden. Men at tro at en sådan viden umiddelbart kan omsættes til en standardforeskrift, der kan trækkes ned over hovedet på alle arbejdsplader, er direkte dumt. Det er simpelthen den rene planøkonomi af samme karakter, som vi kender det fra det nu forhenværende Sovjetunionen.

I det omfang, at en arbejdstager er interesseret i bedre mulighed for et sundt liv på jobbet, bør dette principielt aftales individuelt med dennes arbejdsgiver. Kun på den måde kan man vide, at aftalen kommer til at tage hensyn til de specifikke forhold, der er relevante i den aktuelle situation.

Men i mangel af bedre, kan det nok også fungere rimeligt, hvis emnet indgår som del af de kollektive overenskomstforhandlinger. Fag- og arbejdsgiverforeningerne har jo trods alt et indgående kendskab til de brancher, som de repræsenterer.

Så fremfor at ville diktere andre menneskers forhold bør Bente Klarlund nøjes med at stille sin viden og sundhedsfaglige vurderinger til rådighed. Så må det være op til enkeltpersoner og organisationer på arbejdsmarkedet selv at finde ud af, hvad de kan bruge hendes viden til.

Den godgørende landsfader

Som bekendt har Dansk Folkeparti længe talt for et politisk indgreb, der skal sikre mere i løn til visse grupper af offentligt ansatte. Og det er i sig selv en usympatisk tanke, der griber forstyrrende ind i løndannelsen på hele arbejdsmarkedet til stor skade for rigtig mange mennesker.

Men det usympatiske fortsætter. I Børsen i dag kan man læse, at Dansk Folkeparti har betingelser. De offentligt ansatte må ikke stemme "nej" til den nye overenskomst. Kristian Thulesen Dahl siger:

For stemmer de nej, og det fører til storkonflikt, så er der ingen garanti for, at sosuerne, politibetjente, sygeplejersker, lærere mm. får det lønløft, som et flertal i Folketinget ellers vil sikre dem.

I mit hoved tegner det et billede af en "godgørende landsfader", der i sin nåde vil give en gave, til de trængende - men kun hvis de opfører sig artigt.

Må jeg låne en brækpose?

Kan du undvære en skattelettelse?

Nu er valgkampen heldigvis snart forbi. Og derfor har jeg et fromt håb om, at mængden af politisk ævl og bævl i det offentlige rum snart vil aftage. Det er umuligt at kommentere alle tåbelighederne, men så er der alligevel én kampagne, der på særlig måde har gjort indtryk på mig, og som jeg derfor gerne vil knytte et par ord til. Socialdemokraterne siger nemlig, at:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 20 kr. om måneden, kan vi sikre alle ret til omgående behandling af livstruende sygdomme.

Lyder det ikke både godt og billigt? Tænk engang, 20 kr. pr. måned og vupti, så har Danmark igen et fungerende sundhedsvæsen i verdensklasse. Eller hvad med den her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 15 kr. om måneden kan vi sikre, at alle børn i daginstitutionerne får gratis mad.

Hvad er 15 kr.? I et supermarked kan man dårligt nok få en pakke rugbrød for det beløb, i hverttilfælde ikke hvis det skal være skiveskåret. Så derfor er det en klar overraskelse for mig, at 15 kr. nu er nok til et helt færdiglavet sundt måltid mad i en hel måned. Det er simpelthen fantastisk så langt pengene rækker, når det offentlige er involveret. Men det slutter ikke med det. Prøv også lige at høre her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på blot 9 kr. om måneden, kan vi sikre en folkeskole med højst 24 elever i hver klasse.

Er det ikke bare fantastisk? Hvem vil dog være så egoistisk og ondsindet at foretrække sølle 9 kr. i skattelettelse, når nu pengene kan gøre så meget mere gavn i folkeskolen?

Svaret på det sidste spørgsmål er, at det vil jeg. Jeg vil hellere have skattelettelser.

Ligesom de fleste andre arbejdende danskere, betaler jeg hver måned adskillige tusinde kroner i skat. Og dertil kommer moms og andre afgifter. Det meste af året går frugten af mit arbejde til statskassen, uden at der kommer særlig god offentlig service ud af det. Tager vi eksempelvis folkeskolen, så koster den årligt et femcifret beløb pr. elev. Så jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at 9 kr. ekstra pr. skatteyder skulle gøre nogen synderlig forskel. Mon ikke det er lidt for naivt at tro, at der bare skal nogle få ekstra kroner til, for at alt kan blive godt.

Men socialdemokreaterne gør jo heller ikke noget for at forklare forudsætningerne for deres regnestykke. Er beløbene pr. skatteyder, pr. husstand, eller noget helt trejde? Og ved hvilke skattesatser er beregningen udført? Og hvormange skattebetalere går der på en modtager? Er det f.eks. 10 skatteydere á kr. 15,- der går på et institutionsbarn, så er det altså kr. 150,- pr. barn pr. måned for mad. Eller? Der er ihverttilfælde meget, som står hen i det uvisse.

Men formålet med den socialdemokratiske kampagne er vel heller ikke, at oplyse om faktuelle økonomiske sammenhænge, men at skabe en følelse. En følelse af hvor godt det er, når vi alle står sammen, hvor let det er at hjælpe hinanden, når bare staten er vores allesammens mellemmand.

Men jeg tror ikke på dem. De sidste 40 år med velfærdsstaten taler sig eget tydelige sprog. Jeg vil hellere have min frihed til at disponere over eget liv og egne penge. Jo mere privat initiativ, jo bedre fungerer samfundet. Og så har det fri initiativ også en ekstra lille sidegevinst. For jo mere, der foregår i privat regi, jo mindre har poltikerne at ævle om, når der er valgkamp.

Dum – Dummere – DR

Det er efterhånden sjældent, at jeg ser noget på DR. Men her i løbet af ugen var jeg sammen med nogle, der sad og så det, så derfor satte jeg mig også, og så med.

Det var vistnok programmet Pengemagsinet, som denne gang omhandlede partistøtte. Man gennemgik lidt om, hvor de forskellige partier fik deres penge fra, og fordi A.P. Møller - Mærsk støttede de borgerlige partier, stillede DR sig op udenfor nogle af Dansk Supermarkeds butikker. Som bekendt er A.P. Møller – Mærsk aktionær i Dansk Supermarked, så derfor interviewede DR kunderne om, hvorvidt de var klar over, at de ved at handle i den pågældende butik var med til at støtte de borgerlige partier. Og det var kunderne selvfølgelig ikke klar over, men flere udtrykte deres forundring og mente, at hvis de havde vidst det, så ville de nok have handlet et andet sted.

Men nu er det jo bare sådan, at en butik ikke udregner sine priser ved at lægge alle omkostninger sammen. Priserne sættes ud fra en vurdering af, hvad kunderne er villige til at give. Og det indbefatter bla., at man holder særdeles godt øje med konkurrenterne. En beslutning om partistøtte har ingen som helst indflydelse på varernes pris. Så det er noget sludder, at kunden støtter dette og hint ved at handle i den pågældende butik. Det eneste sted i butikken partistøtten slår igennem er på ejernes overskud, som bliver mindre end ellers. Så ud fra en sådan basal økonomisk sammenhæng er det noget sludder at fortælle kunderne, at de gennem deres indkøb støtter dette og hint.

Men derudover er det vel også problematisk, hvis køber skal interessere sig for, hvorledes sælger burger sit overskud. Tillad mig at illustrere med et lille tankeeksperiment. Tænk sig, hvis programmet havde handlet om individuelle lønmodtageres bidrag til politiske partier, og at DR havde spurgt kunderne om følgende:

Person X, som er ansat i denne butik, er medlem af parti Y. Så når du handler her, er du med til at betale løn til X, og derved er du med til at støtte parti Y. Hvordan har du det med det?

Men mon ikke, at de fleste kunder blot ville svare, at det ikke kunne have nogen indflydelse på butikkens priser, og at det vel i øvrigt måtte være er op til X selv at bestemme, hvad han ville med sine egne penge. Men nu var anledningen som nævnt støtte fra en erhvervsvirksomhed, og DR syntes åbenbart ikke, at det udelukkende måtte være op til den pågældende virksomhed at træffe egne dispositioner.

Derudover havde programmet efter min opfattelse en hældning i retning af, at de borgerlige partier var velbeslåede, mededens det var synd for socialisterne, nu når de ikke længere havde solide bidrag fra fagbevægelsen. Og tager jeg ikke helt fejl antydede programnmet, at det mest retfærdige nok ville være, hvis partierne blot havde statsstøtten. Det var i hverttilfælde sådan, at jeg opfattede det.

Men jeg håber sandelig, at jeg gøre DR uret. Jeg håber, at de ikke er så slemme og dumme, som jeg tror. Men det tror jeg desværre ikke.

DR’s hjemmeside om samme emne: Partistøtten lever i bedste velgående

Er det ok med blokader?

Er det ok, når chauffører og vognmænd blokerer færgehavnene?

Sådan, som jeg har forstået transportbranchends problemer, så er det sådan, at chauffører hver gang tager frygtsomme på arbejde. Hvad bringer dagen? En lille fodfejl og arbejdsdagen bliver til økonomisk underskud – en lidt større fodfejl, og man mister sit kørekort og dermed sit job.

Turen skal naturligvis planlægges, så man får hentet og afleveret varer de rigtige steder. Derudover skal bilen tankes, når den skal have brændstof, og selv skal man også have mad på nogle nogenlunde fornuftige tidspunkterer. Og de ting skal så passes sammen, så man ikke skal lave unødige stop undervejs. Det er klart nok.

Men dertil kommer så køre-/hviletidsbestemmelserne, der også skal overholdes til punkt og prikke. Dummer man sig i sin planlægning, eller kommer man bare ud for lidt for mange uforudsete ting undervejes, ja så risikerer man eksempelvis at måtte tage en ekstra overnatning en halv time før turens endemål. Alt i alt en kompleks opgave, der kan gøre enhver chauffør nervøs på forhånd.

Det er cirka sådan, at jeg har forstået transportbranchens problemer. Så derfor kommer det heller ikke bag på mig, at jeg nu i dag hører om, at vognmænd og chauffører blokerer færgehavne. Tværtimod undrer det mig, at de ikke allerede har gjort det for længe siden.

Problemet er naturligvis en reguleringsivrig statsmagt, som tror, at alle problemer kan løses centralistisk med strammere lovgivning, og strengere straffe. Men det kan de naturligvis ikke, og derfor er det samfundsgavnligt og godt, at transportbranchen gør opmærksom på problemerne.

Men er aktionsformen ok? Som udgangspunkt må svaret vel være "nej". En blokade bygger jo dybest set på vold og tvang, og den går i sagens natur ud over uskyldige aktører. Fra et borgerligt synspunkt, er det vel ikke i orden. Men hvilket alternativ har transportbranchen? Kan man overhovedet kæmpe mod statslige tåbeligheder, uden at det går ud over uskyldige? Jeg ved det ikke.

Et andet forhold er så, at hele erhvervslivet og dermed også forbrugerne er dybt afhængige af en velfungerende transportsektor. De sidste 20 år har et af mantraerne i erhvervslivet været at få bedre styr på varestrømmene (logistik). Det er noget med at bruge IT til bedre planlægning og bedre kommunikation med leverandører. Kan køber løbende delagtiggøre leverandøren i sine produktionsplaner, kan leverandøren bedre gøre sine forberedelse og løbende levere lige præcis de mængder, der er bruge for uden at nogen skal ligge inde med store omkostningstunge varelagre. Men skal det fortsat kunne lade sig gøre forudsætter det bla., at den sektor som politikerne pt. er i færd med at nedbryde, igen bliver velfungerende.

Artikel fra 180 Grader: Chauffører vil spærre Danmark af

Opfordring til Bendt Bendtsen

Det er utrolig trist at se, hvorledes de konservative desperat forsøger at gøre sig bemærket i valgkampen. Først med et tåbeligt forslag om ekstra skattefradrag til visse børnefamilier, og nu med uddeling af gratis kondomer. På kondomerne står trykt den sædvanlige konservative påstand om, at de (altså de konservative) holder Danmark på sporet.

Men hvordan vil de konservative have, at jeg skal tro på det? Når de hverken kan holde egen politik eller egen valgkamp på sporet, hvordan kan de så holde et helt land på sporet?

Jeg ved godt, at der stadig findes gode liberale kræfter hos de konservative. Men med den linie, partiledelsen lægger, så er de gode kræfter vist ikke så lette at få øje på.

Og hvad skal jeg stemme til det forestående valg? Er det godt nok, at der i partiet her og der er enkelte gode kræfter? Er det nok til at give partiet min stemme? Og hvad nu, når mine børn spørger, hvad jeg har stemt? Så nytter det vist ikke, at jeg skal ligne en stor undskyldning for mig selv, medens jeg forklarer, hvorfor jeg valgte det parti, der hele vejen igennem lignede valgkampens største joke.

Her til aften surfede jeg lidt på www.liberator.dk og fandt denne opfordring til Bendt Bendtsen:

Vis nu lidt mod og vær lidt borgerlig. Vi har brug for borgerlige politikere til at beskytte os, så vi ikke alle sammen skal bruge vores liv på politik for at bevare friheden.

Opfordring er fra januart 2005, altså næsten 3 år gammel, men desværre er den stadig lige aktuel. Opfordringen er en del af denne artikel: Bange Bendt.

Den konservative kondomkampagne er omtalt i Nyhedsavisen her: K: Længere samlejer til danskerne. Og det med ekstra skattefradrag er bla. omtalt på Skattetryk: Mere konservativ idioti.

Så sker det igen

Nu kommer tiden, hvor man ikke kan gå en tur i byen uden at blive forstyrret af tåbelige politiske budskaber. Det er nu igen tid til at se på tusindvis af lygtepæle overfyldte med ligegyldige portrætter og slogans, møde mængder af partimedlemmer, der tror de kan gøre en forskel ved at stå i gaderne og uddele popcorn, balloner og små pjecer med saliggørende budskaber. Og som om alt det ikke er slemt nok, så bliver det nu også tid for politikerne til at skrue endnu højere op for deres desperate forsøg på at behage midtervælgerne, hvilket betyder, at vi igen skal lægge øre til en masse forskruet vrøvl om velfærd, tryghed, miljø og indvandrere.

Men det, som virkelig betyder noget, er at få begrænset den offentlige sektor, få sænket skatterne og lade civilsamfundet vokse sig stærkt. Men det er der ingen, der taler om – ikke engang de konservative.

Det eneste gode, der er at sige om valgkampen er, at den blive kort. Jeg glæder mig til den er overstået - altså lige bortset fra, at politikerne ikke kan finde ud af at fjerne deres tåbelige plakater fra lygtepælene igen.

Hvis politikerne virkelig havde så meget samfundssind, som de selv påstår, så kunne de passende spare på balloner og popcorn og i stedet bruge lidt flere penge på oprydning. Men de tror vel selv, at deres portrætter forskønner bybilledet.

Suk, suk, suk.

Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Konservativ planøkonomi

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Hvis Bendt Bedtsen vil gøre sig håb om at være til gavn for det danske samfund, så kan han passende støtte op om kravet om flere skattelettelser. Så vil vi som borgere selv kunne købe/forsikre os til den kræftbehandling, som virker.

Artikel fra 180 Grader: Kræftbehandling i centrum på landsråd

Hvorfor fremlægger Gigtforeningen ikke sin sag for fødevareindustrien?

Her til aften blev jeg opmærksom på en mærkværdig underskriftindsamling fra Gigtforeningen. Jeg befandt mig i godt selskab med personer fra mit lokalområde, da en sød ældre dame tog nogle papirer frem, som hun ville bede os om at skrive under på.

Det var en god sag, kunne jeg forstå. Nemlig noget med, at fødevarer skulle i en emballage, som var lettere at åbne, da brugervenlig emballage var af stor betydning for gigtplagede mennesker. Og det havde hun da ganske givet helt ret i. Men jeg undrede mig nu alligevel.

Underskriftsindsamlinger er altid noget med pression, og bruges som bekendt i et politisk spil. Underskriftsindsamliger, tænkte jeg, hører da ikke hjemme på et frit marked blandt frie virksomheder og frie mennesker. Men jeg var tilsyneladende den eneste, som gjorde den overvejelse. Alle andre skrev blot under som den mest selvfølgelige ting.

Det viste sig så, at Gigtforeningen ville have forbrugerministeren til at gribe ind overfor fødevarevirksomhedernes valg af emballage. Politisk indgreb - nej, det kunne jeg ikke støtte, så jeg undlod at skrive under, da seddelen passerede mig. Hvorfor involvere politikerne? Hvad skulle det gavne? Jeg forstod det ikke.

Hvorfor går Gigtforeningen ikke direkte til fødevareindustrien med sin sag. Er der et reelt behov for en anden type emballage, og kan det opfyldes indenfor rimelige økonomiske midler, så er jeg sikker på, at virksomhederne hellere end gerne vil høre om det, så de også kan bruge emballage i deres konkurrence om forbrugernes gunst.

Jeg forstår ikke Gigtforeningens handlemåde. Er det blevet dansk vanetænkning, at alt skal handle om opråb og pression? I så fald står det virkelig skidt til. Du kan evt. læse om Gigtforeningens underskriftsindsamling her: Bedre emballage

Idiotisk totalitarisme

Det er stærkt bekymrende at se, hvorledes den konservative justitsminister Lene Espersen konsekvent er eksponet for øget overvågning. Det er bekymrende at høre, hvorledes hun ofte taler om sikkerhed, men sjældent taler om retssikkerhed.

At hun senest med initiativet om logning af datakommunikation har stået i spidsen for noget, der ikke virker efter hensigten, bliver sagen ikke meget bedre af. Der er tale om et indgreb, som er uklart, rammer de forkerte mennesker og spilder en masse ressourcer, hvorved vi alle bliver fattigere.

I dag fandt jeg dette blogindlæg, hvor en specialist i IT-sikkerhed giver sin personlige vurdering af lovgivningen og af Lene Espersen. Jeg kan kun anbefalde indlægget, som kan læses her: Kramses blog: Lene Espersen naiv, inkompetent og farlig

Sådan får du en rygepolitik

Pga. den nye rygelov skal alle arbejdsgivere udforme en rygepolitik. Et særligt krav, udover at den skal være skriftlig er, at rygepolitikken skal indeholde en beskrivelse af konsekvenserne for den medarbejder, der måtte forbryde sig.

Nu er det sjældent god virksomhedsledelse på forhånd at låse sig alt for fast på konsekvenserne ved afvigende adfærd. Det vil man ihverttilfælde hurtigt kunne fortryde den dag, det viser sig, at en ellers højt skattet medarbejder ind imellem foretager små overtrædelser. Så derfor glæder det mig da også, at det efter loven trods alt er accepteret blot at angive en blød formulering om, at overtrædelse vil indgå i en samlet vurdering af medarbejderen.

I store virksomheder er man vant til at tænke administrativt, og man har i forvejen en masse politikker. En rygepolitik bliver bare en enkelt politik mere til samlingen. Små virksomheder er til gengæld ofte helt modsatte. Tit har de så travlt med at løse de mest presserende opgaver, at der sjældent bliver tid til at sætte sig ned for at lave skriftlige retningslinier. Og tit er det heller ikke nødvendigt med sådanne ting på skrift, da virksomheden netop er lille.

Men rygepolitikken skal være skriftlig, det har dem inde på Borgen ment, var det bedste. Men noget tyder på, at Arbejdstilsynet godt ved, at de mange små virksomheder her i landet ikke altid er gearet til bureaukrati. I hverttilfælde uddeler de ved kontrolbesøg en A5-side som ovenstående, hvor man hurtigt lige kan krydse af og sætte sin underskrift. Og vupti, så har man den lovbefalede rygepolitik.

Så må man jo bare håbe, at arbejdgiveren sætter nogle fornuftige krydser og heller ikke kommer til at nedfælde konsekvenser, som han senere vil fortryde. Og dog - ved nærmere eftertanke er det jo nok temmelig ligegyldigt, hvad arbejdsgiveren skriver. For når Arbejdstilsynet er gået, bliver det nok hurtigt glemt. I den lille virksomhed har det skrevne ord jo sjældent nogen stor betydning.

DR og den røde farve

På DR har ordet farvefjernsyn en helt særlig betydning. Og ikke nok med det, selv radioprogrammer formår de at sende i farve – nemlig rød.

For nylig havde radioprogrammet Kaffeklubben en udsendelse kaldet T-shirten og de røde lejesvende. Her kom politikerne i studiet bla. ind på forholdet mellem DR og DR’s politiske bestyrelse. Rune Lund (Enh.) og Morten Østergaard (Rad.) brystede sig af fine principper om armslængde og pressen som den 4. statsmagt. Principper som jeg som udgangspunkt da også er helt enige i.

Problemet er blot, at DR er en komplet umulig konstruktion. Hele idéen med statslig public service hviler på en forestilling om objektivitet, som skal formidles til den uoplyste befolkning. Men den forestilling holder ikke i DR-medarbejderenes dagligdag, hvor enhver historie og ethvert til- og fravalg nødvendigvis er udtryk for en bestemt måde at anskue verdenen på. Opgaven kan ikke løses på neutral måde, så det eneste man kan gøre er at søge at lade alle synsvinkler komme til orde. Og så må man også lægge enorme restriktioner på ledernes gøren og laden, hvis man vil undgå at disses handlinger bliver brugt til at afsløre deres personlige sympatier. For sker det (og det gør det jo hele tiden) styrkes den naturligt forekommende mistanke om, at visse politiske synspunkter nok alligevel har fortrinsret i den tvangsfinansierede mediemastodont.

Og så er der den politiske bestyrelse. De må naturligvis hylde "armslængde"-pricippet, således at illusionen om et objektivt og uafhængigt DR kan opretholdes. Det ser jo ikke kønt ud, hvis en politiker åbenlyst prøver at påvirke DR’s indhold i en bestemt retning. Men her skal man ikke lade sig narre. Den som taler mest om armslængde er ikke nødvendigvis den største helgen. Det kan også være, at denne person bare (i det store og hele) er rigtig godt tilfreds med DR’s vinkling og indhold. Og i så fald er det jo let at ”pudse glorien” ved at tale om armslængde. Og modsat er det ikke sikkert, at den som påtaler specifikke forhold i DR’s programvirksomhed, har et dybtfølt ønske om at blande sig. Tværtimod kunne der være tale om en frihedsorienteret politiker, som ønsker frie og uafhængige medier, men som i kraft af den statslige mediekonstruktion ser det som sin opgave at påtale de værste skævheder.

Gamle Henry Ford havde et princip om, at kunden kunne vælge lige præcis den bilfarve han ønskede, sålænge det var sort. Tilsvarende har jeg en mistanke om, at venstrefløjen og de kulturradikale lader DR vælge lige præcis den farve, som DR selv ønsker – bare de vælger rød.

Politikerlede

Ovenpå skuffelsen over regeringens ”tynde” skatteaftale med DF, sad jeg i går og surfede lidt på nettet. Og her fandt jeg så et website med en titel, som på fineste måde matchede min sindstilstand - nemlig Politikerlede.

Her er to citater fra sitet:

På dette website vil vi bevise, at danske politikere er lige så svigefulde som badutspringerne i en bananrepublik. Vi vil bevise, at Christiansborg er en koldbøttefabrik, hvor politikerne udlever et skatteyderbetalt orgie i plattenslageri og pengemisbrug. (Politikerlede, Velkommen)

Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. (Politikerlede, Penge)

Som det fremgår, er respekten for politikerne under frysepunktet. Selv håber jeg, at det ikke står helt så slemt til, som det påstås på sitet. Men måske er det bare ønsketænkning fra min side. Sitet kan findes her: Politikerlede og er i hverttilfælde værd at læse. Om min respekt for politikerne så fortsat vil udvikle sig i samme kolde retning, må den kommende tid vise.

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter

Trafiksikkerhed

Er det farligt at overtræde hastighedsgrænserne? Udsætter man sine omgivelser for unødig fare, hvis man kører stærkere, end politikerne har bestemt, man må? Det synes jeg selv er et godt spørgsmål, så derfor vil jeg gerne finde ud af, hvad færdselspolitiet mener om det. Og siden der er et gammelt princip om, at handlinger betyder mere end ord, så kan svaret findes ved at fortolke færdselspolitiets egen adfærd, når der sker en hastighedsovertrædelse.

Og det ved vi jo alle godt. I de fleste tilfælde sidder politiet bag i en varevogn, tager foto af overtrædelsen og sender nogle dage efter et brev med fotoet og et indbetalingskort.

Forestil dig, hvis andre dele af politiet handlede på samme måde. Der sker f.eks. et værtshusslagsmål, og en tilstedeværende ringer til politiet. De sender så straks en patruljevogn med to betjente, og medens den ene betjent så går rundt blandt værtshusgæsterne for at forhøre sig om identiteten på de, som slås, stiller den anden betjent sig op for at tage et foto af slagsmålet. Derefter går betjentene tilbage til bilen og kører videre ud på deres patrulje, medens værtshusslagsmålet ufortrødent kan fortsætte. Senere, hen mod slutningen af betjentenes vagt, kører de så tilbage til stationen, hvor de afleverer en fortegnelse over nattens lovovertrædelser vedlagt navne og fotos. Næste dag kan en sekretær så sende bøder ud til at nattens lovbrydere, herunder vore slagsbrødre fra værtshuset.

Ville en sådan politiindsats være tilstrækkelig? Nej naturligvis ikke, værtshusslagsmål og mange andre lovbrud skal ikke blot dokumenteres med et foto men skal først og fremmest stoppes med det samme. For ulovlig adfærd er som regel ulovlig fordi den skader sagesløse mennesker.

Men hvad med en lidt frisk gang bilkørsel? Det er iflg. vore politikere også ulovligt, men ser jeg på færdselspolitiets håndtering af de fleste hastighedsoverskridelser, så må jeg konkludere, at de såmænd er helt ufarlige. For hvis de var farlige, så ville politiet vel sende en betjent for omgående at stoppe billisten.

Konservativ skattesejr

Skal jeg grine eller græde?

Mange mener vist, at Bendt Bendtsen er blevet snydt. Og i så fald er det bestemt ikke nogen rar situation for ham. Men hvad langt værre er, så forsøger han nu at snyde sig selv og sine vælgere.

I en artikel på de konservatives hjemmeside fremstiller han nemlig resultatet af skatteforhandlingerne som en Konservativ skattesejr. De først 23% af artiklen handler om skatteaftalen. Her når Bendt Bendtsen lige at gøre opmærksom på, at aftalen er god for de, som tjener under kr. 382.000,- og at den derfor er en stor konservativ sejr. Men ellers handler artiklen om kvalitetsreform og velfærd. Og Bendt Bendtsen ender med at bryste sig af, at "Vi tager ikke en krone fra velfærden." - "Vi tager ikke en krone fra råderummet." og "Vi har i forvejen brugt 37 milliarder kroner på kvalitet i velfærden – nu bruger vi 50 milliarder kroner mere".

Den eneste mulige konklusion på artiklen er, at skatteaftalen ikke er konservativ politik. Den er et stort konservativt nederlag, og det bør Bendt Bendtsen se i øjnene. Saglig erkendelse af tingenes tilstand er trods alt første forudsætning for at komme videre.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?