Det røde hykleri

Alle vegne er det røde hykleri det samme. Tag nu eksempelvis det amerikanske kongresmedlem Charles Rangel. Han har ansvaret for den amerikanske skattelovgivning, og for nyligt brugte han bibelhistorien om den barmhjertige samaritaner til at argumentere for, at de rigeste må betale mere i skat. Se f.eks. her: Rangel: Where Are The Good Samaritans?

Problemet er naturligvis, at historien om den barmhjertige samaritaner ikke er et argument for en velfærdstat med massiv skatteopkrævning og økonomisk omfordeling, men at historien derimod handler om det personlige ansvar og omtanke for andre mennesker i hverdagen. Og det er i øvrigt noget, som amerikanere generelt er ret gode til.

Og endnu mere absurd bliver det hele så, hvis man husker, at der også er en sag om, at Charles Rangel selv har ”glemt” at opgive intægter for $ 75.000,- fra sin caribiske villa. Se billeder af villaen her: NEW YORK POST.

Sagen diskuteres bl.a. på PJTV: WTWJP: What Taxes Would Jesus Pay? og på Fox News:

Velfærdsstaten i aktion

Staten har ellers så travlt med at hjælpe flekslånere, banker, vindmølleindustri og hvad ved jeg. De eneste, den ikke kan hjælpe, er naturligvis skatteskyldnerne. For gør den det, så bryder systemet sammen.
Skat truer 100.000 virksomheder med RKI.

På onsdag er du skattefri

På onsdag er det skattefrihedsdag. Dvs. at en gennemsnitsborger, som har sin indtægt jævnt fordelt over året, billedeligt talt arbejder for staten til tirsdag d. 19. juli kl. 16:43, og først derefter begynder man ar arbejde for sig selv. Onsdag d. 20. juli er altså første hele dag, hvor gennemsnitsborgeren får lov til selv at disponere over frugten af sit arbejde. Læs mere på Facebook: Skattefrihedsdag.

Som det fremgår, er der tale om en gennemsnitsbetragtning. For personer med høje indkomster er billedet endnu mere forrykt.

Jeg er bare så begejstret for kulturministeren

Kulturministeren er inde på noget helt rigtigt. Faktisk er det en så god nyhed, at jeg har svært ved at få armene ned igen. Det er bare helt fantastisk.

Tænk engang at kulturministeren har indset, at det vil være umoralsk at kræve skat af de danske OL-vinderes præmier. Og han siger det endda helt åbent uden slinger i valsen. Det er da fantastisk, og du kan læse den gode nyhed her: Kulturminister lover skattefrie OL-præmier.

Der er kun én ting, som jeg ikke forstår. Hvorfor er det kun idrætsfolk og kunstnere, der har krav på moralsk anstændig behandling? Hvorfor ikke udbrede kulturministerens gode og sunde tankegang til alle borgere i det danske samfund?

Intentionen er god nok

men duer de til andet end at køre ministerbil? Jeg håber det: Konservative vil hellere holde igen på offentligt forbrug end tvinge danskerne til opsparing.

Sjovere at være statsmand

I flg. netavisen 180 Grader vil Anders Fogh Rasmussen nu omlægge skatten. Du kan læse artiklen her: Fogh vil have højere benzinpriser.

Det nuværende niveau for indkomstskat er efter min opfattelse umoralsk højt, og derudover har det også nogle graverende konsekvenser på hele samfundsøkonomien. Men moralsk set bliver det ikke spor bedre, bare fordi skatten omlægges til til andre afgifter.

Men indrømmes må det, at det da godt kan være, at konsekvenserne for samfundsøkonomien bliver lidt mere tålelige. Det vil i hverttilfælde være godt, hvis det bedre kan betale sig at arbejde, men samtidig smager det lidt for meget af, at vi alle skal være pavlovske hunde i et teknokratisk skattecirkus - ligesom hos Ny Alliance.

Hvor er den minimalstatsmand henne, som i sin tid gik til valg på en totrinsraket med skattestop nu, og siden rigtige skattelettelser? Hvis Fogh ellers havde tænkt sig at overholde løftet om skattelettelser, så havde der også være plads til undervejs at omlægge skattebyrden relativt indenfor rammen af skattestoppet.

Men tilfældet Anders Fogh Rasmussen ser desværre mere og mere ud til at være historien om, at det er sjovere at være statsmand end "kun" at være minimalstatsmand.

Markante skattelettelser

Det har tit undret mig, at mange danskere tilsyneladende ikke ønsker lavere skatter. Og her tænker jeg ikke på nettomodtagere af offentlige overførsler, men på de mange nettoydere, der tilsyneladende helt og fuldt bakker op om det høje skattetryk.

Argumentet, som fremføres er, at vi da har det fint, og at vi da også må være med til at betale til de, som måtte have behov. Og da man heller ikke synes, at hjemmehjælpere skal løbe hurtigere, skolebygninger skal nedslides yderligere, eller at der skal være dårligere normeringer i børnehaverne, ja så taler man mod skattelettelser. Det nuværende skattetryk anses for at være en forudsætning for et anstændigt niveau i den offentlige service.

Men det som ofte slår mig er, at disse skatteforsvarere tit kun forholder sig til små begrænsede lettelser. De forholder sig kun til, om de kan acceptere offentlige nedskæringer efter salamimetoden, for måske at få 500 kr. mere om måneden til sig selv. De tager sjældent stilling til, om det vil ære godt helt at afvikle en række offentlige aktiviteter, skære skatterne voldsomt ned og give ansvaret for eget liv tilbage til borgerne.

Her i landet virker kraftige skattelettelser nærmest som en overset mulighed. Men det kunne i virkeligheden sagtens være, at der kunne skabes flertal for den. I hverttilfælde beretter netavisen 180Grader i dag om det norske Fremskridtsparti, som netop har succes med en sådan politik.

Og så lige tilbage til skatteforsvarerne. Et eller andet sted ved mange af dem jo godt, at der er noget galt. For fem minutter efter de har frasagt sit ethvert ønske om skattelettelser, har talen det med at falde på sort arbejde. Og så viser det sig, at mange af dem såmænd anser den uofficielle økonomi som en forudsætning for, at samfundet kan fungere.

Artikel fra 180Grader: Fremskrittspartiet størst i Norge med skattelettelsespolitik

En økonomisk Berlinmur

Mennesker fra det tidligere Østtyskland minder i deres adfærd meget om danskerne. Det mener ihverttilfælde en af mine bekendte, som har rejst en del syd for grænsen. Og han er ikke i tvivl. Han kan bedst lide dem fra øst – de er mere ”nede på jorden” ligesom vi. Men jeg undere mig, for hvad er det lige, som betinger forskellen mellem øst- og vesttysk adfærd? Og hvad er det lige i vores baggrund som danskere, hvor vi har mest tilfælles med borgerne fra det tidligere DDR?

Som liberalist er det fristende for mig at tro, at der nok er nogle uheldige paralleller mellem DDR regimet og velfærdsstaten. Nogle fællestræk, som har påvirket østtyskere og danskere i en anderledes retning, end det er sket i Vesttyskland. Men om det nu også er rigtigt, ved jeg ikke.

Men tankevækkende er det, at der i Danmark (for visse borgere) findes en økonomisk ”Berlinmur” rundt om landet. Ejer man aktier, bliver man nemlig ved fraflytning beskattet af dem. Og tankevækkende er det også, at der nu er kræfter, som foreslår, at øge denne "Berlinmur" ved også at beskatte unge nyuddannede, hvis de flytter til bedre himmelstrøg.

Velfærdsstaten viser sit sande ansigt?


www.skat-uret.dk: Flytning til udlandet - udstationering - skat
Leder fra 180 Grader om beskatning af nyuddannede: Skat på udrejse

Skuespillere på dagpenge

I forbindelse med den forløbne uges diskussion af skuespillere på dagpenge kom jeg til at tænke på en lille historie, som jeg hørte for nogle år siden.

Historien var om operasangeren Ulrik Kolds telefonsvarer, hvor vekomstbeskeden var følgende: "Ulrik Kold på bånd, er der penge i det? - Ulrik Kold on tape, what’s the fee? - Ulrik Kold auf tonband, sprechen."

Det jeg fik fortalt var, at mange danskere fejlagtigt troede, man kunne hyre en stor kunstner for en meget lille betaling. Og når det var rigtig slemt, forventedes det nogle gange, at kunstneren ville medvirke helt gratis, bare der var et velgørende formål. Men den gik naturligvis ikke, og det kunne der lige så godt gøres op med allerede i telefonsvareren. Var det i stedet en englænder, som ringede, var vedkommende ofte indstillet på at betale rimeligt, men det var dog nødvendigt lige at sikre sig. Til gengæld var der aldrig problemerne med tyskerne, så en tysker kunne frit indtale sit ærinde.

At mange danskere tilsyneladende ikke er villige til at betale ordentligt for god kunst viser måske noget ubehageligt om kulturen og dannelsesniveauet her i landet. Men tilbage til det med skuespillerne.

Selv hører jeg til dem der synes, det er uværdigt for en skuespiller at skulle tage alle mulige ufaglærte småjobs indimellem jobbene som skuespiller. Kan man forestille sig, at man som publikum den ene aften overværer en fantastisk skuespilpræstation, hvorefter man næste dag møder den pågældende skuespiller ved kassen i den lokale Faktabutik. Det hænger vist ikke rigtig sammen.

Men det er skuespillernes eget problem. De må lade være med at vælge A-kassen eller bistandshjælpen. Det er der, kæden hopper af. I stedet må man som skuespiller tænke på at sælge sine ydelser der, hvor de rent faktisk værdsættes så meget, at lønnen også rækker til at leve mellem skuespilkontrakterne. Det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Jeg skal indrømme, at det nok kan være svært her i landet. Kunstnere tjener ofte dårligt, og tilmed jagtes de tit af overemsige skattebureaukrater uden forstand på den kunstneriske virksomhed, som de er sat til at beskatte. Men igen, det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Efter min mening bør der heller ikke laves yderligere støtteordninger i kulturministeriet. Tværtimod bør man nok nærmere afvikle dem, der allerede er. Vil publikum ikke betale for god kunst, så skal de da have lov at blive fri. Det tjener ikke noget godt formål at proppe det ned i halsen på dem alligevel. Og kunstnerne må ligesom alle andre bare tage bestik at situationen og indrette sig derefter - også selvom det i nogle tilfælde måske betyder, at kunsten "kun" kan blive en fritidsinteresse.

Artikel fra Avisen.dk: Skuespillere presses til at blive postbude

Redigeret d. 13/10 kl. 16:25

Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter

Konservativ skattesejr

Skal jeg grine eller græde?

Mange mener vist, at Bendt Bendtsen er blevet snydt. Og i så fald er det bestemt ikke nogen rar situation for ham. Men hvad langt værre er, så forsøger han nu at snyde sig selv og sine vælgere.

I en artikel på de konservatives hjemmeside fremstiller han nemlig resultatet af skatteforhandlingerne som en Konservativ skattesejr. De først 23% af artiklen handler om skatteaftalen. Her når Bendt Bendtsen lige at gøre opmærksom på, at aftalen er god for de, som tjener under kr. 382.000,- og at den derfor er en stor konservativ sejr. Men ellers handler artiklen om kvalitetsreform og velfærd. Og Bendt Bendtsen ender med at bryste sig af, at "Vi tager ikke en krone fra velfærden." - "Vi tager ikke en krone fra råderummet." og "Vi har i forvejen brugt 37 milliarder kroner på kvalitet i velfærden – nu bruger vi 50 milliarder kroner mere".

Den eneste mulige konklusion på artiklen er, at skatteaftalen ikke er konservativ politik. Den er et stort konservativt nederlag, og det bør Bendt Bendtsen se i øjnene. Saglig erkendelse af tingenes tilstand er trods alt første forudsætning for at komme videre.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?

Skat, den største post på budgettet

En jeg kender, gik for at stykke tid siden i gang med at føre regnskab over sin privatøkonomi. Han ville gerne vide, hvad pengene gik til, og om der var nogle unødvendige ting, som kunne skæres væk. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog hurtigt, at den allerstørste post i hans privatøkonomi – nemlig indkomstskatten – overhovedet ikke var med i hans regnskab.

Regnskabet var grebet an ud fra en likviditetssynsvinkel. Dvs. at de bogførte indtægter var nettoindtægter efter skat, medens de bogførte udgifter var betalinger, uanset om disse var afdrag på lån, renter eller betaling for en vare. Han tankegang var simpelthen den samme, som han kendte fra bankrådgiverens likvikiditetsbudget – nemlig en simpel opgørelse over ind- og udbetalinger.

Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, at kategorisering (kontering) af udgifterne naturligvis afhang, af formålet med regnskabet. Da jeg så nævnte, at hans suverænt største udgift overhovedet, nemlig indkomstskatten, overhovedet ikke fremgik af regnskabet, svarede han, at det ikke gjorde noget, da han alligevel ikke kunne gøre noget ved skatten. Det er så muligt, at han ikke på kort sigt kunne ændre sin indkomstskat, men på lidt længere sigt ville det bestemt være muligt for ham, men det var så åbenbart ikke noget han havde tænkt så meget over.

Men tænk engang hvis almindelige danskere begyndte at opstille deres privatøkonomi, så indkomstskat (og måske også moms og afgifter) eksplicit fremgik af budgetter og/eller regnskaber. Tænk engang, hvis den almindelige dansker blev mere bevidst om, hvor dyrt den danske stat tager sig betalt.

Som bekendt går mange op i at spare penge på husholdningsbudgettet. Mange læser gerne tilbudsaviser for at finde den billigste medisterpølse, eller de kører langt for at købe billigt ind i et megamarked. Men ønsker man for alvor at spare penge, er det naturligt at begynde med de største poster i regnskabet, for der er der som regel mest at hente. Og for langt de fleste danskere er det skatten. På kort sigt, er den ikke så let at gøre noget ved, men der er langt større perspektiver i at spare skat. At spare lidt på husholdningspengene er faktisk det rene flueknepperi i forhold til de potentielle besparelser, der er at hente på skatten.

Jeg opfordrer ikke til at gøre noget ulovligt. Den bedste måde at nedbringe skatten er, at give den danske stat konkurrence fra udlandet. Har man mulighed for at flytte (enten sig selv eller sine forretningsmæssige aktiviteter) til et mere ”venligt” land, bør man gøre det. Så får man selv lavere skat, og samtidig vil det føre til en øget konkurrence på skatteområdet, som vil tvinge den danske stat til at nedsætte taksterne.

Skatter, afgifter og tilskud

Tidligere har jeg skrevet, at fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt foregår ved fri handel. Men det er også kun som udgangspunkt, at det er sandt, for der er hele tiden et stort "men". For hver gang, du foretager en økonomisk disposition, er der en tredje part, som øver indflydelse, og det er staten.

Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.

Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.

De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:

Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.

Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.

Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?

Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....

Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.

Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........