”Velfærdsstaten” er skabt af mennesker, der ikke har virkelige helte; og som derfor har skabt et system, der har til formål at gøre verden årsagsløs, sådan at man (tror man) slipper for at forholde sig til alle de udfordringer, virkeligheden konfronterer en med. (Simon Espersen, Et samfund uden forbilleder)

Viser opslag med etiketten Lars Kolind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lars Kolind. Vis alle opslag

torsdag den 4. oktober 2007

Interessant politikertest

På sin hjemmeside har Lars Kolind en interessant test.

Med udgangspunkt i en politiker, man overvejer at stemme på, skal man forholde sig til 10 spørgsmål om denne. For hvert spørgsmål kan politikeren maksimalt score 1 point, således at der samlet tildeles op til 10 point.

Spørgsmålende handler om tillid til politikerne, og iflg. Kolind er det godt, hvis ens foretrukne politiker opnår 8 eller flere point. I modsat fald bør man overveje at finde en anden.

Jeg synes, at testen er tankevækkende. Ser jeg på de mest fremtrædende og markante politikere i folketinget, er der ikke så meget som én eneste, der i min verden kan snige sig op i nærheden af de 8 point. Men kigger jeg lidt videre, så er der nok en enkelt eller måske to hos de konservative, som jeg iflg. Kolind har tilstrækkelig tillid til, at jeg kan overveje at stemme på dem. Gad vide om nogen af dem, stilller op i min valgkreds.

Kolinds politikertest kan findes her: KolindKurens politikertest

tirsdag den 11. september 2007

Hvad jeg savner hos Ny Alliance

Set med mine øjne er Ny Alliance blot en fraktion af det Radikal Venstre – nemlig det Radikale Venstres Højrefløj. Og derfor fristes jeg også ind imellem til at kalde dem for det Radikale Venstre Højre. Jeg tror ikke rigtig på dem.

Men dermed ikke sagt, at partiet ikke også har sine positive sider. Jeg kan kun tilslutte mig, at Danmark skal være et åbent samfund, hvor udlændige kan føle sig velkomne, og jeg kan kun tilslutte mig deres opgør med det progressive danske skattesystem.

Men disse synspunkter er ikke nye. Det er traditionelle radikale synspunkter, der med Ny Alliance bare har fået en ny platform. Og denne platform har så i en periode vist sig velegnet til at tiltrække frustrerede borgerlige. Men det skyldes nok ikke så meget kvaliteten af Ny Alliance, som det skyldes størrelsen af de borgerlige frustrationer.

Det jeg helt grundlæggende savner hos Ny Alliance er den borgerlige tiltro til, at det frie marked langt hen af vejen godt kan styre sig selv, og jeg savner også en grundlæggende respekt for den private ejendomsret. Set med mine øjne er det ikke en politisk opgave at lovgive om solfangere, og skatten på arbejde skal ikke blot ned, fordi det kan optimere økonomien – den skal også ned, fordi en kraftig marginalskat (og et kraftigt skattetryk) i sig selv er et angreb på den private ejendomsret.

I artiklen Hvor skal Danmark hen? skriver Lars Kolind på sin hjemmeside at:
....jo mere tydeligt bliver det for mig, at Danmark ikke bare har brug for et lille nyt midterparti, men derimod et parti, der ser længere fremad end til næste meningsmåling eller næste valg og som har mod til at røre ved de grundlæggende ting.

Jeg har stor respekt for Lars Kolind, men jeg kan altså ikke se, hvordan Ny Alliance tager et opgør med grundlæggende ting. Jo bevares, Anders Samuelsens skattepolitik er da relativt ambitiøs, men den gør jo ikke på nogen måde op med den problematiske forestilling om, at det i sidste ende er staten, som ejer borgerne og kan disponere over deres liv og ressourcer.

Et sådant grundlæggende opgør findes hos Liberalisterne, som er en langt større nyskabelse end Ny Alliance. Det er så bare rigtig ærgerligt, at Liberalisterne endnu ikke har vist, at de kan bevæge sig fra vision til virkelighed.