Trafiksikkerhed (igen)

I dag på radioen hørte jeg en udsendelse, som bekræfter mig i min aversion mod politiets fotofælder. Det drejer sig om Poul Friis (DR P1), som i dag havde en trafikforsker Anette Jerup Jørgensen i studiet.

Anette Jerup Jørgensen har undersøgt dansk trafikkultur og fundet frem til, at vi har en moral, som handler om maksimal mobilitet til alle. Som udgangspunkt overholder vi lovgivningen (færdselsloven), men vi fraviger den også, når trafikmoralen tilsiger det. I det, at trafikanter tolker hinandens adfærd, foregår der en kommunikation, som er afgørende for, hvorledes man bør færdes. Og derfor er det ikke altid god moral, blot at færdes striks efter lovens firkantede regler.

Det sidste vidste vi jo nok godt, men nu har vi altså også en forskers ord for det.

Det blev ikke diskuteret i programmet (og jeg ringede heller ikke ind), men jeg kunne ikke undgå at forbinde det med politiets fotofælder. For når god trafik i høj grad afhænger af kommunikation mellem de involverede parter og af deres fælles moral, så kan trafikkontrol vel ikke foretages på en fuldstændig mekanisk måde som med politiets fotofælder. Så er der vel stadig behov for en færdselsbetjent til at foretage en personlig vurdering af situationen – eller?

Jeg har tidligere skrevet imod fotofælder, uden at komme ind på dette forhold. Men faktisk tror jeg, at ovennævnte er en væsentlig årsag til min indædte modstand mod disse og min opfattelse af, at de blot tjener som pengemakiner.

Mit tidligere indlæg kan findes her, og dagens radioprogram er her: Trafikkultur - P1 Formiddag

Trafiksikkerhed

Er det farligt at overtræde hastighedsgrænserne? Udsætter man sine omgivelser for unødig fare, hvis man kører stærkere, end politikerne har bestemt, man må? Det synes jeg selv er et godt spørgsmål, så derfor vil jeg gerne finde ud af, hvad færdselspolitiet mener om det. Og siden der er et gammelt princip om, at handlinger betyder mere end ord, så kan svaret findes ved at fortolke færdselspolitiets egen adfærd, når der sker en hastighedsovertrædelse.

Og det ved vi jo alle godt. I de fleste tilfælde sidder politiet bag i en varevogn, tager foto af overtrædelsen og sender nogle dage efter et brev med fotoet og et indbetalingskort.

Forestil dig, hvis andre dele af politiet handlede på samme måde. Der sker f.eks. et værtshusslagsmål, og en tilstedeværende ringer til politiet. De sender så straks en patruljevogn med to betjente, og medens den ene betjent så går rundt blandt værtshusgæsterne for at forhøre sig om identiteten på de, som slås, stiller den anden betjent sig op for at tage et foto af slagsmålet. Derefter går betjentene tilbage til bilen og kører videre ud på deres patrulje, medens værtshusslagsmålet ufortrødent kan fortsætte. Senere, hen mod slutningen af betjentenes vagt, kører de så tilbage til stationen, hvor de afleverer en fortegnelse over nattens lovovertrædelser vedlagt navne og fotos. Næste dag kan en sekretær så sende bøder ud til at nattens lovbrydere, herunder vore slagsbrødre fra værtshuset.

Ville en sådan politiindsats være tilstrækkelig? Nej naturligvis ikke, værtshusslagsmål og mange andre lovbrud skal ikke blot dokumenteres med et foto men skal først og fremmest stoppes med det samme. For ulovlig adfærd er som regel ulovlig fordi den skader sagesløse mennesker.

Men hvad med en lidt frisk gang bilkørsel? Det er iflg. vore politikere også ulovligt, men ser jeg på færdselspolitiets håndtering af de fleste hastighedsoverskridelser, så må jeg konkludere, at de såmænd er helt ufarlige. For hvis de var farlige, så ville politiet vel sende en betjent for omgående at stoppe billisten.