Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter

Trafiksikkerhed

Er det farligt at overtræde hastighedsgrænserne? Udsætter man sine omgivelser for unødig fare, hvis man kører stærkere, end politikerne har bestemt, man må? Det synes jeg selv er et godt spørgsmål, så derfor vil jeg gerne finde ud af, hvad færdselspolitiet mener om det. Og siden der er et gammelt princip om, at handlinger betyder mere end ord, så kan svaret findes ved at fortolke færdselspolitiets egen adfærd, når der sker en hastighedsovertrædelse.

Og det ved vi jo alle godt. I de fleste tilfælde sidder politiet bag i en varevogn, tager foto af overtrædelsen og sender nogle dage efter et brev med fotoet og et indbetalingskort.

Forestil dig, hvis andre dele af politiet handlede på samme måde. Der sker f.eks. et værtshusslagsmål, og en tilstedeværende ringer til politiet. De sender så straks en patruljevogn med to betjente, og medens den ene betjent så går rundt blandt værtshusgæsterne for at forhøre sig om identiteten på de, som slås, stiller den anden betjent sig op for at tage et foto af slagsmålet. Derefter går betjentene tilbage til bilen og kører videre ud på deres patrulje, medens værtshusslagsmålet ufortrødent kan fortsætte. Senere, hen mod slutningen af betjentenes vagt, kører de så tilbage til stationen, hvor de afleverer en fortegnelse over nattens lovovertrædelser vedlagt navne og fotos. Næste dag kan en sekretær så sende bøder ud til at nattens lovbrydere, herunder vore slagsbrødre fra værtshuset.

Ville en sådan politiindsats være tilstrækkelig? Nej naturligvis ikke, værtshusslagsmål og mange andre lovbrud skal ikke blot dokumenteres med et foto men skal først og fremmest stoppes med det samme. For ulovlig adfærd er som regel ulovlig fordi den skader sagesløse mennesker.

Men hvad med en lidt frisk gang bilkørsel? Det er iflg. vore politikere også ulovligt, men ser jeg på færdselspolitiets håndtering af de fleste hastighedsoverskridelser, så må jeg konkludere, at de såmænd er helt ufarlige. For hvis de var farlige, så ville politiet vel sende en betjent for omgående at stoppe billisten.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?

Kan vi så få billigere vin?

I.flg. internetavisen 180 Grader ønsker de Konservative nu en lavere momssats på frugt og grønt.

På den ene side er det altid problematisk med den slags lettelser på udvalgte områder, da det er bureaukratisk og involverer en del smagsdommeri. Og faktisk er det også udtryk for en vis naivitet, når politikere tror, at de på den måde kan side inde på Borgen og optimere befolkningens livskvalitet.

Men så på den anden side er det måske meget godt alligevel, da det jo trods alt er en skattelettelse. Og kan politikerne ikke enes om generelle lettelser, så er det her vel bedre end ingenting. Så skulle det lykkes for de Konservative at komme igennem med forslaget, så håber jeg blot, at de ikke vil tolke begrebet frugt og grønt alt for snævert. F.eks. kan de lade sig inspirere af Spanien, hvor man har hele tre momssatser. Og her er den lavest sats forbeholdt mad og andre nødvendighedsvarer. Og så er det naturligvis sådan, at vin, som jo dernede er en sund og helt naturlig del af dagligdagen, er omfattet af den laveste momssats. Og set med mine øjne, er der bestemt ingen grund til, at vin og andre naturlige kvalitetsdrikkevarer, ikke også her i landet skulle omfattes af den særligt lave sats.

Artikel fra 180 Grader: Intern momsstrid i regeringspartierne

Skat, den største post på budgettet

En jeg kender, gik for at stykke tid siden i gang med at føre regnskab over sin privatøkonomi. Han ville gerne vide, hvad pengene gik til, og om der var nogle unødvendige ting, som kunne skæres væk. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog hurtigt, at den allerstørste post i hans privatøkonomi – nemlig indkomstskatten – overhovedet ikke var med i hans regnskab.

Regnskabet var grebet an ud fra en likviditetssynsvinkel. Dvs. at de bogførte indtægter var nettoindtægter efter skat, medens de bogførte udgifter var betalinger, uanset om disse var afdrag på lån, renter eller betaling for en vare. Han tankegang var simpelthen den samme, som han kendte fra bankrådgiverens likvikiditetsbudget – nemlig en simpel opgørelse over ind- og udbetalinger.

Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, at kategorisering (kontering) af udgifterne naturligvis afhang, af formålet med regnskabet. Da jeg så nævnte, at hans suverænt største udgift overhovedet, nemlig indkomstskatten, overhovedet ikke fremgik af regnskabet, svarede han, at det ikke gjorde noget, da han alligevel ikke kunne gøre noget ved skatten. Det er så muligt, at han ikke på kort sigt kunne ændre sin indkomstskat, men på lidt længere sigt ville det bestemt være muligt for ham, men det var så åbenbart ikke noget han havde tænkt så meget over.

Men tænk engang hvis almindelige danskere begyndte at opstille deres privatøkonomi, så indkomstskat (og måske også moms og afgifter) eksplicit fremgik af budgetter og/eller regnskaber. Tænk engang, hvis den almindelige dansker blev mere bevidst om, hvor dyrt den danske stat tager sig betalt.

Som bekendt går mange op i at spare penge på husholdningsbudgettet. Mange læser gerne tilbudsaviser for at finde den billigste medisterpølse, eller de kører langt for at købe billigt ind i et megamarked. Men ønsker man for alvor at spare penge, er det naturligt at begynde med de største poster i regnskabet, for der er der som regel mest at hente. Og for langt de fleste danskere er det skatten. På kort sigt, er den ikke så let at gøre noget ved, men der er langt større perspektiver i at spare skat. At spare lidt på husholdningspengene er faktisk det rene flueknepperi i forhold til de potentielle besparelser, der er at hente på skatten.

Jeg opfordrer ikke til at gøre noget ulovligt. Den bedste måde at nedbringe skatten er, at give den danske stat konkurrence fra udlandet. Har man mulighed for at flytte (enten sig selv eller sine forretningsmæssige aktiviteter) til et mere ”venligt” land, bør man gøre det. Så får man selv lavere skat, og samtidig vil det føre til en øget konkurrence på skatteområdet, som vil tvinge den danske stat til at nedsætte taksterne.

Klistermærke til privatbiler på gule plader

I dag fandt jeg en udemærket kommentart, som forklarer idéen i Kristian Jensens seneste påhit. Den er her: Skal jeg bære et skilt, der siger: Jeg er lovlig?

Selv er jeg i den modsatte situation, af artiklens forfatter. Jeg ejer 50% af et firma, som har en gulpladebil, der kun må benyttes erhvervsmæssigt. Der skal altså ikke noget klistermærke bagpå den. Men jeg er da spændt på, hvormange henvendelser det giver anledning til, når emsige medborgere kontakter skattemyndighederne for at fortælle, at de på den og den dag, på det og det mistænkelige tidspunkt, har set vores bil køre rundt uden klistermærke.

Så er vi pligtige til at redegøre for skattemyndigheder, hvad vores bil har lavet. Så skal vi kigge tilbage i vagtplanerne, og se om det stemmer. Og stemmer det ikke umiddelbart, skal vi så have fat i relevante medarbejdere for at høre nærmere, om der er en god forklaring.

Reglerne er i princippet tydelige nok. Blien må under ingen omstændigheder bruges privat. Sker det alligevel, skal vi efterbetale momsen, og medarbejderen, som har brugt bilen privat, bliver beskattet af fri bil.

Og dog er reglerne ikke spor tydelige alligevel. For der er en masse grænsetilfælde. Må en medarbejder køre i firmabilen, hvis vedkommende skal på kursus? Eller må en medarbejder, lave et mindre privat ærinde, når vedkommen alligevel næsten lige kommer forbi med firmabilen?

Det er et rengøringsfirma, jeg er medejer af. Og vi har mange opgaver, som løses på skæve tidspunkter og i weekenden. Men det er ikke sikkert, at alle emsige medborgere lige tænker over det. Jeg er i hverttilfælde spændt på, hvorofte vort firma kommer til at stå til regnskab for Kristian Jensen.

Autocamper (spar registreringsafgiften)

For nylig hørte jeg om en skattefidus, som jeg her vil viderebringe. Den henvender sig til personer, som måtte ønske at købe en autocamper, men ikke ønsker at betale de høje danske afgifter.

Idéen er, at siden du alligevel nok skal bruge din autocamper i udlandet, hvorfor så ikke bare indregistrere den på tyske plader. Du afhenter camperen hos en forhandler i Danmark, får den med hjem på grænseplader, hvor du så fylder dit udstyr i den. Derefter kører du til Tyskland med den, hvor den tyske indregistrering så ordnes, hvorefter din camper opbevares på et dertil indrettet sted i Tyskland. Når du og familien så skal på ferie, så kører I i jeres normal personbil til Tyskland og skifter til camperen. Udover ved købet at spare dansk afgift, er den tyske ejerafgift også så meget lavere, at det mere end betaler for udgifterne til opbevaring i Tyskland.

Og det hele er meget nemt, for det er velorganiseret. F.eks. kan den danske forhandler Neergårds Camping hjælpe.

Selv har jeg ingen planer om at købe en autocamper, men jeg synnes idéen er så god, at de bør gives videre.

Skatter, afgifter og tilskud

Tidligere har jeg skrevet, at fordeling og prioritering af ressourcer som udgangspunkt foregår ved fri handel. Men det er også kun som udgangspunkt, at det er sandt, for der er hele tiden et stort "men". For hver gang, du foretager en økonomisk disposition, er der en tredje part, som øver indflydelse, og det er staten.

Visse former for økonomisk aktivitet – f.eks. handel med narkotika – er direkte forbudt. Intentionen er naturligvis at opretholde en eller anden samfundsorden, som anses for at være til det bedste for borgerne. Men som bekendt er der også nogle alvorlige bivirkninger ved forbud, idet de som trodser forbudet, kommer til at operere på det uofficielle marked, hvor almindelig lov og ret sjældent gælder.

Alle aktiviteter, der ikke er forbudt, er naturligvis tilladte, men for disse gælder uden undtagelse, at staten påvirker dem enten gennem skatter eller gennem offentlige tilskud. Ja, og så er der såmænd også de aktiviteter, som både er skattepligtige og samtidig modtager tilskud.

De nuværende regler om skatter og tilskud er opbygget over flere år og er et kompliceret sammensurium af alle mulige hensyn. Men uanset hvilken motivation, der har drevet de lovgivende politikere, så skal man altid holde sig for øje, hvorledes reglerne virker i praksis. Og her er der et helt simpelt økonomisk princip, som man altid kan henholde sig til. Nemlig, at:

Det man giver tilskud til, det får man mere af, og det man lægger afgift på, det får man mindre af.

Princippet lyder intuitivt rigtigt, og også en mere stringent økonomisk analyse vil vise, at det står til troende. I senere indlæg vil jeg komme lidt mere præcist ind på hvilke skatter og afgifter, der findes, og hvorledes de virker. Men foreløbig vil jeg blot bede mine læsere om at huske ovennævnte princip.

Jamen, hold da helt op Thomas! Hvordan kan du bruge et helt indlæg på noget så banalt?

Tja, det er nok meget banalt, men prøv at tænke lidt nærmere over hvad det betyder. Hvad betyder det f.eks. for den frie handel, at der foruden evt. punktafgifter opkræves 25 % i moms?....

Ja, det betyder jo så, at forskellen mellem købers og sælgers ”walk away price” indsnævres, når en af dem lige skal huske at afregne procenter til statskassen. Og det betyder så, at færre handler kan betale sig, og det betyder så igen, at der skabes mindre velstand, da handel jo netop er værdiskabende.

Eller hvad betyder socialhjælp og offentlige tilskud til A-kassers udbetalinger for arbejdsløsheden? ........