Giv os vor frie Danmark tilbage

Citat:

Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.

Fremtidens udfordringer

I flg. Martin Thorborg står vi i Danmark overfor tre udfordringer. Nemlig:

1. Mangel på innovation og iværksætteri
2. Et boligmarked, som formentlig vil kollapse
3. Selvtilfredshed

Se Martin Thorborg forklare sit synspunkt her:

Bevaringsværdige bygninger

Først hørte jeg hende i TV og her til morgen er historien på netavisen 180 Grader. Det er ellers sjældent, at jeg er enig med en socialdemokrat, men i dette tilfælde er jeg 100% enig med Anne Vang.

Det er så dumt, at forsøge at fastlåse tiden. Det er en rigtigt dårligt tilgang til bevaringsværdige ting, at prøve at gøre dem til et museum. Men der må være noget typisk dansk i det. Vi ser det i hvertilfælde hele tiden i forbindelse med fredede ejendomme mv., at der lægges en masse restriktioner for så vidt muligt at bevare alt intakt.

Jeg tror, at de Københavnske politikere kan lære noget af at vende blikket mod syd - f.eks. til Carcassonne i Frankrig. Selvom Carcasonne er meget bevaringsværdig, har man ikke prøvet at fastlåse tiden. De forandringer man har foretaget, er blot lavet i respekt for det bevaringsværdige. Man har simpelthen forstået at blande nyt og gammelt på en rigtig god måde, så stedet også er relevant for moderne mennesker.

Besøger man Carcassonne får man et fint indtryk af hvordan borgen var engang, men samtidig er der liv og glade dage med restauranter og hoteller lige inde midt i borgen. En skarp kontrast til Danmark, hvor det politiske mål tilsyneladende er at forvandle alt til et frilandsmuseum.

PS Ovennævnte er ikke en opfordring til en dyr kommunal studietur til Frankrig.

Hvorfor så bange for friheden?

Det sker tit, at jeg undrer mig, og i dag er det sket igen. Først hørte jeg om det i DR's radioavis på P1, og nu har historien også fundet vej til netavisen 180 Grader. Men jeg undrer mig virkelig. Hvorfor er så mange mennesker så bange for friheden, at de vil bruge vold og magt for at kvæle nye innovative tiltag?

Det aktuelle eksempel er en ny måde at sælge bolig på vhja. hollandsk auktion på internettet. Du kan se det her: HouseJack - tager lidt af prisen hver dag.

Men straks er der nogen, som vil forbyde det, og det er ikke engang de fæle socialister fra den yderste venstrefløj. Næh, det er udover forbrugerrådet såmænd vicedirektøren i Dansk Ejendomsmæglerforening. Han mener, at der er tale om hasardspil. Du kan f.eks. læse om det på 180 Grader: Jurister vil lukke ny boligsalgsportal.

Om det er en god måde at sælge bolig på, kan jeg naturligvis ikke sige. Det må tiden vise. Men det kan da ikke have noget at gøre med hasard, idet man selv sætter den økonomiske ramme. Man afgør jo selv, hvormeget boligen skal udbydes til og hvormeget der kan slås af prisen.

Jeg kan naturligvis heller ikke vide, om ham vicedirektøren virkelig inderst inde i hjertet selv tror på, at det er hasard, eller om han er lidt farvet af, at han har nogle interesser at varetage. Men hans udtalelse er alligevel påfaldende, for er det ikke lige præcis det, mange danskere tænker om et frit marked - nemlig, at det vist er det rene hasardspil. Og er det ikke derfor, at så mange danskere æder det råt, når en person stiller sig op på TV for at efterlyse flere regeringsindgreb, flere love, mere styring og mere regulering.

Hvorfor er vi så bange for friheden? Hvorfor prøver vi at lukke livet med dets mange udfordringer og muligheder ude? Og hvorfor ser vi ikke, at vi i den proces blot ender med at lukke os selv inde?

Hvem vil være dansker?

I disse dage er jeg rigtig glad for EF domstolen. Jeg er glad for udsigten til, at EU borgernes fri bevægelighed overtrumfer den nationalsocialdemokratiske tankegang, som ellers præger den danske udlændingepolitik og -administration.

Jeg forstår ikke alle de borgerlige danskere, som i denne sag bakker op om regeringen og Dansk Folkeparti. Det eneste jeg er enig i er, at Danmark naturligvis ikke skal være hele verdens socialkontor. Men det løses ikke ved at lukke grænserne med ved at begrænse adgangen til skattefinancierede sociale ydelser.

For ligesom i den amerikanske uafhængighedserklæring, så har ethvert menneske ret til at søge lykken. Og hvis nogen mener, at det bedst foregår i Danmark, hvorfor så ikke det? Jeg kan ikke se, at indfødte danskere skulle have nogen fortrinsret til at opholde sig her frem for nytilkomne.

Læs her hvordan de stukne grise hyler:
Rønn vil stække EF-Domstolen

Jeg skammer mig over at være dansker. Gad vide om jeg kan bytte mit statsborgerskab? Er der nogen som gerne vil være dansker? - så kunne jeg da f.eks. godt overveje at blive tysker.

Danmark - et land for tabere

Før 1/7 2006 hed det ikke Udlændingeservice men Udlændingestyrelsen. Og det tidligere navn er fortsat det mest retvisende, for Udlændingeservice er naturligvis stadig et magtinstrument for politikerne - og ikke et serviceorgan for borgerne, som det nye navn ellers antyder.

At der er noget grundlæggende galt med statens magtudøvelse på udlændingeområdet har man længe haft på fornemmelsen. Og den seneste tids historier som eksempelvis Heller ingen skriftlig service fra Udlændingeservice fra 180 Grader kommer da heller ikke som nogen stor overraskelse.

Men nu er det selvfølgelig ikke sådan, at statens embedsmænd er dumme. Tværtimod er de rigtig dygtige til at betjene deres kunder, som er politikerne. Så spørgsmålet er, hvad det er for politikere, der hader familiesammenføringer så meget, at løgn og fortielser bliver en en integreret del af den daglige magtudøvelse? Hvad er det for politikere, som sætter egne drømme og fikse idéer over almindelig anstændighed? Og hvad er det for politikere, som ikke har selvdisciplin nok til at begrænse magtudøvelsen til det, som tjener civilsamfundet? Og hvad er det for en befolkning, der er dumme nok til at vælge den slags politikere?

Noget andet er så, at jeg egentligt heller ikke forstår, hvorfor så mange danskere står i kø for at får deres nye ægtefælle med hjem til Danmark. Hvorfor ikke forblive udenlands? Danmark er jo alligevel ved at udvikle sig til at land styret af tabere for tabere.

En økonomisk Berlinmur

Mennesker fra det tidligere Østtyskland minder i deres adfærd meget om danskerne. Det mener ihverttilfælde en af mine bekendte, som har rejst en del syd for grænsen. Og han er ikke i tvivl. Han kan bedst lide dem fra øst – de er mere ”nede på jorden” ligesom vi. Men jeg undere mig, for hvad er det lige, som betinger forskellen mellem øst- og vesttysk adfærd? Og hvad er det lige i vores baggrund som danskere, hvor vi har mest tilfælles med borgerne fra det tidligere DDR?

Som liberalist er det fristende for mig at tro, at der nok er nogle uheldige paralleller mellem DDR regimet og velfærdsstaten. Nogle fællestræk, som har påvirket østtyskere og danskere i en anderledes retning, end det er sket i Vesttyskland. Men om det nu også er rigtigt, ved jeg ikke.

Men tankevækkende er det, at der i Danmark (for visse borgere) findes en økonomisk ”Berlinmur” rundt om landet. Ejer man aktier, bliver man nemlig ved fraflytning beskattet af dem. Og tankevækkende er det også, at der nu er kræfter, som foreslår, at øge denne "Berlinmur" ved også at beskatte unge nyuddannede, hvis de flytter til bedre himmelstrøg.

Velfærdsstaten viser sit sande ansigt?


www.skat-uret.dk: Flytning til udlandet - udstationering - skat
Leder fra 180 Grader om beskatning af nyuddannede: Skat på udrejse

Liberalistisk poesi

Følgende er skrevet af brugeren SAMS på www.liberator.dk:

Jeg er træt.

Jeg er træt af at forklare folk at frihed er kostelig. At mennesker fødes lige. At forbrydelser kræver et offer. At skat er et overgreb. At det ikke er OK at man bare opretter et DNA register over befolkningen uden samtykke.
Jeg er træt af at forsvare sund fornudt, individets integritet, rettigheder og friheder.
Jeg er træt af at forklare at overvågningssamfund ikke er ok.
At folk ikke bare uden videre må bestemme over hinanden som de vil.

Jeg er træt af at forklare og forsvare det åbenlyse, det banale, det sande. (Jeg er træt)

Er det ikke smukt skrevet? Og er det ikke bare så sandt så sandt - at man her i landet hele tiden skal kæmpe for det, der burde være selvindlysende?

Skuespillere på dagpenge

I forbindelse med den forløbne uges diskussion af skuespillere på dagpenge kom jeg til at tænke på en lille historie, som jeg hørte for nogle år siden.

Historien var om operasangeren Ulrik Kolds telefonsvarer, hvor vekomstbeskeden var følgende: "Ulrik Kold på bånd, er der penge i det? - Ulrik Kold on tape, what’s the fee? - Ulrik Kold auf tonband, sprechen."

Det jeg fik fortalt var, at mange danskere fejlagtigt troede, man kunne hyre en stor kunstner for en meget lille betaling. Og når det var rigtig slemt, forventedes det nogle gange, at kunstneren ville medvirke helt gratis, bare der var et velgørende formål. Men den gik naturligvis ikke, og det kunne der lige så godt gøres op med allerede i telefonsvareren. Var det i stedet en englænder, som ringede, var vedkommende ofte indstillet på at betale rimeligt, men det var dog nødvendigt lige at sikre sig. Til gengæld var der aldrig problemerne med tyskerne, så en tysker kunne frit indtale sit ærinde.

At mange danskere tilsyneladende ikke er villige til at betale ordentligt for god kunst viser måske noget ubehageligt om kulturen og dannelsesniveauet her i landet. Men tilbage til det med skuespillerne.

Selv hører jeg til dem der synes, det er uværdigt for en skuespiller at skulle tage alle mulige ufaglærte småjobs indimellem jobbene som skuespiller. Kan man forestille sig, at man som publikum den ene aften overværer en fantastisk skuespilpræstation, hvorefter man næste dag møder den pågældende skuespiller ved kassen i den lokale Faktabutik. Det hænger vist ikke rigtig sammen.

Men det er skuespillernes eget problem. De må lade være med at vælge A-kassen eller bistandshjælpen. Det er der, kæden hopper af. I stedet må man som skuespiller tænke på at sælge sine ydelser der, hvor de rent faktisk værdsættes så meget, at lønnen også rækker til at leve mellem skuespilkontrakterne. Det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Jeg skal indrømme, at det nok kan være svært her i landet. Kunstnere tjener ofte dårligt, og tilmed jagtes de tit af overemsige skattebureaukrater uden forstand på den kunstneriske virksomhed, som de er sat til at beskatte. Men igen, det kan aldrig blive arbejdsløshedssystemets ansvar.

Efter min mening bør der heller ikke laves yderligere støtteordninger i kulturministeriet. Tværtimod bør man nok nærmere afvikle dem, der allerede er. Vil publikum ikke betale for god kunst, så skal de da have lov at blive fri. Det tjener ikke noget godt formål at proppe det ned i halsen på dem alligevel. Og kunstnerne må ligesom alle andre bare tage bestik at situationen og indrette sig derefter - også selvom det i nogle tilfælde måske betyder, at kunsten "kun" kan blive en fritidsinteresse.

Artikel fra Avisen.dk: Skuespillere presses til at blive postbude

Redigeret d. 13/10 kl. 16:25

Professionelle politiske ballademagere

Så åbnede Folketinget og ligesom sidste år var der igen en række demonstranter på gaden for at kræve yderligere offentlige udgifter.

Mig bekendt er det i høj grad den socialdemokratiske fagbevægelse, der har spillet en central rolle med at arrangere og koordinere demonstrationerne. Og det synes jeg faktisk virker temmelig surrealistisk, for hvad er det de vil opnå? Foghs regering har allerede afsat så store midler til yderligere offentlig forbrug, at socialdemokraterne næsten ikke selv kunne have afsat mere. Og de skattelettelser, man protesterer så indædt imod, er meget små og symbolske og har som bekendt mere karakter af skatteomlægning en egentlige -lettelser. Så hvad handler protesterne om?

På mig virker det som om, at den egentlige utilfredshed ikke har så meget at gøre med politik, som den har at gøre med personer. Det ser ud som om, at uanset hvor meget socialdemokratisk politik Fogh fører, så vil fagbevægelsen forsat råbe op. De helmer tilsyneladende ikke, før det er deres egne kammerater, som indtager ministerkontorerne.

Hvorfor fremlægger Gigtforeningen ikke sin sag for fødevareindustrien?

Her til aften blev jeg opmærksom på en mærkværdig underskriftindsamling fra Gigtforeningen. Jeg befandt mig i godt selskab med personer fra mit lokalområde, da en sød ældre dame tog nogle papirer frem, som hun ville bede os om at skrive under på.

Det var en god sag, kunne jeg forstå. Nemlig noget med, at fødevarer skulle i en emballage, som var lettere at åbne, da brugervenlig emballage var af stor betydning for gigtplagede mennesker. Og det havde hun da ganske givet helt ret i. Men jeg undrede mig nu alligevel.

Underskriftsindsamlinger er altid noget med pression, og bruges som bekendt i et politisk spil. Underskriftsindsamliger, tænkte jeg, hører da ikke hjemme på et frit marked blandt frie virksomheder og frie mennesker. Men jeg var tilsyneladende den eneste, som gjorde den overvejelse. Alle andre skrev blot under som den mest selvfølgelige ting.

Det viste sig så, at Gigtforeningen ville have forbrugerministeren til at gribe ind overfor fødevarevirksomhedernes valg af emballage. Politisk indgreb - nej, det kunne jeg ikke støtte, så jeg undlod at skrive under, da seddelen passerede mig. Hvorfor involvere politikerne? Hvad skulle det gavne? Jeg forstod det ikke.

Hvorfor går Gigtforeningen ikke direkte til fødevareindustrien med sin sag. Er der et reelt behov for en anden type emballage, og kan det opfyldes indenfor rimelige økonomiske midler, så er jeg sikker på, at virksomhederne hellere end gerne vil høre om det, så de også kan bruge emballage i deres konkurrence om forbrugernes gunst.

Jeg forstår ikke Gigtforeningens handlemåde. Er det blevet dansk vanetænkning, at alt skal handle om opråb og pression? I så fald står det virkelig skidt til. Du kan evt. læse om Gigtforeningens underskriftsindsamling her: Bedre emballage

Trafiksikkerhed (igen)

I dag på radioen hørte jeg en udsendelse, som bekræfter mig i min aversion mod politiets fotofælder. Det drejer sig om Poul Friis (DR P1), som i dag havde en trafikforsker Anette Jerup Jørgensen i studiet.

Anette Jerup Jørgensen har undersøgt dansk trafikkultur og fundet frem til, at vi har en moral, som handler om maksimal mobilitet til alle. Som udgangspunkt overholder vi lovgivningen (færdselsloven), men vi fraviger den også, når trafikmoralen tilsiger det. I det, at trafikanter tolker hinandens adfærd, foregår der en kommunikation, som er afgørende for, hvorledes man bør færdes. Og derfor er det ikke altid god moral, blot at færdes striks efter lovens firkantede regler.

Det sidste vidste vi jo nok godt, men nu har vi altså også en forskers ord for det.

Det blev ikke diskuteret i programmet (og jeg ringede heller ikke ind), men jeg kunne ikke undgå at forbinde det med politiets fotofælder. For når god trafik i høj grad afhænger af kommunikation mellem de involverede parter og af deres fælles moral, så kan trafikkontrol vel ikke foretages på en fuldstændig mekanisk måde som med politiets fotofælder. Så er der vel stadig behov for en færdselsbetjent til at foretage en personlig vurdering af situationen – eller?

Jeg har tidligere skrevet imod fotofælder, uden at komme ind på dette forhold. Men faktisk tror jeg, at ovennævnte er en væsentlig årsag til min indædte modstand mod disse og min opfattelse af, at de blot tjener som pengemakiner.

Mit tidligere indlæg kan findes her, og dagens radioprogram er her: Trafikkultur - P1 Formiddag

Public Service

Her til aften, da jeg rydde op i filerne på en ældre pc, fandt jeg et tre år gammelt debatindlæg. Det var skrevet af undertegnede, medens Irakkrigen stadig var forholdsvis ung. Jeg deltog nemlig i et amerikansk forum, hvor jeg diskuterede med en person, der hed Jerry, og hans indlæg fik mig til at tænke over nogle ting. Ikke sådan lige på én gang, men han såede nogle frø i mit sind, som siden har fået mig til at ændre holdning.

Ja, jeg kan ligesågodt sige det, som det er. For tre år siden var jeg frygtelig naiv. Nej, misforstå mig nu ikke - min intelligens og mit uddannelsesniveau fejlede intet. Problemet var min ukritiske accept af den danske velfærdspropaganda.

Jeg diskuterede emner omkring forudsætningerne for Irakkrigen, Guantanamo, retssikkerhed osv. Og i den forbindelse kunne jeg ikke nære mig for også lige at fortælle om vore gode danske public service medier. For i ramme alvor mente jeg dengang, at jeg i kraft af DR, var bedre orienteret end Jerry.

Trods det, at jeg opfattede mig selv som borgerlig, så troede jeg alligvel fuldt og fast på myten om public service mediers overlegenhed. Men prøv så lige at høre her, hvad Jerry fortalte mig:

Oh Thomas! We have one publicly financed news/public service organization, Public Broadcasting System (PBS), which gives all the liberal news that they see fit to print. Only the far-left gets its news there! We Americans are highly skeptical of the "official position". As your news organizations are tax-financed, they are not independent. We would discount those pretty quickly.

Dengang var jeg chokeret over at blive sat i bås med de ekstremt vensteorienterede. For sådan syntes jeg jo ikke selv, at det var. Så jeg svarede Jerry noget naivt sludder, som jeg ikke vil gentage, da jeg skammer mig. Men Jerry havde helt klart ret. Og derfor kunne jeg heller ikke sådan lige glemme, hvad han havde skrevet. Og efter et godt stykke tid faldt tiøren på plads for mig.

Selvfølgelig, alle har deres synsvinkler og deres interesser at varetage. Fordi noget er offenligt, er det ikke hævet over alt andet. Nogle gange fristes man enddog til at sige, tværtimod.

Politikerlede

Ovenpå skuffelsen over regeringens ”tynde” skatteaftale med DF, sad jeg i går og surfede lidt på nettet. Og her fandt jeg så et website med en titel, som på fineste måde matchede min sindstilstand - nemlig Politikerlede.

Her er to citater fra sitet:

På dette website vil vi bevise, at danske politikere er lige så svigefulde som badutspringerne i en bananrepublik. Vi vil bevise, at Christiansborg er en koldbøttefabrik, hvor politikerne udlever et skatteyderbetalt orgie i plattenslageri og pengemisbrug. (Politikerlede, Velkommen)

Alle politiske motiver udspringer fra primitiv egoisme. Forfængelighed, magtliderlighed og pengebegær. Folk bliver politikere, fordi de er forfængelige og elsker at høre sig selv tale. De elsker at føre sig frem og blive beundret. De elsker at dominere og bestemme over andre. De tror, at de har specielle evner, der vil gøre dem elskede, rige og berømte. (Politikerlede, Penge)

Som det fremgår, er respekten for politikerne under frysepunktet. Selv håber jeg, at det ikke står helt så slemt til, som det påstås på sitet. Men måske er det bare ønsketænkning fra min side. Sitet kan findes her: Politikerlede og er i hverttilfælde værd at læse. Om min respekt for politikerne så fortsat vil udvikle sig i samme kolde retning, må den kommende tid vise.

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.

Del og hersk

I flg. netavisen 180 Grader er værtshusejere begyndt at melde hinanden til arbejdstilsynet. Og på sin vis er det naturligt nok, for i den frie konkurrence må man jo benytte alle lovlige midler for at vinde kunder. Det er jo hele idéen med fri konkurrence, at alle tvinges til at tænke kreativt og yde det bedste.

Og så alligevel synes jeg, at det er trist. Tænk at det skal lykkes politikerne (tilsigtet eller utilsigtet?) at føre en sådan "del og hersk" politik. I den aktuelle situation er der ikke brug for konflikt mellem kollegaer i værtshusbranchen men derimod en samlet front mod den stærkt krænkende antirygelov.

Artikel fra 180 Grader:
Antirygelov skaber stikkertilstande i værtshusbranchen

Uhyre aktuel kommentar om skat

Skønt en dansk Skatteborger ikke kan flytte en Ting i sin Stue, skønt han ikke, naar han er i Klæderne, kan sætte en Finger på sin Krop, uden at have Skatten mellem Hænderne, skønt han ikke kan trække Nathuen ned over Øjnene eller Dynen op over Næsen, uden at Skattesaksen gaar i hans uld, er der dog intet Land, hvor Faarene løber brægende efter Saksen som i Danmark.

Skat er blevet dem et Retfærdighedens og Gengældelsens Sværd, som de svinger mod enhver Ting, de har set sig gal paa. Møder de en ond Ting, siger De: Du skulde ordentlig beskattes, dit Bæst. Møder de en overflødig Ting, siger de: Du kunde taale noget mere Skat, din Rad.

Det ligger fjærnt fra denne Kultur at forestille sig, hvor lidt de syndige Ting, som de vil straffe, bryder sig om, at de beskattes. Det falder dem ikke ind, at Tingene sagtens klarer sig, men at det er Personerne, det gaar ud over. Hvis der lægges Skat paa Heste, forstaar de maaske, at det ikke er Hestene, der bliver magrere, men Manden, som ejer dem. Men hvis det f. Eks. er Brændevin, er det dem en Vederkvægelse, som ingen vrister fra dem, at tænke paa, hvilket velfortjent Rap den forbandede Drik faar, og hvor smukt den fattige Familie, der betaler Skatten, gaar frem i Velstand og Lykke ved at blive saa meget fattigere.

Man sværmer for skatteobjekter, Enhver vælger efter sin Smag de fortrinligste og arbejder ihærdigt for at drive sine Yndlingsobjekter i Vejret. De regerende Lækkermunde behøver ikke at gøre sig nogen Ulejlighed, Skatteyderne roder selv Trøflerne op til dem.

Sådan skrev Viggo Hørup i 1893. Hans skrift er sørgeligt nok stadig uhyre aktuelt. Læs det her:
Fortrinlige Skatteobjekter