Markante skattelettelser

Det har tit undret mig, at mange danskere tilsyneladende ikke ønsker lavere skatter. Og her tænker jeg ikke på nettomodtagere af offentlige overførsler, men på de mange nettoydere, der tilsyneladende helt og fuldt bakker op om det høje skattetryk.

Argumentet, som fremføres er, at vi da har det fint, og at vi da også må være med til at betale til de, som måtte have behov. Og da man heller ikke synes, at hjemmehjælpere skal løbe hurtigere, skolebygninger skal nedslides yderligere, eller at der skal være dårligere normeringer i børnehaverne, ja så taler man mod skattelettelser. Det nuværende skattetryk anses for at være en forudsætning for et anstændigt niveau i den offentlige service.

Men det som ofte slår mig er, at disse skatteforsvarere tit kun forholder sig til små begrænsede lettelser. De forholder sig kun til, om de kan acceptere offentlige nedskæringer efter salamimetoden, for måske at få 500 kr. mere om måneden til sig selv. De tager sjældent stilling til, om det vil ære godt helt at afvikle en række offentlige aktiviteter, skære skatterne voldsomt ned og give ansvaret for eget liv tilbage til borgerne.

Her i landet virker kraftige skattelettelser nærmest som en overset mulighed. Men det kunne i virkeligheden sagtens være, at der kunne skabes flertal for den. I hverttilfælde beretter netavisen 180Grader i dag om det norske Fremskridtsparti, som netop har succes med en sådan politik.

Og så lige tilbage til skatteforsvarerne. Et eller andet sted ved mange af dem jo godt, at der er noget galt. For fem minutter efter de har frasagt sit ethvert ønske om skattelettelser, har talen det med at falde på sort arbejde. Og så viser det sig, at mange af dem såmænd anser den uofficielle økonomi som en forudsætning for, at samfundet kan fungere.

Artikel fra 180Grader: Fremskrittspartiet størst i Norge med skattelettelsespolitik

Er det mig, der er gammeldags?

I flg. netavisen 180 Grader vil Københavns Kommune begynde at sælge reklameplads. Og synes man, at det offentlige trænger til effektivisering og modernisering, kan det jo umiddelbart lyde fint og godt.

Men jeg må indrømme, at der er noget, som generer mig. For et eller andet sted tilkommer det ikke en offentlig myndighed at drive erhvervsvirksomhed. Jeg forstår godt, at salget af reklameplads blot skal være en lille biaktivitet i forbindelse med de aktiviteter, man nu i forvejen har gang i. Og jeg forstår også godt, at disse ekstra indtægter sikkert kan lune vældig godt i en presset kommunekasse.

Men alligevel. Jeg synes, at man krydser en grænse, som man ikke skal. Kan man forestille sig, at en virksomhed, som skal søge en kommunal tilladelse får en anderledes behandling, hvis den samtidig er kunde til kommunens reklamepladser?

Jeg ved det ikke, men jeg har mine betænkeligheder. Er det bare mig, der er gammeldags?

Artikle fra 180 Grader: Køb reklameplads på en gadefejer

Konservativ planøkonomi

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Hvis Bendt Bedtsen vil gøre sig håb om at være til gavn for det danske samfund, så kan han passende støtte op om kravet om flere skattelettelser. Så vil vi som borgere selv kunne købe/forsikre os til den kræftbehandling, som virker.

Artikel fra 180 Grader: Kræftbehandling i centrum på landsråd

DR og den røde farve

På DR har ordet farvefjernsyn en helt særlig betydning. Og ikke nok med det, selv radioprogrammer formår de at sende i farve – nemlig rød.

For nylig havde radioprogrammet Kaffeklubben en udsendelse kaldet T-shirten og de røde lejesvende. Her kom politikerne i studiet bla. ind på forholdet mellem DR og DR’s politiske bestyrelse. Rune Lund (Enh.) og Morten Østergaard (Rad.) brystede sig af fine principper om armslængde og pressen som den 4. statsmagt. Principper som jeg som udgangspunkt da også er helt enige i.

Problemet er blot, at DR er en komplet umulig konstruktion. Hele idéen med statslig public service hviler på en forestilling om objektivitet, som skal formidles til den uoplyste befolkning. Men den forestilling holder ikke i DR-medarbejderenes dagligdag, hvor enhver historie og ethvert til- og fravalg nødvendigvis er udtryk for en bestemt måde at anskue verdenen på. Opgaven kan ikke løses på neutral måde, så det eneste man kan gøre er at søge at lade alle synsvinkler komme til orde. Og så må man også lægge enorme restriktioner på ledernes gøren og laden, hvis man vil undgå at disses handlinger bliver brugt til at afsløre deres personlige sympatier. For sker det (og det gør det jo hele tiden) styrkes den naturligt forekommende mistanke om, at visse politiske synspunkter nok alligevel har fortrinsret i den tvangsfinansierede mediemastodont.

Og så er der den politiske bestyrelse. De må naturligvis hylde "armslængde"-pricippet, således at illusionen om et objektivt og uafhængigt DR kan opretholdes. Det ser jo ikke kønt ud, hvis en politiker åbenlyst prøver at påvirke DR’s indhold i en bestemt retning. Men her skal man ikke lade sig narre. Den som taler mest om armslængde er ikke nødvendigvis den største helgen. Det kan også være, at denne person bare (i det store og hele) er rigtig godt tilfreds med DR’s vinkling og indhold. Og i så fald er det jo let at ”pudse glorien” ved at tale om armslængde. Og modsat er det ikke sikkert, at den som påtaler specifikke forhold i DR’s programvirksomhed, har et dybtfølt ønske om at blande sig. Tværtimod kunne der være tale om en frihedsorienteret politiker, som ønsker frie og uafhængige medier, men som i kraft af den statslige mediekonstruktion ser det som sin opgave at påtale de værste skævheder.

Gamle Henry Ford havde et princip om, at kunden kunne vælge lige præcis den bilfarve han ønskede, sålænge det var sort. Tilsvarende har jeg en mistanke om, at venstrefløjen og de kulturradikale lader DR vælge lige præcis den farve, som DR selv ønsker – bare de vælger rød.

Kræftbehandling på socialistisk niveau

Hvis man er kvinde og samtidig så uheldig at få kræft i æggestokkene, så er et absolut ikke tilrådeligt at sætte sin lid til det danske sundhedsvæsen. Faktisk er overlevelsesmulighederne i det hjemlige skattebetalte sundhedsvæsen så ringe, at det kun er i Etiopien, at mulighederne er endnu dårligere. Historien kan læses her: Kræftlæger: Kræftindsats for kvinder er som i et uland

For mig at se, er dette blot endnu et eksempel på, at den danske velfærdsmodel ikke virker og aldrig vil komme til det. Gennemsnitsdanskeren afleverer allerede over halvdelen af sin indkomst i skatter og afgifter, således at den offentlige sektor svømmer i penge - men hvad kommer der ud af det?

Som bekendt kan det godt nok være svært at vurdere værdien af den offentlige produktion, da den jo ikke sælges på et frit marked. Men en kræftbehandlig på Etiopisk niveau bestyrker unægteligt den udbredte opfattelse (som også understøttes af økonomer), at der er et enormt spild og en enorm ineffektivitet i den offentlige sektor.

Jeg fatter ikke, at så mange danskere bare elsker det offentlige alligevel – jeg fatter ikke, at så mange mener, at alt bliver godt, bare skattefar får lov at opkræve endnu flere penge. Det må da snart være tid for danskerne at vågne op og søge nye veje.

Michael Moore – socialist eller kapitalist?

Michael More er en succesfuld forretningsmand. Han har virkelig gjort det godt. I flg. en artikel i Børsen i tirsdags har han alene på sin film ”Fahrenheit 9/11” tjent, hvad der svarer til over en mia. kroner. Om sin rigdom siger han selv:

I'm a millionaire, I'm a multi-millionaire. I'm filthy rich. You know why I'm a multi-millionaire? 'Cause multi-millions like what I do. (Kilde: Michael Moore Quotes)

Og den forklaring finder jeg interessant. Det siges jo, at Michael Moore befinder sig ude på den yderste venstrefløj. Men det, han her siger, er jo præcis det samme, som enhver anden kapitalistisk forretningsmand også ville sige, nemlig at rigdommen skyldes, at han skaber værdi for sine kunder.

Personligt har jeg ikke noget problem med, at Michael Moore med sine film prøver at påvise fejl og mangler rundt omkring. Kan han f.eks. påvise, at et givet forsikringsselskab ikke giver sine kunder, hvad de har krav på, jamen så er det da helt fint. Det frie marked går jo bl.a. ud på, at dem med urent trav bliver straffet. Og kan Michael Moore med sine film fremme den proces, jamen så er det da helt fint med mig.

Det er dumt at snyde sine kunder, men alle kan fristes. Det er som bekendt en del af den menneskelige natur, men det betaler sig ikke. Vil man tjene penge, må man - som Michael Moore jo også selv er inde på - skabe værdi for sine kunder.

Derfor er det heller ikke løsningen, når Michael Moore mener, at kollektive socialistiske systemer skulle være kapitalismen overlegen. Som om, at enhver menneskelig svaghed ville forsvinde, hvis alt blev kollektivt. Eller som om, at alle altid og uden problemer ville få deres ret, hvis alle virksomhedsledere levede af løn fremfor profit.

I et socialistisk samfund ville Michael Moore fortsat kunne lave masser af film om systemets fejl - ja altså forudsat, at regeringen ikke nedlagde forbud. Men Michael Moores film ville ikke kunne bruges til at forandre noget som helst. Muligvis ville underholdningsværdien være ok, men derudover ville de være komplet værdiløse.

Konservativ skattesejr

Skal jeg grine eller græde?

Mange mener vist, at Bendt Bendtsen er blevet snydt. Og i så fald er det bestemt ikke nogen rar situation for ham. Men hvad langt værre er, så forsøger han nu at snyde sig selv og sine vælgere.

I en artikel på de konservatives hjemmeside fremstiller han nemlig resultatet af skatteforhandlingerne som en Konservativ skattesejr. De først 23% af artiklen handler om skatteaftalen. Her når Bendt Bendtsen lige at gøre opmærksom på, at aftalen er god for de, som tjener under kr. 382.000,- og at den derfor er en stor konservativ sejr. Men ellers handler artiklen om kvalitetsreform og velfærd. Og Bendt Bendtsen ender med at bryste sig af, at "Vi tager ikke en krone fra velfærden." - "Vi tager ikke en krone fra råderummet." og "Vi har i forvejen brugt 37 milliarder kroner på kvalitet i velfærden – nu bruger vi 50 milliarder kroner mere".

Den eneste mulige konklusion på artiklen er, at skatteaftalen ikke er konservativ politik. Den er et stort konservativt nederlag, og det bør Bendt Bendtsen se i øjnene. Saglig erkendelse af tingenes tilstand er trods alt første forudsætning for at komme videre.

Hvis velfærd er lykken

Det er kun hver anden dansker, som ønsker lavere skat. Resten synger med på den kendte melodi om mere velfærd. Men hvis høje skatter og mere statsorganiseret velfærd virkelig er lykken, hvorfor er der så ikke flere, som giver frivillige bidrag til statskassen?

Det kræver ikke et lovindgreb for at få tilladelse til at betale ekstra til staten. Tværtimod er det særdeles let at give lidt ekstra, idet staten gerne modtager gaver. Er beløbet ikke så stort, er det nok lettest bare at ordne det ved at "glemme" at skrive et fradrag på selvangivelsen eller at opgive en lidt for høj indkomst. Men ellers modtager staten som sagt gerne gaver. Selv har jeg hørt om en nu afdød person, der testamenterede hele sin formue til staten, og den tog staten imod med kyshånd.

Men den slags hører vist til sjældenhederne. Mig bekendt ligger det ikke til danskerne at give sådanne frivillige bidrag. Og det er vel egentlig lidt underligt, når man tager i betragtning, at så mange af os angiveligt skulle være helt pjattede med skatter og mere statslig velfærd.

Men måske er sandheden, at vi prøver at stemme os til hinandens penge? Er vi i virkeligheden delt i to grupper - nettoydere og nettomodtagere – hvor det så er nettomodtagerne, der ved at stemme for, at naboen ikke må slippe billigere i skat, prøver at maksimere eget udbytte af velfærdsstaten?