Når staten bliver en fjende

Problemet med en alt for omfattende statsmagt er klart udtryk af den amerikanske præsidnet Gerald Ford. I en tale til kongressen d. 12. august 1974 sagde han:

Whether we like it or not, the American wage earner and the American housewife are a lot better economists than most economists care to admit. They know that a government big enough to give you everything you want is a government big enough to take from you everything you have.

Gid den almindelige dansker var lige så fornuftig.

Gad vide, om han mener det?

I sidste uge var Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti i Deadline til en diskussion af 12 minutters længere arbejdstid. Se indslaget her: Deadline.

Som opponent deltog Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Og hans indvending mod de 12 minutter var meget enkel - nemlig en undersøgelse, der viser, at de fleste danskere ikke ønsker at arbejde mere. Kun 6% ønsker at arbejde mere, 20% vil gerne have færre timer, og endelig er der så de sidste 74%, der er godt tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Så hvordan skal de 12 minutter så realiseres, når S og SF ikke vil øge incitamentet til at arbejde mere?

Men Ole Sohn fandt, at en sådan diskussion af incitamenter var irrelevant, for alle økonomer var jo enige om, at der var brug for højere arbejdstid. Og så var det jo bare et spørgsmål om at aftale det med arbejdsmarkedets parter. Og lidt senere i indslaget sagde Ole Sohn, at vælgerene jo var bekendte med 12-minutters-planen. Så derfor var det jo ikke et spørgsmål om økonomi men om politik: "Hvilken vej ønsker vi at gå?"

Ved første gennemsyn syntes jeg, at det virkede som om, at Ole Sohn var kraftigt i defensiven og talte udenom. Og så alligevel - gad vide om han selv mente det, han sagde?

Kan det tænkes, at Ole Sohn seriøst mener, at det enkelte individs ønske om at arbejde mere eller mindre ikke har nogen betydning? Kan det tænkes, at Ole Sohn mener, at såfremt S og SF vinder folketingsvalget, så har borgerne kollektivt stemt for højere arbejdstid, og så er deres individuelle præferencer uden betydning? Det tror jeg faktisk godt kan være tilfældet, og det vil passe fint med socialismens grundlæggende problem.

For sagen er jo, at der kan være forskel på det, som folk personligt vil, og det de kollektivt vil. Mange vil jo gerne have højere arbejdstid sådan generelt, idet de så håber, at det bare ikke rammer dem personligt. Det er såmænd meget menneskeligt at tro, at man på den måde kan fedte sin del af det kollektive ansvar af på andre. Alle er med for at høste en gevinst, lige indtil det rammer dem selv. Så når den kollektive beslutning skal gennemføres, må de socialistiske ledere tage gradvist hårdere og hårdere midler i brug for at gennemtvinge planen.

I det konkrete tilfælde med arbejdstid vil S og SF blive nødt til at begrænse retten til deltidsarbejde, for ellers virker den forhøjede arbejdstid jo ikke. Derudover bliver man nødt til at gøre noget ved alle de, som ikke er under kollektiv overenskomst, og sådan tager det ene skridt det andet.

Ikke spor underligt, at det gik galt i østblokken - men hvorfor er vi så forhippede på at gentage fortidens fejl?

Kvindekvoter og socialisme

Dette her er ikke ment som et forsvar for blå blok. For alle politikere kan med rette kritiseres for et eller andet. Men artiklen, som kommer her, udstiller på fin vis, hvilket hykleri, der ligger bag venstrefløjens krav om kvindekvoter: Sådan vinder blå blok valget - helt enkelt.

Den indre tyske grænse

Denne animation af den indre tyske grænse er produceret af Deutche Welle i et samarbejde med et animationsfirma og historiske eksperter. Alle detaljer er så historisk korrekte, som det overhovedet er muligt.

Giv os vor frie Danmark tilbage

Citat:

Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.

Michael Moore så utilfreds, at han vil have lederen af S&P anholdt

Hvad er det lige, der sker her? Michael Moore er så utilfreds med nedgraderingen af USA's kreditværdighed, at han vil have lederen af S&P anholdt. Læs her: Michael Moore to Obama: ‘Show some guts,’ arrest S&P head.

Normalt indbefatter målestokken for god adfærd ellers, at man spiller med åbne kort og er til at stole på. Og for et kreditvurderingsfirma vil det betyde, at man fremlægger så saglige og så upartiske vurderinger, som muligt. Kommer det frem, at man bevidst har fortiet relevante forhold pga. en eller anden egeninteresse i sagen, vil det være dybt kritisabelt, og måske vil det endda være en sag for politiet.

Men her lægger Michael Moore op til, at vurderingsfirmaerne bevidst skal snyde med oplysningerne i en "god" sags tjeneste. Og udover at en sådan adfærd vil være forkert, spekulerer jeg på, om Michael Moore mon på forhånd kan definere, hvad det er for en type sager, hvor private aktører (i dette tilfælde forskellige former for investorer) godt må føres bag lyset

Det tror jeg ikke, at han kan, men jeg tænker, at der nok alligevel er en eller anden socialistisk indforståethed, som gør, at sagen virker indlysende for ham, når den først opstår. Eller sagt på en anden måde, når spørgsmålet først bliver stillet, føler socialisten, at han da hele tiden har kendt svaret.

Og så er det bare ærgerligt for den, som ikke er med i den indforståethed, eller som blot foretrækker at leve efter almindelige normer for anstændig opførsel.

Den uansvarlige velfærd

Den irske journalist Kevin Myers kritiserer her velfærdsstaten i PIIGS-landene. Myers ser en sammenhæng mellem disse landes katolske kultur (let adgang til tilgivelse og ringe sans for konsekvenser) og så den måde, politikerne bruger velfærdsstaten til at købe vælgere.

Det er muligt, at der er mere uansvarlighed i PIIGS-landene end her. Eksempelvis nævnes Grækenland, hvor parlamentsmedlemmerne får 15 månedslønninger om året. Men når det handler om at købe vælgere, synes jeg da, at der også er megen uansvarlighed hos vores hjemlige politikere.

Frihed, familien og markedet

Nedenfor er et foredrag om socialismens angreb på familien. Foredraget er holdt på Acton Institute, og foredragsholderen er Jennifer Roback Morse, der er katolik og har en Ph.D. i økonomi.

Jennifer har beskæftiget sig indgående med emnerne ægteskab, seksualitet og familie, og hun har bl.a. skrevet om de forandringer, som sker i det amerikanske samfund, og de økonomiske konsekvenser heraf. I dette foredrag taler hun om socialismens angreb på familien som institution og i særdeleshed på ægteskabet. Foredraget har tre centrale punkter:

1.
At socialismen er ligeså opsat på at afskaffe ægteskabet, som den har været på at afskaffe den private ejendomsret.
2.
At agendaen med at eliminere kønsforskelle og angribe ægteskabet har alvorlige konsekvenser for den personlige og den økonomiske frihed.
3.
At kristendommen har bedre svar på de problemer, som socialismen hævder at ville løse.

Foredraget er her: Freedom, the Family and the Market.

Det røde hykleri

Alle vegne er det røde hykleri det samme. Tag nu eksempelvis det amerikanske kongresmedlem Charles Rangel. Han har ansvaret for den amerikanske skattelovgivning, og for nyligt brugte han bibelhistorien om den barmhjertige samaritaner til at argumentere for, at de rigeste må betale mere i skat. Se f.eks. her: Rangel: Where Are The Good Samaritans?

Problemet er naturligvis, at historien om den barmhjertige samaritaner ikke er et argument for en velfærdstat med massiv skatteopkrævning og økonomisk omfordeling, men at historien derimod handler om det personlige ansvar og omtanke for andre mennesker i hverdagen. Og det er i øvrigt noget, som amerikanere generelt er ret gode til.

Og endnu mere absurd bliver det hele så, hvis man husker, at der også er en sag om, at Charles Rangel selv har ”glemt” at opgive intægter for $ 75.000,- fra sin caribiske villa. Se billeder af villaen her: NEW YORK POST.

Sagen diskuteres bl.a. på PJTV: WTWJP: What Taxes Would Jesus Pay? og på Fox News:

Det er jo ren planøkonomi

Professor Bente Klarlund Pedersen er bekymret for folkesundheden, og det har hun muligvis god grund til at være. Men hendes naive tro på, at hun kan forbedre noget som helst ved et centralistisk planøkonomisk direktiv burde høre fortiden til. Men det gør den ikke, og du kan læse historien her: Professor vil med lov tvinge virksomheder til at give de ansatte motionspauser.

Som professor besidder Bente Klarlund Pedersen formentligt en god og relevant lægefaglig viden. Men at tro at en sådan viden umiddelbart kan omsættes til en standardforeskrift, der kan trækkes ned over hovedet på alle arbejdsplader, er direkte dumt. Det er simpelthen den rene planøkonomi af samme karakter, som vi kender det fra det nu forhenværende Sovjetunionen.

I det omfang, at en arbejdstager er interesseret i bedre mulighed for et sundt liv på jobbet, bør dette principielt aftales individuelt med dennes arbejdsgiver. Kun på den måde kan man vide, at aftalen kommer til at tage hensyn til de specifikke forhold, der er relevante i den aktuelle situation.

Men i mangel af bedre, kan det nok også fungere rimeligt, hvis emnet indgår som del af de kollektive overenskomstforhandlinger. Fag- og arbejdsgiverforeningerne har jo trods alt et indgående kendskab til de brancher, som de repræsenterer.

Så fremfor at ville diktere andre menneskers forhold bør Bente Klarlund nøjes med at stille sin viden og sundhedsfaglige vurderinger til rådighed. Så må det være op til enkeltpersoner og organisationer på arbejdsmarkedet selv at finde ud af, hvad de kan bruge hendes viden til.

En lidt for ivrig minister

I flg. Politiken.dk vil velfærdsminister og gammel VS’er Karen Jespersen stoppe genopdragelsesrejser. Ministeren kan naturligvis ikke sende danske sagsbehandlere og danske politi til udlandet for at stoppe genopdragelsen og tvinge børnene tilbage. Så i stedet vil hun indføre økonomisk pression mod børnenes forældre, som opholder sig her i landet. Du kan læse artiklen her: Minister vil stoppe genopdragelsesrejser.

Personligt synes jeg da også selv, at genopdragelse i Irak er en rigtig dårlig idé, men jeg vælger – i modsætning til ministeren – at anskue sagen fra en mere principiel synsvinkel. Er der overhovedet ingen grænser for, hvad en dansk minister skal stikke sin næse i?

Hvad så når en dansk familie i udlandet sender sine børn på genopdragelse på en kostskole i Danmark? Er det så også et problem, der skal sættes en stopper for? Det synes jeg naturligvis ikke, og det gør ministeren nok heller ikke. Men hvad nu hvis f.eks. en thailandsk minister finder, at danske kostskoler er problematiske. Skal han så forsøge at hindre danskere i Thailand at sende deres børn hjem på kostskole?

Jeg gætter på, at ministeren i så fald vil blive højlydt forarget. Men jeg spørger bare, hvor er konsistensen henne?

Skruen uden ende

I Københavns Kommune er der nogen, som er bekymrede for borgere, som lever uacceptabelt usundt. Historien blev bragt på 180 Grader for et par dage siden: "Er der nogen hjemme? Vi er fra sundhedspatruljen"

Ud over, at det er usympatisk med kommunale indgreb i menneskers privatliv, så er den socialdemokratiske tankegang også skruen uden ende.

For sålænge vi lever forskelliget, vil der altid være adfærdsformer, der kan udpeges som mere usunde end andre. Lykkedes det de socialdemokratiske politikere at eliminere de (efter egen opfattelse) værste former for usundehed, så vil nye former for usundhed komme i fokus. Det behøver ikke kun at dreje sig om fedtsyrer og motion, men det kan være altmuligt lige fra sex og nattesøvn til den mest sunde måde at fugte et frimærke. Kun fantasien sætter grænser.

Det er på tide at gå den anden vej og indse, at menneseker ejer deres egne liv. Og derfor er det en menneskret at kunne dumme sig uden næste dag at blive opsøget af et omklamrende omsorgsteam.

En økonomisk Berlinmur

Mennesker fra det tidligere Østtyskland minder i deres adfærd meget om danskerne. Det mener ihverttilfælde en af mine bekendte, som har rejst en del syd for grænsen. Og han er ikke i tvivl. Han kan bedst lide dem fra øst – de er mere ”nede på jorden” ligesom vi. Men jeg undere mig, for hvad er det lige, som betinger forskellen mellem øst- og vesttysk adfærd? Og hvad er det lige i vores baggrund som danskere, hvor vi har mest tilfælles med borgerne fra det tidligere DDR?

Som liberalist er det fristende for mig at tro, at der nok er nogle uheldige paralleller mellem DDR regimet og velfærdsstaten. Nogle fællestræk, som har påvirket østtyskere og danskere i en anderledes retning, end det er sket i Vesttyskland. Men om det nu også er rigtigt, ved jeg ikke.

Men tankevækkende er det, at der i Danmark (for visse borgere) findes en økonomisk ”Berlinmur” rundt om landet. Ejer man aktier, bliver man nemlig ved fraflytning beskattet af dem. Og tankevækkende er det også, at der nu er kræfter, som foreslår, at øge denne "Berlinmur" ved også at beskatte unge nyuddannede, hvis de flytter til bedre himmelstrøg.

Velfærdsstaten viser sit sande ansigt?


www.skat-uret.dk: Flytning til udlandet - udstationering - skat
Leder fra 180 Grader om beskatning af nyuddannede: Skat på udrejse

Kan du undvære en skattelettelse?

Nu er valgkampen heldigvis snart forbi. Og derfor har jeg et fromt håb om, at mængden af politisk ævl og bævl i det offentlige rum snart vil aftage. Det er umuligt at kommentere alle tåbelighederne, men så er der alligevel én kampagne, der på særlig måde har gjort indtryk på mig, og som jeg derfor gerne vil knytte et par ord til. Socialdemokraterne siger nemlig, at:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 20 kr. om måneden, kan vi sikre alle ret til omgående behandling af livstruende sygdomme.

Lyder det ikke både godt og billigt? Tænk engang, 20 kr. pr. måned og vupti, så har Danmark igen et fungerende sundhedsvæsen i verdensklasse. Eller hvad med den her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 15 kr. om måneden kan vi sikre, at alle børn i daginstitutionerne får gratis mad.

Hvad er 15 kr.? I et supermarked kan man dårligt nok få en pakke rugbrød for det beløb, i hverttilfælde ikke hvis det skal være skiveskåret. Så derfor er det en klar overraskelse for mig, at 15 kr. nu er nok til et helt færdiglavet sundt måltid mad i en hel måned. Det er simpelthen fantastisk så langt pengene rækker, når det offentlige er involveret. Men det slutter ikke med det. Prøv også lige at høre her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på blot 9 kr. om måneden, kan vi sikre en folkeskole med højst 24 elever i hver klasse.

Er det ikke bare fantastisk? Hvem vil dog være så egoistisk og ondsindet at foretrække sølle 9 kr. i skattelettelse, når nu pengene kan gøre så meget mere gavn i folkeskolen?

Svaret på det sidste spørgsmål er, at det vil jeg. Jeg vil hellere have skattelettelser.

Ligesom de fleste andre arbejdende danskere, betaler jeg hver måned adskillige tusinde kroner i skat. Og dertil kommer moms og andre afgifter. Det meste af året går frugten af mit arbejde til statskassen, uden at der kommer særlig god offentlig service ud af det. Tager vi eksempelvis folkeskolen, så koster den årligt et femcifret beløb pr. elev. Så jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at 9 kr. ekstra pr. skatteyder skulle gøre nogen synderlig forskel. Mon ikke det er lidt for naivt at tro, at der bare skal nogle få ekstra kroner til, for at alt kan blive godt.

Men socialdemokreaterne gør jo heller ikke noget for at forklare forudsætningerne for deres regnestykke. Er beløbene pr. skatteyder, pr. husstand, eller noget helt trejde? Og ved hvilke skattesatser er beregningen udført? Og hvormange skattebetalere går der på en modtager? Er det f.eks. 10 skatteydere á kr. 15,- der går på et institutionsbarn, så er det altså kr. 150,- pr. barn pr. måned for mad. Eller? Der er ihverttilfælde meget, som står hen i det uvisse.

Men formålet med den socialdemokratiske kampagne er vel heller ikke, at oplyse om faktuelle økonomiske sammenhænge, men at skabe en følelse. En følelse af hvor godt det er, når vi alle står sammen, hvor let det er at hjælpe hinanden, når bare staten er vores allesammens mellemmand.

Men jeg tror ikke på dem. De sidste 40 år med velfærdsstaten taler sig eget tydelige sprog. Jeg vil hellere have min frihed til at disponere over eget liv og egne penge. Jo mere privat initiativ, jo bedre fungerer samfundet. Og så har det fri initiativ også en ekstra lille sidegevinst. For jo mere, der foregår i privat regi, jo mindre har poltikerne at ævle om, når der er valgkamp.

Er det ok med blokader?

Er det ok, når chauffører og vognmænd blokerer færgehavnene?

Sådan, som jeg har forstået transportbranchends problemer, så er det sådan, at chauffører hver gang tager frygtsomme på arbejde. Hvad bringer dagen? En lille fodfejl og arbejdsdagen bliver til økonomisk underskud – en lidt større fodfejl, og man mister sit kørekort og dermed sit job.

Turen skal naturligvis planlægges, så man får hentet og afleveret varer de rigtige steder. Derudover skal bilen tankes, når den skal have brændstof, og selv skal man også have mad på nogle nogenlunde fornuftige tidspunkterer. Og de ting skal så passes sammen, så man ikke skal lave unødige stop undervejs. Det er klart nok.

Men dertil kommer så køre-/hviletidsbestemmelserne, der også skal overholdes til punkt og prikke. Dummer man sig i sin planlægning, eller kommer man bare ud for lidt for mange uforudsete ting undervejes, ja så risikerer man eksempelvis at måtte tage en ekstra overnatning en halv time før turens endemål. Alt i alt en kompleks opgave, der kan gøre enhver chauffør nervøs på forhånd.

Det er cirka sådan, at jeg har forstået transportbranchens problemer. Så derfor kommer det heller ikke bag på mig, at jeg nu i dag hører om, at vognmænd og chauffører blokerer færgehavne. Tværtimod undrer det mig, at de ikke allerede har gjort det for længe siden.

Problemet er naturligvis en reguleringsivrig statsmagt, som tror, at alle problemer kan løses centralistisk med strammere lovgivning, og strengere straffe. Men det kan de naturligvis ikke, og derfor er det samfundsgavnligt og godt, at transportbranchen gør opmærksom på problemerne.

Men er aktionsformen ok? Som udgangspunkt må svaret vel være "nej". En blokade bygger jo dybest set på vold og tvang, og den går i sagens natur ud over uskyldige aktører. Fra et borgerligt synspunkt, er det vel ikke i orden. Men hvilket alternativ har transportbranchen? Kan man overhovedet kæmpe mod statslige tåbeligheder, uden at det går ud over uskyldige? Jeg ved det ikke.

Et andet forhold er så, at hele erhvervslivet og dermed også forbrugerne er dybt afhængige af en velfungerende transportsektor. De sidste 20 år har et af mantraerne i erhvervslivet været at få bedre styr på varestrømmene (logistik). Det er noget med at bruge IT til bedre planlægning og bedre kommunikation med leverandører. Kan køber løbende delagtiggøre leverandøren i sine produktionsplaner, kan leverandøren bedre gøre sine forberedelse og løbende levere lige præcis de mængder, der er bruge for uden at nogen skal ligge inde med store omkostningstunge varelagre. Men skal det fortsat kunne lade sig gøre forudsætter det bla., at den sektor som politikerne pt. er i færd med at nedbryde, igen bliver velfungerende.

Artikel fra 180 Grader: Chauffører vil spærre Danmark af

Den autonome mafia

Terror virker. Sådan lyder overskriften i en artikel på 180 Grader. Men er det overhovedet nogen nyhed? Er det ikke det, som mafiaen altid har vidst og benyttet sig af? Artiklen er her: Terror virker

Hvad skal vi kalde disse terrorister? Ungdomsmafian? ......nej,.... nok ikke alligevel. Vi skal vende os af med at bruge ordet "ungdoms" i forbindelse med de autonome. Det giver det hele et lidt "uskyldigt" præg. Men deres ærinde er bestemt ikke udkyldigt, så måske ville det være bedre at kalde dem den "den autonome mafia". Og så kunne overskriften på 180 Grader have været:
Ritt bøjer sig for den autonome mafia.

The Che Guevara Song

Prøv lige at se denne video. Jeg fandt linket i en debat på www.skattetryk.dk

Professionelle politiske ballademagere

Så åbnede Folketinget og ligesom sidste år var der igen en række demonstranter på gaden for at kræve yderligere offentlige udgifter.

Mig bekendt er det i høj grad den socialdemokratiske fagbevægelse, der har spillet en central rolle med at arrangere og koordinere demonstrationerne. Og det synes jeg faktisk virker temmelig surrealistisk, for hvad er det de vil opnå? Foghs regering har allerede afsat så store midler til yderligere offentlig forbrug, at socialdemokraterne næsten ikke selv kunne have afsat mere. Og de skattelettelser, man protesterer så indædt imod, er meget små og symbolske og har som bekendt mere karakter af skatteomlægning en egentlige -lettelser. Så hvad handler protesterne om?

På mig virker det som om, at den egentlige utilfredshed ikke har så meget at gøre med politik, som den har at gøre med personer. Det ser ud som om, at uanset hvor meget socialdemokratisk politik Fogh fører, så vil fagbevægelsen forsat råbe op. De helmer tilsyneladende ikke, før det er deres egne kammerater, som indtager ministerkontorerne.

Hvem betaler skatten?

Nogle gange synes jeg, at den offentlige debat om skat og afgifter er lidt for snæver. Nogle gange er perspektivet blot noget med hvem, som skal betale hvormeget, og hvem som får mest eller mindst gavn af en given skatteomlægning. Det jeg savner er et bredere perspektiv, som sætter fokus på hele det økonomiske system, og hvordan de høje skatter påvirker hele samfundsøkonomien og i sidste ende påvirker os alle.

Ganske vist er der nogle, som ved at tale om dynamiske effekter forsøger at give det brede perspektiv, men her vil jeg gerne på en helt jordnær måde prøve at komme med mit eget lommefilosofiske bidrag. Tillad mig at starte med et helt banalt eksempel.

Forestil dig, at du er ved at sælge din gamle cykel og derfor er ved at aftale pris med en interesseret køber. Du har en mindstepris, du skal opnå for at ville sælge, og køber har en højeste pris, som han er villig til at give. Vil køber give mere, end du mindst skal have, er der mulighed for en handel, som I begge vil finde fordelagtigt.

Bliver der nu indført skat på denne handel, vil den påvirke jer begge. Er der tale om en afgift, som køber skal betale, ja så bliver hans maksimale pris tilsvarende mindre, da der nu også skal være til afgiften. Så spillerummet mellem din minimalpris og købers maksimalpris indsnævres, prisforhandlingen bliver lidt hårdere, og du ender sandsynligvis med at få lidt mindre for cyklen end ellers, fordi køber også lige skal have råd til skatten. Og tilsvarende den modsatte vej, er det dig som sælger, der skal betale skat af din fortjeneste, så bliver din mindstepris højere, spillerummet indsnævres og køber må sandsynligvis af med en højere pris.

Pointen er, at selvom en given skat eller afgift kun rammer den ene part i en handel, så påvirker den prismekanismerne, og i sidste ende kommer begge parter til at betale. Den ene betaler direkte medens den anden betaler via en dårligere pris end ellers. Og faktisk kan der være grund til at forvente, at prisen vil ændre sig således, at køber og sælger reelt kommer til at deles om skatten.

Og det perspektiv, synes jeg er vigtigt at have med. Diskuteres der f.eks. topskat, så er det ikke kun de 40% af befolkningen der tjener mest, der rammes. Det er ellers i sig selv er slemt nok, men det rammer meget bredere. For alle de arbejdsgivere, hvor der er topskattebetalere ansat (og det må vist være alle arbejdsgivere), de mærker det også. For der er klart, at en topskattebetaler skal have en meget høj lønstigning for at påtage sig et ekstra ansvar. Og de penge må så arbejdsgiveren punge ud med, hvis han ønsker arbejdet udført.

Og derfra breder det sig så som ringe i vandet. Ud over topskattebetalerne, der naturligvis har færre penge i sin privatøkonomi, så bliver arbejdsgiveren, der via en høj lønstigning er med til at betale medarbejderens topskat, også ramt. Denne har således også færre penge tilbage til andre formål end ellers.

Konsekvenserne er voldsomme, og i sidste ende bliver vi alle ramt af de høje skatter og afgifter, også selvom vi måske ikke selv betaler dem direkte. For så betaler vi dem i hverttilfælde i form at dårligere priser og generelt dårligere økonomiske muligheder end ellers.

Konservativ planøkonomi

Netavisen 180 Grader rapporterer fra det konservative landsråd. Her fremgår det bla., at Bendt Bendtsen hellere vil tale om kræftbehandling end om skattelettelser. Men nu er det ikke ligefrem min opfattelse, at den ringe tilstand i det danske sundhedsvæsen skyldes mangel på politisk indblanding, formentlig tværtimod.

Hvilke kompetencer har en politiker som Bendt Bendtsen, der skulle sætte ham i stand til at komme med relevante input til sundhedssektoren. Hvilken sundhedsfaglig, økonomisk eller generel samfundsmæssig forståelse har han, som gør, at det netop er hans idéer, der er brug for. Jeg kan i hverttilælde ikke rigtig på øje på nogen.

Nej, lad fagfolk, økonomer og forretningsfolk drive hospitalerne og lad de folkevalgte blande sig udenom.

Hvis Bendt Bedtsen vil gøre sig håb om at være til gavn for det danske samfund, så kan han passende støtte op om kravet om flere skattelettelser. Så vil vi som borgere selv kunne købe/forsikre os til den kræftbehandling, som virker.

Artikel fra 180 Grader: Kræftbehandling i centrum på landsråd