Når staten bliver en fjende

Problemet med en alt for omfattende statsmagt er klart udtryk af den amerikanske præsidnet Gerald Ford. I en tale til kongressen d. 12. august 1974 sagde han:

Whether we like it or not, the American wage earner and the American housewife are a lot better economists than most economists care to admit. They know that a government big enough to give you everything you want is a government big enough to take from you everything you have.

Gid den almindelige dansker var lige så fornuftig.

Gad vide, om han mener det?

I sidste uge var Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti i Deadline til en diskussion af 12 minutters længere arbejdstid. Se indslaget her: Deadline.

Som opponent deltog Mads Lundby Hansen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Og hans indvending mod de 12 minutter var meget enkel - nemlig en undersøgelse, der viser, at de fleste danskere ikke ønsker at arbejde mere. Kun 6% ønsker at arbejde mere, 20% vil gerne have færre timer, og endelig er der så de sidste 74%, der er godt tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Så hvordan skal de 12 minutter så realiseres, når S og SF ikke vil øge incitamentet til at arbejde mere?

Men Ole Sohn fandt, at en sådan diskussion af incitamenter var irrelevant, for alle økonomer var jo enige om, at der var brug for højere arbejdstid. Og så var det jo bare et spørgsmål om at aftale det med arbejdsmarkedets parter. Og lidt senere i indslaget sagde Ole Sohn, at vælgerene jo var bekendte med 12-minutters-planen. Så derfor var det jo ikke et spørgsmål om økonomi men om politik: "Hvilken vej ønsker vi at gå?"

Ved første gennemsyn syntes jeg, at det virkede som om, at Ole Sohn var kraftigt i defensiven og talte udenom. Og så alligevel - gad vide om han selv mente det, han sagde?

Kan det tænkes, at Ole Sohn seriøst mener, at det enkelte individs ønske om at arbejde mere eller mindre ikke har nogen betydning? Kan det tænkes, at Ole Sohn mener, at såfremt S og SF vinder folketingsvalget, så har borgerne kollektivt stemt for højere arbejdstid, og så er deres individuelle præferencer uden betydning? Det tror jeg faktisk godt kan være tilfældet, og det vil passe fint med socialismens grundlæggende problem.

For sagen er jo, at der kan være forskel på det, som folk personligt vil, og det de kollektivt vil. Mange vil jo gerne have højere arbejdstid sådan generelt, idet de så håber, at det bare ikke rammer dem personligt. Det er såmænd meget menneskeligt at tro, at man på den måde kan fedte sin del af det kollektive ansvar af på andre. Alle er med for at høste en gevinst, lige indtil det rammer dem selv. Så når den kollektive beslutning skal gennemføres, må de socialistiske ledere tage gradvist hårdere og hårdere midler i brug for at gennemtvinge planen.

I det konkrete tilfælde med arbejdstid vil S og SF blive nødt til at begrænse retten til deltidsarbejde, for ellers virker den forhøjede arbejdstid jo ikke. Derudover bliver man nødt til at gøre noget ved alle de, som ikke er under kollektiv overenskomst, og sådan tager det ene skridt det andet.

Ikke spor underligt, at det gik galt i østblokken - men hvorfor er vi så forhippede på at gentage fortidens fejl?

Staten har aldrig skabt noget

Som moderne menneske forfalder man let til at tro, at statsmagten er en væsentlig forudsætning for vore liv. Men sagens kerne er, at staten aldrig rigtigt har skabt noget til gavn for mennesker. Eksempelvis har staten hverken opfundet uddannelsesinstitutioner, pengesystemet, forsvaret, domstolene eller fattighjælpen.

Sagen er derimod, at når en gruppe af mennesker på eget initiativ og over mange år har skabt noget, der bliver en stor succes, så vil staten gerne ind og overtage det. Og når det så sker, og man vænner sig til, at det er staten som styrer, så er det, at man let forfalder til at tro, at tingene slet ikke kunne fungere uden staten. Læs f.eks. om folkeskolen her: Danske skoler blev sparket i gang af folket - ikke staten.

Derfor er det også en diskussion blandt liberale mennesker, om vi overhovedet behøver nogen statsmagt. Argumentet hos den del af de liberale, som ikke helt vil af med staten er, at der trods alt er nogle samfundsmæssige kerneopgaver med at beskytte borgernes frihed, som når det kommer til stykket bedst varetages af staten. Og det er så et godt spørgsmål, om de mon har ret, eller om det også bare er et udtryk for vanetænkning?

Historisk set går statsmagten tilbage til konger, som tog magten over et geografisk område. Kongen blev ofte accepteret (eller måske endda hyldet af folket), hvis han var god til at opbygge et forsvar, der kunne sikre hjemlig fred. Og kunne han så samtidig angribe og undertvinge fremmede befolkninger og beskatte dem, så var han rigtig god.

Problemet med statsmagten er ældgammelt. Helt tilbage i bibelens gamle testamente findes en historie om, at jøderne kræver at få en konge ligesom alle de andre folk. Derfor henvender folkets repræsentanter sig til manden Samuel, der anses for at være Guds profet og som fungerer som dommer i retssager. Til ham siger de:

Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk. Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: »Giv os en konge, der kan herske over os.....

Men efter overvejelser og bøn er Samuel indstillet på at efterkomme ønsket om en konge, men samtidig fremsætter han denne advarsel:

Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham.

(Bibelcitaterne er fra 1. Samuelsbog, kapitel 8, Bibelen Online)

Selvom ordene er flere tusinde år gamle, og selvom statsmagten i dag ikke er en konge, men derimod en organisation under demokratisk kontrol, så er problemstillingen efter min opfattelse stadig præcis den samme.

Som mennesker vil vi gerne have tryghed, og af en eller anden grund virker det mere trygt, når statsmagten har det endelige ansvar. Men det vi i praksis oplever er, at staten tager vores rigdom uden rigtig at give noget særligt igen.

Den indre tyske grænse

Denne animation af den indre tyske grænse er produceret af Deutche Welle i et samarbejde med et animationsfirma og historiske eksperter. Alle detaljer er så historisk korrekte, som det overhovedet er muligt.

Giv os vor frie Danmark tilbage

Citat:

Udfordringen ...... og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet.

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Sådan skriver Johannes Ballieu Petersen i en udsædvanlig god og velskrevet artikel på Netavisen 180 Grader. Læs den her: Giv os vor frie Danmark tilbage. Johannes Ballieu Petersen er oprindelig uddannet tømrer og murer, har været soldat i Bosnien og driver i dag selvstændig virksomhed i Vancouver, Canada.

Optøjer i London

Gary North har sin egen forklaring på optøjerne i London. Først sammenligner han med tidligere episoder i Los Angeles (1965 og 1992) og kommer så frem til følgende årsager:

1. Det offentlige uddannelsessystem
2. Mindstelønninger
3. Sammenbrud af familiestruktur (støttet af velfærdsstaten)
4. Misundelse ( => destruktiv adfærd)
5. Jalousi ( => tyveri og røveri)
6. Faldende omkostninger ved at koordinere et optøjer

Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis er enig i det hele, men jeg synes, at Gary North har en god pointe i, at misundelse (til forskel fra jalousi) opstår der, hvor man ser sig selv som ligeværdig med den, der har det, man selv efterstræber. Og det fører så til den destruktive adfærd. Og der kan vel næppe være nogen tvivl om, at netop velfærdsstaten understøtte denne falske forestilling om, at vi alle er lige.

Læs Gary North her: London Riots: What Nobody Dares to Say.

Den uansvarlige velfærd

Den irske journalist Kevin Myers kritiserer her velfærdsstaten i PIIGS-landene. Myers ser en sammenhæng mellem disse landes katolske kultur (let adgang til tilgivelse og ringe sans for konsekvenser) og så den måde, politikerne bruger velfærdsstaten til at købe vælgere.

Det er muligt, at der er mere uansvarlighed i PIIGS-landene end her. Eksempelvis nævnes Grækenland, hvor parlamentsmedlemmerne får 15 månedslønninger om året. Men når det handler om at købe vælgere, synes jeg da, at der også er megen uansvarlighed hos vores hjemlige politikere.

Smuglercigaretter i Tyskland

Det er en gammel sandhed, at når staten bliver for dyr i drift, så finder det frie marked alternative veje. Det sker også i Tyskland, hvor de høje tobaksafgifter betyder, at smuglercigaretter vinder frem, således at de i dag udgør 40% af det tyske cigaretmarked. Smuglervarerne er ikke altid af samme kvalitet som de officielle cigaretter, men det er der tilsyneladende mange, som er parate til at acceptere, for at få deres cigaretter til mere fornuftige priser.

Læs her: Cops losing tobacco smuggling battle (artiklen er fundet via Klaus Kjellerup på Netavisen 180 Grader).

Jeg kan ikke forarges over, at det sker, men trist er det da. For dels er de, som klarer sig bedst på det sorte marked, ikke de dygtigste forretningsfolk, som kan levere et godt produkt og begrænse omkostningerne, men derimod de, som er villige til "lidt af hvert". Og forbrugeren står uden nogen mulighed for retsbeskyttelse, hvis der viser sig at være alvorlige problemer med produkterne.

Så på den måde bliver staten sin egen værste fjende. For i sin iver efter at skabe ordnede forhold ved at styre og regulere alt, ender den til sidst med at skabe helt lovløse tilstande. Eneste løsning er naturligvis, at staten sætter sine afgifter ned til et mere behersket niveau. Men det kræver så, at velfærdsstaten (ja, Tyskland har også en velfærdsstat) får sine enorme udgifter under kontrol. Men hvor er det så lige, man finder den politiker, som tør at gå foran?

Ligger skylden hos de nationalkonservative?

Vor hjemlige venstrefløj har pt. travlt med at beskylde de nationalkonservative for en eller anden form for indirekte meddelagtighed i Anders Breiviks terrorangreb i Oslo. For man mener angiveligt, at det er de nationalkonservative holdninger, som fører til den slags. Men sandheden er nu, at alle politiske holdninger kan fordrejes, så de fører til en eller anden form for selvtægt.

For som udgangspunkt gennemføres al politik ved anvendelse af magtmidler - nemlig statens magtmidler. Og er en person utilfreds med et eller andet område, hvor han synes, at staten gør for lidt, så er det ikke umuligt, at denne person kan finde på at tage sagen i egen hånd og begå selvtægt. Og den problemstilling har intet at gøre med, hvilken politisk retning, der er tale om. Eksempelvis er det da let at forestille sig en socialist, der mener, at de rigeste betaler for lidt i skat og derfor både er parat til tyveri og røveri for (i egne øjne) at rette op på denne skævhed, nu når staten ikke vil gøre det.

Nu kan politik så også gå ud på at begrænse statens magtanvendelse, men igen er problemstillingen den samme. En person kan blive så frustreret over, at det ikke rigtig lykkes at få staten til at holde op med en magtudøvelse, som personen finder forkert, at vedkommende er parat til at anvende egen magt mod staten og dens repræsentanter. Det kan på ingen måde udelukkes, at en person eksempelvis kunne bliver så forbitret på skattevæsnet, at vedkommende ville forsøge at placere en bombe i et skattecenter.

Så der er altså tale om en generel problemstilling om, at en politisk holdning til statens magtanvendels kan fordrejes, så den bliver til et forsvar for selvtægt. Men det har intet med den aktuelle politisk holdning at gøre men er derimod et spørgsmål om, hvilke uhyrligheder en person er villig til at ty til i forsøget på at nå sine mål.

Frihed, familien og markedet

Nedenfor er et foredrag om socialismens angreb på familien. Foredraget er holdt på Acton Institute, og foredragsholderen er Jennifer Roback Morse, der er katolik og har en Ph.D. i økonomi.

Jennifer har beskæftiget sig indgående med emnerne ægteskab, seksualitet og familie, og hun har bl.a. skrevet om de forandringer, som sker i det amerikanske samfund, og de økonomiske konsekvenser heraf. I dette foredrag taler hun om socialismens angreb på familien som institution og i særdeleshed på ægteskabet. Foredraget har tre centrale punkter:

1.
At socialismen er ligeså opsat på at afskaffe ægteskabet, som den har været på at afskaffe den private ejendomsret.
2.
At agendaen med at eliminere kønsforskelle og angribe ægteskabet har alvorlige konsekvenser for den personlige og den økonomiske frihed.
3.
At kristendommen har bedre svar på de problemer, som socialismen hævder at ville løse.

Foredraget er her: Freedom, the Family and the Market.

Velfærdsstaten i aktion

Staten har ellers så travlt med at hjælpe flekslånere, banker, vindmølleindustri og hvad ved jeg. De eneste, den ikke kan hjælpe, er naturligvis skatteskyldnerne. For gør den det, så bryder systemet sammen.
Skat truer 100.000 virksomheder med RKI.

Når bureaukrater har for lidt at lave

Ja, så skal man jo gøre noget for at "retfærdiggøre" sin eksistens. Denne amerikanske artikel handler om, hvordan bureaukrater opfinder et problem (læger som udskriver for meget medicin) og derefter sætter ressourcer ind på at løse det.

A government with not enough to do, but lots of hungry mouths to feed

Velfærdsstaten

I dag fandt jeg denne konservative artikel på nettet: Den gode stat og det nye menneske.

Den giver en deprimerende men interessant beskrivelse af den danske velfærdsstat, hvor det gennemgående er, at velfærdsstaten ikke er til for borgernes skyld. Tværtimod var der forud for velfærdsstaten i 1950'erne og 1960'erne store stigninger i levestandard, og ingen almindelige borgere efterspurgte en velfærdsstat. Det gjorde derimod den socialdemokratiske og kulturradikale elite, som frygtede, at den øgede velstand skulle gøre befolkningen mere borgerlig og uimodtagelig for kollektivistisk tankegang. Derfor måtte borgerlig livsstil lægges for had og velfærdsstaten introduceres som løsningen.

Heldigvis forudser artiklen, at velfærdsstaten (ligesom det tidligere USSR) en dag vil bryde sammen under sin egen vægt. Men det er da trist at tænke på alle de ressourcer og muligheder for livsudfoldelse, som er tabt pga. af velfærdsstaten.

Sjovere at være statsmand

I flg. netavisen 180 Grader vil Anders Fogh Rasmussen nu omlægge skatten. Du kan læse artiklen her: Fogh vil have højere benzinpriser.

Det nuværende niveau for indkomstskat er efter min opfattelse umoralsk højt, og derudover har det også nogle graverende konsekvenser på hele samfundsøkonomien. Men moralsk set bliver det ikke spor bedre, bare fordi skatten omlægges til til andre afgifter.

Men indrømmes må det, at det da godt kan være, at konsekvenserne for samfundsøkonomien bliver lidt mere tålelige. Det vil i hverttilfælde være godt, hvis det bedre kan betale sig at arbejde, men samtidig smager det lidt for meget af, at vi alle skal være pavlovske hunde i et teknokratisk skattecirkus - ligesom hos Ny Alliance.

Hvor er den minimalstatsmand henne, som i sin tid gik til valg på en totrinsraket med skattestop nu, og siden rigtige skattelettelser? Hvis Fogh ellers havde tænkt sig at overholde løftet om skattelettelser, så havde der også være plads til undervejs at omlægge skattebyrden relativt indenfor rammen af skattestoppet.

Men tilfældet Anders Fogh Rasmussen ser desværre mere og mere ud til at være historien om, at det er sjovere at være statsmand end "kun" at være minimalstatsmand.

En lidt for ivrig minister

I flg. Politiken.dk vil velfærdsminister og gammel VS’er Karen Jespersen stoppe genopdragelsesrejser. Ministeren kan naturligvis ikke sende danske sagsbehandlere og danske politi til udlandet for at stoppe genopdragelsen og tvinge børnene tilbage. Så i stedet vil hun indføre økonomisk pression mod børnenes forældre, som opholder sig her i landet. Du kan læse artiklen her: Minister vil stoppe genopdragelsesrejser.

Personligt synes jeg da også selv, at genopdragelse i Irak er en rigtig dårlig idé, men jeg vælger – i modsætning til ministeren – at anskue sagen fra en mere principiel synsvinkel. Er der overhovedet ingen grænser for, hvad en dansk minister skal stikke sin næse i?

Hvad så når en dansk familie i udlandet sender sine børn på genopdragelse på en kostskole i Danmark? Er det så også et problem, der skal sættes en stopper for? Det synes jeg naturligvis ikke, og det gør ministeren nok heller ikke. Men hvad nu hvis f.eks. en thailandsk minister finder, at danske kostskoler er problematiske. Skal han så forsøge at hindre danskere i Thailand at sende deres børn hjem på kostskole?

Jeg gætter på, at ministeren i så fald vil blive højlydt forarget. Men jeg spørger bare, hvor er konsistensen henne?

Statistik (del 3 af 3)

Når jeg mener, at der ofte sker misbrug af statistik, så kan der være tale om direkte fejl i den statistiske metode, eller at et i et for sig lødigt resultat bliver fortolket langt ud over, hvad det kan bære.

Et eksempel på førstnævnte kunne være DSB, som for (vistnok) 20 år sendte medarbejdere rundt i S-togene for at interviewe de rejsende. Disse skulle så svare på spørgsmål om, hvor de kom fra og hvor de skulle hen, og på den måde regnede DSB så med at kunne danne et billede af folks rejsemønstre. Problemet var imidlertid, at med den valgte metode, var den udtagne stikprøve ikke repræsentativ for passagererne. For som enhver kan regne ud, såfremt man da ellers lige husker at tænke på det, så vil en stikprøve udtaget i toget give en overrepræsentation af passagerer, der rejser langt. En langtrejsende har simpelthen større sandsynlighed for at blive udtrukket, end en som rejser kort. Da man i DSB blev opmærksom på problemet, måtte man derfor skrotte hele undersøgelsen, og i stedet indføre tælledage, hvor passagererne på perronen fik en nummereret seddel, som så skulle afleveres igen ved rejsens slut.

Et andet problem er, hvis man blandt livets mange tildragelser leder efter tal, som skiller sig påfaldende ud fra det normale, og så bagefter – når man allerede har konstateret, at det virker unormalt – foretager en statistiks analyse af de fundne tal. Et tænkt men ikke urealistisk eksempel kan være en vejstrækning, som i en periode har haft særligt høje ulykkestal. Hvis man her sammenligner de høje ulykkestal med det almindelige niveau, for at finde ud af, om det bare er tilfældigt (nul-hypotese), eller om tallene er så markante (signifikante), at vejen må karakteriseres som mere farlig end normalt, så går det galt. Det normale niveau kan nemlig kun benyttes som reference ved en vej, der allerede er udvalgt, før man har kendskab til tallene. For nogle gange vil en given vej ligge over det, som er normalt for denne, og andre gange under. Men skifter man jævnt hen fokus, alt efter hvilken vej som lige nu ligger højest, så vil man generelt få resultater, som ligger over det, som er normalt for de pågældende steder, og man bliver derved for tilbøjelig til at udnævne givne vejstrækninger som særligt usikre..

I praksis kan det være svært at tage hensyn til alle relevante forhold ved en undersøgelse, men mange problemer har at gøre med, at sandsynligheder relaterer sig til menneskelig viden (og mangel på samme). Kaster jeg med en mønt, kan jeg i princippet godt på forhånd regne ud, hvordan den lander. Det vil godt nok kræve en helt urealistisk grundig og præcis viden om kastet af mønten, møntens beskaffenhed, luften, underlaget osv., men i princippet kan det lade sig gøre. Så når jeg blot må nøjes med at sige, at der er to udfald, som begge er lige mulige, så er det egentlig blot et udtryk for, at min viden ikke er tilstrækkelig. Omvendt, kaster jeg med en mønt og konstaterer, at det rent faktisk har fået ”krone”, så er sandsynligheden for ”krone” nu ikke længere 50 men 100 %, da jeg nu rent faktisk ved, hvad det er sket. Men for min nabo, som bare ved, at jeg har kastet, men endnu ikke er informeret om resultatet, er sandsynligheden stadig 50 %.

Så når min viden ændrer sig, ændrer sandsynlighederne sig også, og i eksemplet ovenfor med trafikulykker, betyder en udvælgelsesprocedure med at søge den vej med flest ulykker, at man ikke kan benytte de almindelige ulykkessandsynligheder som reference. Men en anden statistiker, som måske også har udvalgt samme vej til undersøgelse, men uden på forhånd at kende noget til ulykkestallene, kan godt tillade sig, at sammenligne med de almindelige tal. Og derved kan konklusionerne blive forskellig i de to tilfælde, selvom der tale om den samme vej og de samme tal.

Som nævnt i sidste artikel bygger konklusionen af en statistiks undersøgelse på en sandsynlighedsbetragtning. Man kan derfor ikke vide noget med sikkerhed, og der er altid mulighed for, at konklusionen er forkert. Men jo større stikprøve man kan udtaget, jo større sikkerhed, men som nævnt kan man aldrig blive helt sikker. Heller ikke selvom man undersøger alle foreliggende data bliver man sikker. Gælder det som ovenfor trafikulykker, kan man selvfølgelig ved at undersøge alt få fuldstændig sikkerhed for antallet af ulykker. Men da det ikke er antal ulykker, som er interessant, men vejens "farlighed", så er de hændte ulykker stadig kun at betragte som en stikprøve på, hvor farlig vejen er.

I en undersøgelse foretaget af Vejdirektoratet taler man bla. om en signifikansgrænse på 95 %. Det betyder, at sandsynligheden for at få det fundne resultat (eller noget endnu mere markant), såfremt der alligevel ikke er noget om hypotesen højest må være 5 % , hvilket jo så svarer til, at sandsynligheden for et mindre markant resultat mindst skal være 95 %. Hvad der er en passende signifikansgrænse, er en smagssag, men 95 % er ikke særlig højt. Det er faktisk det samme som at sige, at man er så ivrig for at få antaget sine hypoteser, at man er villig til i 5 % af sine undersøgelser at antage noget forkert. Men problemet for vejdirektoratet er naturligvis, at man kun har de ulykker, som er sket, og ikke bare kan udtaget en større stikprøve end det.

Men når det lykkes at gennemføre en fagligt sober statistisk analyse, så er der stadig spørgsmålet om fortolkning af resultaterne. Statistikken kan (med en vis grad af sandsynlighed) påvise et mønster i nogle tal. Men hvad er årsag, og hvad er virkning? F.eks. var der engang en undersøgelse, som viste en positiv sammenhæng mellem alkoholforbrug og indkomst. Jeg skal ikke her tage stilling til den statistiske kvalitet, men selvom hele statistikken er i skønneste orden, drikker mennesker så mere fordi indkomsten er høj, eller er det modsat? Eller er der en helt tredje faktor, som ikke er med i undersøgelsen, men som er årsagen både til den høje indkomst og det høje alkoholforbrug? Dette kan de statistiske metoder aldrig svare på.

Til sidst vil jeg komme ind på det forhold, som er årsagen til, at jeg overhovedet har valgt at skrive her på bloggen om statistik. Og det er, at statistik altid er generelle helhedsbetragtninger, som ikke nødvendigvis altid er sande. Det kan f.eks. godt være, at der generelt sker flere trafikulykker ved højere hastigheder, det kan godt være, at man generelt bliver rigere, hvis man drikker mere, det kan godt være, at man generelt lever kortere, hvis man ryger osv. Men selvom det så måtte være sandt, så er det helt sikkert, at det ikke passer præcist på alle mennesker. Der vil være nogle, som sagtens kan ryge, uden at leve kortere af den grund, der vil være nogen, som ikke tjener mere, uanset hvor meget de så drikker, og der vil sikkert også være nogen, som bliver mere trafiksikre, når de får lov at sætte hastigheden op.

Men det vil en politiker eller en offentlig embedsmand være ligeglad med. De vil hurtigt miste overblikket, hvis de skal beskæftige sig med alle mulige individuelle forhold, så de interesserer sig kun for det generelle, når de prøver gennem lovgivning, incitamenter og folkeopdragelse, at få mennesker til at opføre sig på bestemte måder. Statistik bliver hurtigt et værktøj i politikernes hænder, som får dem til at føle sig magtfulde, men desværre fører det til, at politikerne skaber et konfektionssyet samfund.

Ønsker man derimod et skræddersyet samfund med plads til alle, må det gøres mindre brug af statistik, og i stedet må der være mere tillid til, at mennesker instinktivt godt kan finde ud af, hvad der er godt for dem selv.

Gad i øvrigt vide, om der er en sammenhæng mellem ordet "statistik" og ordet "stat".

Først rygerne, dernæst de tykke

Efter rygeloven har mange ventet, at tykke mennesker vil blive de næste ofre for statslig intolerance og regulering. Og noget kan sandelig godt tyde på, at det nu så småt er ved at være på vej.

I hvertilfælde har nogle engelske og belgiske forskere begået en ny undersøgelse, som viser, at fedme smitter - altså ikke fysisk forstås - men via nogle sociologiske mekanismer. Så hvis man omgås tykke mennesker bliver ens opfattelse af fedme påvirket, således at man ændrer adfærd og har større sandsynlighed for også selv at blive fed.

Så moralen på undersøgelse må være klar. At være i lokale med en fed er ligså farligt som at være sammen med en ryger. Så i første omgang skal staten straks gribe ind og hjælpe de stakkels tykke mennesker med at slanke sig. Men der hvor statens milde hjælp af uransagelige årsager ikke giver de ventede resultater, må der mere håndfaste initiativer til. For man kan da ikke have sådan nogle fede svin til at gå frit omkring og smitte. Eller kan man?

Artikel fra Politiken: Vi smitter hinanden med fedme

IDEAlog

I dag fandt jeg denne letlæste indtroduktion og test – IDEAlog – til opdeling af politiske holdninger. Websiden, der er amerikansk, tager udgangspunkt i den traditionelle opdeling i højre- vs. venstreorienteret (Conservative vs. Liberal) og kommer derefter frem til at anvende to dimensioner.

Den ene dimension handler så om det at bruge statsmagt til at skabe økonomisk lighed, medens den anden handler om at bruge statsmagt til at opretholde den traditionelle samfundsorden.

Det er der naturligvis intet nyt i, og mange andre gør da også noget tilsvarende, f.eks. Political Compass, hvor den ene dimension handler om økonomisk omfordeling, medens den anden handler om hvor autoritær politik, der føres.

Men der hvor Political Compass efter min mening går fejl er, at den antyder, at der ikke er noget autoritært i økonomisk omfordeling. Der kan jeg bedre lide formuleringerne i IDEAlog.

En økonomisk Berlinmur

Mennesker fra det tidligere Østtyskland minder i deres adfærd meget om danskerne. Det mener ihverttilfælde en af mine bekendte, som har rejst en del syd for grænsen. Og han er ikke i tvivl. Han kan bedst lide dem fra øst – de er mere ”nede på jorden” ligesom vi. Men jeg undere mig, for hvad er det lige, som betinger forskellen mellem øst- og vesttysk adfærd? Og hvad er det lige i vores baggrund som danskere, hvor vi har mest tilfælles med borgerne fra det tidligere DDR?

Som liberalist er det fristende for mig at tro, at der nok er nogle uheldige paralleller mellem DDR regimet og velfærdsstaten. Nogle fællestræk, som har påvirket østtyskere og danskere i en anderledes retning, end det er sket i Vesttyskland. Men om det nu også er rigtigt, ved jeg ikke.

Men tankevækkende er det, at der i Danmark (for visse borgere) findes en økonomisk ”Berlinmur” rundt om landet. Ejer man aktier, bliver man nemlig ved fraflytning beskattet af dem. Og tankevækkende er det også, at der nu er kræfter, som foreslår, at øge denne "Berlinmur" ved også at beskatte unge nyuddannede, hvis de flytter til bedre himmelstrøg.

Velfærdsstaten viser sit sande ansigt?


www.skat-uret.dk: Flytning til udlandet - udstationering - skat
Leder fra 180 Grader om beskatning af nyuddannede: Skat på udrejse

Kan du undvære en skattelettelse?

Nu er valgkampen heldigvis snart forbi. Og derfor har jeg et fromt håb om, at mængden af politisk ævl og bævl i det offentlige rum snart vil aftage. Det er umuligt at kommentere alle tåbelighederne, men så er der alligevel én kampagne, der på særlig måde har gjort indtryk på mig, og som jeg derfor gerne vil knytte et par ord til. Socialdemokraterne siger nemlig, at:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 20 kr. om måneden, kan vi sikre alle ret til omgående behandling af livstruende sygdomme.

Lyder det ikke både godt og billigt? Tænk engang, 20 kr. pr. måned og vupti, så har Danmark igen et fungerende sundhedsvæsen i verdensklasse. Eller hvad med den her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på 15 kr. om måneden kan vi sikre, at alle børn i daginstitutionerne får gratis mad.

Hvad er 15 kr.? I et supermarked kan man dårligt nok få en pakke rugbrød for det beløb, i hverttilfælde ikke hvis det skal være skiveskåret. Så derfor er det en klar overraskelse for mig, at 15 kr. nu er nok til et helt færdiglavet sundt måltid mad i en hel måned. Det er simpelthen fantastisk så langt pengene rækker, når det offentlige er involveret. Men det slutter ikke med det. Prøv også lige at høre her:

Hvis du kan undvære en skattelettelse på blot 9 kr. om måneden, kan vi sikre en folkeskole med højst 24 elever i hver klasse.

Er det ikke bare fantastisk? Hvem vil dog være så egoistisk og ondsindet at foretrække sølle 9 kr. i skattelettelse, når nu pengene kan gøre så meget mere gavn i folkeskolen?

Svaret på det sidste spørgsmål er, at det vil jeg. Jeg vil hellere have skattelettelser.

Ligesom de fleste andre arbejdende danskere, betaler jeg hver måned adskillige tusinde kroner i skat. Og dertil kommer moms og andre afgifter. Det meste af året går frugten af mit arbejde til statskassen, uden at der kommer særlig god offentlig service ud af det. Tager vi eksempelvis folkeskolen, så koster den årligt et femcifret beløb pr. elev. Så jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at 9 kr. ekstra pr. skatteyder skulle gøre nogen synderlig forskel. Mon ikke det er lidt for naivt at tro, at der bare skal nogle få ekstra kroner til, for at alt kan blive godt.

Men socialdemokreaterne gør jo heller ikke noget for at forklare forudsætningerne for deres regnestykke. Er beløbene pr. skatteyder, pr. husstand, eller noget helt trejde? Og ved hvilke skattesatser er beregningen udført? Og hvormange skattebetalere går der på en modtager? Er det f.eks. 10 skatteydere á kr. 15,- der går på et institutionsbarn, så er det altså kr. 150,- pr. barn pr. måned for mad. Eller? Der er ihverttilfælde meget, som står hen i det uvisse.

Men formålet med den socialdemokratiske kampagne er vel heller ikke, at oplyse om faktuelle økonomiske sammenhænge, men at skabe en følelse. En følelse af hvor godt det er, når vi alle står sammen, hvor let det er at hjælpe hinanden, når bare staten er vores allesammens mellemmand.

Men jeg tror ikke på dem. De sidste 40 år med velfærdsstaten taler sig eget tydelige sprog. Jeg vil hellere have min frihed til at disponere over eget liv og egne penge. Jo mere privat initiativ, jo bedre fungerer samfundet. Og så har det fri initiativ også en ekstra lille sidegevinst. For jo mere, der foregår i privat regi, jo mindre har poltikerne at ævle om, når der er valgkamp.