Skat, den største post på budgettet

En jeg kender, gik for at stykke tid siden i gang med at føre regnskab over sin privatøkonomi. Han ville gerne vide, hvad pengene gik til, og om der var nogle unødvendige ting, som kunne skæres væk. Efter lidt snak frem og tilbage viste det sig dog hurtigt, at den allerstørste post i hans privatøkonomi – nemlig indkomstskatten – overhovedet ikke var med i hans regnskab.

Regnskabet var grebet an ud fra en likviditetssynsvinkel. Dvs. at de bogførte indtægter var nettoindtægter efter skat, medens de bogførte udgifter var betalinger, uanset om disse var afdrag på lån, renter eller betaling for en vare. Han tankegang var simpelthen den samme, som han kendte fra bankrådgiverens likvikiditetsbudget – nemlig en simpel opgørelse over ind- og udbetalinger.

Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, at kategorisering (kontering) af udgifterne naturligvis afhang, af formålet med regnskabet. Da jeg så nævnte, at hans suverænt største udgift overhovedet, nemlig indkomstskatten, overhovedet ikke fremgik af regnskabet, svarede han, at det ikke gjorde noget, da han alligevel ikke kunne gøre noget ved skatten. Det er så muligt, at han ikke på kort sigt kunne ændre sin indkomstskat, men på lidt længere sigt ville det bestemt være muligt for ham, men det var så åbenbart ikke noget han havde tænkt så meget over.

Men tænk engang hvis almindelige danskere begyndte at opstille deres privatøkonomi, så indkomstskat (og måske også moms og afgifter) eksplicit fremgik af budgetter og/eller regnskaber. Tænk engang, hvis den almindelige dansker blev mere bevidst om, hvor dyrt den danske stat tager sig betalt.

Som bekendt går mange op i at spare penge på husholdningsbudgettet. Mange læser gerne tilbudsaviser for at finde den billigste medisterpølse, eller de kører langt for at købe billigt ind i et megamarked. Men ønsker man for alvor at spare penge, er det naturligt at begynde med de største poster i regnskabet, for der er der som regel mest at hente. Og for langt de fleste danskere er det skatten. På kort sigt, er den ikke så let at gøre noget ved, men der er langt større perspektiver i at spare skat. At spare lidt på husholdningspengene er faktisk det rene flueknepperi i forhold til de potentielle besparelser, der er at hente på skatten.

Jeg opfordrer ikke til at gøre noget ulovligt. Den bedste måde at nedbringe skatten er, at give den danske stat konkurrence fra udlandet. Har man mulighed for at flytte (enten sig selv eller sine forretningsmæssige aktiviteter) til et mere ”venligt” land, bør man gøre det. Så får man selv lavere skat, og samtidig vil det føre til en øget konkurrence på skatteområdet, som vil tvinge den danske stat til at nedsætte taksterne.

Budgetkonto

I dette indlæg vil jeg igen tage en økonomisk misforståelse under behandling. Denne gang er det denne:

Der er fuldstændig styr på min økonomi, for jeg har budgetkonto

En budgetkonto tager udgangpunkt i, at du får nogenlunde lige mange penge hver måned for dit arbejde, medens det, du skal betale, kan variere. Formålet med kontoen er så at sikre, at der bliver sat penge til side hver måned, så du altid kan betale dine regninger. Sagt med andre ord er formålet at sikre, at din likviditet hænger sammen.

Men som bekendt handler økonomi ikke om penge, men om ressourcer. Selvom det naturligvis er vigtig, at du kan betale, når du skal, er det mindst ligeså vigtigt at se på de ressourcer, du forbruger. Lad mig begynde med et simpelt eksempel til at illustrere forskellen på en udgift, en omkostning og en betaling. Forestil dig, at du går ind på en restautant og bestiller en menu og drikkevarer for kr. 300,-. Idet du afgiver ordren til tjeneren, forpligter du dig juridisk til at betale kr. 300,-. En sådan forpligtelse til at betale kaldes en udgift. Efterhånden som du spiser maden pådrager du dig omkostninger. Omkostningerne er nemlig markedsværdien af dit forbrug, så efter forretten har du måske haft omkostninger for kr. 75,-, efter hovedretten er omkostningerne måske nået op på kr. 250,- og endelig efter desserten og den sidste slurk kaffe er dine omkostning vokset til kr. 300,-. Og så sidst, inden du forlader restauranten, skal du så betale beløbet på kr. 300,-.

Som det ses er udgiften, de samlede omkostninger og betalingen alle lige store, nemlig kr. 300,-, men det ses også, at udgiften, ressourceforbruget (omkostningerne) og betalingen forgår på forskellige tidspunkter. Ved et restaurantbesøg er det naturligvis temmelig ligegyldigt, men det er det ikke når det drejer sig om lidt større værdier som en bil eller et hus. En bil kan sagtens være betalt men stadig have en værdi, der først bruges, efterhånden, som der fortsat køres i den. I det tilfælde er der altså flere omkostninger ved bilen, end de som fremgår af budgetkontoen. Måske kan det i virkeligheden bedst betale sig at sælge bilen, og købe en ny, også selvom det fører til optagelse af et lån med deraf følgende betalinger fra budgetkontoen.

Jeg kunne blive ved med eksempler, men jeg håber at pointen er klar. Det er vigtigt at kigge bagom tallene på budgetkontoen og finde de reelle omkostninger. Det er forudsætningen for en fornuftig prioritering af dit ressourceforbrug. Det er god økonomi og på sigt fører det også til lavere betalinger fra din konto.