Mytologien fra Oslo

Den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Michael Ledeen skriver om terrorangrebet i Oslo.

Og han finder, at der er noget forældet over hele forløbet. Gerningsmanden ser sig selv som forsvarer af en vestlig verden, som ikke har eksisteret siden 1. verdenskrig. Og fjenderne "marxisme” og “islam", de findes heller ikke rigtigt længere.

For selvom der da findes marxistiske intellektuelle, så findes marxismen ikke længere som en massebevægelse, der kan udfordre vesten. Der er intet marked for revolutionær marxisme. Og islam har i århundreder været døende. De stater, der kalder sig islamiske, er mislykkede stater, hvor befolkningerne sulter, og selvom der findes islamiske terrorrister, så drømmer de mest talentfulde unge mennnesker om at komme til at leve i et "vantro" land.

Men Anders Breivik er ikke den eneste. De marxister og islamister, som trods alt findes, opererer også ud fra forældede mytologiske forestillinger om den vestlige verden. Og mange af reaktionere på angrebet bygger ligeledes på mytologiske forestillinger som, at Anders Breivik blot skulle være toppen af et isbjerg.

Vi lever i en tid, hvor verdenen er i opbrud, kaos forstyrrer den velordnede tanke, og mytologi får lov at erstatte sund fornuft.

The Myths of Oslo.

Ligger skylden hos de nationalkonservative?

Vor hjemlige venstrefløj har pt. travlt med at beskylde de nationalkonservative for en eller anden form for indirekte meddelagtighed i Anders Breiviks terrorangreb i Oslo. For man mener angiveligt, at det er de nationalkonservative holdninger, som fører til den slags. Men sandheden er nu, at alle politiske holdninger kan fordrejes, så de fører til en eller anden form for selvtægt.

For som udgangspunkt gennemføres al politik ved anvendelse af magtmidler - nemlig statens magtmidler. Og er en person utilfreds med et eller andet område, hvor han synes, at staten gør for lidt, så er det ikke umuligt, at denne person kan finde på at tage sagen i egen hånd og begå selvtægt. Og den problemstilling har intet at gøre med, hvilken politisk retning, der er tale om. Eksempelvis er det da let at forestille sig en socialist, der mener, at de rigeste betaler for lidt i skat og derfor både er parat til tyveri og røveri for (i egne øjne) at rette op på denne skævhed, nu når staten ikke vil gøre det.

Nu kan politik så også gå ud på at begrænse statens magtanvendelse, men igen er problemstillingen den samme. En person kan blive så frustreret over, at det ikke rigtig lykkes at få staten til at holde op med en magtudøvelse, som personen finder forkert, at vedkommende er parat til at anvende egen magt mod staten og dens repræsentanter. Det kan på ingen måde udelukkes, at en person eksempelvis kunne bliver så forbitret på skattevæsnet, at vedkommende ville forsøge at placere en bombe i et skattecenter.

Så der er altså tale om en generel problemstilling om, at en politisk holdning til statens magtanvendels kan fordrejes, så den bliver til et forsvar for selvtægt. Men det har intet med den aktuelle politisk holdning at gøre men er derimod et spørgsmål om, hvilke uhyrligheder en person er villig til at ty til i forsøget på at nå sine mål.